DSV-Grundlægger Forsvarer Nordic Waste's Kontroversielle Ejer

tv2østjylland.dk 26 Jnauar 2024

Den sjove.

**Milliardær Mod Vinden: DSV-Stifter Forsvarer Nordic Wastes Hovedaktionær** I en verden, hvor den tunge luft af kritik vejer over hovedet på Nordic Wastes udskældte hovedaktionær, Torben Østergaard-Nielsen, træder en usandsynlig forsvarer frem. Han er ingen ringere end Leif Tullberg, manden bag Danmarks tredjestørste virksomhed, DSV. Med en vægt, der kun kan måles i erfaring og succes, udtaler Tullberg sig nu i et forsvar, der kunne ligne noget fra en særejet film. "Nej, han skal ikke betale," siger Tullberg, hvis ord klinger med den samme tyngde som de lastbiler, der engang definerede hans virksomhed. Som en skakspiller, der betragter spillets finesser, forklarer han: "Når du er hovedaktionær, bestemmer du, hvem der sidder i bestyrelsen. Men du bestemmer ikke, hvad de skal gøre i dagligdagen." Det er ikke hver dag, at en mand, der har formet en kæmpe som DSV, udtaler sig om sådanne sager. Tullberg, som forlod sin post i 2005, ser sagen fra en anden vinkel. Han spørger retorisk: "Jamen hør, hvem har vidst hvad og hvornår?" som om han folder en usynlig avis med spørgsmålstegn. Den tidligere transportmogul, nu en pensioneret herre med tid til refleksion, kender til håndteringen af forurenet jord. "Det er skidenemt for alle folk at disponere over andres penge," siger han og efterlader os med et billede af en verden, hvor domme fældes hurtigere end lynet. Men Tullberg er ikke færdig med at male sit billede. Han udfordrer den almindelige opfattelse af, hvad det vil sige at være hovedaktionær. "Ville jeg også være rendt fra regningen?" spørger han og efterlader spørgsmålet hængende i luften som en uafklaret skæbne. Han fortæller om en fortid, hvor DSV købte en virksomhed, der viste sig at være en trojansk hest fuld af dobbeltfinansiering. "Det blev folk også sure over," siger han med en tone, der antyder, at livet som forretningsmand ikke altid er en dans på roser. Men Tullberg's skarpeste kritik er rettet mod kommunikationen, eller mangel på samme, fra Nordic Waste og dets ledelse. "Nej, jeg ville stille op selv og tage alle øretæverne," siger han, som om han var hovedpersonen i sin egen actionfilm. Han minder os om dage, hvor han stod i front for DSV, klar til at svare på ethvert spørgsmål, dag og nat. I denne fortælling står Tullberg som en figur, der er større end livet selv. Han er en mand, der har set virksomheder stige og falde, og som nu ser til, mens en anden virksomhedsleder kæmper mod bølgerne af offentlig kritik. I en tid, hvor "ingen kommentarer" synes at være reglen snarere end undtagelsen, fremstår Tullberg som et ekko fra en anden æra, hvor mænd som ham stod ansigt til ansigt med udfordringerne.

Den filosofiske

**I Ansvarlighedens Skygge: En DSV-Stifters Forsvar for Nordic Wastes Ejere** I den komplekse verden af erhvervsetik og ansvarlighed står Leif Tullberg, en af stifterne af Danmarks tredjestørste firma, DSV, frem med en bemærkelsesværdig holdning. Han forsvarer beslutningen om, at ejeren af Nordic Waste, milliardæren Torben Østergaard-Nielsen, ikke bør betale for oprydningen af en miljøskade. Denne holdning rækker ind i dybderne af den filosofiske debat om etik, ansvar og lederskab. Tullberg, en mand hvis virksomhed overgår selv A.P. Møller-Mærsk i værdi, argumenterer med en vægt af erfaring og indsigt: "Nej, han skal ikke betale. Når du er hovedaktionær, bestemmer du, hvem der sidder i bestyrelsen. Men du bestemmer ikke, hvad de skal gøre i dagligdagen." Hans ord spejler en forståelse af det komplekse samspil mellem ejerskab og operationelt ansvar. I 1976 var Tullberg med til at skabe DSV, og han har derfor indsigt i de dilemmaer, der følger med at lede en stor virksomhed. Han stiller det eksistentielle spørgsmål: "Hvem har vidst hvad og hvornår?" og antyder, at ansvaret bør fastlægges med sikker viden om, hvem der kendte til problemerne. Tullberg, der nu er pensionist, reflekterer over sin tid i DSV, hvor virksomheden var aktiv i håndteringen af forurenet jord. Han peger på bagklogskabens letkøbte vurderinger i kritikken af Nordic Waste og udfordrer den gængse opfattelse af hovedaktionærens moralske forpligtelse: "Det er skidenemt for alle folk at disponere over andres penge." Den tidligere transportmand udforsker moralens gråzoner i forretningens verden. Han spørger sig selv, om han ville have handlet anderledes og erkender uvisheden i sådanne situationer. Dette perspektiv kaster lys over den dybere konflikt mellem erhvervslivets praktiske realiteter og de etiske idealer, der ofte vejer tungt i offentlighedens dom. Interessant nok kritiserer Tullberg den manglende kommunikation fra Nordic Waste og dets ledelse. Han fremhæver vigtigheden af åbenhed og ansvarlighed i dialogen med offentligheden, en kontrast til Torben Østergaard-Nielsens og hans døtres tavshed. "Jeg ville stille op selv og tage alle øretæverne," siger Tullberg, hvilket afspejler en dybere forståelse af lederskabets byrde og ansvar. Denne sag om Nordic Waste og dets ledelses beslutninger belyser en fundamental debat om lederskab, etik og ansvar i erhvervslivet. Tullberg, med sin baggrund og erfaring, bringer et værdifuldt perspektiv ind i denne debat, et perspektiv der udfordrer konventionelle opfattelser og fremhæver kompleksiteten i beslutningstagning på erhvervslivets højeste niveauer.

Den alvorlige

**I Skyggen af Giganters Forsvar: Et Spil om Ansvar og Etik** I Danmarks erhvervslivs labyrintiske verden, hvor gigantiske virksomheder og milliardærer færdes, opstår der af og til fortællinger, der minder mere om litterære værker end virkelighed. En sådan historie udspiller sig nu, hvor Leif Tullberg, en mand hvis navn vægter tungt i dansk erhvervshistorie, forsvarer en anden titan, Torben Østergaard-Nielsen, hovedaktionær i Nordic Waste. Tullberg, medstifter af DSV, en virksomhed der i dag har overhalet A.P. Møller-Mærsk i værdi, ser ingen fejl i Østergaard-Nielsens afvisning af at betale for oprydningen af en miljøskade. "Nej, han skal ikke betale," siger Tullberg, der selv var med til at sætte DSV på verdenskortet. "Når du er hovedaktionær, bestemmer du, hvem der sidder i bestyrelsen. Men du bestemmer ikke, hvad de skal gøre i dagligdagen." Dette udsagn kaster lys over den komplekse og ofte misforståede natur af erhvervsansvar. Tullberg, der forlod DSV i 2005, betragter sagen med en filosofisk afstand. "Hvem har vidst hvad og hvornår?" spørger han, hvilket antyder, at ansvaret i erhvervslivet ikke altid er sort og hvidt, men snarere en nuanceret gråzone. Dette synspunkt spejler en dyb forståelse for de etiske dilemmaer, der ofte præger beslutningstagningen i store virksomheder. Som en erfaren skikkelse i branchen for jordrensning, understreger Tullberg vigtigheden af at skelne mellem juridisk og moralsk ansvar. Han betragter kritikken af Østergaard-Nielsen som værende bagklogskab og understreger, at hovedaktionærers rolle ikke nødvendigvis indebærer et direkte ansvar for daglige operationer. Interessant nok udforsker Tullberg også spørgsmålet om medansvar i forbindelse med erhvervsbeslutninger. Han reflekterer over sin egen erfaring med DSV, hvor han var involveret i en sag med dobbeltfinansiering, og hvordan han måtte lade virksomheden gå konkurs, hvilket vakte utilfredshed. Denne personlige historie belyser de svære valg og konsekvenser, der følger med lederskab. Men Tullberg er ikke uden kritik. Han udfordrer Østergaard-Nielsens og Nordic Wastes ledelses manglende kommunikation med offentligheden. "Nej, jeg ville stille op selv og tage alle øretæverne," siger han og fremhæver vigtigheden af at møde offentligheden ansigt til ansigt, især i tider med krise. Denne fortælling om Tullberg og Østergaard-Nielsen indfanger en tidløs og universel diskussion omkring magt, ansvar og etik i erhvervslivet. Det er en historie, der transcenderer de tørre fakta i erhvervsnyhederne og antyder en dybere sandhed om menneskets natur i kraftens korridorer. Tullberg, med sin rigdom af erfaring og indsigt, fungerer som en slags moderne fortæller, der udfordrer os til at tænke over de moralske og etiske dimensioner i vores egne professionelle og personlige liv.