Brabrand i Venteposition: Naboers Tålmodighed Slidt Tyndt af Fabriksruinens Tomme Løfter

tv2østjylland.dk 20 Febuar 2024

Den sjove.

I hjertet af Brabrand, hvor fortidens industrielle muskler engang buldrede under Jaka-fabrikkens tage, hersker nu stilheden suverænt. Men stilheden er bedragende, for under overfladen ulmer en utilfredshed så intens, at den kunne smelte beton. Kasper Skriver Gravesen, en mand der med drømme og forventninger investerede i et nyt hus tæt ved denne sovende kæmpe, står nu som en moderne Don Quixote, bevæbnet med intet andet end sin frustration over et løfte, der smuldrede som de mursten, der udgør fabrikkens faldefærdige facade. For tre år siden blev han lokket af visioner om totalrenovering og et lokalsamfundets samlingspunkt - et fælleshus, hvor kaffe og kage skulle bygge bro mellem nye naboer. Disse drømme, solidt forankret i Danbolig og A. Enggards salgsmateriale, står nu som et monument over skuffede forhåbninger. Fabrikken, der lukkede sine døre i 2008, har i stedet for transformation, fundet sin rolle som et moderne ruinlandskab, et sår i bybilledet, der nægter at hele. "Det ligner jo lort," erklærer Kasper Skriver Gravesen med en direkthed, der ikke efterlader plads til misforståelser. Hans ord maler et billede af en virkelighed, hvor hverdagens æstetik er blevet ofret på forandringens langsomme alter. Men denne saga er ikke kun fortællingen om en mand og en ruin. Det er en fortælling om et samfund, der står sammen i deres følelse af magtesløshed. Brabrand Årslev Fællesråd, ledet af Carsten Strange Jensen, har kæmpet en Sisyfos-kamp med kommunen, kun for at finde, at kampestenen ruller ned ad bakken igen. "Det er som at slå i en dyne," siger han, en metafor for det forgæves i deres anstrengelser, en følelse af at kæmpe mod en umærkelig fjende. Og hvad siger bygherren, A. Enggaard, til dette? Lars Thesmer Sørensen, projektudvikleren med en tilsyneladende evig tålmodighed, forsikrer om, at de deler frustrationen. "Vi er nok dem, der er mest ærgerlige over det," siger han, en påstand der måske trøster nogen, men efterlader andre kold. Løfter om dialog med myndighederne og et nyt projekt hænger i luften som en løfte om forår i den dybeste vinter. Kasper Skriver Gravesen, stadig optimistisk men med en voksende tvivl, spekulerer på, om han nogensinde vil se det løfte indfriet, der blev givet, da han valgte at kalde Brabrand sit hjem. Spørgsmålet om, hvorvidt han og hans naboer vil være der længe nok til at se en forandring, hænger uafklaret i luften, en påmindelse om, at tid er den ultimative dommer af alle løfter. I skyggen af Jaka-fabrikkens ruiner står et samfund samlet i en blanding af håb og resignation, en påmindelse om, at drømme om forandring ofte kolliderer med realiteterne af byplanlægningens langsomme hjul. Og mens de venter, fortsætter livet i Brabrand, et sted hvor fortiden og fremtiden stadig kæmper om at definere nutiden.

Den filosofiske

I skyggen af Brabrands historiske industrielle monumenter, hvor tiden synes at have sat sit uudslettelige præg, står den gamle Jaka-fabrik som en stille vidne til områdets forvandling. Men denne tavse ruin er blevet centrum for en voksende utilfredshed, der har bredt sig blandt naboerne - en utilfredshed, der er fyldt med dybere spørgsmål omkring forventningernes natur og virkelighedens ofte ubarmhjertige svar. For tre år siden ankom Kasper Skriver Gravesen til Brabrand, bevæbnet med drømme og forhåbninger om sit nye hjem i skyggen af en fremtid, der lød lovende. Lovet af både ejendomsmæglere og bygherrer var en vision om en renoveret fabrik, omdannet til et fælleshus, der skulle blive hjertet i dette genfødte nabolag. Men som tiden er gået, er disse løfter falmet, efterladt som efterårsløv i vinden, mens fabrikken står uforandret, en ruin der vidner om forhåbninger, der er bristet som glas under hammerens slag. "Det ligner jo lort," siger Gravesen, en mand hvis ord maler et billede af dyb frustration over det, der skulle have været en kilde til samhørighed, men nu står som et monument over skuffelse. Det er en skændsel for området, en konstant påmindelse om det gabende hul mellem drømme og deres realisering. Denne saga om forventninger og deres uundgåelige sammenstød med virkeligheden er ikke unik for Gravesen. Det er en følelse, der deles af mange i Brabrand, hvor den lokale fællesråd har ført en Sisyfos-kamp for at råbe vagt i gevær, kun for at finde deres anstrengelser mødt med en tilsyneladende uendelig tavshed. "Det er som at slå i en dyne," siger Carsten Strange Jensen, formanden for fællesrådet, en mand der har erfaret, at selv den mest vedholdende indsats ofte møder en mur af inerti. Midt i dette står A. Enggaard, entreprenørfirmaet bag de bristede løfter, som et symbol på det komplekse forhold mellem ambition og realisering. "Vi er nok dem, der er mest ærgerlige over det," siger Lars Thesmer Sørensen, projektudvikler hos A. Enggaard, en udtalelse der måske er ment som trøst, men som i stedet står som et ekko af den dybe frustration, der har indhyllet nabolaget. Og mens naboerne venter, vokser spørgsmålet om, hvorvidt tiden vil bringe den forandring, de blev lovet, eller om de står over for en fremtid, hvor den gamle Jaka-fabrik forbliver en ruin, et stille vidnesbyrd om løfter, der forsvandt i tågen af tidens gang. "Jeg håber jo selvfølgelig, der sker noget," siger Gravesen, men håbet er en skrøbelig ting i mødet med virkelighedens uforudsigelige natur. Denne fortælling fra Brabrand er en påmindelse om de dybe og ofte komplicerede relationer mellem mennesker, deres drømme, og de fysiske rammer, de bebor. Det er en historie om forventningens vægt og den ubønhørlige gang i tidens hjul, der uafvendeligt sliber på selv de stærkeste intentioner.

Den skrappe

I Brabrand, hvor tiden tilsyneladende har stået stille omkring den gamle Jaka-fabrik, hviler der en tung luft af forventningers brist og naboernes stigende frustration. Seks år er gået siden de første løfter blev givet, og landskabet omkring fabrikken har ændret sig, dog ikke i den retning, beboerne havde håbet. I stedet for en blomstrende omdannelse står fabrikken som en ruin, et monument over forsumpede løfter og svundne forhåbninger. Kasper Skriver Gravesen, en mand der med åbne arme og drømme om et nyt kapitel købte et hjem tæt på denne svundne industrielle kæmpe, har fundet sig selv i en virkelighed langt fra den, han blev lovet. "Det ligner jo lort," siger han, en sætning så barsk i sin enkelthed, der maler et billede af dyb utilfredshed og en skuffelse så markant, at den kaster lange skygger over områdets fremtidsudsigter. Det var et løfte om renovering og fornyelse, om et fælleshus der skulle binde samfundet sammen, der lokkede Gravesen og mange andre til at investere deres fremtid i Brabrand. Et løfte, fremsat af A. Enggaard, det kendte entreprenørfirma, der nu står som bærer af naboernes tiltagende vrede og skuffelse. "Lokalplanen har stået skrevet siden 2017," fortsætter Gravesen, en mand fanget i et limbo af uvisse og forfald, "men processen er gået i stå." Det er en følelse af magtesløshed, der ikke kun hviler på hans skuldre, men deles bredt blandt Brabrands beboere. Carsten Strange Jensen, formand for Brabrand Årslev Fællesråd, kender alt til denne følelse. "Det er som at slå i en dyne," siger han, et billede på det forgæves i deres forsøg på at råbe op, på at skabe forandring. Og midt i dette kaos af forventninger og skuffelser, står A. Enggaard, et firma der ifølge egen udtalelse er lige så frustreret over situationen. Men frustration løser ikke problemet, og naboernes tålmodighed er tyndslidt. Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang, har endelig meldt sig på banen med løfter om handling. "Det er ikke i orden," siger han, en erkendelse af det åbenlyse, og en forpligtelse til at rette op på års forsømmelse. Hvad fremtiden bringer for den gamle Jaka-fabrik i Brabrand, er stadig uvist. Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard taler om nye projekter og dialog med myndighederne, men for Gravesen og de andre beboere er håbet om forandring begyndt at falme. "Jeg håber jo selvfølgelig, der sker noget," siger Gravesen, en sætning fyldt med både håb og resignation. I Brabrand står tiden ikke stille, men forandringens hjul drejer langsommere end nogen havde forventet. Og midt i dette landskab af brudte løfter og forfaldne fabriksfacader, venter naboerne stadig på, at fremtiden skal indfri det fortidens løfter aldrig formåede.