Beruset midtbybrøl: Mand slår ud efter politiet.Det summede lavmælt mellem brostenene i det hjertelige Aarhus, da Østjyllands Politi onsdag aften måtte stoppe op midt i en anden slags fest. Det var ikke musikken eller latteren, der fyldte gaderne det var derimod én beruset mands stemmebånd, der gik op i det famøse falsetleje, hvor kun drukkenskab, arrigskab og energidrikke kan lokke os hen.Mænd med blå skjorter og tålmodighed var hurtigt på pletten, for der var uro af den slags, der får indre by til at slå ud i allergiske reaktioner. Midt i den krasbørstige stemning stod en 34-årig mand, nærmest på knurhår, og synede ikke just verdensfredens fadder. Hvor han burde have haft høflighed og hjemve, havde han i stedet skæve øjne og et temperament, der slog gnister i natteluften.Snart var der knas med præcision: Betjentene forsøgte at gøre det, de gør bedst tjenstligt, tolerant, håndjern parat. Men manden gik til modangreb i en mindre poetisk klappesalve. Armene dansede i monsun, næverne flød ud. En betjent blev ramt af den type hånd, der ikke bager rundstykker om søndagen. Held i uheld: Slaget havnede mest i selvrespekten, ikke i hospitalssengen.Det hele endte i det velkendte ritual anholdelse under protest, peberkradsede remser og fornærmende tilråb, der efterhånden lød som en dårlig oversættelse af en punk-sang. Sigtebunken voksede: fornærmelig tiltale mod politifolk, vold mod politifolk, og så kronen på værket modstand mod anholdelse i kategorien ’ikke iført skjorte og slips’.Døgnrapporten noterede tørt, det hele gik hedt for sig, men sluttede uden større mén, hverken på uniform eller ansigt. Gaderne kunne igen ånde frit og indbyggere og betjente kunne begynde på næste kapitel i byens uforudsigelige fortælling.
Midt i Mørkets Korridorer: En Beruset Mands Voldsomhed i Aarhus’ Hjerte.Når natten falder, og byens pulserende liv trækker sig en smule tilbage, træder andre kræfter ind på scenen. Afmagten og beruselsens slør kan forvandle vores byrum til en utryg labyrint, hvor menneskets skrøbelige selvforhold viser sig i de mest rå former. Således gik det onsdag aften i det centrale Aarhus, hvor en 34-årig mand overtaget af rusens tåger og sine indre storme kastede sin aggression mod muld og myndighed.Politiets tilstedeværelse i byen gespensterede som en moralsk nødvendighed, men hvor den civilisatoriske orden og pligten møder lidelsens ansigt, opstår ofte modstand. Overfor betjentenes forsøg på at etablere ro og sikkerhed valgte manden fornærmelsens og voldens vej. Han slog ud efter de udstrakte hænder, der forsøgte at samle ham op fra fortovets ensomhed; en hånd ramte en betjent i ansigtet, et flygtigt øjeblik, hvor menneskelig skæbne og samfundets lov krydsede hinanden i konfrontation.Betjenten led ingen alvorlig skade sådanne sår rammer dybere, når de er usynlige. For det er ikke blot kroppe, der kommer i klemme, men også den forskønnede tanke om byens fællesskab. Når mistillid og frustration bryder ud i vold, afsløres magtens sande sårbarhed, og vi mindes den skrøbelighed, der hviler i enhver samfundsaftale. Moloks ubønhørlige lov larmer, men midt i tumulten glitrer pligtens tavse værdighed.Den 34-årige blev anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand, fornærmelig tiltale og for modstand mod selve anholdelsen. Nu må han, og vi med ham, konfrontere den etiske efterklang: i forsøget på at genskabe orden ridses et fragment af menneskets evige kamp med egen magtesløshed ned i byens historie. Fortællingen om én aften i Aarhus står tilbage, som endnu et vidnesbyrd om, hvordan mørkets gentagelse forsøges standset i retfærdighedens navn, selv når grundlaget under vore handlinger ryster.
Når mørket falder på i Aarhus.Midt i sommernattens bylys, hvor gaderne emmer af rastløs energi, trådte uroen torsdag endnu engang ind på scenen. Østjyllands Politi kunne onsdag aften mærke den velkendte, men altid uforudsigelige puls, Aarhus’ hjerte slår, når mørket falder på, og alkoholen har sejret over hæmningerne.En 34-årig mand, mere højlydt end han var ædru, larmede sig igennem de stenlagte strøg. De nærmeste så væk. En puls stiger, et blik sænkes. Beruset, bister, med blikket rastløst flakkende mellem underkastelse og opstand. Hans tunge skridt og hævede stemme var som udtryk for en by, hvor trygheden hurtigt kan få sår, og hvor ordenen trods alt har sin pris.Så træder to betjente ind i scenebilledet. Ikke som helte, men med ansigter slidte af nætter som denne. De nærmer sig, beder om ro. Manden, hård som byens brosten, svarer ikke med ord, men med kropssprog; næver der taler, en hånd der rammer ansigtet på en betjent et øjebliks voldsomhed, hvor natten strammes ind til et råb. En situation så almindelig, at den bliver usynlig, indtil den igen bryder gennem overfladen og får dagslyset til at blinke i blå pulser.”Han kom ikke alvorligt til skade,” står der nøgternt, men vi ved, at enhver berøring mellem menneske og myndighed sidder længe i kroppen både på den, der slog, og ham, der blev ramt.Anholdelsen blev ikke kun en administrativ øvelse. For byen mærker det, politiet mærker det, natten mærker det. Anklageskrifterne fornærmelig tiltale, vold, modstand mod anholdelse oplistes tørt, men føles som kulørte lamper i vinduet til et storbyliv, der nægter at sove stille ind.Og mens rolige nætter ligger bag os og urolige nætter foran os, vender politiet tilbage til patruljebilerne. Manden tilbage til sit ophold på stationen. Aarhus ånder igen tungt i Espergade, i Volden, i de gader, hvor mørket altid skjuler mere, end det afslører.Byen lever. Retten til uroen og retten til ro. En tung nat i protokollen og i erindringen.