Brand i udhus: Et glimt af ild på en torsdag Egebjerg, torsdag aften. En række røgsøjler rejste sig mod junihimlen og forstyrrede gråspurvenes aftenfløjt, da ilden pludselig greb fat i et udehus eller et brændeskur, afhængigt af om man er til træ eller til definitioner.Det var en slags ild, der vækker mennesker fra både tv-nyheder og aftensmad. For mens grillpølsen vendte sig selv i køkkenet, løb beboere og naboer allerede med spande, vandslanger og et helt arsenal af handlekraft mod udenomsområdet. De havde ikke læst heroiske manualer, men handlingen lå lige for hånden.Indsatsleder Lars Bønding fra Sydøstjyllands Brandvæsen ankom kort efter. Han tog ikke stor stige eller brandsprøjte under armen — men en sikker vurdering af situationen: Branden var begyndt at indfinde sig i skuret, og duften af brændt træ blandede sig let med duften af afbrændt ukrudt.Ifølge selvsamme indsatsleder gik mistanken straks i retning af en ukrudtsbrænder. En effektiv opfindelse, der i kort sekund forvandler mælkebøtter til aske og, i ny og næ, udhuse til rygende minder.Heldigvis brændte ilden ikke for evigt. Brandvæsenet pustede ikke bare ud de fik slukket ilden på omtrent én time. Takket være snelige naboer og professionelle slukningsfolk bredte branden sig ikke videre til det nærliggende hus, som kan fortsætte sin tilværelse med ild i brændeovnen snarere end i væggene.Resten af aftenen forløb nogenlunde roligt i Egebjerg. Og ét sted står der nu et udhus med flere historier end planker.
Ildflamme i Egebjerg: Mellem hænder, ansvar og tilfældet Torsdag aften brød roen i Egebjerg for en stund. I den dæmpede skumring, hvor det daglige bliver til det natlige, midt iblandt triste regnskyer og sagte fuglesang, lød pludselig brandvæsenets udrykning. Et udehus, et beskedent brændeskur, stod pludseligt i flammer, oplyste indsatslederen.Hvad er en brand? Mere end blot en fysisk begivenhed; den slår sprækker i hverdagen, river rutinen itu og blotlægger vores eksistens’ skrøbelighed. Netop dette aftenstund viste, hvor grænsen mellem tryghed og tab blot er et enkelt gnistregn væk.Idet brandvæsenets folk ankom, havde beboere og naboer allerede grebet til handling måske drevet af ansvarsfølelse over for det fælles, måske af blotte refleks. Vandspande og brandslukkere blev deres instrumenter, og i dette øjeblik voksede den menneskelige samhørighed frem fra asken. Det er i modgangen, menneskets forhold til næstekærlighed får nyt liv, og handlingen, før den bliver til ord, fortættes mellem hænder, instinkt og nødvendighed.At ildens opståen sandsynligvis kunne spores tilbage til brugen af en ukrudtsbrænder, må minde os om den uhyggelige nærhed mellem det, vi ønsker at styre, og det, der uundgåeligt undslipper vores kontrol. Hensigten var at rydde ukrudt, men resultatet blev at sætte ild på mere end det uønskede og hermed illustreres, hvor let ansvaret kan overgå til skyld.Brandvæsenet slukkede branden i løbet af cirka en time. Men i denne korte hændelsesforløb blev Egebjerg endnu engang vidne til, at livet altid balancerer på kanten af det forudsigelige og det tilfældige. Måske synker roen atter ind, men bevidstheden om den brand, der ikke blev til en katastrofe, vil hænge i luften som en tanke, der ikke vil slippe, og en påmindelse om, hvor tæt vi lever på forandringens mulighed.
Flammernes skygge i Egebjerg Egebjerg, torsdag aften. En glød, der ville have været smuk i det rette landskab, blev i denne juniaften forvandlet til en prøvelse; ikke for verdenssamfundet, ikke for nationen, men for dem, som stod tæt på beboere, familiens kreds, nabolaget, der har udhuse og drømme om en stille aften.Et brændeskur, eller som nogen måske ville sige, et beskedent udehus, oplyste mørket og rislede sine orange tunger mod stjernerne. Indsatsleder Lars Bønding et navn ikke så meget et navn, som en funktion båret af midlertidig alvor trådte ind på scenen, ikke fra rampelyset, men fra brandslangen. Mænd og kvinder med vandslanger og forestillinger om sikkerhed mødte ham på grunden, hvor ildmændene for en stund overlod værktøjet til hinanden: de første, hurtige hænder fra nabolaget og de professionelle, der, som det sig hør og bør, fuldendte dåden.Der var ikke, som man ellers kunne forestille sig på en torsdag, panik; snarere en koncentreret slags hverdagens vanvid. Brandens tuning var ikke skrevet i stor symfoni, men i små, hurtige strofer: lyden af fodtrin i grus, rystelser i hæse stemmer, bruset fra slangen, som slukkede både gløder og uro.At udhuset antændtes af en ukrudtsbrænder dette moderne, civiliserede redskab i kampen mod naturen blev hurtigt meldt ude i natten. For selvom viljen til orden er menneskets kendetegn, så er ilden altid klar til at forvandle orden til kaos, når man, i sin agt og agtpasselighed, glemmer hvad sten kan gemme under jordens overflade.Endelig, efter omtrent en times puls og sved, vendte den lille egn tilbage til sine rytmer. Kun et sortnet træ, en askebunke, gav mindelse om branden. Måske bare måske gik nogen lidt mere sagte i haven denne aften; måske lod de brænderen stå, lod tanken glide over, hvor let dag bliver til nat, hvor let en almindelig torsdag kan bære røgslør af drama.Og Egebjerg, som altid, vil bære denne aften ind i morgenstunden, hvor visheden om både ildens magt og fællesskabets beredvillighed ligger gemt mellem havehække og askeflager.