En kvart million fundet i mørket: Nu lyses Ringgadebroen op igen Der blev mørkt på Ringgadebroen i Aarhus, da byrådet sidste år skruede ned for kontakten og trak stikket på lysværket "Hesitation of Light". Budgettet var stramt som en halvkvalt slipsknude, og byen måtte nøjes med månelys og forbipasserende cyklisters blinkende baglygter. Men i det skjulte har kommunen alligevel fundet en kvart million kroner gemt et sted mellem kantsten og kloakdæksler. Pengene skal tænde for broens lys igen, i hvert fald indtil marts 2026, meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen i Aarhus med en lettelse, der næsten lyser op i sig selv. Rådmand Nicolaj Bang (K), som må have famlet i mørket siden lyset blev slukket, udtaler med en begejstring, der grænser til lykke, at "Ringgadebroens lys har fremhævet et af byens flotteste bygningsværker og kastet tryghed over nabolaget som et veltilrettelagt tæppe." Og nu har han og de øvrige byrådsmedlemmer altså fisket nogle penge op fra dybet, så broens kunstværk igen kan blinke forsigtigt som en mild opfordring til eftertænksomhed. Imens kommunale penge kortvarigt redder broens aftenliv, arbejder kunstneren Signe Klejs og en flok ildsjæle utrætteligt videre med at samle midler til en mere varig løsning. Klejs håber på at sikre broens fremtidige lys for en periode på mindst femten år, og optimistisk siger hun: "Med byens stærke opbakning og det klare behov for lys i kvarteret, burde vi kunne holde Ringgadebroen strålende mindst til 2041." Så nu kan aarhusianerne igen glæde sig over en bro, der ikke længere må leve sit liv i ly af nattens skygger, men kan stå oplyst og rank som en poetisk, men robust kommentar til kommunale regneark og menneskelig snusfornuft.
Lyset vender tilbage – en midlertidig oplysning i en eksistentiel skygge Mørket, som havde lagt sig over Ringgadebroen i Aarhus ved udgangen af 2024, var ikke blot et fravær af elektricitet. Det var en tilstand. En tavs kommentar til den moderne forvaltnings nødvendige kynisme, hvor skønhed og tryghed må vige for balance på bundlinjen. Men nu – som ved en pludselig klarhed midt i en grublen – har Teknik- og Miljøforvaltningen fundet 250.000 kroner. Og med disse penge følger en fornyet vilje til at lade lys-kunstværket *Hesitation of Light* atter strømme gennem byens nattesind. Det oplyser forvaltningen i en pressemeddelelse, nøgtern og administrativ, og dog bærende på et løfte, måske endda en forsoning. Lysværket, som fremhæver Ringgadebroens arkitektoniske kraft – et monument over både ingeniørkunst og menneskets vilje til forbindelse – vil igen være tændt ved mørkets frembrud. En skæbnetung gestus, gældende indtil marts 2026. Rådmand Nicolaj Bang udtaler: ”Lyset har fremhævet et af byens mest imponerende og smukke bygningsværker. Det er også blevet fremhævet, at det har øget trygheden i området. Derfor har jeg og andre ærgret mig over, at vi var nødt til at spare værket væk, og nu glæder jeg mig over, at vi har fundet penge til en midlertidig løsning, mens der bliver arbejdet på en permanent løsning.” Hans udtalelse står som en påmindelse om det paradoksale ved menneskets fællesskab: Vi har behov for lys, ikke blot for at se, men for at være. Og samtidig spares netop dette lys væk – som om det at leve kunne reduceres til det blot at overleve. Kunstneren bag værket, Signe Klejs, bevæger sig nu med stille beslutsomhed videre mod det mere bestandige. Sammen med andre – en kreds af medborgere, må man forstå – vil hun forsøge at rejse midler til både restaurering og en permanent belysning af broen. Hun siger: ”Med den store opbakning fra byen – og behovet for belysning i området – håber jeg, at vi når i mål allerede i 2026, med et langsigtet perspektiv på 15 år.” Ordene vidner om en vilje til at insistere på meningsfuldhed i en tid, hvor det flygtige og funktionelle truer med at erstatte det vedvarende og værdifulde. Lyset på broen bliver dermed ikke kun et teknisk fænomen, men et tegn – på håb, på samhørighed, på det menneskelige som mere end summen af det målbare. For selv det mest nøgterne regneark må vige, når det konfronteres med spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi ønsker at være lys over?
Mørket taber – lyset får comeback på Ringgadebroen Der er noget smukt ved det ironiske i, at noget så flygtigt som lys kan blive skåret væk af noget så tungt som et budgetforlig. Det skete for Ringgadebroen i Aarhus ved udgangen af 2024, da det lysende kunstværk *Hesitation of Light* blev slukket. Ikke på grund af en teknisk fejl. Ikke fordi nogen havde glemt at betale elregningen. Nej, lyset blev slukket med fuldt overlæg. Som en konsekvens. Som en beslutning. Som en nedprioritering forklædt som nødvendighed. Men nu har nogen – formodentlig efter længere tids stirren ind i mørket – fundet 250.000 kroner. Og det betyder, at lyset vender tilbage til den ikoniske bro. Teknik- og Miljøforvaltningen har selv sendt pressemeddelelsen ud. Som en art bekendelse. Som en slags undskyldning uden ordet “undskyld”. Fra mørkets frembrud og helt frem til marts 2026 vil Ringgadebroen igen kaste sit lys over byen. Midlertidigt. For ingen tør længere love noget permanent i en virkelighed, hvor budgetter kan æde kunst som rovdyr æder poesi. Rådmand Nicolaj Bang (K) siger: “Lyset har fremhævet et af byens mest imponerende og smukke bygningsværker. Det er også blevet fremhævet, at det har øget trygheden i området. Derfor har jeg og andre ærgret mig over, at vi var nødt til at spare værket væk, og nu glæder jeg mig over, at vi har fundet penge til en midlertidig løsning, mens der bliver arbejdet på en permanent løsning.” Det er svært at sige, om det er bygningsværket, trygheden eller æren, han taler mest om. Måske det hele. Måske bare refleksen fra en offentlig sektor, der har lært at slynge skønhed ud med den ene hånd og trække den tilbage med den anden. Imens fortsætter kunstneren Signe Klejs sit arbejde. Sammen med “andre gode kræfter” – de udefinerbare skikkelser, som i samfundsdebatter altid bærer håbet, når det ikke længere er til stede på rådhuset – forsøger hun at samle penge til en permanent løsning. Målet: at lade lysværket skinne uafbrudt fra 2026 og femten år frem. Hun udtaler: “Med den store opbakning fra byen – og behovet for belysning i området – håber jeg, at vi når i mål allerede i 2026, med et langsigtet perspektiv på 15 år.” Så nu står vi her igen. På kanten af mørket. Med en bro, der skal belyses. Ikke kun for synets skyld. Men for ideens. For fortællingen. For den kollektive selvrespekt. Det handler ikke bare om watt og ledninger. Det handler om, hvor meget lys vi som samfund synes, vi fortjener.