"Her kører en børnehave-supporter": Hærværk, hån og håbløshed blandt Tesla-ejere Andreas i Silkeborg havde en mavefornemmelse. Ikke den slags, der får én til at tage paraplyen med, men den type, der lugter af ballade i lakken. Så han satte sig ud i sin Tesla, satte bilen i gang – ikke for at køre, men for at kigge. For Teslaer filmer jo alt. Og ganske rigtigt: En mand havde på mystisk vis besluttet, at Andreas’ bil skulle have en lang, stram ridse hen over bagenden. En slags ufrivillig pinstripe med nøgle. "Først er jeg chokeret," siger Andreas. "Så tænker jeg: Hvorfor?" Og det spørgsmål er der faktisk rigtig mange Tesla-ejere, der stiller sig selv for tiden. Rundt om i landet dukker der historier op som ukrudt i en forladt forhave. Hagekors i støvet, beskeder i forruden, nøgleskrammer og forvridte spejle. Alt sammen målrettet biler med det lille røde T på snuden. Og måske er det ikke bilen, der er problemet. Måske er det Elon Musk. Eller Donald Trump. Eller begge to. Det kommer lidt an på, hvem man spørger – og hvor vred vedkommende er. “Sentry Mode” som hævnmaskine Andreas havde heldet med sig – eller i hvert fald teknologien. Hans Tesla havde aktiveret Sentry Mode, så han nu sidder med både video, ansigt og nummerplade på gerningsmanden. Det er, som han siger, “en nem sag for politiet”, hvis han altså får meldt det. Det har han ikke gjort endnu. Det kræver overskud. Det er ikke lige hver dag, man skal tage stilling til, om man vil politianmelde en fremmed mand, der hader Elon Musk så meget, at han ridser biler. Men det er ikke kun i Silkeborg, det foregår. I Aarhus blev Kevin mødt af flere hagekors tegnet i støvet på hans Tesla Model 3. Og ikke nok med det – hans kammerats Tesla stod lige ved siden af og havde fået samme behandling. Det var næsten poetisk. Eller tragikomisk. Kevin valgte at tage kampen op på sin egen måde. Han satte et klistermærke på bilen: “JA JA JA JEG VED DET!!!”. En slags social ventil i limform. “Jeg vil gerne vise, at jeg ved, hvad du tænker,” siger han. Og det gør han. For det handler ikke kun om en bil. Det handler om signaler, symboler og sindstilstande. Tesla = Trump? Det er her, det bliver rodet. For mange af de chikanerende beskeder, der bliver lagt på forruderne, handler ikke om parkeringspladser eller ladekøer. De handler om Donald Trump. Om Elon Musk. Om politik, konspiration og vrede. "Her kører en Elon Musk og Donald Trump supporter," stod der på en seddel i København. En anden havde skrevet "Proud Swasticar Owner" på fortovet foran en Tesla. Sanne Paludans søn fik sådan en seddel. Det var hans første bil. Han havde sparet op i årevis. Og nu blev han gjort til politisk budbringer uden at have ytret et eneste ord. “Han synes, det var ubehageligt,” siger Sanne. Og det kan man egentlig godt forstå. Det er lidt som at få skældud for noget, man ikke har sagt endnu. Ikke en trend – bare lidt ondt i maven Politiet siger, de ikke ser en stigende tendens. Forsikringsselskaberne siger det samme. Men Tesla-ejerne oplever alligevel, at noget er under forandring. Der er flere historier. Flere ridser. Flere sedler. Flere skæve blikke. Andreas siger, han stadig ville vælge en Tesla igen – hvis det ikke var for Elon Musk og Donald Trump. “Man er jo lidt prisgivet,” konstaterer han. Og det er man. For hvordan skal man vide, at en bil man købte i 2022 pludselig blev et symbol for hele højrefløjen i USA og lidt nazisme på en parkeringsplads i Dragør? En stille modstand Der er dog også dem, der tager det med et smil. Eller et træk på skuldrene. Som Lasse, der var på date med sin kone i København og troede, han havde fået en bøde – men blot fandt en seddel om Trump i forruden. “Det påvirker mig ikke det mindste,” siger han. “Hvis man skal være 100 procent politisk korrekt, når man køber en bil, så bliver det svært.” Måske er det i virkeligheden det, det hele handler om. Ikke biler. Ikke Musk. Ikke Trump. Men det faktum, at vi hele tiden leder efter nogen at give skylden – og nogen at ridse. For når man ikke længere kan råbe ad fjernsynet, så står der måske en Tesla og blinker provokerende ovre på p-pladsen. Og så bliver en bil ikke bare en bil. Den bliver en kampplads. På fire hjul.
Tesla og Tilværelsens Ridser: Et blik på had, hån og hændernes hævn Der er en mærkværdig melankoli over det moderne menneskes forhold til maskinen. Hvor vi før blot satte os ind og kørte, er bilen nu en forlængelse af vores identitet, et symbol på vores valg, vores værdier – og, tilsyneladende, vores politiske standpunkt. I hvert fald når bilen hedder Tesla, og navnet Musk trækker spor som en tung skygge hen over både asfalt og ansigt. Det var en mavefornemmelse, der fik Andreas Schmidt fra Silkeborg til at gense sin virkelighed – ikke gennem minder, men via optagelserne fra sin bils kameraer. Bilen, en Tesla, havde set det hele. En mand, fremmed, uden synligt motiv, havde ridset en meterlang linje ned langs dens bagende. Ikke en flugtig gestus, men en handling med intention. En gestus, som stiller spørgsmålet: Hvad er det, vi tror, vi siger, når vi sætter os bag rattet? Vi må se det i øjnene: Den elektriske bil har overskredet sin status som transportmiddel. Den er blevet en kulturel projektionsflade – en skærm for afmagt, modstand og misforstået protest. I Aarhus blev der tegnet hagekors i støvet. I Dragør blev fortove prydet med "Proud Swasticar Owner". I København blev unge mænd konfronteret med sedler, der reducerede deres valg af bil til en støtteerklæring til Trump og Musk. Men det er ikke voldens mekanik, der er mest interessant. Det er dens tavshed. For hver ridse, hver krads, hver seddel, bliver noget sagt uden sprog. Det er ikke modargumenter, ikke samtaler – det er tavs vold, og den runger. Vi lever i en tid, hvor tegn tolkes hurtigere end intentioner. Hvor Elon Musks gestus på verdensscenen smitter af på danske bilers lak. Hvor en købers valg i 2022 i dag tolkes som et moralsk standpunkt i 2025. Og hvor individer, der blot har ønsket et teknologisk køretøj, nu tildeles en identitet, de ikke har bedt om. Kevin Esmat Darbroudi, sælger og pendler, fik hagekors på sin bil og reagerede ikke med raseri, men med resignationen forklædt som ironi. Et klistermærke med ordene: "JA JA JA JEG VED DET!!!" pryder nu bilen. En stille tilståelse uden skyld – en forsonende gestus i en tid, hvor selv støv på en bil kan være et debatindlæg. Men hvad siger det om os? At vi tolker bilen før mennesket. At vi antager støtte, hvor der måske blot er praktisk anvendelighed. At vi forlader samtalen og tyr til handling, fordi vi ikke længere har tålmodighed til tvivl. Andreas Schmidt betegner sig selv som "svineheldig", fordi han fangede gerningsmanden på video. Men det er ikke held, det er overvågning forklædt som sikkerhed. Vi lever i en tid, hvor bilen ikke kun skal transportere os, men også forsvare os. Hvor et køretøj er både skjold og skrift. Og dog – politiet melder ikke om nogen tendens. Forsikringsselskaberne ser ingen stigning. Officielt er alt i ro. Men bag denne ro, under overfladen, lurer et samfund, hvor modvilje får form som ridser. Hvor politisk frustration materialiserer sig i lak og støv. Hvor individet bliver syndebuk for systemets skikkelser. Så hvad er løsningen? Måske findes den ikke i politiarbejde eller nye forsikringer, men i et etisk opgør med vores eget begær efter entydighed. For det er ikke bilen, vi raser imod – det er hinanden. Og når vi ridser i andres ting, ridser vi i os selv. Og det, kære læser, efterlader et mærke, der ikke kan poleres væk.
Tesla, Trump og trusler i forruden – når bilen bliver en meningsmaskine Silkeborg, tirsdag eftermiddag. Himlen er grå, parkeringspladsen halvtom, og Andreas Schmidt får en fornemmelse i maven. Ikke en idé, ikke en tanke – en fornemmelse. Han sætter sig ud i sin Tesla, trykker på skærmen, og ser på videomaterialet, som bilen i al stilhed har samlet sammen. Og dér, som i en dårlig agentfilm, går en mand forbi hans bil og ridser en meterlang streg ned over bagenden. Ikke en forbipasserende galning. Ikke et uheld. Et præcist, afmålt »fuck dig« i metal. Andreas spørger: Hvorfor? Han er ikke alene. Der cirkulerer billeder i Facebook-grupper: hagekors i støvet, sedler i forruden, nøgleskrammer, "Proud Swasticar Owner" skrevet på fortovet. Og bag det hele lurer to navne: **Elon Musk og Donald Trump** – to ansigter, som mange Tesla-ejere aldrig har inviteret ind i deres garage, men som alligevel følger dem overalt. Musk i modvind – og vinden river i lakken Elon Musk har kastet sig ud i sit livs PR-eksperiment: åbent venskab med Trump, rådgiver i Det Hvide Hus, støtte til Europas højrefløj. Resultatet? Tesla-aktien har taget en maveplasker, salgstallene falder, og vrede strømmer ikke kun på sociale medier, men ud på parkeringspladser i Danmark. Ladestationer bliver smadret. Forhandlere får ild. Og i Aarhus trækker en mand hagekors i støvet på Kevins bil, mens vennen to biler længere henne får samme "kunstneriske" behandling. Kevin tager det med et grin. Sætter et klistermærke bagpå: **“JA JA JA JEG VED DET!!!”** – som om det at eje en bil nu kræver et offentligt forsvar. Den digitale stikker Andreas er dog svineheldig. Hans Tesla filmede alt. Mandens ansigt. Hans bil. Nummerpladen. Det burde være en nem sag for politiet. Burde. For Andreas har ikke meldt det endnu. Måske fordi han allerede kender svaret: *“Vi ser ikke nogen tendens.”* Politiet gør det klart. Forsikringsselskaberne gør det endnu klarere. Der er ikke nogen bølge, siger de. Ikke nogen epidemi. Men hvad kalder man det så, når flere Tesla-ejere i København finder sedler med ordene: **“Her kører en Elon Musk og Donald Trump supporter”**? Er det en joke? Et råb? En opvisning i, hvordan vrede mod verdens gang nu retter sig mod folks privatøkonomi og tilfældige bilkøb? Sanne Paludans søn havde sparet i årevis til sin første bil. Den blev mødt med hån og ubehag, uden han havde gjort andet end at købe en maskine med fire hjul og en oplader. Når bilen bliver ideologi Vi er langt forbi den tid, hvor en bil bare var en bil. I dag er bilen blevet en besked. Et statement. En slags digital sandwichskilt, hvor man ikke længere selv styrer, hvad der står. Man købte elbil for miljøet. For teknologien. For komforten. Men man fik Musk med i bagagerummet og Trump i handskerummet. Og så kommer skyldsspørgsmålet krybende. For som Andreas siger: *“Man er jo lidt prisgivet.”* Han købte bilen i 2022. Før børnehaven brød løs, som han kalder det. Nu er han låst. Sælger han, taber han 350.000 kroner. Beholder han den, risikerer han en ny ridse. Eller et nazistisk symbol i støvet. Eller endnu en seddel fra en, der aldrig har talt med ham, men alligevel mener at kende ham. Lasse, der fik en seddel i forruden i København, tog det mere roligt. Han troede først, det var en bøde. Blev næsten lettet. Et harmløst papir, sagde han. Og ja – måske er det bare papir. Men måske er det også en stille krig, forklædt som hverdagsagtig irritation. En verden med fjender i spejlene Det er ikke selve bilen, der bliver ramt. Det er ideen. Forestillingen om, hvem der kører den. En Tesla i 2025 er ikke længere en elbil – den er en kampplads for værdier, frustrationer og uforklaret had. Og måske er det derfor, det hele føles så urovækkende: Fordi vi ikke længere bare hader beslutninger, vi hader dem, der *ligner nogen*, der kunne have truffet dem. Måske er det også derfor, det hele er så stille. For ingen råber. De ridser. De skriver. De håner i støv og papir. Og midt i det hele kører Andreas stadig rundt i sin Tesla, med kameraer tændt og tankerne kørende i tomgang. Måske køber han en ny en dag. Måske ikke. Men næste gang? Så bliver det i hvert fald *ikke* en Tesla.