Sirenernes sang over Brabrand: Politiets eftermiddagstango med våben og DNA-dragterMandagens sol formåede knap nok at bryde igennem skyerne, før Brabrand og Åbyhøj blev indhyllet i sireners symfoni en melodi, som straks fik forhaver til at dirre af nysgerrige blikke bag gardinerne. Eftermiddagskaffen blev sat i halsen, for nede på villavejen rykkede betjente frem i formation, som var de trådt direkte ud af et spillevende krimidrama.Inde midt i opbuddet blev flere personer diskret, men bestemt, ført væk iført hvide dragter, der nok havde fået enhver amatørmaler til at løfte på hatten. Men der var ikke tale om hverken nyistandsættelse eller fastelavn. Alt sammen var det et politiets forsøg på at sikre sporsikring i en sag, der i én anmeldelse blæste forbi politiets vagthavende som en stormvind: Overfald, våbentrusler, og et trioopgør mellem folk, der ifølge politiet, kendte hinanden lidt for godt.”Vi var massivt til stede, da anmeldelsen lød på, at der blev truet med flere våben,” lød det fra den stålsatte vagtchef, som måske også har læst lidt for mange svenske krimier, men i hvert fald gjorde alt for at holde tonen alvorlig.Resultatet af eftermiddagens dramatiske dans? Tre anholdte personer klædt i DNA-dragter, så efterforskerne kan følge hver eneste støvpartikel med nærmest urtepottepræcision. Hjemme hos naboerne blev kaffekopperne sat tilbage på bordet, og gennem vinduerne kunne man se nogen liste væk fra dramaets midte i stilhed.På nuværende tidspunkt er ingen kommet til skade. Men der går endnu et sus gennem villavejen, for hvem kunne dog finde på den slags midt mellem roser, ribsgeléer og ballade med boremaskinen? Østjyllands Politi tygger videre på sagens tråde, mens Brabrand og Åbyhøj synker ned i det sædvanlige, hvor det eneste, der kan forskrække, er postens ruteændring.Hverdagens drama har været forbi, og nu er det kun minderne og de hvide DNA-dragter som måske står tilbage i nysgerrige samtaler om, hvordan man egentlig bedst fjerner spor efter et stormvejr.
Sirenernes Urolige Tale: Et Efterskrift fra Brabrand og ÅbyhøjMandag eftermiddag blev ellers trivielle byrum i Brabrand og Åbyhøj forvandlet til scener for noget, der både føltes fremmed og ubønhørligt nærværende. Særligt var det lyden, der først tvang sig på sirenernes skingre, uroplagede klynk, en insisterende påmindelse om, at trygheden aldrig er mere end et stenkast væk fra at slumre. Under denne lydløse byrde bevægede ordensmagten sig gennem gaderne, synligt tynget af alvoren: Politiet var talstærkt til stede, deres ansigter forstenede i pligtens blege kontraster.Ifølge forlydender bekræftet af vagtchefens rationelle, næsten prosaiske beretning var det imidlertid ikke et klassisk opgør mellem fremmede, men en kompliceret affære blandt mennesker med fælles fortid. To personer skulle have overfaldet en tredje; ikke på må og få, men i ly af bekendtskabets ofte oversete farer. De, der kender hinanden mest, er ikke sjældent hinandens mest uberegnelige modstandere.Anmeldelsen, der havde kaldt politiet ud i en sådan styrke, var ikke blottet for vægt: Der var truet med flere våben konkrete, farlige symboler på menneskets iboende angst for tabet af magt, værdighed og ret. Anholdelsen af de tre var præget af den saglighed, som magtens udøvende instans må iklæde sig: Alle blev iført DNA-dragter; en påmindelse om, at ikke kun selve personsammensætningen, men selv det mindste spor efter hændelsen er af betydning i retfærdighedens optik.Måske var det netop dragternes hvidhed, denne tilforn neutrale farve, der i dagens urolige eftermiddag satte et urovækkende aftryk i kantstenen. For blandt indsamlede fibre og usynlige fingeraftryk ligger det spørgsmål, der til stadighed flår os itu: Hvad er det, vi frygter den andens fjendskab eller den frygt, der vokser ud af vores egne skuldre? Byens mursten og gader, som ellers er bærere af dagligdags møder og flygtige blikke, er pludselig dybt kompromitteret; det vante undergravet af hændelsens nødvendige undtagelsestilstand.Der meldes umiddelbart ikke om tilskadekomne. Dog har hændelsen, der flakkede så voldsomt gennem politikredsen, allerede sået sin tvivl og utryghed i lokalområdets inderste rum. Som åsted og erindring står spørgsmålet tilbage: Kan vi aftegne relationernes skrøbelige grænser, når vi selv bærer ansvaret for, hvordan de brydes?Andetsteds synes hverdagens rutiner at fortsætte men ingen går derfra uforandret. En ny tavshed har lagt sig som dug over Brabrand og Åbyhøj. En tavshed, der både er eftertanke og varsling.
Sirenernes Ekko i Eftermiddagen: Et Drama i Byens SkyggerMandagen var ellers en af de monotone fortovene var våde, skyerne kartede uden format hen over Åbyhøj og Brabrand, og uret sprang ubemærket fra den ene time til den næste. Men pludselig, som ét hug i hverdagen, bredte politisirenernes flakkende ekko sig mellem boligblokke og villaveje, og enhver, der ellers var optaget af hverdagens små sysler, opdagede, at nu var noget i opbrud.Det bryder altid ind i vores rytme, når ordet våben sniger sig ind i vores eftermiddagste, og der meldes om overfald i vores gader. Menneskene, som ellers genkender hinanden med blikke og gestusser, blev nu navnløse figurer i et større spil for ingen kendte egentlig detaljerne, men alle vidste, at noget katastrofalt forsøgte at finde form bag afspærringernes blå blink.En komprimeret autoritet, klædt i mørke og alvor, trådte frem. Flere personer blev ført bort iført hvide dragter, nærmest som var de både spor og forbrydelse i én og samme indpakning. Sådan føltes det for tilskueren, der kiggede bag gardinet. De hvide DNA-dragter var et symbolsk snit i det vanlige bybillede en næsten teatralsk gestus, der understregede, at her var virkeligheden blevet til et lille stykke krimi, og gadens rytme var ændret til uigenkendelighed.Myndighederne som i denne sammenhæng både er rolleindehavere og instruktører kunne senere fortælle, at to havde overfaldet en tredje. Et internt opgør, måske et gammelt regnskab, blev nu bragt ud i det åbne, hvor ingen længere kunne kalde sig uskyldig, hvis de bevidnede det. Der blev talt om trusler, om flere våben, og det var nok til at mørket føltes tættere end ellers.Fundamentet for tillid blev ridset, og tre blev anholdt. Spor skulle sikres derfor dragterne, derfor formaliteten, derfor afstanden mellem gerningsmænd og virkelighed. Intet tydede dog på, at nogen var kommet til skade et paradoks i et drama, hvor alle alligevel var ramt, ikke mindst de, der stod tilbage og spurgte sig selv, hvilken by de nu boede i.Sådan gled sirenerne væk igen, ligeså pludseligt som de kom, og eftermiddagen bed sig igen fast i det velkendte. Men noget havde forskubbet sig, en ømhed omkring vores allesammens byrum, hvor det pludselig blev muligt at blive overfaldet af både frygt og nysgerrighed på én og samme dag.