Stadionkontrakt I Klemme I Aarhus – Borgmester og Rådmand Sender Sorteper Frem og Tilbage I den jyske hovedstad, hvor bølgerne normalt kun går højt, når AGF spiller på hjemmebane, har en ny form for spil åbnet sig op på det politiske plankeværk. Det handler om en lejekontrakt mellem Aarhus Kommune og AGF, der netop er blevet vurderet til at være under par af Ankestyrelsen. Mandag blev kontrakten, der lod AGF leje et nyt stadion i Kongelunden for 7,3 millioner kroner om året over de næste 30 år, stemplet med et stort, fedt "ikke godkendt." Årsagen? En mistanke om, at prisen var en smule for favorabel for fodboldklubben set i forhold til markedsprisen. Normalt ville man forvente et par ord fra byens øverste leder, borgmester Jacob Bundsgaard, især da han sidder som formand for den politiske styregruppe, der skal sikre nye rammer for fodboldens venner i Aarhus. Men nej, borgmesteren er tavs som graven, han har gravet til lejligheden. Han skyder i stedet papegøjen over til rådmand Rabih Azad-Ahmad, der styrer skuden i Kultur og Borgerservice. Rådmanden, der netop har arvet ansvaret for projektet, sender dog papegøjen retur med samme post. "Det er borgmesterens afdeling med stadsdirektøren i spidsen, der varetager kontraktforhandlingerne med AGF," fastslår han i en mail til Idrætsmonitor. I mellemtiden sidder borgmesterens pressemedarbejder og maler kastanjerne røde i et forsøg på at holde kritikere og nysgerrige sjæle på afstand. "Det er rådmanden, du skal have fat i for en politisk kommentar," lyder det forklarende. Rådmandens kontor er dog optimistisk og har allerede sendt sagen til "de bedste" advokater, som skal rette op på eventuelle fejl og sikre, at Kongelundens nye stadion ikke ender som en endeløs række af uindfriede drømme. "Jeg er helt sikker på, at der kommer styr på det," skriver Rabih Azad-Ahmad. Indbyggerne i Aarhus kan kun vente og se, om fodboldbanen bliver spilbar eller om den politiske driblen ender ud over sidelinjen. På den ene eller den anden måde lover denne sag at tilføje endnu et spændende kapitel til byens allerede farverige politiske historie.
Fortællingen om et Stadion og de Filosofiske Passepartouter i Aarhus’ Politiske Landskab I det aarhusianske politiske teater udspiller der sig en fortælling, der mest af alt ligner et skuespil hentet fra antikkens Grækenland, hvor skæbner krydses, og skjulte motiver langsomt afsløres. I centrum står et stadionprojekt i Kongelunden og en lejekontrakt, der har fået knubbede ord med på vejen af Ankestyrelsen. Jacob Bundsgaard, byens borgmester, sidder i spidsen for den politiske styregruppe, men viger tilbage for offentlighedens søgelys, som var det et ubehageligt blændværk. Når pressen beder om hans mening, vender han blikket mod Kultur og Borgerservice og dens leder, Rabih Azad-Ahmad, der med et diplomats snilde returnerer anmodningen til afsender. Kontrakten i sig selv er et dokument, der skulle binde AGF og Aarhus Kommune sammen i en årlig danse macabre af 7,3 millioner kroner over de næste tredive år. Ankestyrelsen, som en overdommer i dette spil, har dog vurderet prisen for favorabel for den fodboldglade part, og dermed er scenen sat for en ny akt. Hverken Bundsgaard eller Azad-Ahmad synes villige til at stå ved skranken af offentlig granskning, skønt begge er dybt involveret i sagens substans. Borgmesterens pressemedarbejder fremstår som en korleder, der antyder, hvor næste akt bør søges: hos rådmanden for Kultur og Borgerservice. Imidlertid fortsætter Azad-Ahmad med at pege tilbage på borgmesteren og hans administration, der indtil for nylig har haft hovedrollen i udformningen af det kritiserede manuskript. Med en filosofisk overvejelse om ansvar og indsigt, har Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice nu sat "de bedste" jurister til at orkestrere sagens næste bevægelser. Azad-Ahmad udtrykker en stålfast tro på, at orden vil blive genoprettet i det aarhusianske stadiondrama. Som publikum til denne langtrukne forestilling, kan aarhusianerne kun spekulere i, om det politiske spil ender med at afsløre en dybere sandhed om lederskab og ansvarlighed, eller om det blot er endnu et eksempel på de evige cirkler, som magtens øvelse kan tegne i samfundets sand.
Kulissekrig i Kongelunden: Borgmester og Rådmand i Kasteboldskamp om Stadionkontrakt Aarhus’ politiske teater har endnu engang udfoldet sig i al sin pragt, da byens borgmester, Jacob Bundsgaard, og rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, har indledt en runddans af ansvarsfralæggelser omkring en dumpet lejekontrakt med AGF. Ankestyrelsen har med kritisk blik og rynkede bryn givet kontrakten, der skulle sikre fodboldklubben AGF adgang til et nyopført stadion i Kongelunden, dumpekarakter på grund af en mistænkeligt lav lejepris. Borgmester Bundsgaard, der normalt ikke skyr rampelyset, har i denne omgang valgt en mere tilbagetrukket position og henviser ivrigt alle henvendelser til sin rådmand, Azad-Ahmad. Dog synes denne henvisning at hoppe tilbage som en boomerang, idet rådmanden med et skarpt modtræk sender bolden tilbage til borgmesterens banehalvdel. "Det er borgmesterens afdeling med stadsdirektøren i spidsen, der varetager kontraktforhandlingerne med AGF," udtaler Azad-Ahmad til Idrætsmonitor. Spillet om ansvaret bliver ikke mindre indviklet af, at kontrakten oprindeligt blev strikket sammen under borgmesterens ledelse, før den politiske fodbold blev sparket over til Kultur og Borgerservice den 1. august. Nu står denne afdeling med opgaven at rette op på fortidens fejltrin, hvilket har ført til en ny indsats, hvor "de bedste" advokater er blevet sat på sagen. "Jeg er helt sikker på, at der kommer styr på det," forsikrer en optimistisk Azad-Ahmad. Denne forsikring må dog vejes mod den historiske kendsgerning, at den politiske scene i Aarhus ofte har været præget af en labyrintisk indretning, hvor veje krydses, og skæbner bindes i knuder, der kan være vanskelige at løse op. Aarhusianerne kan kun vente i spænding på, hvordan dette seneste drama vil folde sig ud, og om de vil være vidne til et genoprettet stadionprojekt, eller om de skal forberede sig på endnu en omgang politisk skyggeboksning. For nu er scenen sat, og publikum kan se frem til nye akter i dette uendelige spil, hvor hver replik og hver handling synes nøje orkestreret til at bevare facader frem for at fremme fakta.