Dybt Vand: Klapning af Tungmetalholdig Jord Truer Danmarks Havmiljø

tv2østjylland.dk 28 April 2024

Den sjove.

I det østlige Danmark, hvor horisonten krammer bølgerne så tæt, at man næsten kan høre himlen synge, findes et farvand som snart kan blive til scenen for en sand miljøthriller. Forestil dig en industriel ballet hvor 400.000 kubikmeter jord fra Aarhus Havn, som en hovedperson i sin egen ret, skal pirouette sig vej gennem luften for til sidst at tage en dyb dukkert i havet mellem Sjællands Odde og Ebeltoft. Men selvom jorden danser elegant, bærer den på en hemmelighed i sin tunge last – tungmetaller og PFOS, der hverken er venner med fisk eller os, der i enden af dagen måske ender med at spise disse fisk. Morten Jacobsen, næstformand i Danmarks Sportsfiskerforening, er manden med fiskestangen og en dyb bekymring rynket i panden. Han har brugt mange år med line og krog langs den Vestsjællandske kyst og har set mere end de fleste. "Vi ser et havmiljø lige nu, som i virkeligheden er i knæ, og som ikke har behov for yderligere belastning," forklarer han med en stemme så fyldt med alvor, at selv fiskene holder vejret. Klapningen, som processen kaldes, involverer ikke kun en pirouette, men en hel symfoni af jord, der klappes ud gennem bunden af et skib. Det lyder måske som en effektiv løsning, men hver handling har sin pris. Ifølge Stiig Markager, professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, er denne metode en billet til en underverden for havets beboere. "Når man spreder en masse slam ud i havet, vil det svæve rundt i et stykke tid, og når det så falder ned på bunden, slår det havdyrene ihjel," forklarer han og tilføjer, at de giftige tungmetaller og PFOS også er en cocktail, der ikke bør serveres til hverken fisk eller mennesker. Aarhus Havn, på den anden side, er ikke helt enig i denne dystre fortælling. Daniel Møller Jensen, kommunikationschef, ser på sagen med et andet blik. "Vi har undersøgt mange forskellige metoder og fandt ud af, at klapningen vil være den løsning, der udleder mindst CO2," siger han og understreger, at miljøet stadig er hovedpersonen i deres historie. Han mener, at det ikke er selve jordens indhold, der vil spille skurken i dette maritime drama, da de er under de grænser, som Miljøstyrelsen har sat. Men uanset hvad officielle papirer siger, så har fiskene en anden historie at fortælle – en fortælling om forsvinding og forurening, hvor ikoniske arter som fladfisk og torskebestanden er begyndt at svinde ind. "Det er klart, at klapningen i sig selv kommer ikke til at have den store betydning for nu og her. Det er bare endnu et søm i den kiste, vi er ved at begrave vores havmiljø i," siger Morten Jacobsen med en tone af uundgåelig resignation. Mens diskussionen om havets fremtid bølger frem og tilbage, sidder Danmark med en knude af bekymringer og en håbefuld fiskesnøre kastet i en turbulent tid. Aarhus Havn forventer at få tilladelse til klapningen i efteråret, men spørgsmålet hænger stadig i luften, tungt som den jord, der måske snart skal finde sin hvileplads i havets dyb.

Den filosofiske

I skyggen af en industrihavnens konstante røre og summen, hvor hver sten synes at bære vægten af menneskets ihærdighed, finder vi nu en sag af særlig betydning: Aarhus Havns ønske om at deponere 400.000 kubikmeter jord i havet ved Sjællands Odde. Denne handling, mens den måske synes nødvendig i det tekniske og økonomiske lys, vækker dyb bekymring hos dem, der holder havet kært. Morten Jacobsen, næstformand i Danmarks Sportsfiskerforening, står som en bastion for de maritime væsener og det økosystem, de bebuder. "Vi er meget bekymrede," siger han, mens bølgerne af hans år ved havet spejles i hans alvorstunge øjne. Hans bekymring for havmiljøet, som allerede ligger som en falden kriger, illustrerer dybden af hans erfaring og den sorg, der følger med synet af et hav i nød. Den planlagte klapning af jord, hvor massive mængder havbundsbund skulle transporteres og efterfølgende dumpes i havet, rejser spørgsmålstegn, ikke blot til handlingens øjeblikkelige effekt, men til den langsigtede arv vi efterlader i vandenes dyb. Skibene, der skal bære lasten, er udstyret med klapper i bunden, gennem hvilke jorden skal falde ud og sænke sig til bunds – en symbolsk gestus, der af nogle ses som en begravelse af havbundens nuværende tilstand. Stiig Markager, en videnskabsmand med havet som sit studiefelt, maler et billede af konsekvenserne heraf: "Når man spreder en masse slam ud i havet, vil det svæve rundt i et stykke tid, og når det så falder ned på bunden, slår det havdyrene ihjel." Hans ord fungerer som en påmindelse om, at hver handling har sin pris, og denne pris er dyrbar. Ikke kun fysisk forurening men også de usynlige trusler som tungmetaller og PFOS, nævnt i havnens ansøgning til Miljøstyrelsen, stiller en risiko, som kan kædes direkte til den menneskelige fødekæde. Fiskene, som engang svømmede frit, kan ende på vore spiseborde med en cocktail af giftstoffer, der langsomt infiltrerer vores eget velbefindende. Men Aarhus Havn forsvarer deres valg, med argumenter vægtet i nutidens klimaudfordringer. "Klapningen vil være den løsning, der udleder mindst CO2," hævder Daniel Møller Jensen, kommunikationschef hos Aarhus Havn, der understreger nødvendigheden af at overveje alle aspekter af miljøpåvirkningen. Men når fiskenæstformand Morten Jacobsen taler om at "det er klart, at klapningen i sig selv kommer ikke til at have den store betydning for nu og her. Det er bare endnu et søm i den kiste, vi er ved at begrave vores havmiljø i," ansporer det til refleksion over, hvilken arv vi vælger at efterlade. Dette maritime korsvej, hvor industriens behov står ansigt til ansigt med naturens skrøbelighed, kræver af os en dyb og vedvarende introspektion. Skal vi vælge den nemme løsning nu og betale prisen senere? Eller skal vi tage de mere krævende skridt, der kan sikre et sundere hav for fremtidige generationer? Valget, og dets konsekvenser, vil uden tvivl være et vidnesbyrd om vores tid.

Den skrappe

I en tid hvor ord som 'bæredygtighed' og 'miljøhensyn' nærmest er blevet daglig kost, står Aarhus Havn ved en skillevej, hvor moderne industripraksis og økologisk ansvarlighed støder hårdt sammen. Foran os udfolder der sig et scenarie, hvor 400.000 kubikmeter jord, mættet med tungmetaller, står til at blive dumpet i det danske farvand ud for Sjællands Odde. Det er ikke blot et spørgsmål om at flytte jord fra et sted til et andet; det er et spørgsmål om de langsigtede konsekvenser for havbunden og dens mange livsformer. Morten Jacobsen, næstformand i Danmarks Sportsfiskerforening, bærer en tydelig bekymring. "Vi er meget bekymrede," siger han og tilføjer med en gravitet, der understreger situationens alvor, at havmiljøet "i virkeligheden er i knæ." Jacobsen har tilbragt år efter år med sin fiskestang langs den Vestsjællandske kyst og har dermed et nært og personligt kendskab til de skiftende tidevand, som nu trues af industriens overgreb. Den kontroversielle praksis, kaldet 'klapning', indebærer, at store mængder jord sejles ud til havs og derefter dumpes fra et skib udstyret med en form for klapmekanisme. Dette er ikke en stille afsked med jorden; det er en voldsom og turbolent handling, hvor jord og tungmetaller blandes med havvandet, hvilket resulterer i uoverskuelige konsekvenser for havets økosystem. Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, en mand med dybe rødder i studiet af marine miljøer, påpeger den brutale virkelighed af sådanne handlinger: "Når man spreder en masse slam ud i havet, vil det svæve rundt i et stykke tid, og når det så falder ned på bunden, slår det havdyrene ihjel." Disse ord maler et dystert billede af fremtiden for vores havområder, hvis vi fortsætter ad denne vej. Til forsvar har Aarhus Havn en anden fortælling. Daniel Møller Jensen, havnens kommunikationschef, understreger de omhyggelige overvejelser bag beslutningen om klapning: "Vi har sammen med fagfolk og specialister på området undersøgt mange forskellige metoder og teknikker." Han hævder, at denne metode "vil være den løsning, der udleder mindst CO2," hvilket placerer CO2-reduktion i en prioriteret position over den direkte påvirkning af marine livsformer. Men for dem, der kender havet, dem der dagligt ser konsekvenserne af menneskelig indgriben, står det klart, at selv en minimal forurening kan have dybe og varige effekter. "Det er klart, at klapningen i sig selv kommer ikke til at have den store betydning for nu og her. Det er bare endnu et søm i den kiste, vi er ved at begrave vores havmiljø i," siger Morten Jacobsen med en resigneret tone. Mens Aarhus Havn forbereder sig på at modtage grønt lys fra Miljøstyrelsen til deres efterårs klapning, står resten af samfundet tilbage med spørgsmålet: Hvilken fremtid vælger vi for vores hav? Denne sag, så dybt forankret i kontraster mellem industri og natur, mellem kortsigtede løsninger og langsigtede konsekvenser, kræver af os alle at vi tænker – og handler – med både hjerte og indsigt.