Med humor, komedie og skarphed; fortælles aktuelle nyheder.
Alle rettigheder af denne side og alle tilhørende sider, tilhøre ejeren.
Der bruges ting der er CC, her med nævnt
Denne side er lavet for at skrive aktuelle nyhedes tekster , med satire, humor og komik. For at lave grin med meget af det der bliver skrevet. Da tit er alt for, selv højtidlig og for meget tro på propaganda.
Et andet formål med denne web side er også at få flere perspektiver ind i en sammenligning, af aktuelle emner, der er oppe i tiden. Den såkaldte Zeitgeist er et god betegnelse for noget af dette.
Der også et formål at gører aktuelle emner let forståelige, og mere faktuelt orienteret.
Det er også på sine plads at sige at web side er ment som en humoristisk indslag i den aktuelle debat. Og med en forankring i det lokal i Århus.
I Aarhus' grønne hjørner, hvor teknologi og miljø burde danse i harmoni, findes en fortælling, der snarere minder om en kærlighedshistorie, hvor de involverede parter ikke helt kan finde melodien. Det handler om solceller, om ivrige beboere i en almen boligafdeling og om en kommunal forvaltning, der måske har mistet kompasset i klimakampens tåger.
I boligafdeling 53, også kendt som en grøn oase i Håndværkerparkens hjerte, har beboerne gennem årtier flirtet med miljøvenlige tiltag. Vandmålere, vandsparere og affaldssortering har været deres svar på kærlighedsbreve til naturen. Og nu, når tiden er inde til at skifte taget, ser de en gylden mulighed for at tage deres forhold til miljøet til næste niveau: solceller.
Men her begynder kærlighedshistorien at knirke. For kommunens Teknik og Miljø, Byggeri, spiller en rolle, der minder mere om en streng forælder, der ikke kan se romantikken i ungdommens grønne drømme. De vil ikke godkende det nødvendige antal solceller for at gøre projektet rentabelt. Deres argument? En ældgammel sædvane, der dikterer, at solceller kun må udgøre en mindre del af taget, og at tagene skal ligne tegltage, selvom der findes en lokalplanstilføjelse fra 1989, der giver afdeling 53 fripas.
Dette er ikke blot en fortælling om solceller; det er en saga om demokrati, om borgernes stemme og om en forvaltning, der måske har glemt, at deres opgave er at navigere efter borgernes og klimaets bedste. I denne tid, hvor klimakrisen ikke er en dystopisk fremtidsvision, men vores barske virkelighed, står beboerne i afdeling 53 som moderne helte, der ikke bare vil acceptere status quo.
De appellerer til byrådet, beder om at teknokratiet ikke skal stå i vejen for grøn omstilling. De ønsker, at påbud om begrænsning af solceller på tage skal revurderes, at forvaltningen skal inspirere til bæredygtighed snarere end at hæmme den. De drømmer ikke om profit, men om en fremtid, hvor huslejer ikke stiger, og hvor CO2-udledningen falder.
Er det for meget at bede om? I en verden, hvor vi alle skal spille en rolle i den grønne omstilling, viser beboerne i afdeling 53 vejen. Måske er det på tide, at Teknik og Miljø finder melodien og danser med, før musikken stopper, og lyset i den grønne fremtid slukkes.
Den filosofiske
I hjertet af Aarhus, hvor fællesskabets ånd ånder over byens tage, findes der en fortælling om en strid, der ikke blot berører de materielle lag af tegl og solceller, men også de dybere eksistentielle og etiske spørgsmål, der præger vores samvær og vores forpligtelser over for hinanden og fremtiden.
Det er historien om en almennyttig boligafdeling, der, inspireret af et dybfølt ønske om at bidrage til et bedre miljø, støder mod en administrativ mur, bygget af forvaltningen i Teknik og Miljø. Denne mur synes at være konstrueret af en blanding af bureaukrati og personlige æstetiske præferencer, der tilsammen skaber en forhindring for implementeringen af solceller på afdelingens tage.
Denne konflikt rejser spørgsmålet om, hvad der virkelig tæller, når beslutninger træffes i det offentlige rum. Er det den umiddelbare praktiske nytte, den æstetiske værdi, eller er det den dybere forpligtelse over for fremtidige generationer i lyset af klimakrisen, der bør guide vores valg?
Boligafdelingen ønsker ikke at opnå økonomisk gevinst ved at installere solcellerne; deres motivation ligger i et ønske om at bidrage til en bæredygtig fremtid. De ser sig selv som en del af en større helhed, hvor hver enkelt handling bidrager til det fælles bedste. Denne tankegang står i skarp kontrast til forvaltningens tilgang, som synes at være fastlåst i en tradition, der prioriterer form over substans.
Denne situation fremkalder et etisk dilemma: På den ene side har vi den enkeltes, eller i dette tilfælde boligafdelingens, ansvar for at agere i overensstemmelse med de større fællesskabelige mål om bæredygtighed. På den anden side står vi over for en institutionel struktur, der synes at være mere optaget af at opretholde eksisterende normer end af at facilitere den nødvendige omstilling til en mere bæredygtig fremtid.
Dermed bliver kampen for at installere solceller på tagene i Aarhus ikke blot en praktisk strid om energipolitik, men en dybere refleksion over, hvordan vi som samfund prioriterer, vælger og tager ansvar, ikke kun for os selv og hinanden, men også for de generationer, der endnu ikke har fået stemme.
Den skrappe
I Aarhus' hjerte, hvor modernitet møder tradition, udspiller der sig en fortælling, som kunne synes hentet fra et moderne drama. Den handler om kampen for at gøre det rigtige, for at omfavne fremtiden, og om en forvaltning, der virker mere forankret i fortidens æstetik end i morgendagens nødvendigheder.
I boligafdeling 53, en del af det idylliske Håndværkerparken, har beboerne i årtier været fortalere for miljøet. Deres engagement strækker sig fra vandbesparelser til affaldssortering – alt sammen med en dyb respekt for naturen og en vision om et bæredygtigt samfund. Men når det kommer til solceller på deres tage, støder de på uventet modstand fra de lokale myndigheder.
Det er som om, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har taget rollen som den skeptiske antagonist i dette drama. De stiller spørgsmålstegn ved antallet af solceller og insisterer på traditionelle tegltage, selvom en tidligere lokalplan giver afdeling 53 frihed til at fravige denne norm. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor kæmper de imod den grønne omstilling?
Denne fortælling er ikke bare en lokal anekdote, men et billede på den større kamp mellem gammeldags tankegange og en nødvendig, bæredygtig fremtid. Beboerne ønsker ikke at berige sig selv; de ønsker blot at bidrage til det fælles bedste uden at belaste hverken miljøet eller deres egne tegnebøger.
Hvad er det, der driver Teknik og Miljø til at stå i vejen for dette? Er det en frygt for æstetisk disharmoni, eller er der dybere, bureaukratiske monster, der nægter at slippe sit greb om beslutningerne?
Beboerne i afdeling 53 appellerer til byrådet og rådmanden, beder dem om at genoverveje, at støtte op om det grønne skifte, som byen har brug for. De ønsker ikke at deres projekt skal blive et eksempel på, hvordan forankrede normer kan kvæle innovation og miljømæssig fremgang.
I dette krydspunkt mellem det traditionelle og det moderne, mellem individuel æstetik og kollektiv nødvendighed, finder vi en dybere historie om samfundets vej mod fremtiden. Det er en fortælling, der beder os om at tænke over, hvor vi placerer vores værdier, og hvordan vi vælger at forme den verden, vi lever i.
...E-mail
...Discord