Hedningens Julefred: Hold Prædikenerne på Afstand I en tid, hvor mange finder vej til kirkerne, står Carl Erik på sidelinjen med et helt andet ønske til julen: hold forkyndelsen privat og krigsførelsen i religionens navn langt borte – også når kalenderen ikke siger december. Carl Erik voksede op i en ateistisk familie på Korshøjen i Vejlby-Risskov, hvor det nærmeste han kom Gud, var en flygtig tvivl om julemandens teologiske overbevisninger, efter et besøg hos en katolsk familie som seksårig. Hans barndom var fri for dåb, konfirmation og kirkelige bryllupper. Men han husker en begravelse, hans farfars, hvor de røde fagforeningsfaner blafrer ved indgangen til en stor rød murstensbygning. Farfar var så rød, at end ikke juletræsdansen slap for et politisk statement med "Når jeg ser et rødt flag smælde". Hjemme, og i det bredere samfund, var Gud mere en teoretisk størrelse, der levede side om side med Odin og Thor, mere myte end virkelighed. Selv genboen, en teolog, gav ikke indtryk af at tro på en almagtig skaber – religion var for ham et studieobjekt, ikke en livsvej. Carl Erik voksede op i en tid, hvor solidaritet ofte var sekulær – hans far støttede f.eks. Palæstinensernes sag under parolen om en sekulær, demokratisk stat. Men de troskrige råb, som nu fylder gaderne i Gaza, er en skarp kontrast til denne idealisme. Historien er blodig, og religion har ofte været våbnet eller undskyldningen. Fra aztekernes ofringer til inkvisitionens bål, har tro ofte betydet død for dem, der stod på den anden side af alteret. Carl Erik, født i 1968, drømte om en verden, der ville vokse sig sekulær. Ironisk nok synes tendensen at have vendt. I dag, hvor nyhedsstrømme og prædikener kolliderer, står det klart for Carl Erik, at religion stadig er en kraftfuld spiller, der ofte ikke inviterer til spørgsmål eller tvivl. Selv møder han amerikanere online, der taler om deres tro som en sikkerhed for guddommelig intervention – en tro på mirakler, fra vand i ørkenen til held i lotteriet, eller beskyttelse mod bomber. For Carl Erik, og mange andre, virker så stærk en tro absurd. Men, som han har erfaret, kan tro også være en trøst, noget der giver fred, når enden er nær. En god ven fortalte ham om sin moder, der led af dødsangst efter at have mistet sin tro. Carl Eriks budskab denne jul er simpelt: Tro, hvis du skal, men hold din forkyndelse for dig selv, og lad os droppe det med at kæmpe krige i himlens navn. For hvad end troen kan bringe af trøst, bør den ikke blive en undskyldning for at smide bomber efter hinanden – heller ikke i juletid.
Julens Fredsbudskab fra en Ateist: Lev Dit Liv, Hold Din Tro Privat Julen er for mange et tidspunkt for eftertanke og kirkegang, men for Carl Erik fra Vejlby-Risskov er det en anledning til at bede om en pause fra religiøs forkyndelse. Som ateist opfordrer han til, at troen holdes personlig, og at religiøst motiverede konflikter undgås, specielt i højtiden. Carl Erik voksede op i et hjem uden religion. Julen var fri for kirkelige ritualer, og den eneste gang han var i en kirke, var ved hans farfars begravelse, som var præget mere af politisk symbolik end af religiøs tro. "Farfar var så rød, at selv dansen omkring juletræet sluttede med en socialistisk kampsang," mindes han med et smil. Det religiøse fravær i hans opvækst gjorde ham skeptisk overfor tro. I skolen og i nabolaget, hvor selv teologen virkede mere historisk interesseret end troende, blev hans verdenssyn cementeret. Carl Erik husker hvordan hans farmor reagerede på børnebørnenes manglende dåb med ordene: "Men så er de jo hedninge!" En udtalelse der i dag får ham til at trække på skuldrene. Hans syn på religion er farvet af historien og nutidens konflikter, hvor tro alt for ofte er blevet en katalysator for vold. "Historisk set er ufatteligt mange mennesker døde i religionens navn," siger Carl Erik og nævner alt fra aztekernes menneskeofringer til moderne tids religiøst motiverede terror. Han drømte engang om en sekulær verden, men realiteten har vist sig anderledes. Tidens prædikanter, som han støder på i medierne, virker for Carl Erik som en konstant påmindelse om troens fastholdelse i samfundet. Han møder amerikanere online, der hævder deres tro kan manifestere mirakler, hvilket for ham virker som ren magisk tænkning. Carl Erik anerkender dog, at religion for mange mennesker bringer trøst og mening. Han husker en samtale med en gammel ven, der fortrød at have overbevist sin mor om ateismens sandhed, da han så hendes dødsangst. "Jeg kan godt forstå, at man kan have behov for at tro på noget større end sig selv, selvom jeg personligt ikke deler den tro," reflekterer han. Hans budskab til jul er klart: "Hold jeres forkyndelse for jer selv, og lad være med at lade jeres religiøse overbevisninger føre til konflikter og krig." For Carl Erik er det essentielt, at julen, og livet generelt, præges af fred og forståelse, uanset religiøs overbevisning.
Julens Bøn fra en Hedning: Hold Freden, Skån Os for Prædikener Julen bringer mange til kirkerne, men for Carl Erik fra Vejlby-Risskov, der voksede op i et hjem uden religion, er det en tid til at påminde om at holde troen privat, især når den fører til konflikt. "Gå bare i kirke, men hold forkyndelsen for jer selv," siger han, og appellerer til, at religiøse overbevisninger ikke bør føre til vold, selv i troens navn. Carl Eriks barndomshjem på Korshøjen var frit for religiøse ceremonier; ingen dåb, konfirmation eller kirkelige bryllupper prægede hans opvækst. Hans eneste kirkelige erindring stammer fra hans farfars begravelse, hvor politiske faner vajede ved kirkegården. "Farfar var så rød, at selv vores juletraditioner bar præg af politisk sang," husker han med et grin. Til daglig støder Carl Erik på vidnesbyrd om troens styrke og dens konsekvenser. "I dag er det Alláh-u-Abhá, der råbes i Gaza, både når bomberne rammer og når raketterne sendes afsted," siger han og påpeger, hvordan tro alt for ofte har ført til konflikt og lidelse gennem historien. Fra Baals ofre til de grufulde korstog, har religion været en blodig affære. Som ung var Carl Erik overbevist om, at verden ville bevæge sig mod sekularisme. Det modsatte synes at være tilfældet. "Nu kan man ikke tænde for tv'et uden at en præst udlægger moral og etik," siger han, frustreret over religionens vedvarende greb i samfundet, især når det resulterer i konflikt. Til trods for hans ateisme, anerkender Carl Erik, at religion kan have en trøstende effekt. Han fortæller om en ven, der fortrød at have overbevist sin mor om, at Gud ikke eksisterede, da han så hendes dødsangst. "Det fik mig til at indse, at tro kan give en indre ro," siger han, men fastholder, at denne tro bør holdes personlig og ikke bruges som grundlag for konflikt. Carl Eriks juleønske er klart: "Hold jeres tro for jer selv, og lad være med at bruge den som undskyldning for at skabe splid og krig. Lad os i stedet nyde en fredelig jul," siger han, håbende om, at hans budskab vil resonnere i en tid, hvor religiøs fervor ofte overskygger sæsonens fredsbudskab.