Fyr og flamme på E45: Falske bankbude, rigtige blå blink.Det begyndte som en drømmedag for fire unge mænd, der var klædt på til præcis det, de ikke var: bankbude. I ulastelig, men hjemmefusket habit strejfede de onsdag formiddag rundt, parate til at rydde op i ældre menneskers tillid og bankkonti. Men hen ad eftermiddagen var luften feset ud af gyngestolen, og festen stoppede brat på E45, hvor politiets blå blink satte punktum for pengedansen.Dagens første kapitel fandt sted på en stille villavej i Højbjerg. Her sad en 68-årig kvinde og kiggede på fjernsyn, uvidende om, at hendes telefon stod på spring til at bringe ballade: “Der er nogen, der forsøger at hæve penge fra Deres konto,” forklarede en myndig stemme i røret. Fornuften satte sig yderst på stolen, og før man kunne nå at bladre til side 3 i ugeavisen, var pinkoden udleveret og kreditkortet pakket til afhentning.Kort efter ringede det på døren. Goddag, banken , sagde manden på dørmåtten. Uden at lade sig forstyrre af hverken nysgerrige gardiner eller næsvise nabokatte, modtog han kortet, takkede og forsvandt i retning af nærmeste hæveautomat. Kontanterne røg ud på den forkerte side af glasruden, og bedst som bedraget satte sig til rette, rullede de unge videre op gennem det østjyske med retning mod nye ofre og større eventyr.Næste stop: et ægtepar i Spentrup. Opskriften var den samme, og udbetalingen så ud til at matche forventningerne. Men her kneb skæbnen øjnene sammen og puffede en vaks bankansat i historien en slags hverdagens Sherlock Holmes med blik for underlige kort og flagrende forklaringer. Han noterede diskret nummerpladen på de besøgende bedragere, imens den ubudne hæver hastede mod bilen og accelererede væk fra stedet.Kortere vej er der aldrig fra Spentrup til den armsvedskolde ulykke på motorvejen ved Hadsten. En patruljevogn opfangede mistænkelige vibrationer og den netop noterede nummerplade. Sekunder senere fandt al hybris sit naturlige leje bag bilens tonede ruder. Bilen blev standset, de fire unge mænd visiteret, og taskerne bugnede pludselig ikke længere af håb, men af beslagtagningsklare kontanter og kreditkort, der tilhørte alt andet end deres lommer.Så i aftensolen, hvor hverdagen ellers kunne have kulmineret i lette drinks og hjemmestegt sejr, bød E45 i stedet på en uventet rasteplads: sigtet for bedrageri og databedrageri, kontanterne beslaglagt, og udsigten er nu mere grå mursten end grønne sedler.Både bank og politi minder nu om, at rigtige bankfolk aldrig spørger om pinkode i telefonen og at tillid i disse dage, ligesom kreditkort, bør hentes direkte fra banken.
Festen sluttede brat på E45: Moralens afsløring i svindlernes triumf.I onsdagens spæde lys begyndte fire ungersvende deres færd gennem virkelighedens forfaldne korridorer. Deres hensigt syntes i begyndelsen banal: At tilegne sig de gamles tillid ja, nærmest suge livserfaringens styrke ud, og vende den til fordel for egen vindingslyst, idet de iførte sig bankbuds skalkeskjul.Et teater spillede sig ud, hvor telefonens dunsten blev hovedscene. En kvinde på 68 år, bosat i Højbjergs lavmælte omgivelser, modtog opkaldet, hvor stemmen i røret nuancerede sig som velvilje. Sikkerhed! Tryghed! Men handlingens sandhed viste sig snedigt, som når tågen fortærer fornuftens konturer. Pinkoden blev fremtalt og overleveret, som man overdrager sin nøglering til en, der hævder at skulle udføre en nødvendig reparation.Falskhedens mand kom snart til døren og forsvandt som skygge mellem stuerne, kreditkortet i lommen, og gled videre ud i byens pulserende mørke. Penge de gamles sparede tusinder flød nu ud mellem hænder, der ikke havde krævet dem som løn for hæderligt arbejde, men alene udtynget dem med besnærende ord.Scenen skiftede. Spentrup et ældre ægtepar, samme forestilling. Frygten bor side om side med håbet om orden og moral, men bedraget er tålmodigt og metodisk, når det retfærdiggør sig selv bag påskud om beskyttelse.Skæbnen, eller måske blot hverdagens agtpågivenhed, lod dog spillets illusion briste. En bankansat ikke fanget i dagens søvnige gentagelser iagttog, funderede og greb handlingens muligheder. Et registreret nummer; et fortællingens vendepunkt. Nu rullede begivenhederne videre mellem mortorvejsasfalt og patruljebilens standhaftige lygter. Jagten blev konkret, da motoren standsede mellem Hadsten og horisonten.Fire unge mænd et sandhedsøjeblik. Uden filosofisk bølgeskvulp, men med de kontante realiteter placeret under betjentenes opmærksomme blikke: tusinder af kroner i kontanter, kreditkort med fremmede navne, og ansigter, hvor ungdommens drøm nu kulminerede i erkendelsens kløer og lovens kolde hånd.Bedragets væv er spinkelt: Det kræver blot et blik, lidt årvågenhed, og moralsk modstandskraft fra hverdagens aktører til at trække trådene fra hinanden. Den menneskelige tillid det svageste og stærkeste led blev udnyttet, men også forsvaret. Således endte svindlernes bal på den motorvej, hvor konsekvensen, og ikke kun tilfældet, fik lov at råde.Det må stå som påmindelse: Samfundets bånd trækkes og prøves for bestandigheden, men hvor bedraget spirer, må et fælles ansvar gribes, så forurettede ikke lades alene og illusionens fest ikke får lov at vare længere end til første moralske opvågning.
Falske bankbude narrede ældre men motorvejen blev endestationen.En heftig dag i østjysk forstadsliv udspillede sig som et moderne fortidsdrama, hvor fire unge mænd forvandlede sig til profitjegere med et hjerte af plastik og skarpt tunede mobiltelefoner som eneste redskab. For en kort stund havde bedraget frit slag, men en årvågen bankansat og den endeløse E45 motorvej skrev epilogen til en ellers glorværdig festival af svindelnumre.Det var i Højbjerg, at uroen først løftede sig som en doven tågebanke fjernt over Aarhus’ forstæder. Midt i dagligstuens tapet og minderne om mindre digitale tider, lyste telefonen op, og en 68-årig kvinde blev fanget i en fortælling så letkøbt og samtidig så uigennemskuelig, at kun ægte illusionskunstnere kunne have udtænkt den.En stemme, båret frem af et metalisk ekko, annoncerede uro på hendes konto. Den usynlige alarm fik hende til at række sin pinkode frem og kort efter trådte det velklædte bankbud ind ad døren. Det eneste han efterlod, var en let tomhed og et fravær af kreditkort.I flere timer forblev svindlertruppen uantastet, nærmest som børn med slikbutikken for sig selv. Industrielt optimerede de deres fremgangsmåde og bevægede sig videre mod nye mål — denne gang et ældre ægtepar i Spentrup, hvor gentagelsens tryghed blev det forbigående vindue til endnu en dag med held i sprøjten.Men som i enhver historie, hvor jubel snart slår over i mismod, begyndte vinden at vende. Banken i Spentrup, en fortrop af opmærksomme sjæle bag skranken, blev opsatte på ikke at være scene for endnu et røgslør. Mistanken blev født, og en nummerplade blev noteret, før den hævngerrige bil forsvandt i horisonten med to tusind kroner og et par plasticbrikker mere på samvittigheden.Halvanden time senere ude ved motorvejens evige bånd af asfalt og dagdrømmeri gled politiets blå blink ind som nådesløs virkelighed for de fire unge. Nu var det ikke længere telefonstemmer og diskrete afhentninger, der dikterede tempoet, men ordensmagten, som roligt bar mændene ind i patruljevognens stille, uvægerlige favn.Gennemvisiterede, til sidst blottet for illusion og overskægs-latter, måtte de fire konstatere: De mange kontanter og kreditkort tilhørte ikke længere dem, og svindlens karneval havde sat kursen direkte mod retsmaskinens maskinrum.Kunsten at snyde blev denne dag overhalet, iklædt blå uniform og bevæbnet med opmærksomhed, på den store jyske motorvej og for en ældre kvinde i Højbjerg blev hverdagen i det mindste bragt tilbage til den gamle trygge rytme, hvor telefonen forblev blot et apparat, og bankbuddene kun eksisterede i fjernsynets reklameblokke.