Nyt tårn på Aarhus Havn skyder i vejret: Jeg anede ikke, det var Danmarks højeste.AARHUS HAVN: Han står midt mellem mursten og fragmenter af fortid, Olav de Linde. To æbler i hånden, som tryllekunstneren der byder på sit bedste nummer. Et til mig, et til fotografen. Æblerne er fra haven, forklarer han, og blinker som en dreng ved første skoledag, inden han dirigerer os rundt blandt ølandssten, brokker af gamle tage og fremtidsplaner stablet op langs rækværket.Han er 74, men kigger ikke tilbage. Svedperler glinser på panderne her på terrassen over de grønne skurvogne, hvor Aarhus’ skyline i bogstaveligste forstand tager form. Skulle nogen være i tvivl: Olav de Linde har ingen planer om at gå på pension. Tværtimod truer han nu horisonten med Mindet et tårn, der om lidt vil smugkigge ned på Lighthouse og kalde sig landets højeste. Med sine 143 meter, et stænk højere end naboen, peger bygningen direkte i himlen. ”Vi laver ikke bare et hus,” siger han og jonglerer med pegepinden, som var det en dirigentstok. ”Vi vil lave det flotteste. Med de bedste arbejdspladser, men også et sted, hvor alle kan mødes. Hr. og fru Aarhus skal kunne sidde på taget med en kop kaffe og nyde det hele.” Han vifter begejstret mod de 8.000 ekstra kvadratmeter, der skal omgive tårnet med træer, planter, kunst og den særlige blanding af nyt og genbrug, som er blevet hans signatur. Miljø og stemning, ikke bare kontorkvadratmeter på højkant.Kronen på værket? NæhFlere hundrede håndværkere slider løs; lige nu er de nået op på 23. etage, tre fjerdedele hjemme. Nedenfor snor den gamle foderstofbygning sig ud af fortiden og ind i fremtiden, komplet med flensborgsten og siloelementer ”det første man træder ind i, når man skal se Mindet,” lover Olav de Linde. Stolt? Ja. Men lad os ikke tage ordene ud af munden på manden. Er det her så kronen på dit livsværk?”Næh,” svarer han. Kort og kontant. Der er ikke noget punktum eller klimaks. Byggefeberen raser, projekterne myldrer, og Olav de Linde lader forstå, at han slet ikke er færdig selvom næste generation for længst har fundet adgangskoden til ejendomsimperiet, og han selv ejer mere kvadratmeter end dybfrostpizzas på Aarhusbanen. Kritik, særpræg og gamle vinduer”Bolighaj,” sagde de engang. ”Spekulant,” mumlede byen. Skældsordene klæber via latinerkvarteret, hvor han sammen med sin tvillingebror i 70’erne begyndte at sætte gammelt i stand, ofte med ølvåde, langhårede hippier i den anden ende af ejendommen. Der har været ballade, gnaveri, aviskritik. I dag, hvor bazaren summer og Frichsparken står som postkort, griner folk venligt af hans stædighed. Tiderne ændrer sig. Mindet fik 237 høringssvar mest sure. Men, hævder chefredaktøren i byen, det er mest fordi den er høj. Olav de Linde selv? Han gør stadig tingene på sin måde. Når nu vi står på den kommende tagterrasse og udsigten spræller, er det tydeligt, at genbrug ikke bare er mode for mesterentreprenøren. Det er en livslang mani. ”Jeg har svært ved at smide noget ud,” indrømmer han. Hans lagre bugner af kobbertage fra for længst glemte kirker, ølandssten med sjælehuller, loftsbrædder fra avishaller. Alt kan genbruges.”Mange i branchen syntes vi var tossede de første mange år,” griner han. I dag gør de alle det samme. Sådan er det.Højeste for enhver pris? Ikke tale omFolk kan mene, hvad de vil. Om bygninger og manden bag. Mindet sniger sig en meter over Lighthouse rigtig hovmodigt. Men bevidst? Slet ikke, bedyrer De Linde. Arkitekten spurgte til højden, han tænkte lynhurtigt 12 x 12 = 144 meter. Det blev det. Om det så blev det højeste det var, siger han, et lykkeligt sammentræf. Om han selv tror på det? Hans chefredaktør gør det ikke. Bag kulissen slås de store drenge stadig på værftets gamle planker over, hvis tårn kan rage højest. Om han vil indrømme det eller ej.Om lidt føjer han så 50.000 kvadratmeter til ejendomsregnskabet og millionerne ruller videre. Lynende ligeglad, hævder han selv. ”Hvis jeg ville tjene penge, var jeg stoppet som 30-årig.” For ham er det hele stadig mest af alt en børnetræsko fuld af nysgerrighed, et æble til gæsterne, og endnu et pladsstykke sat på Aarhus’ foranderlige ansigt.
Mindet skyder op på Aarhus Havn: ”Jeg anede ikke, det var Danmarks højeste!”Luften over Aarhus Havn er for længst tyknet af ambitioner og dilemmaer. Imellem skurvogne dækket af grøn mos og byggepladsens banken, står han: Formen levende, kroppen vredet af år og erfaring og med to æbler i hånden. Et til gæsten og et til fotografen. Han, der har sat sig på silhuetten af byen, står nu med blikket mod himlen, hvor hans nyeste værk trækker størstedelen af solstrålernes opmærksomhed.Her, mellem rustne stålplader, sten fra øerne i øst og slidte kobbertage, rosineret i tiden, udspiller der sig et drama af ambition og erindring. Plancherne i vinden er ikke blot tegninger de er tankernes forløb, byens irritation og begejstring, samtidens uro over for det, der endnu ikke er blevet virkelighed. At opføre noget, der rækker op over byens søvnige tage, kræver ikke kun penge, men også den slags stædighed, der holder sig vågen, når andre for længst har lagt sig.Den gamle byggematador, med et halvt århundredes erfaring i handsken, sammenkæder sin plan ikke kun med mursten, men med idéers cement: ”Målet er at lave det flotteste hus med de bedste arbejdspladser. Men vi vil også gerne lave et sted med miljø, hvor byen kan mødes.” Omkring byggepladsen gives ekstra rum, ikke til salg, men til rekreation, til træernes latter og planters tålmodige indtog, til kunst, hvis betydning endnu venter på sit publikum.Alligevel: Et kolossalt tårn 143 meter og utallige kvadratmeter loft og gulv. Er dette da kronen på værket? Ikke for ham. For ham er ethvert værk et midlertidigt ophold, aldrig en afslutning. Vejen slutter ikke, før alt er brydet op i forvandling. Der er altid flere projekter, flere huse, mere by at sætte spor i.Hans rygte balancerer mellem genklang og modstand. Tidligere årtiers opkøb og genanvendelse af gamle ejendomme har givet ham øgenavne, som dog med tiden er visnet sammen med fordommene om, at kun nyt havde værdi. Nu, hvor genbrug og respekt for det bestående er blevet almindelig dyd, står det klart, hvor forud sin tid han var ikke som idealist, men som handlingens mand. ”Jeg kan godt lide at lave noget, jeg selv kan stå inde for. Og genbrug, det er et mantra for mig. Men for at være ærlig, så er det nok også fordi, jeg har svært ved at smide noget ud,” tilføjer han og et glimt af barnlig glæde bryder gennem rynkernes landskab.Men det store spørgsmål presser sig på, i spørgsmålets form, hvis kerne modsætter sig ethvert forsøg på store armbevægelser: Er det nu tilfældigt, at dette tårn overgår det ellers højeste i landet? Han trækker på skuldrene, giver logikken fri. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, om det bliver højest. Det var et regnestykke. 12 gange 12 er 144, så er det dét. Intet andet. Jeg vidste ikke engang, hvor højt Lighthouse var.”Ambitionens paradoks: At ville uden kådheden ved at skulle overgå. At lade tanken, ikke målebåndet, bestemme højdegraden. Imens trækker byens dom sig sammen, men for ham er det ikke blikket udefra, der afgør, om værket har værdi. For forandringens væsen er at forstyrre, og forståelsen vokser langsomt, ligesom rødderne under et nyplantet træ.Måske forsoner tiden selv byens beboere med dens nye udstrækning ind i himlen måske ikke. Imens summer håndværkerne videre, træer plantes i jord, der tidligere lugtede af olie. Da rundvisningen er slut, og han tager af sted ikke som triumfator, men som gårdmand i åndelig forstand er der stadig en rolig uro i luften. For det handler aldrig om penge, siger han. Har aldrig gjort det. Hvis det var penge, det handlede om, var han stoppet, da han var ung.Der i vinden, på kanten af havnens gulv, løfter tanken sig i takt med bygningen. Alt menneskelig stræben samles i det ubesvarede spørgsmål: Er dette begyndelsen eller slutningen eller bare endnu et led i byens evige samtale med sig selv?
Danmarks højeste tårn skyder i vejret på Aarhus Havn: Olav de Linde har stadig ikke bygget færdig.Et par grønne æbler finder vej fra en gammel have til “topmødet” på byggepladsen, hvor Danmarks snart højeste bygning vokser op som et stædigt utraditionelt træ i betonland. Jeg får det ene æble, fotografen det andet. Byggepladsens konge gestikulerer med begge hænder; man fornemmer straks, at han lever og ånder mellem mursten, plancher og kobbertag fra svundne tider. Det er hér, i skyggen af de endnu ufærdige etager, Aarhus’ skyline er ved at skifte silhuet.Planerne er listet op langs rækværket. Skitser, prøvesten, glinsende kobber og mursten med revner, ridser og historier. Jeg insisterer på at forstå, hvad manden med æblerne og den store passion egentlig har gang i midt i sin tredje alder og midt i et byggeboom, hvor det gælder om at bygge ikke bare højt, men flot, grønt og sammensat af det gamle og det nye.Visionen er mere end cement og glas. “Et nyt latinerkvarter på havnen”, kalder han det selv. Folk skal kunne mødes. Åbningsscenen er derfor ikke bare et foyerlokale i et segmenteret tårn; man træder først ind gennem det forhenværende foderstoflager den gamle maskines hjerte, nænsomt restaureret med alt det snilde, moderne renoveringskunst kan fremtrylle i forening med en trang til ikke at smide noget ud. Herfra leder han videre op, etage for etage, mod tårnets store tagterrasse, tænkt som byens ukronede fællesrum blandt planter, vind og horisont.Når han fortæller om huset, er det med samme fandenivoldske ro, som man hører hos folk, der for længst har valgt deres egne veje og i øvrigt ikke lader sig mærke af hverken tilråb eller opremsede øgenavne. “Nej”, lyder svaret tørt, da jeg spørger, om dette bliver kronen på hans værk. Hvorfor sætte punktum, når udstrygningen af årtier i ejendomsboblen fortsætter? Limen, der holder sammen på denne verden, kommer fra lysten til at bygge, ikke fra viljen til at tjene penge, forsikrer han. Forandringen er det faste holdepunkt.Den slags trækker spor i gruset: Forretningsmand, spekulant, kantet og ejendomsbaron har han været kaldt. Ingen biografi uden kontroverser og konfrontationer især dengang hans snilde for at købe op, genbruge og genoplive gamle latinerkvarter-ejendomme ofte støttede sammen med andre campisters forestillinger om ægte bykultur. Også på havnen protesterer mange, i høringssvar og overborende samtaler, før fundamentet overhovedet fyldes ud.Alligevel virker de gamle konflikter nu reducerede til ekkoer og noter i margen. Skønlitterære strejf har fundet vej til byens betonskelet: Historierne om at genindføre vinduer fra en nedlagt psykiatrisk afdeling, kobberplader fra oversete københavnerkirker og gulvbrædder fra sært forladte avisdomiciler. Netop det at genbruge og genopfinde ud fra de materialer, man nægter at kassere, mærkes som et hovedspor hos ham. Genstanden har sjæl, tiden sætter sig i deres form, og forbruget af det gamle bliver en fortælling om fremtidens bæredygtighed.Tårnets højde forholder han sig med stædig uinteresse til. De 143 meter kommer sig af hovedregningens poetiske logik frem for drømmen om at overgå naboens rekord. Om det er Danmarks højeste eller næsthøjeste, er ham, hævder han, uendeligt ligegyldigt. Han smiler, og man aner, at konkurrencen selvfølgelig både findes og fornægtes på én gang sådan er det i byer og blandt mænd, der har tid, millionformuer og ambitioner nok til at bygge deres egne grænser om og om igen.Da elevatoren standser på tiende sal, under den endnu ufærdige top, kaster et blik over Aarhus bugtens grønblå flader sig dybt ind i sindet. Huse vokser, udsigten ændres, men byens identitet stivner ikke. Mindet som tårnet hedder rækker videre ud, både fysisk og symbolsk. Når næste generation skal tage over, står her ikke et endepunkt, men endnu et komma.Sådan ender rundvisningen, hvor alt andet end penge og prestigekapløb synes at interessere hovedpersonen. Historien om et tårn fyldt med gamle vinduer og nye drømme, kastet sammen af en mand, der hverken samler på superlativer eller på magelig eftermæle. Når Mindet står færdigt i 2027, vil det skygge over havnen i flere betydninger og føje endnu et lag, endnu et æble, til fortællingen om, hvem der egentlig former byens sjæl og himmel.