Stilhed på Ormslevvej: Livsnerven er skåret over for Vibys ældre

lokalavisen.dk 18 Maj 2024

Den sjove.

I Viby har man altid været vant til at høre bussen brumme forbi med jævne mellemrum. Den var som et ufravigeligt stopur, der mindede alle om, at verden stadig var i bevægelse. Men nu har stilheden bredt sig på Ormslevvej, og den eneste larm, der forstyrrer idyllen, er frustrationen hos de lokale beboere, for hvem hver dag uden bus føles som et år i isolation. Henny og Kurt Knudsen er to af dem, der har set deres hverdag forvandlet til et klaustrofobisk kammerspil, hvor scenerne begrænser sig til deres lille rækkehus og den korte, men uoverstigelige, gåtur til det nu fjerntliggende nærmeste busstoppested. "Vores liv er i smadder," sukker Henny, mens hun kigger ud over den tomme vej, hvor bus nummer 11 engang kørte forbi deres hjem med livsbekræftende regelmæssighed. Årsagen til denne pludselige transportørkens omstændigheder er lige så drastisk som den er dramatisk. En bro over den såkaldt Døde Å måtte nedrives, da novemberregnene sidste år truede med at sætte Viby Renseanlæg under vand. Resultatet? En omlagt busrute og en befolkning i transportmæssigt eksil. "Så nu sidder vi her," siger Kurt, der kæmper med både rollator og en stigende følelse af at være glemt af samfundet. Han og Henny havde valgt at bosætte sig netop her på grund af den nemme adgang til busnettet. De gamle dage, hvor de spontant kunne hoppe på bussen og tage ind til byen, synes nu som en fjern drøm. Kommunikationen fra kommunens side har været sporadisk og forvirrende. Et skilt ved det gamle busstop har skiftet dato for bussernes tilbagevenden flere gange. "Først var det februar, så maj, og nu... hvem ved?" Henny ryster opgivende på hovedet og tager en slurk af sin eftermiddagskaffe, der i mangel på udflugter, har blevet et lille ritual mere ud af nødvendighed end af nydelse. I mellemtiden tilbyder kommunen en 'flexbus'-service, som teoretisk set skal være en løsning. "Men det er som at bestille en enhjørning," griner Kurt med en sarkasme, der ikke helt formår at skjule hans ægte irritation. Ventetiden i telefonkøen er uendelig, og mange ældre giver simpelthen op. På rådhuset holder rådmand Nicolaj Bang kortene tæt ind til kroppen. Fra hans kontor er der kun udsendt vage beskrivelser af situationen som "kompleks" og "uden fortilfælde." Men de svar, der kommer, er som flødeskum – fyldige i øjeblikket men hurtigt fordampende og efterlader ikke meget substans. Henny og Kurt, og mange med dem, sidder tilbage i en surrealistisk ventesal uden klare udsigter til, hvornår de kan vende tilbage til en hverdag med busser og bevægelsesfrihed. "Det bliver man jo helt skør af," sukker Henny, mens hun kigger ud på vejen, hvor en bus ikke længere passerer.

Den filosofiske

I de dybe skygger af Vibys forstæder er der opstået et tableau af stillestående liv. Den manglende bus på Ormslevvej har kastet sine borgere ud i en eksistens hvor mobilitetens fravær ikke blot er en fysisk begrænsning, men også en metafor for en glemt periferis kamp mod en ubøjelig centralmagt. Henny og Kurt Knudsen står som inkarnationer af denne kamp. Henny, med en stemme så fyldt af frustreret vrede, fortæller: "Vores liv er i smadder. Vi er efterladt i et vakuum af information og mobilitet." De bor på Høvænget 31, et sted, der før var belejret af den daglige rutine af bus nummer 11, som nu er omlagt – et offer for nødvendighedens nådesløse kniv. De massive regnmængder i november sidste år førte til, at en bro over Døde Å måtte fjernes for at forhindre oversvømmelse af Viby Renseanlæg. Konsekvenserne har været katastrofale for Kurt, som er dårligt gående og afhængig af sin rollator, og for Henny, der stadig kan navigere i en bil, men hvis eksistens er blevet indskrænket til nødvendige ture til læge og tandlæge. "Det bliver man jo helt skør af," siger Henny, og hendes ord maler et billede af en eksistens, hvor meningsløsheden kredser som en grib over deres isolerede hjem. Busstoppestedet, som engang var et symbol på frihed og forbindelse, er nu en kilometer væk – en umulig distance for Kurt og et billede på deres nuværende afsondrethed. For de ældre i området, som oftest er uden bil, er situationen blevet en daglig kamp mod isolation. En tilværelse hvor de er afhængige af venner og familie, eller måske værre endnu, af en flexbus-ordning, der i teorien skal fungere som en erstatning, men som i praksis er en "sutteklud", der sjældent bringer den ønskede hjælp. Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, og hans forvaltning står tavs over for denne stigende desperation, tilbydende kun kryptiske kommentarer om kompleksiteten af situationen. Dette mens planer om et fremtidigt grønt område, der skal håndtere byens regnvand, bliver lagt på tegnebrættet uden en konkret løsning på den nuværende krise. Midt i denne ørken af information og hjælp, står Henny og Kurt Knudsen som figurer i et eksistentialistisk drama, hvor de konstant konfronteres med deres egen magtesløshed og glemselens tyngde lagt på deres skuldre af en by, der har flyttet sig videre, mens de er efterladt i støvet fra den bus, der aldrig kommer.

Den skrappe

I de sene efterårsmåneder, hvor dagene bliver kortere og mørket tykkere, har en ufrivillig stilstand grebet ind i livet på Ormslevvej i Viby. Det er her, et halvt år uden bus har efterladt et dybt spor af isolation og frustration i hverdagen for Henny og Kurt Knudsen, der har set deres tidligere så tilgængelige verden trække sig tilbage. "Vores liv er i smadder," siger Henny med en stemme, der vibrerer af en blanding af frustration og resignation. Det begyndte i november, da bus nr. 11, deres daglige forbindelse til omverdenen, måtte omlægge sin rute. Årsagen var nedrivningen af en bro over Døde Å, nødvendiggjort af truende oversvømmelser ved Viby Renseanlæg efter voldsomme regnskyl. Denne tilsyneladende midlertidige foranstaltning har haft varige konsekvenser for beboerne langs den tidligere rute. "Vi kommer ingen steder længere," forklarer Henny. Hendes mand Kurt, der bruger rollator, er blevet særligt hårdt ramt af denne ændring. Selvom Henny stadig kan køre bil, er det blevet en udfordring at koordinere transport til basale behov som lægebesøg. Den sociale og fysiske radius, der tidligere blev opretholdt af buslinjen, er nu kraftigt reduceret. Den tidligere busrute fungerede som mere end blot en transportforbindelse; den var en livsnerve, der understøttede en aktiv alderdom og integration med samfundet. "Vi flyttede herud fordi der var en bus tæt på. Det er godt for os ældre at blive stimuleret," mindes Henny, mens hun beskriver en hverdag, der nu domineres af isolation og monotoni. Tilbuddet om en såkaldt flexbus, hvor man kan bestille en taxa til at fungere som en busforbindelse, har vist sig at være utilstrækkeligt. "Det er bare en sutteklud. Det fungerer ikke i praksis," påpeger Henny, og fortæller om ældre, der ikke kan navigere i systemet eller simpelthen opgiver i mødet med lange telefonkøer. Mens beboerne kæmper med dagligdagens logistiske udfordringer, er kommunikationen fra Aarhus Kommune og rådmand Nicolaj Bang sparsom. Den officielle forklaring på busruteændringen henviser til situationens kompleksitet og den unikke natur af broens nedrivning. "Vi har forståelse for, at de berørte borgere i området er utålmodige," lyder det fra forvaltningen, der dog ikke tilbyder nogen konkret løsning eller tidshorisont for en genoprettelse af normaliteten. Det fremtidige projekt om at omdanne området til et grønt miljø med regnvandsbassiner og stisystemer, mens det kan lyde lovende, er en kold trøst for dem, hvis nuværende livskvalitet er markant forringet. Med planer, der strækker sig flere år ind i fremtiden, og ingen øjeblikkelig løsning i sigte, står beboere som Henny og Kurt Knudsen tilbage i en tilstand af uvis venten – fanget i et stadie af limbo, hvor fremtiden er lige så usikker som den næste bus.