PETs Hemmelige Anholdelse: Spionageanklager og Tavshed i Retten


Tv2østjylland.dk 6 juli 2025

Lignende artikler; 1    2    3    4    5    6    7    8   

Den sjove.

Aktindsigt løfter sløret for PETs hemmelige anholdelse: Den mistænkte spion tav i retten En tung sommermorgen i Brabrand rullede PETs sorte biler lydløst oppad Høiriisgårdsvej. Dørene blev slået op, og naboer kunne høre råb og skrig, mens maskerede, bevæbnede betjente med præcision formede et mindre drama i dagslyset. På det tidspunkt vidste ingen udenfor, hvad der foregik – men nu kaster en aktindsigt nyt, sjældent lys over sagen, hvor en 53-årig mand, siden juni, har siddet bag tremmer anklaget for spionage.Historien om den 53-årige mand er, som det gode gys: fyldt til randen med fortielser. Da han kort efter anholdelsen blev ført til grundlovsforhør i Aarhus, var dørene lukkede, offentligheden måtte vente på postkassen, og ikke én journalist kunne fortælle, hvad der egentlig var på færde. Men retsbogen, der nu er blevet tilgængelig takket være aktindsigt, giver flere brikker til puslespillet – om end motivet forbliver mystisk.Retsbogen afslører blandt andet, at manden blev forsynet med en afghansk tolk. Den detalje sender tankerne tilbage til tyske medier, hvor der tidligere var blevet mumlet om, at den anholdte havde afghansk baggrund. Han blev anholdt præcis klokken 07.01 den 26. juni – information, der indtil nu kun har været sladder på gaden og hvisken mellem linjerne.Selve grundlovsforhøret udviklede sig dog ikke til nogen gyserroman. Den sigtede mand valgte nemlig at holde munden lukket, som en politimand der har glemt adgangskoden til sin egen telefon. Ved retsmødet nikkede han dog til samtlige formalia, og samtykkede til udlevering til Tyskland – et samtykke, sagt med et nik snarere end med ord.Ifølge anklagerne er den 53-årige mistænkt for assistance til Irans efterretningstjenester; at have været i Berlin, hvor han i juni sidste år skal have samlet oplysninger om jødiske ejendomme og personer. Det frygtes, at dette var forberedelser til nye operationer og mulige angreb – et krimi-plot, blot uden den klassiske detektiv, der løser gåden til sidst.Hvis han var blevet stillet til ansvar i Danmark, ville det være efter straffelovens §108 – hverdagen for de færreste, med mulighed for at modtage op til seks års fængsel for hjælp til fremmede agenturer. Men Tyskland kalder, og her er strafferammen fem år.Henrik Garlik, mandens forsvarer, forklarer, at den tavse anklagede håber at give sin version af fortællingen på tysk grund, hvor sigtelserne allerede venter. Indtil transporten mod syd bliver en realitet, er han fortsat varetægtsfængslet i Danmark – et midlertidigt opholdssted mellem mistanke, dom og diplomati.Således står Brabrand nu tilbage med et minde om en morgen, hvor alt var som det plejer – lige indtil det ikke var det. Bag den lukkede hoveddør sidder en mand, stadig omkranset af mysterier, på vej mod endnu en fortælling der først lige er begyndt.

Den filosofiske

Under Tyste Faner: Et Spil om Tavshed, Opmærksomhed og Samvittighed En grå morgenstund, hvor Brabrands rækker af mursten vogter deres hemmeligheder under dugvåde træer, blev der skrevet et lille, men ikke ubetydeligt kapitel i samtidens labyrintiske dramaserie om magt, mistro og tilsyneladende meningsløse handlinger i samfundets skygger. Klokken 07.01 trængte maskerede skikkelser, bevæbnede og direkte i deres sind, ind i et hjem på Høiriisgårdsvej, hvor himmelen for et øjeblik bådede sig — ikke i forgyldt opstandelse, men i den kølige rådvildhed, der kendetegner statens pludselige indgreb.En mand, 53 år gl., og endnu uudtalt i offentlighedens bevidsthed, blev revet ud af sin hverdag. Hans navn og livshistorie svæver stadig bag duggede forhørsglas. I sig selv er denne mand muligvis ikke mere eller mindre skyldig end andre i vore dages teknologiske alenegang. Men knuden, som han nu trækkes igennem, vib­rerer med folkedybets forestillinger om den store Anden — fjenden, den fremmede, eller blot den, som ikke vil tale.Længslen efter klarhed, ja, nærmest sandhed, er dog forblevet uindfriet. I grundlovsforhøret, hvor retsprotokollen nu takket være offentlighedens insisteren flyder som kildevand ind i mediernes lys, var manden tavs. Ikke stum, men besindig i sit blik, med afghansk tolk til rådighed — ikke for at formidle bekendelse, men for at sikre forståelsen af selve processen. Måske er tavsheden netop den første frihed, individet udøver i en situation, hvor spørgsmålet om skyld for længst er blevet et socialt anliggende.Anklagerne er alvorlige. Den danske paragraf, hvortil sigtelsen relaterer, åbner for straffe op til seks år, og indebærer bistand til udenlandske efterretningstjenester, hvilket bl.a. tyskerne nu ønsker at efterforske videre. Tyskerne beskriver — med myndighedens sagligt distancerede stemme — hvordan manden angiveligt skulle have afsøgt jødiske miljøer og institutioner i Berlin, eventuelt på vegne af en fjern magt.Her, hvor sagens fortætninger samler sig, træder også tvivlen frem som en konkret aktør: mødtes han kun med tavshed for at spare sandheden, beskytte sig selv — eller reducere processen til det officielle ritual, hans skæbne nu er blevet indskrevet i? Hans forsvarer gentager, at udvekslingen af ord hører hjemme i Tyskland, ikke i dette danske sidespor.Sagen er derfor grundlæggende en opfordring til eftertanke, der rækker ud over den konkrete mands person. Hvor går grænsen mellem samfundets behov for beskyttelse og individets ret til ikke at tale? Hvartil rækker retfærdigheden, når den trænger ind i folks huse før solopgang? Og hvilken plads reserveres her til tvivlen — denne hænderne-foldende, vakkelvorne vogter af ethvert sand søgen efter ret?Endnu mens offentligheden spejder efter forklaringer, venter sagen på sin næste dagsorden: En mulig udlevering, måske allerede de kommende dage. Indtil da er det ikke kun manden, men hele samfundets evne til at balancere tvivl, omsorg og retfærdighed, der står på spil — under de tyste faner, hvor sandhed ofte kun anes i glimt og gennem tavshedens forsigtige spørgen.

Den skrappe

Aktindsigt blotlægger tavshedens mand – Spionjagt i Brabrand En tidlig morgen i slutningen af juni, mens duggen endnu klæbede til ligusterhækkene i Brabrand og fuglesangen slog sprækker i den danske stilhed, rullede bevæbnede mænd ind på Høiriisgårdsvej. Maskerede, uniformerede, med PET skrevet hen over brystet som et dystert stempel. Da dørens pinlige tavshed knustes af råb og fremmede stemmer, blev en 53-årig mand trukket ud af sin hverdag, ind i en virkelighed, der mere minder om skyggernes Berlin end om forstadens trygge gentagelse.Verden fik ikke øje på det – endnu. Pressekorpset snoozede tungt videre, og ingen fotograferede de blå blink, ingen indkredset scene, selv ikke et TV-hold i bakgear. Først langt senere sivede nyheden ud: Her midt i Jyllands stritende realitet diskede virkeligheden op med en anholdelse, der minder om koldkrigsscenarier. Spionage. Mystik. Tavshed.Tak til aktindsigten, for maskerne sidder ikke kun på mændene i sort. I retsbogen, nu TV2 Østjyllands, siden alles, kan man læse den tørre, men alligevel ildevarslende remse: En afghansk tolk tilkaldt. En anklage fra Tyskland, der taler om indblanding i fremmede magters hemmelige tjeneste; i Danmark paragraf 108, som kan kaste dig seks år bag tremmer.Huset i Brabrand bliver pludselig kulisse for en europæisk arrestordre. Tyskland kræver ham udleveret. Nationalpoetiske principper blegner, når jurakolonnerne marches frem mod fængslet: Alt tyder på, at Danmarks retssale kun var mellemlanding for denne flytbare hovedperson. Allerede ved fremstillingen i Aarhus siger han nærmest intet – ønsker udelukkende at lade ordene vente til retslokalerne i Berlin.Mens den danske offentlighed må nøjes med rapporter fra spæde kilder – øjenvidner, der kun hørte skrig og maskingeværarmslag, ikke nogen reel forklaring – udspilles dramaet syd for grænsen: Her lyder det, at manden skal have indsamlet oplysninger for iranske efterretningstjenester om jødiske institutioner og personer i Berlin. Muligvis som forspil til en aktion, måske en ondskabsfuld drift, måske blot endnu en brik i det evige spil med løgne, sprog og paranoia.Anklagemyndigheden i Tyskland har skrevet det hele ned: Tre ejendomme i Berlin, juni 2023 – ikke 2025, som den danske kalenderforskrækkelse måske lader forstå. Måske var det opnævnt i officiel tekst, hvor årstal nogle gange snubler over nutiden. Men ét står klart: Hans forsvarer siger, at klienten har valgt tavsheden – men ikke af trods; han ønsker blot at udtale sig dér, hvor han sigtes, i den domstol, hvor han forvandles til et symbol, en skygge og måske en brik for store hænder, større end den jyske døgnrytme kan rumme.Foreløbig er han stadig i Danmark. Sidder, varetægtsfængslet til 23. juli, omgivet af det jyske sommerregn og myndighedernes beskrevne procedurer. Om lidt rulles han videre – nu også med offentlighedens dirrende opmærksomhed. Måske forsvinder han derefter igen, ned mellem paragraffer og paroler, væk fra villaveje og danske sommerskyer, ind i det Europa, hvor spionen aldrig helt sover, men altid kun blunder med ét øje åbent.Det er ikke altid cigaretter og gabardinefrakke, men noget næsten mere urovækkende: Mandarinmorgener med råb gennem den danske stilhed, og en tolk, der bærer som tavshedens vokal.