Solen var knap stået op over Aarhus, før de første bilister rullede søvnigt ind på parkeringspladsen i Lisbjerg, stirrede ud gennem bilruderne og fortsatte ufortrødent mod midtbyen. Parker og rejs-anlægget, der skulle være et strålende eksempel på grøn fornuft og mobilitetsmirakler, lå igen ensomt tilbage som den sidste ostemad på en frokostbuffet, ingen tør tage af. Alligevel har Aarhus Kommune store planer om at kopiere modellen yderligere tre steder. Man kunne spørge sig selv, om kommunen blot elsker gentagelser, eller om de rent faktisk har set noget, som resten af byen overser. Den grønne mobilitetsplan, der indtil søndag er i offentlig høring, satser nemlig stort på disse knudepunkter, hvor folk skal fristes til at efterlade bilen og tage letbanen. Men ifølge mobilitetschef Morten Skou Nicolaisen er parkeringspladsen ved Lisbjerg ikke ligefrem blevet overrandt af begejstrede bilister. Snarere tværtimod. "Det er benyttet noget mindre, end man kunne ønske sig," indrømmer han, mens han kigger på pladsens ensomme bænke og den tavse letbane, der suser forbi uden at samle de store folkemængder op. For at gøre ideen mere appetitlig overvejes det at tilbyde gratis kollektiv transport fra parkeringspladserne. Det er som at give franskbrød med på købet, når ingen vil have rullepølsen alene. Byrådspolitikerne nikker forsigtigt. "Det skal være økonomisk attraktivt," siger Gert Bjerregaard fra Venstre og løfter forsigtigt pegefingeren. For ellers vil bilisterne køre lige forbi, måske med hånlige grin mod de tomme parkeringsbåse. Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen ser også lyst på sagen. Han taler varmt om gratis parkering som den magiske nøgle, der skal lokke bilister ud af bilernes lune favn. "Det handler om at skabe bedre mobilitet og mere fremkommelighed," siger han, som var han blevet inspireret af en brochure fra rejsebureauet, mens Steffen Wich fra Socialdemokratiet drømmer om europæiske tilstande med vrimlende pendlere, der muntert veksler bilnøgler med letbanebilletter. For mens bilerne triller forbi anlægget i Lisbjerg med uanfægtet hastighed, lyder den optimistiske tanke fra kommunen, at det hele nok skal blive en succes, hvis blot bilisterne kan klare alle hverdagens gøremål uden forsinkelse. En dag, tænker de måske, skal aarhusianerne nok indse, at det ikke er så frygteligt at vente i blæsten på en letbane, der måske kommer til tiden. I hvert fald hvis det er gratis. Indtil da står Lisbjergs parkeringsanlæg tilbage som en smuk og stille påmindelse om, at ikke alt, der lyder godt på papiret, bliver en publikumsmagnet i virkelighedens verden.
Når bilisterne møder morgengryet ved Lisbjergs parkeringsanlæg, er det en slags tavs samtale med sig selv, der udfolder sig: Er jeg villig til at slippe min egen bekvemmelighed, at give afkald på bilen og betro min daglige færd til den offentlige transport? Et eksistentielt spørgsmål, der rækker ud over blot praktiske overvejelser og trækker tråde ned i sjælens inderste kamre, hvor frihed og forpligtelse kæmper deres evige kamp. Den grønne mobilitetsplan, som Aarhus Kommune lige nu lader borgerne overveje, er ikke blot en administrativ handling eller politisk manøvre. Den er også en appel til aarhusianernes moralske og eksistentielle erkendelser. At parkere sin bil og rejse videre med letbanen er ikke alene en fysisk bevægelse, men en handling med implikationer for fællesskabet, for kloden og dermed for den enkeltes etiske ansvar. Ifølge Morten Skou Nicolaisen, kommunens mobilitetschef, har parkeringsanlægget ved Lisbjerg dog endnu ikke været det sted, hvor bilisternes indre overbevisninger er kommet til udtryk i nævneværdig grad. Måske fordi et valg aldrig alene beror på idealer, men også på den konkrete erfaring af en letbane, der skal være hyppig, let tilgængelig og økonomisk attraktiv. "Det afgørende er enkelheden i at vælge anderledes," siger Nicolaisen. Et udsagn, der peger dybere end praktiske hensyn, ned i vores grundlæggende trang til at vælge det lette, det behagelige. Måske er det denne trang, kommunen ønsker at udfordre ved at foreslå gratis offentlig transport for de bilister, som stiller bilen. Gert Bjerregaard fra Venstre peger på nødvendigheden af, at fordelene ved at vælge letbanen bliver mærkbare, også økonomisk. For hvad er idealet om bæredygtighed uden den konkrete erfaring af fordelene ved at vælge anderledes? Det gode valg må manifestere sig i hverdagen, det må gøre sig gældende i livet selv. Jakob Søgaard Clausen fra Danmarksdemokraterne fremhæver det nødvendige i, at bilen kan parkeres gratis og let. Han synes at forstå, at det ikke blot er tale om at skabe bedre mobilitet, men at skabe vilkår, hvor menneskets indre villighed kan træde i karakter – hvor bilisten kan føle sig kaldet, snarere end presset, til at vælge kollektiv transport. Steffen Wich fra Socialdemokratiet ser ud over Aarhus' grænser og mod Europa, hvor man har erfaret, at valget mellem bilen og offentlig transport må være forbundet med en særlig lethed og fordelagtighed. Det handler om en tillid til, at borgerne er villige til at træffe et valg, når blot valgets omstændigheder er gunstige. Således bliver parkeringsanlæggene en slags eksistentielle knudepunkter, hvor borgerne dagligt skal forholde sig til spørgsmålet om, hvad de skylder hinanden og kloden. Og selvom anlægget i Lisbjerg endnu ikke har levet op til sit potentiale, fastholder kommunen troen på, at de nye anlæg kan facilitere en ny slags dialog mellem individets bekvemmelighed og det fælles bedste. Måske vil anlæggenes succes i sidste ende afhænge af, om borgerne ser handlingen som udtryk for frihedens nødvendighed – et valg, der er mere end praktisk, der er etisk, måske endda eksistentielt.
Letbanen i Aarhus er måske et moderne svar på fortidens drøm om fremtidens trafik. En visionær forestilling, der kan få enhver byplanlægger til at gispe af begejstring, men som også risikerer at stå tilbage som en lidt for dyr dekoration i bybilledet. Det nyligt fremsatte forslag om yderligere tre parker og rejs-anlæg er lige nu til offentlig debat, og aarhusianerne har indtil søndag 13. april til at tage stilling. Et hurtigt blik på parkeringsanlægget i Lisbjerg giver dog en noget dyster antydning af, hvad man måske skal vente sig af de kommende projekter. For nok lyder idéen om at parkere bilen for at fortsætte rejsen med offentlig transport som den perfekte løsning på byens trafikproblemer og klimamæssige ambitioner, men virkeligheden er sjældent så simpel. Mobilitetschef Morten Skou Nicolaisen må ærligt erkende, at Lisbjerg-anlægget endnu ikke er blevet den forventede succes. »Det afgørende er enkeltheden. Kan man ikke tilbyde et ordentligt alternativ til bilen, falder konceptet sammen som en kulisse uden skuespillere,« siger han. Nu leger kommunen med tanken om gratis kollektiv transport som et forsøg på at lokke flere aarhusianere ind i den kollektive fold. Det er en smuk tanke, men også en økonomisk udfordring. Venstres Gert Bjerregaard påpeger pragmatisk: »Idealisme uden økonomisk realisme vil ikke få en eneste bilist til at efterlade bilen på en tom parkeringsplads.« Og så er spørgsmålet: Er aarhusianerne overhovedet klar til at opgive bilens komfort for letbanens offentlighed? Ifølge Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen handler det om at finde det rigtige sted, hvor det både er gratis og enkelt at parkere. Han understreger, at det handler om at skabe bedre mobilitet og styrke byens handelsliv, som om byens fremtid afhænger af parkeringsmuligheder snarere end af borgernes reelle vilje til forandring. Steffen Wich fra Socialdemokratiet tror stadig på visionen. Han ser mod Europa, hvor parker og rejs-faciliteter har været en langsigtet del af byudviklingen. »Vi ved, at prisen skal være attraktiv, og det skal være let at komme videre. Ellers bliver det en farce,« siger han og sender tankerne mod det absurde, som enhver god intention risikerer at ende i, hvis ingen gider deltage. Lige nu ligger Lisbjerg som et ensomt vidnesbyrd om, at selv gode ideer kan ende som monumenter over mislykkethed, hvis de ikke forstår at favne det menneskelige, det økonomiske og det simple hverdagslige. Måske er det på tide, at byen ikke bare kigger på Europa, men på sig selv, før endnu flere anlæg opføres i en slags absurd gentagelse af det allerede sete.