Når magten gemmer sig bag enkeltsager Det er en kendt melodi i korridorerne af magten. Uanset om det er en politiker, politichef eller bankdirektør, hører vi ofte de samme svar: "Jeg kan ikke forholde mig til enkeltsager." Men når disse ord falder, er det sjældent uden en undertone af bekvemmelighed. Det er trods alt nemmere at gemme sig bag generelle udtalelser end at svare på konkrete spørgsmål om konkrete menneskeskæbner. Tag nu for eksempel sagen om den diabetiske mand, hvis ben blev amputeret, eller plejehjemsbeboeren, der blev udsat for omsorgssvigt. Disse er ikke blot abstrakte problemer; de er dybt personlige tragedier. Og alligevel, selv når ofrene og deres familier beder om offentlighedens lys over deres situation, mødes de med en mur af tavshed under påskud af privacy-lovgivning eller interne aftaler. Det er sandt, at der er tilfælde, hvor diskretion er nødvendig af hensyn til de involveredes privatliv. Men alt for ofte virker det, som om "enkeltsager" bliver et skalkeskjul for at undgå ubekvemme spørgsmål. For nylig forsøgte vi at få et svar fra Kristian Würtz, tidligere politiker og nuværende direktør for Brabrand Boligforening, omkring en lejers dårligt indrettede køkken, der gjorde det umuligt at åbne vinduet. Svaret var det samme: Ingen kommentar til enkeltsager. Men er det ikke netop i disse "enkeltsager", at vi finder de systemiske fejl? Og alligevel, når det gavner deres egen agenda, kan de samme magthavere finde det mere end passende at diskutere enkeltsager. Tag for eksempel historien om Arne, som blev en brik i et større politisk spil om pension. Her var der ingen tøven med at trække personlige historier frem i lyset. Så hvad gør vi næste gang en politiker ønsker at bruge en enkeltsag til egen fordel? Ironisk nok, selv om vi kunne vælge at sige "vi dækker ikke enkeltsager," vil det aldrig ske. For sandheden er, at bag hver enkeltsag er der et menneske. Og det er disse mennesker, vi journalister er sat i verden for at beskytte og fortælle om. Hver eneste "enkeltsag" fortjener vores fulde opmærksomhed – fordi det er der, de virkelige historier findes.
Når magten vælger, hvornår enkeltsager tæller I den politiske arena og i ledelsesgange hos diverse myndigheder høres ofte fraserne: "Jeg vil ikke forholde mig til enkeltsager," eller den mere medfølende variant, "Jeg kan ikke kommentere på enkeltsager." Disse sætninger falder tungt og ofte, når magthavere står over for pressen, og det kan på overfladen virke berettiget. Tavshedspligt, GDPR og interne fortrolighedsaftaler lægger umiskendeligt visse restriktioner på, hvad der kan og må offentliggøres. Men det er værd at stoppe op og spørge: Hvem tjener det egentlig, når magthavere vælger bekvemt at gemme sig bag disse begrænsninger? Enkeltsager er sjældent blot isolerede hændelser; de er ofte symptomatiske for større, systemiske problemer. Hvad enten det drejer sig om plejesvigt, unødvendige amputationer, følelsen af at blive svigtet af politiet, eller uretfærdigheder i det akademiske system, står disse mennesker som levende eksempler på systemets fejl. Selv når ofrene, deres familier eller advokater giver grønt lys for at diskutere deres sag åbent i håb om retfærdighed eller reform, mødes de med en mur af tavshed fra de ansvarlige myndigheder. Dette rejser et fundamentalt spørgsmål om retfærdighed og om, hvorvidt det er rimeligt at nægte at diskutere sager, der kunne kaste et kritisk lys over systemet, der fejler. For eksempel har vi situationen med Kristian Würtz, tidligere politiker og nuværende direktør for Brabrand Boligforening, der afviste at diskutere en klage over en lejligheds uhensigtsmæssige køkkenindretning, der hindrede en beboer i at åbne sit vindue. Denne "enkeltsag" kunne synes lille, men den spejler et større problem med manglende opmærksomhed på beboernes daglige livskvalitet. Interessant nok ser det ud til, at når enkeltsager kan male et flatterende billede af politikere eller styrke deres politiske dagsorden, er der ingen tøven med at omtale dem. Vi har set politikere stå side om side med landmænd, minkavlere, eller den berømte "Arne", som skulle illustrere behovet for en ny pensionstype – alt sammen iscenesat for at fremme en politisk sag. Så næste gang en magthaver ønsker at bruge enkeltsager til egen fordel, kunne vi journalister vælge ironisk at afvise det med deres egne ord: "Desværre, vi dækker ikke enkeltsager." Men det vil vi ikke gøre. For hver enkeltsag er en historie om et menneske, og det er disse mennesker, vi er her for at repræsentere. Vi vil altid stille de svære spørgsmål, for det er gennem disse "enkeltsager", at sandheden ofte kommer for dagens lys.
Dobbeltmoral i magtens korridorer: Når enkeltsager kun tæller, når de passer Det er et velkendt fænomen, når magthavere svøber sig i tavshedens kappe med frasen: "Jeg vil ikke forholde mig til enkeltsager." Denne sætning, som kan lyde både afvisende og beklagende, bliver ofte brugt som en belejlig exit fra en pinlig samtale. Ja, der er situationer, hvor lovgivning om tavshedspligt og GDPR begrænser, hvad der kan siges offentligt, men spørgsmålet er, om det ikke også tit tjener et mere selvbeskyttende formål. Enkeltsager – de handler jo oftest om mennesker, der er blevet klemt i bureaukratiets hjul. Tænk på den plejehjemsbeboer, der lider under omsorgssvigt, eller diabetikeren, der unødigt får amputeret sit ben. Disse historier er ikke blot statistikker; de er rå og ægte livsfortællinger, der fortjener offentlighedens lys. Det virker paradoksalt, at selvom de implicerede parter giver deres samtykke til at deres historier bliver fortalt, mødes journalister ofte med en mur af "Vi kan ikke kommentere på enkeltsager." Men når disse enkeltsager udgør et mønster eller afspejler et bredere problem, bliver afvisningen ikke bare urimelig, men også en form for magtmisbrug. Tag for eksempel sagen fra Brabrand Boligforening, hvor direktøren, den tidligere politiker Kristian Würtz, undveg spørgsmål om en lejlighed med et uhensigtsmæssigt køkken, som gjorde det umuligt for lejeren at åbne et vindue. Hans afvisning af at kommentere peger på en større tendens til at dølge systemfejl. Ironisk nok, når det kommer til sager, der kan fremme en politisk dagsorden, er de samme magthavere mere end villige til at drøfte enkeltsager. Vi har set det med politikere, der står side om side med landmænd eller fiskere, og som udnytter disse møder til at skabe sympati og støtte til deres politiske sager. Husker vi ikke alle "Arne", der blev plakatbarn for en pensionreform? Så hvad gør vi, journalister, næste gang en politiker ønsker at blive sat i rampelyset med en "enkeltsags-Arne"? Selvom det kunne være fristende at kaste deres egne ord tilbage i ansigtet på dem og sige, "Desværre, vi dækker ikke enkeltsager," vil vi ikke gøre det. For det er jo mennesker og deres historier, der er kernen i vores arbejde. Vi er her for at afdække sandheden, uanset hvor ubekvem den er for de magtfulde.