180 kroner for et sæde og lidt værdighed med i købet , journalist Man kan lugte det allerede på perronen: solcreme, sure sokker og den trykkende duft af menneskemængde, der har lagt sig i lag over vognene som en tung dyne. Sommerferien har knap rullet ud af sengen, før tusindvis af danskere møver sig ind i den metalliske mund af DSB's tog, alle med et håb om at finde en plet fri til bagdel og bagage.Planlægningen har sit eget ritual: Billetkøb i god tid, bajle med papir og apps. Mor insisterer på madpakker. Far grynter skeptisk over priserne. \ Bare rolig,\ siger bookingportalen men portalen lyver.For selv med billetten som klippekort til hvile er der trængsel og alarm. Det er ikke så meget rejsen, der draget; mere det glimtende løfte om eventyret for enden. Men for mange bliver eventyret at balancere på et stykke gulv, mens man holder sit barn og sit anseelse kørende på en pose remoulade og tvivlsom optimisme. Vognenes skæbne er uvis der kan nemlig pludselig mangle både pladser og selve vogne.Den opvakte ville måske have klikket på en pladsbillet. Paradis for 30 kroner, lover DSB, men kun, hvis du indvilger i at opgradere dig selv og din pengepung til første klasse. Her er der espresso i koppen, benplads og en velsignet ro, men prisen nærmer sig 180 kroner oven i den i forvejen pepprøde standardbillet. Tænk at skulle give små 700 kroner for ikke at sidde på skødet af en fremmed mellem Aarhus og København.Det er ikke, fordi man ikke unner nogen lidt luksus næh, enhver skal da have retten til at svinge sig på lyserød skum og stilhed, men det er jo ikke champagne det er bare retten til et sæde. Resten må stå og vugge, måske læne sig op ad en varm motor, mens dørene smækker og landskabet flagrer forbi på den anden side af glasset. Dem, der kan betale sig fra det, sidder saligt, mens vi andre håber på et ledigt sæde men kun hvis fire andre får krampe i lægmusklerne og giver op.Der opstår en mærkværdig klassedeling på skinnerne. Ikke dem med hat og stok, men dem med råd og dem uden. En billet til ro og siddeflade for de heldige svedige kompromiser for resten.Transporten svinger. Målsætninger, plakater og visioner om grøn omstilling og tog til folket basker i vinden som gamle valgplakater, men virkeligheden er træng og lun. Hvis toget skal være alternativ til bilen, skal det være menneskeligt. Ikke et markedsstudie i, hvor meget ubehag en dansker kan mases igennem, før han vælger motorvejens monotone sus.Lad dem, der ønsker ekstra, få det giv gerne første klasse ekstra varme i sædet og boller på buffeten. Men basale rettigheder som at sidde ned, mens man får transporteret sin ferieglæde tværs over landet må ikke koste ekstra, ikke koste værdigheden, ikke koste 180 kroner og et skævt smil fra hjemvejen.For togdrømme skal ikke købes som luksus. En plads i toget burde være hvermandsret.
En plads i toget En billet til mere end transport Sommeren har lagt sig over landet, og med den følger årets store folkevandring på skinner. Familier og enkeltpersoner bevæger sig febrilsk gennem perronlandskaber, balancerende på overfyldte trinbrætter og med en uro, der ikke kun skyldes rejselyst, men også rejsens vilkår. Hver billet er et håb om fremskridt, om at blive båret fra dét stedet, man kender, til det, man har glædet sig til. Alligevel hersker en mærkelig usikkerhed i den fælles togrejse, en uro om, hvorvidt man overhovedet har sin plads i toget ikke blot som billetholder, men som menneske.For virkeligheden for mange er denne: Billetterne er for længst bestilt. Kufferterne pakket. Forventningen klar. Men i det øjeblik dørene åbnes, og kupeerne afsløres, brydes kalkulen ned. Togets gang var tænkt som passage, og alligevel bliver gangen ofte til opholdssted for trætte børn, søgende familier, besværet bagage og blikket, der flakker mod forbudt komfort bag glasdøre. Et interiør, hvor ledige pladser glimter og kaffen dufter, men hvor adgangen koster 180 ekstra kroner. Ikke som supplement, ikke som luksus, men som forudsætning for at sidde ned.Dette er ikke spørgsmålet om, hvorvidt intimsfæren har en pris det ved vi, at den har. Men at adgang til det mest basale, til roen og pladsen imellem destinationer, bliver afhængig af betalingsevne, er en forskydning i det fælles. Endnu værre: Denne forskydning virker nogle gange mindre som et tilfælde og mere som en kalkuleret strategi. Når den almindelige klasse reduceres til gangplads og stående transport i flere timer, er der noget, der forlader sit etiske grundlag. Transport bliver ikke længere for folket, men for udvalgte. Man kunne fristes til at mene, at man tvinges til opgradering, ikke for nydelsens skyld, men for nødvendighedens.Her står vi, muskelsammenkrampende og svedende, forundrede over, at færdsel ad de berygtede skinner kræver mere end et gennemsnitligt månedskort og et velvilligt sind. Her skelnes der mellem dem, der blot ønsker at flytte sig, og dem, der kan betale sig til at sidde ned imens. Når det centrale bliver ikke transport, men adskillelse, opstår et A- og B-hold af rejsende de, der kan forlade uroen, og de, der må håbe på næste station.Denne struktur fortæller os noget grundlæggende om vores samfund. Ikke kun fordi priserne belaster, men fordi de underminerer forestillingen om det kollektive. Hvis målet om grøn omstilling og brug af fælles transportmidler virkelig skal realiseres, må toget være åbent ikke kun i dørene, men for kroppen. For først når rejsen bæres af et rimeligt grundlag, og ikke af hierarkier, kan vi tro på, at toget samler snarere end splitter.Måske bør det være en del af rejsens filosofi, at alle har ret til en plads, ikke kun som destination, men som betingelse for bevægelse. Kun derfra kan vi bevare håbet om, at togrejsen forbliver et offentligt anliggende og ikke en luksus for de få, men en mulighed for det mange.
En Plads i Toget Et Rimeligt Krav? Det bliver 180 kroner ekstra, tak. Sætningen rammer som et hårdt slag i portemonnæen, mens du balancerer på ét ben mellem to børns ivrige kufferter, én halvkold franskbrødsmad og resten af Danmarks rejselyst, som har presset sig sammen i Intercity-vognen på vej mod sommerdanmark.Ferien kalder, og du har hele kalenderen sirligt planlagt: billetter købt i god tid, taskerne pakket og børnene lokket med udsigterne til is og bølger. Alligevel står du dér, med sveden løbende, øjnene flakkende efter et mindste tegn på en ledig plads, mens toget ruller over Fyns flade marker. Siddepladser? De findes på papir. I virkeligheden er de reserveret som sjældne oaser, kun tilgængelige, hvis du vil betale prisen for et par timers ro: først 30 kroner for en pladsbillet, men kun hvis du vender pengepungen helt ud og opgraderer til første klasse for de ekstra 180 kroner oveni den i forvejen bekostelige billet.Ja, der blinker en slags forførende luksus bag glasvæggene. I første klasses tyste landskab sidder fåtallige rejsende med kaffe, blå avis og god benplads, isoleret fra den kollektive svedtur på 2. klasse, hvor råben, stønnen og barnegråd indgår i fællesbilletten. Men det, der burde være et valg kaffe og ro som ekstra luksus er nu blevet forudsætningen for overhovedet at undgå den tørre følelse af at være indkvarteret i en mobil menneskeforsendelse.Så opstår mistanken: Måske er dette ikke bare en konsekvens af travlhed og slidte tog, men et regulært trick? Et system, der puffer folk mod første klasses forgyldte sæder, fordi knapheden tvinger den brede befolkning til at betale sig fra den allermest fundamentale rettighed: at sidde ned på sin rejse.Der opstår nu et A-hold og et B-hold, et skinnespændt Danmark, hvor dem med brede pengepunge får bløde sæder og udsigt til grønne marker, mens resten kæmper om kvadratdecimeterne på gulvet. Et samfundsproblem i miniature men til fuld pris. Ikke bare en skæv prisstruktur men en skævhed i selve ideen om fællesskab og lighed for den røde vogn.Det politiske Danmark ønsker, at flere skal vælge toget, at vi skal spare CO2 og sammen puste livet i kollektiv transport. Men hvem gider blive stablet til skue for hinanden, når de første klasses sæder tomt og majestætisk garanterer plads, blot til den (økonomisk) privilegerede?Næ, kollektiv trafik skal ikke ligne et discount-selskab for de mange og en loungeklub for de få. Guldet bør ligge i oplevelsens fælles frihed, og siddepladsen bør være et minimumsbidrag, ikke et luksusgode. For vi rejser ikke eneste for os selv, men for landet, klimaet og måske, trods alt for hinanden. Hvis orange billetter, grøn omstilling og sammenhold skal betyde noget, må en plads i toget ikke koste det dobbelte af, hvad nogen overhovedet har råd til eller tålmodighed til at betale. En plads i toget mere kan ingen forlange. Men det skal man så sandelig heller ikke.