Lotter i ly af natten – dengang kvinderne krammede katastrofen Det begyndte, som det så ofte gør: Med voksdug, hæklede forklæder og en idé om, at kvinder kan langt mere end at koge kartofler og trække børn i luffer. I marts 1940, mens hele landet sad på kanten af træstolene og ventede på, om rygtet om krig nu også var sandt, tog en flok driftige damer i Aarhus sagan om det store beredskab på sig. Danske Kvinders Beredskab, kaldte de sig – nystrøgne, beslutsomme og uforstyrret af verdens brøl.Det var før, nogen havde opfundet et realityshow om sammenhold, men i 1940’erne var virkeligheden ikke filmet for rullende kameraer – den blev levet. For danskerne blev det fem år med krigsluft og tyske støvler i hovedgaden. Og midt i det hele dryssede Lotterne – som medlemmerne stolt døbte hinanden – ud over det ganske land som snilde, hjælpsomme ildsjæle. Deres speciale: Omsorgsarbejde, forplejning, beredskab. Traditionelle kvindedyder, javist, men nu med krisens klokkeklare lyd som baggrundsmusik.I arbejderanstaltens køkken på Vester Allé i Aarhus dirrede gryderne, mens 30 kvinder fik kursus i at mætte munde – ikke bare familiefars vinterappetit, men hele forsamlinger, hvis nøden krævede det. Eksamen? En gullaschmiddag kogt over feltkøkken i Hørhaven – 100 mætte sjæle og svedperler i panden. Silvernåle blev stukket fast i reversen hos dem, der bestod. Ikke længe efter blev DKB’s egne kvinder skolernes redning; hjælperne, når børn og voksne skulle finde vej ned i mørket under luftalarmerne, og der skulle holdes hånden under de svageste.Nøjsomhedens snilde blev til en folkesag. Skjorteflipper, gardiner og alt, hvad der var hvide klude, blev samlet ind, smidt på depotrummet og omsyet til forbinding eller små dragter til de mindste. I Åby kunne man bytte stof til biografbilletter – en slags lokal valuta. Køkkenkvinderne syltede skolebørns æbler i Skødstrup, så intet gik til spilde, og alt gik til folk, der trængte.Der blev heller ikke set ret meget skævt til det med hierarkiet; i mændenes titler gemte sig kvindernes værd, og formænd(der faktisk var kvinder) blev draget frem under respektfuld tiltale. Alt imens voksede en slags særpræget ånd: En grim krig kunne forsødes lidt af varme måltider serveret seksmands højt hen over kartoffelskrælleren.Vinteren 1945 bar overskriften katastrofe. Schalburgtageangrebene ramte Aarhus med en voldsomhed, der satte hele byens beredskab på prøve. Paradisgades skole blev natten over et hovedkvarter for alt, hvad byen kunne mønstre af hjælpsomhed. Og her, mellem sammenstyrtede mursten og hvislende røg, trådte Lotterne du, om nogen, frem: Der blev smurt smørrebrød og stegt flæsk i en lind strøm, madrasser blev fordelt, og fortvivlede familier fandt pusterum mellem kaffen og kartoflerne.Sammenholdet var klæbet til væggene som tapetrester i en gammel lejlighed; det lagde sig ikke ned, selv ikke, da redningsmandskabet bankede på ved daggry og bad om mad til 600. Halvanden time senere var det hele klar. I løbet af de næste dage blev nødstedte samlet op, maver fyldt, og menneskelighed sat i system.Verden ændrede sig, men kvinderne og deres beredskab bestod et godt stykke tid endnu – faktisk blev de først rigtig selvstændige, da Lottekorpset flyttede hjemmefra i 1946. Stadig var de de samme kvinder; deres navne fandt man i lotteprotokoller og små, takkede avisudklip. De kaldte sig måske bare noget andet.For sådan var det i beredskabets storhedstid: Ingen anden kunne på så kort tid forvandle gamle duge til redningsudstyr, eller med så megen myndighed koge gullasch til 100 mennesker. De var fødte problemknusere, hvad enten det galdt skåret puder eller menneskeskæbner – og selvom krigen for længst er væk, har deres måde at stå sammen på sat sit aftryk: Når Danmark igen skulle rammes af krise, var det stadig kvinder, der pakkede sagerne og stillede sig forrest.Krisetider kommer og går, men sammenhold og stegt flæsk mister aldrig sin beredskabsværdi.
Lotter - Vigilans, varme hænder og viljens kvindekraft i krisetider I det øjeblik verdens usikkerhed trækker lange skygger ind over by og land, vækkes den menneskelige trang til sammenhold og nærvær. Intet fællesskab er så ægte som det, der opstår i nødens time. I Danmark, hvis lette skum for en stund blev skvulpet op af stormagternes barske bølger, fandt kvinderne et praktisk og moralsk virke midt i kaosset: Lotterne, hvis gøren og væren – båret af omsorg, flid og forplejning – blev selve rygraden i beredskabet mod krigens uvæsen.Danske Kvinders Beredskab, hvis sørgmodige fødsel lå tæt før april 1940, var hverken nostalgisk eller revolutionær. Den bar derimod en urkraft, som hæver sig hinsides forskelle, hvor politiske og religiøse skel opløses som sukker i stærk kaffe. Lotterne udgjorde en pragmatisk og stolt kreds – forankret i nærhedens etik og venlighedens praksis – der tjente samfundet i både velstand og vælten.At blive lotte var ikke knyttet til ydre herkomst, men til indre vilje. Det kræver en særlig sensibilitet: Evnen til at handle, hvor usikkerhed hersker; til at lindre, hvor smerten runger; til at holde sammen, hvor trådene er ved at briste. Den slags kræfter lader sig ikke reducere til statistikker, ej heller binde til manifeste programmer. Lotternes betydning mærkes endnu, hvor fortællingen om dem vækkes til live – ikke som helte, men som nødvendighedens og barmhjertighedens vogtere.Efterligningens nødvendighed og den uundværlige omsorgLotternes opgaver spandt sig mellem feltkøkkenets dunster og børnetøj på depot. Hvor maden blev nøje tilberedt i det fri, og 100 mennesker kunne smage solidaritet i form af gullasch, skabte de en gastronomisk trøst i hungertidens skygge. Hvor samfundslivet blev slået ud af kurs, blev hvide klude knaphedens guld – syet, forvandlet, omskabt til nye former for omsorg.Idéen om nytte indføres ikke for nyttes skyld alene, men fordi det, der gøres for den anden, i sidste ende er at gøre verden større for sig selv. At sy gamle skjorteflipper om til børnetøj, at samle frugt, at stable sovepladser i Paradisgadens kaos, alt dette er mikrohandlinger med makrobetydning. Her manifesterer sig dén etik, hvor den enkelte, skønt begrænset, rækker længere ud, fordi der er nogle, for hvem hjælpen modtages som livslinje.Eksistensen, det daglige, tidens presSkal det beskrives, hvad der virkelig vægter i minderne om Lotternes indsats, da skal det gøres i overgangene: Fra dag til nat, fra rutine til undtagelse. Under schalburgtageangrebene i Aarhus bølgede dødeligheden ind over hverdagen, og grænsen mellem tryghed og tab blev udvisket. Alligevel blev byen, om end såret, holdt sammen af de kvinder, der med kaffekande i hånd og arbejdsvante blik indrettede luftværnskvarter på Paradisgade. Redningsfolk og katastroferamte stod optegnet i lister, mætte af både ord og næringsrig forplejning.Således var det ikke alene maven, Lotterne mættede, men også det fundamentale behov for, at nogen våger, når de fleste sover. I de mørkeste timer blev der endog serveret stegt flæsk og kartofler – en gestus, der rakte ud over fysisk velvære og gav en følelse af hjem, hvor hjemløsheden truede.At blive til igennem den andenEfter krigen gik Lotterne en ny tid i møde. Organisationen bestod, flyttede hjemmefra, blev selvstændig i navnet, men forblev forankret i den erfaring, at ingen står alene i krise. Deres betydning lod sig ikke måle i et enkelt heroisk moment, men i de tusind handlinger, hvor næstekærligheden blev konkret. Hver sæk børnetøj, hver syltet krukke frugt, hver tallerken mad til et sultent barn var et vidnesbyrd om, at det enkelte menneskes handling gør en forskel.For under katastrofen og efter den, må vi insistere på den alvor, der ligger i at tage vare på hinanden. Lotternes arv lever ikke i monumenter, men i en forestilling om at nærhed og omsorg er samfundets egentlige beredskab – også selvom nød og beredskab skifter skikkelse med tiden – og at vi kun ved at række ud mod hinanden for alvor kan sige, vi har bestået prøven.
Lotterne – Kvinder i Geled for Håb og Modstand Når mørket falder på og historieskriverne holder pause, findes der altid de hænder, som rækker ud og samler stumperne sammen. Hænder, der skærer brød, syr lapper på skjorter, samler børn i slud og røg og giver overskuddet—selv når intet er tilovers. Sådanne hænder var Lotternes. I 1940 lå noget i luften, som ingen kunne indsnuse uden at hoste nervøst. Den kollektive puls i Danmark accelererede; fra hverdagens stuvede kartofler og fletkurve voksede en uro, som trækker vejret tungt gennem årene. De tyske støvler marcherede ind, og et land blev omringet af sin egen frygt. Besættelsens skygge var ikke kun et skueplads for soldater og sabotage, men en arnested for civilt mod—kvinders mod.På denne baggrund voksede Danske Kvinders Beredskab sig stor, og et navn begyndte at summe gennem gader og køkkener: Lotter. De var ikke soldater, hverken med gevær eller med blank willingness—but they wielded en slags våben: Omsorg, organisering, forplejning. De første møder foregik måske i lyset fra en dæmpet lampe, hvor kvinder i alle aldre lyttede, noterede, planlagde. Ikke kun for land og konge, men for hverdagene, der balancerede på gyngende grund. I arbejderenstaltens køkken på Vester Allé koncentrerede de sig, rev, hakkede, målte, smagte. Tre hold kvinder bestod eksamen: Gullasch til 100. Det var ikke bare mad, det var ansvar. Den slags, man ikke spiser sig mæt i, men som holder hele samfundet i gang, når ruinerne truer med at æde modet. Senere uddannedes 110 Lotter til tilflugtsrumshjælpere i Aarhus. Hver kursist blev båret af tanken om, at katastrofen aldrig skulle overraskes, kun modtages—med åbne hænder eller fyldte gryder.Men der var også poesi i det praktiske. Se blot et lager fuld af børnetøj, syet af skjorteflipper og gardiner, gemt, måske forgæves, til den dag, hvor en familie i nattens mulm må gribe det nærmeste og forlade alt. Eller skolebørn, der plukker frugt; håndarbejdslokaler, der summer af symaskiner; og glæden ved at kunne give – ikke blot nødrationer, men en livline, trukket gennem trange tider.Lotternes indsats blev for alvor synlig, hvor katastrofen bankede på døren. Som under schalburgtagen i februar 1945, hvor byen vågnede op til bombernes dumpe ekko mellem murene. Paradisgade Skole blev for en stund forvandlet til bivuak og håb: Lotter i hvide kitler, sovende børn, fortabte forældre, et måltid i nattemørket serveret til 600 mennesker—alt sammen organiseret i en rytme, kun de færreste kender: Kaos-koordination i praksis.Og der var mere. Syltet frugt til trængende familier, sølvnåle uddelt som vidnesbyrd om færdigheder i forplejning og pleje, varme måltider til børn, hvis eneste forbrydelse var at være født i en tid uden varme følelser for meget.Så længe lyset brændte i køkkenet og tråde sivede gennem symaskinen, var Danmark ikke alene. Lotternes stemmer rungede uden partifarve eller religiøst filter—her var kun nødvendighedens diskré elegance og ønsket om at overleve med hinanden.Efter krigen blev de mere end beredte. Organisationen skilte lag, forløste sig selv og fortsatte under nye navne og former. Men arven? Den blev, hvor den skulle: i det usynlige sammenhold, i evnen til at handle, før natten truer med at blive til permanent mørke.Lotterne, disse kvinder, der bar krigens vægt i skørtekanten og hjertelaget, viste – uden fanfarer, uden monumenter – at styrke findes, hvor ingen leder efter det. For i katastrofens time ligger fornyelsen, og i kvindehænderne dannes det net, som bærer os alle, når jorden forsvinder under fødderne.