Ingen ved, hvorfor to mænd næsten slog en 26-årig ihjel i Viby-kiosken Af: Redaktionen Han ligger der, midt imellem slikkepinde og skrabelodder, som et spørgsmålstegn skrevet med blod. Søndag aften i Vibyhus Kiosk bliver normalt afsluttet med byture, ligegyldige samtaler og stille summen fra køleskabet. Men den 19. januar blev kioskens pauseknap trykket i bund. For da de to mænd trådte ind mellem gajolpakkerne og smøghylderne, havde de ikke planer om at købe hverken tyggegummi eller chokolade.Offeret, en 26-årig mand, kom aldrig med et svar på, hvorfor han skulle være mål for kniv og machete. Nogen motiv dukkede ikke op under retssagen. De to tiltalte forholdt sig påfaldende tyste ikke så meget som en hvisken undslap deres læber. Skulle man tro, at stilhed taler højere end ord, så var der skræmmende højlydt i retssalen.Politiets arbejde var mere jordnært effektivt. Videoovervågning fangede begivenhederne sekund for sekund, næsten som sceneanvisninger fra et makabert teaterstykke, og DNA-spor dryppede fra gerningsmænd til gerningssted som små røde fodspor. Vidner tippede med detaljer til den mosaik, der fulgte efter; dermed kunne retten fælde dom tirsdag.Dommerens hammer faldt først over den 19-årige, Zudeeysi Abdinasir Mohamed Adan: seks års fængsel for drabsforsøg, sendt retur mod fødelandet Somalia, foruden en udvisningsdom, der lød som det sidste klask med døren. Sammenlagt næppe et biografbesøg værdig. Hans makker, den 25-årige Abdulrahman Abdulqadir Hussein, slap billigere. Retten kunne ikke helt bestemme sig: var han en håndlanger til mord, eller ”bare” til grov vold? Seks nævninge diskuterede det, som havde de skændtes om en bøtte leverpostej, og til sidst stod afgørelsen på to år og tre måneders fængsel for vold ikke drabsforsøg. Overfaldet blev klaret på mindre end et minut, men efterspillet varede måneder. Rollenærdelingen var afgørende: Mens den 19-årige stod med våbnene, var den ældre ude af billedet under selve knivstikkeriet, indtil han næste dag blev fundet i en lejlighed sammen med macheten og en blodplettet jakke. Forsvareren for den 25-årige, advokat Jan Schneider, kunne ikke dy sig for at rette en mindre opsang mod politiet: hvorfor ventede de med at opdage, at hans klient ikke havde svinget kniven? Overvågningen viste det, påstod han bestemt, og måtte dog, på den bittersøde måde, glæde sig over, at hans klient slap uden mordanklage. Sagens udfald stemte, sagde han, fuldt ud overens med hans procedure hvilket man godt kan unde sig et lille, tørt skuldertræk for.For anklageren er sagen endnu ikke lukket land. Hun vil nærlæse dommen, se nærmere på detaljerne og vurdere, om der skal ankes. For kioskejeren er livet dog forvandlet og hverdagen forskudt ud af kurs. Søndag aftener har fået et nyt ekko, selvom det kun er køleskabet, der summer. For årsagen til overfaldet druknede i anklageskrift og tavshed, som et suk, der nægter at opløses i luften.
Ingen Kender Motivet: Blodig Aften i Vibyhus Kiosk Efterlader Flere Spørgsmål End Svar.Aarhus, januar. Under det blålige lys fra overvågningskameraets objektive blik udspillede sig en handling, hvor menneskets uforklarlighed kom til udtryk i kød og blod og tavshed. I den lille kiosk ved Viby Torv, et sted hvor hverdagens rutiner plejer at udspille sig bag diskens smil og varer, blev natten brudt med kniv og machete, og en 26-årig mand lå alene tilbage, overgivet til livets skrøbelighed og det fremmede i smerten.At der efter så mange retsdage, vidneudsagn og bevisfremvisninger stadig intet motiv er blevet fremlagt, sætter en mørkere kant under retten, end domsafsigelsen formår at oplyse. Ingen ord har passeret de to dømtes læber; et intetsigende ekko, der forplanter sig i retten, som om ondskabens rod ikke kan eller vil artikuleres. I tavsheden ligger både det yderste rædsel for tilværelsen og den fortvivlelse, man uden for retten kun kan ane: Hvad driver et menneske til at føres mod et andet, ikke med hånden fremstrakt, men væbnet og hævngerrig i blikket?Politiet havde deres fakta i orden; de var ufravigelige i det, der iblandt os kaldes objektiv sandhed. Videobåndene slører ikke; de konfronterer. Dna-spor og blodige klæder, fundet dagen efter i en lejlighed i Bispehaven, loer ikke med tvetydigheder. Alligevel blev dette en sag, hvor mennesker måtte dømme mennesker, ikke alene på beviserne, men på vægten af sjæle, på de handlingers dunkle motiver, de ikke selv ville vedstå.Den 19-årige blev gjort til hovedaktøren. Seks år og udvisning en dommens kraft, der rækker ud over lovens bogstav og ind i livets uafvendelige konsekvenser. For hans følgesvend, den 25-årige, blev dommen lettere; ikke drab, men grov vold og alligevel var retten splittet. Her mærkes kræfterne, der trækker på skyldens væsen, på ansvar og på handlingens kerne. Nævningene var ikke samstemte. Hvor går grænsen mellem at hjælpe og at gøre? Hvor tungt vejer det at være tilstede, men ikke bære kniven? Fem ud af seks nævninge så ham med skyldens øjne, men dommernes saglige forstand insisterede på nuancerne.Tankevækkende er det også, hvordan forsvarens betragtning sigter mod retssystemets selvrefleksion; at politiet skulle have set det tidligere, at der i denne klokkeklare videoovervågning alligevel fandtes misforståelser og fejlagtige anklager. Skyldens placering er ikke så simpel, som tidligere tiders domsprotokoller lod forstå; i vor tid insisterer vi på forskellene, på det enkelte menneskes historie og måske også på det, vi aldrig får at vide.Det foruroligende udestående bliver da, at offeret stadig er tilbage, mærket af voldens spor, og at vi samfundet, den offentlige samtale, dommerne må efterlade denne sag uden de fulde svar. Motivet forbliver uoplyst, som et mørke midt i retssalens oplyste ramme.I den forstand hjælper ingen dom, intet pressemøde eller sagkyndig rapport på vores behov for mening. Skyld og straf kan udmåles, men ondskabens grund, motivets kim, lader sig endnu ikke udmåle i retslige paragraffer. Det er samfundets uhygge: At vi må lære at leve med det uforløste, det ubesvarede og stole på, at retfærdigheden, for denne gang, har gjort sit, hvad den kunne.Dermed sættes et foreløbigt punktum. Den, der efterspørger den dybere mening, må vende sig til tilværelsens egne mørke kroge, hvor stallens blodspor og tavshedens tunge vingeslag minder os om menneskets egentlige gådefuldhed.
Et forår i blod og stilhed en kiosk i Viby.På en kold januar-aften i den monotone puls mellem beton og neonlys på Viby Torv splintres normaliteten som en rislende glasrude. Inde i Vibyhus Kiosk rykker virkeligheden pludseligt tæt på, rød og klam, uden forklaring eller hensigt. To unge mænd træder ind som skygger fra gaden. En halv time senere bæres én mand ud overflødiggjort, forslået. Han overlevede, men kun fordi nogen havde ringet hurtigt nok.Hverken ofret eller gerningsmændene har villet sige ét eneste ord. tavshed, ikke én sætning før, ikke én sætning efter, kun kropssprog og klingen fra metal, et råb, måske et hvisken. Og vi får aldrig at vide hvorfor. Ikke i den drømmeverden, hvor motivet er en nødvendighed, lenset frem som begrundelse for vold og blod.Beviserne er ellers kolossale, ubestridelige: Overvågningskameraets slørede billeder, blodspor som skrifttegn på jakker og gulv; vidner, der for en gangs skyld så det hele og turde tale. Overfor det objektive falmer subjektet. Retten dømte hurtigt næsten mekanisk men ikke uden indre brud og rislen af tvivl.Den 19-årige, Z.A.M.A., sendes ud i seks års fængsel og et efterfølgende eksil til det Somalia, der måske kun levede som minder i familien. Hans makker, 25, blev bare dømt for grov vold en nuance, men med en vigtig betydning, selvom vi udenfor kun ser resultatet: fængsel to år og tre måneder. Retten var ikke enig, den var splittet, som alle, der overværede billederne.Men bag domsprotokollens tørre tal ulmer de eksistentielle spørgsmål: Kan retfærdigheden veje den tavshed, som ikke bare er ordløshed, men også en bevidst fortrængning af motiv og hensigt? Kan man dømme uden at forstå? Politiet sagde ja og nej. Anklageren vaklede, forsvaret fortryder politiets tilgang. “Det var tydeligt, at min klient ikke var med, da det værste skete”, lyder det uden patos. Alligevel blev ingen fri.Så hvad står vi tilbage med i den snurrende hverdag under gadelamperne? En kiosk, hvor lyset har en anden kulør; en familie, der ikke svarer; tilskuere, der ser længere end de fleste. Tavsheden begynder at føles som et hudlag, man aldrig får kradset væk, for motivet dukker aldrig op. Vi efterlades med billederne, dommen, efterdybningens uro, den tiende ven, der spørger, hvorfor det skulle ske og svaret, der udebliver.For på Viby Torv spilles stadig den ensomme melodi af overfald, betydningsløshed og det nødvendige opbud af civilisation: Retsfølget, beskyldningerne, dommen, eksilet. Imens går tiden i kiosken videre, med vagt byttet ud, det samme inventar, og stilheden. Stilhed, der er lige så ubønhørlig som de blodspor, ingen har vasket helt væk.