En Ny Vej for Aarhus: Fra Trafikkaos til Sammenhængende Mobilitet

Stiften.dk 28 Marts 2024

Den sjove.

Kære Henrik Kleis, nu er det altså på tide at vi taler sammen, ikke som formand og kritiker, men som medborgere i vores elskede Aarhus. Du maler ikke bare fanden på væggen; det virker næsten som om, du laver et helt galleri af dommedagsbilleder, der skræmmer livet af hver en sten i byens hjerte. Det er som om, du ser på Aarhus' gader og stræder som en scene fra en gammel film, hvor bilerne har hovedrollerne, og fodgængere samt cyklister kun er statister. Men lad os være ærlige, Henrik, det er ikke lige frem Oscar-værdigt det, du præsterer. I dine udtalelser i Århus Stiftstidende, hvor du nærmest ser bilerne som byens bedste venner, glemmer du, at en by skal være for alle. Er det ikke lidt som at invitere til fest og så kun sørge for musik, der passer til en meget lille del af gæsterne? Husk på, da vi åbnede åen, og der var dem, der spåede byens undergang. "Åh nej," sagde de, "vandet kommer til at sluge alt!" Men se nu her; åen er blevet et samlingspunkt, et sted hvor livet blomstrer. Vi kan ikke ignorere, at Aarhus' midtby efterhånden er så proppet med biler, at det føles som om, vi har inviteret elefanter til at danse ballet i en porcelænsbutik. Børn og ældre krydser gaderne som var de Indiana Jones på vej gennem en labyrint af fælder. Så hvad nu hvis vi, der normalt går eller cykler, besluttede at tage bilen i stedet? Forestil dig det kaos, Henrik. Midtbyen ville ikke være til at genkende med alle os blikkasser stablet oven på hinanden. Men her kommer det konstruktive: Lad os se på mulighederne. Aarhus Byråd skal frem med tryllestaven og svinge en overordnet, grøn og bæredygtig mobilitetsplan ud af ærmet. En plan, der ikke kun handler om at komme fra A til B, men som gør rejsen derimellem til noget, vi alle kan nyde. Og du, Henrik, sammen med Cityforeningen, I har en vigtig rolle. I kan være med til at tegne de linjer, der forbinder folk i stedet for at skille dem ad. Vis os alternativer til privatbilen, gør byen til et sted, hvor man smiler i stedet for at knytte næverne, når man tænker på trafikken. Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Aarhus fortjener bedre, og det gør du også, Henrik. Så lad os kridte banen op og spille et spil, hvor alle er med, og hvor byen er den egentlige vinder.

Den filosofiske

I det aarhusianske samfunds skæringspunkt mellem tradition og fornyelse rejser der sig en debat, anført af Henrik Kleis, formand for Cityforeningen, hvis toner genlyder med en bekymrende klang. Denne diskurs, hvor Kleis maler dystopiske billeder af en by uden biler, kræver en dybere refleksion og måske endda en filosofisk omkalfatring af vores tilgang til urban mobilitet. Kleis' retorik, der finder vej til offentligheden gennem Århus Stiftstidende, erfarer en skarp modvind i dette åbne brev. Anklagen om at skræmme kunder væk fra midtbyens butikker ved at ønske bilerne "helt og aldeles" ud af byen, spejler en bekymring for den fremtidige tilstand af vores fælles urbane rum. Spørgsmålet rejser sig: Er det virkelig bilerne, der holder byens hjerte bankende, eller findes der en dybere, mere menneskecentreret puls i Aarhus' gader? Historien om åens åbning tjener som et signifikant eksempel på transformationens potentiale. Frygten for midtbyens undergang blev gjort til skamme, da området i stedet oplevede en blomstrende renæssance. Dette eksempel burde inspirere os til at nærme os byens mobilitetsdilemma med en åben og undersøgende tilgang, fri for fordomme og fastlåste positioner. Det er uomtvisteligt, at det centrale Aarhus har undergået en forvandling, ikke nødvendigvis til det bedre, i takt med den stigende tilstedeværelse af privatbiler. En verden, hvor børn og ældre mennesker vakler i usikkerhed på byens cykelstier, er en verden, der kræver omgående handling. Forestil dig, om vi alle, der dagligt bevæger os til fods eller på cykel i byens kerne, valgte bilen som vores primære transportmiddel. Denne tanke alene burde være tilstrækkelig til at male et billede af kaos og trængsel, der overgår selv Kleis' mest dystre forudsigelser. Den sande løsning på denne gordiske knude ligger ikke i skræmmebilleder eller i at bevare status quo, men i at formulere en omfattende vision for Aarhus' mobilitetsfremtid. Byrådet står over for en historisk opgave i at skabe en bæredygtig og menneskevenlig mobilitetsplan, der tager højde for alle byens borgere. Henrik Kleis og Cityforeningen har her en unik mulighed for at være arkitekter snarere end kritikere, for ved at bidrage med konstruktive forslag til alternativer til privatbilen, kan de være med til at forme en by, hvor fællesskab og samhørighed trives i de gader, som i dag er domineret af metal og motorer. Lad os derfor, i fællesskabets og fornyelsens ånd, arbejde hen imod en fremtid, hvor Aarhus ikke blot er en by, man kører til, men en by, hvor livet leves - på gaderne, ved åen, overalt.

Den skrappe

I Aarhus' hjerteblod, blandt gader og stræder, ulmer en debat, der ikke bare er en diskussion, men en refleksion over vores samfunds sjæl. Henrik Kleis, med din apokalyptiske pensel, har du skabt et dystert billede, men er det ikke på tide, vi tørster efter en ny vision for vores by? Når du, Henrik, taler om at vise bilerne ud af Aarhus, som var de uønskede gæster ved en fest, glemmer du måske, at en by ikke er en motorvej, men en leveplads. En plads, hvor børn skal kunne lege frit, og ældre skal kunne krydse vejen uden frygt. Er det virkelig for meget at bede om? Din retorik spejler en tid, hvor vi åbnede åen og frygtede, at byen ville synke. Men se nu! Byen blomstrer, og åen er blevet en kilde til liv, ikke til ødelæggelse. Kan denne lære ikke anvendes, når vi taler om byens puls og veje? Aarhus er blevet en by, hvor bilen troner som konge, men hvad hvis vi nu kronede mennesket i stedet? Forestil dig, Henrik, en by, hvor pladsen til biler skæres ned, ikke for at skabe kaos, men for at skabe rum til liv. Hvor vi ikke måler vores velstand i antallet af parkeringspladser, men i børnelatter og gamle hænders tryghed. Byrådet står over for et valg, et valg om at følge det sædvanlige eller at male en ny fremtid med grønnere, mere menneskevenlige penselstrøg. En fremtid, hvor mobilitet ikke blot er en praktisk nødvendighed, men en del af byens sjæl. Henrik Kleis og Cityforeningen, I har en rolle at spille i dette skuespil. I stedet for at male skræmmebilleder, hvorfor ikke bidrage med visioner? Visioner, hvor alternativer til privatbilen ikke ses som en begrænsning, men som en berigelse. Lad os sammen forestille os en Aarhus, hvor vi ikke gør som vi plejer, men hvor vi tør drømme. Drømme om en by, der ikke er en parkeringsplads, men et fællesskab, hvor hvert trin, hvert pedaltråd, er en del af et større, mere levende billede.