Elcykler på afveje: Aarhus drukner i hjul og klager Der er trængsel på fortovene i Aarhus. Ikke bare af droschende studerende, barnevogne og cyklende bedsteforældre, men også af grønne, blå og knaldrøde elcykler, der ligger og hviler sig på siden som udsplattede biller, dér hvor deres brugere slap dem.Flere end 100 aarhusianere har over de seneste tre uger grebet mobilen ikke for at bestille en cykel, men for at klage sig ind i systemet. Klagerne ruller ind over Aarhus Kommune, som får kvitteringerne direkte i indbakken. Og hvem skulle nu have troet det ånden udi klagesang er ikke død.Det er dog ikke sådan, at kommunen står og tripper for at forbyde det hele. Ny lovgivning har nemlig åbnet op for, at udlejningsfirmaerne gerne må parkere deres farverige cykler på offentlige vejarealer. De må ikke sætte bremseklodser i de moderne transportmidlers hjul, for loven koger ned til, at man kun må tage sig betalt for de reelle udgifter ved administration. Vi er altså over i noget med at holde regnemaskinen ren og ansigtet fortrukket i en administrativ grimasse.“Det er ikke noget kommunen kan sige nej til,” siger Felix Vestergaard fra Aarhus Kommune. Han lyder næsten opgivende og måske en smule fascineret af, at udviklingen altid er hurtigere end pjecen, man lige nåede at trykke.Men der er dog lidt styr på sagerne: Firmaerne får en venlig, digital borgeradvarsel, hver gang nogen klager, og kommunen kan sidde i systemland og tælle, hvor meget folket stritter imod den tohjulede invasion. Og oppe i de rigtige kredse arbejder man på at få økonomien til at tale sit tydelige sprog til både bruger og udlejer. Der er eksempelvis indlejret i aftalerne, at hvis man smider sin cykel som en slatten fisk midt på M.P. Bruuns Gade, så kan det blive dyrere næste gang, man trykker “start” i appen. Der skal altså, med et mere spiseligt udtryk, være lidt pisk i pedalarmene for de, der parkere uden tanke for orden og kardemomme.Cyklerne er desuden forbundet til et digitalt slæbeting de er altid sporbare: Hvis du taber din elcykel i Hadsten, både kan og skal selskabet finde den igen. Spørgsmålet er bare, om de gør det, før Agnethe på 82 snubler eller H.C. Andersen-statuen får et nyt stykke fodgænger-tilbehør.I mellemtiden ligger cyklerne, hvor de ramte jorden. Ved Banegårdspladsen kigger de ud på menneskemylderet, og på Trøjborg begraver de sig i bunken af parkerede barnevogne og kaffekopper. Mens aarhusianerne fortsætter med at klage for det kan man heldigvis stadig og myndighederne spekulerer i, om den næste nye opfindelse tager endnu mere plads.I Aarhus er der i hvert fald ingen, der kan sige sig fri: Lige nu rider alle pø om pø på bølgen, eller rettere, ruller på den.
Elcyklernes anarki eller en ny byorden?Aarhusianske gader spejler i disse uger en mærkelig stilhed ikke så meget i lyd, men i blik. Synet af skævt hensatte elcykler og løbehjul, efterladt som tavse vidner om det moderne menneskes hastværk og glemsomhed, har nemlig sat byens sjæl i skred. På blot tre uger har mere end 100 borgere mærket trangen til at klage. Deres frustration har formet sig i ord og sendt dem gennem de digitale kanaler, hvor kommunen lytter og tilsyneladende noterer.Mens disse elektriske køretøjer engang forekom som løfter om urban frihed, flyder de nu sammen i mængden af små irritationer, der risikerer at sætte sin tyngde i byens ve og vel. For nylig åbnede ny lovgivning døren for en bølge af udlejningselcykler i Aarhus. Det, der før var forbudt, blev med et pennestrøg nu tilgængeligt for alle. Udlejerne kan frit placere deres flåde på det offentlige areal en orden, der ikke er til at modsige, for kommunen står bundet til reformens bud: De kan ikke sige nej.Men friheden har sin pris, selv når den er næsten gratis. Kommunens eneste modtræk er at kræve betaling, der nøje måles og vejes mod de udgifter, det medfører. Mere må de ikke tage for administrationen, såmænd, men ej for afhjælpning af det kaos, der følger. Selskaberne, der udlejer cyklerne, modtager klager straks gennem deres egne apps. Tilsvarende følger myndighederne med langs den digitale nervestreng, og klagemængden vokser sig synlig.Det er blevet bemærket, at klagerne ikke kun strømmer ind som tilfældige dryp. De danner et mønster, en stum appel til en bedre virkelighed, hvor innovation og byliv ikke står i modsætning, men indgår i et forpligtende fællesskab. For selvom aftaler pålægger virksomhederne ansvar sporbarhed, oprydning, pligt til handling er det er kendt, at pligt sjældent alene styrer adfærd. Derfor indføres nu incitamentsstrukturer: Åger på uansvarlighed, bonuser til dem, der spiller spillet efter reglerne.Byens rum er ikke blot asfalt, men et fælles anliggende, beboet af menneskers blik og skridt. Hver elcykel, der flades hen over fortovet, er en påmindelse om, at friheden som gave bærer sin egen skygge. Måske er det ikke blot teknologiens fremmarch, men også borgerens døs, vi her ser udstillet. Ordnens opretholdelse kræver mere end regler og økonomiske incitamenter; den kræver sans for det fælles, en forståelse for byens dobbelte væsen som adgang og ansvar. Forhåbentlig føder denne krise ikke kun flere klager, men en ny samtale om vores forhold til byen og til hinanden. For uden at ville det, lægger de forvildede elcykler an til et spørgsmål, Aarhus må besvare: Hvem ejer det fælles rum, når alle må dele det, og ingen føler sig forpligtet til at rydde op?
Det elektriske virvar på velfærdsstatens fortov En eftermiddag, hvor regnen danser karruseller på de nypudsede fortovsfliser, og hvor mælkebøtterne vover sig frem mellem betonens sprækker, høres et stads af klageskrig gennem det århusianske byrum. Henover blot tre uger har kommunen modtaget over 100 klager fra byens borgere. Raslende mobilnotifikationer og arrige e-mails, hvor offentlige sind vånder sig over en myriade af udlejningselcykler og løbehjul, der ligger og flader sig ud over kantsten, hækkelabyrinter og lønnetræernes rødder.Elcyklernes ankomst er ny. Lovgivningen, digtet på Christiansborg, har åbnet for, at virksomheder nu kan udleje køretøj fra det offentlige areal i smilets by. De blanke fælges refleks glimter i de klassiske cykelstier, for her kan kommunen ikke vifte med nej-hatten. “Det er ikke noget, kommunen kan sige nej til,” udtaler Felix Vestergaard tørt, som var han sendt i byen for at annoncere indførelsen af plastikposer uden håndtag.For aktørerne kostede det nærmest ingenting at stille køretøjerne til skue og skueplads. Godt nok må kommunen opkræve lidt mønt for administrationens besvær, men kun med det pengefingerpege, de kan retfærdiggøre. Prisen for at leje det offentlige rum skal ifølge det nye regelsæt være omkostningsbestemt ikke et komma mere.Borgerne klager. Cyklen vælter. Kommunen tæller. Alting er målbart med en app. Udlejningsfirmaerne modtager automatisk besked ved klage, kommunale embedsfolk skimter statistikken. For nogen er det data, for andre er det farten, der er ny både hjulenes og tidens.Alligevel vokser byens vrede i styrke med hvert nyt hjul, der efterlades hulter til bulter i en park, foran en barnevognsrampe eller midt på stien, hvor gamle damer manøvrerer med deres ringklokker og unge drenge kører slalom uden og med hjelm. Aftalens vilkår bider, skønt måske kun symbolsk, sig fast i paragraferne. Det er firmaernes pligt at rydde op, og teknologien har givet mulighed for at spore hver enkelt cykels sidste hvilested.Der indføres økonomisk incitament eller rettere en slags ufornøjet gulerod. Fejlparkér cyklen i rampelyset af Rådhusets skygge, og udlejningsvirksomheden kan lade regningen dale ned over lejerens digitale pung. Gad vide, om teknologien kan måle samvittighedens lette prisen eller om det er såre menneskeligt at lade sig forføre af den nemme udvej, smide cyklen udenfor pizzeriaet og gå hjem ad stjernebestrøet fortov.I dette skræppende kor af byliv og maskineri, løftes de elektriske hjul til hverdagens helte for nogen, men snubletråde for andre. Det er ikke længere menneskene, men maskinerne, der taber ansigt og alligevel er det vores byrum, der bliver flosset i kanterne.Aarhus, du skal lære at dele dit rum. Fortovets strid om fremtidens transport foregår nu på el, og protesten lyder fra algoritmer og borgere med kærlig harme og århundredelang veneration for ordentlighed. Måske nærmer vi os en tid, hvor fortovets demokrati bliver afgjort på antallet af klikkede klager, og på om indtægten for en fejlparkering kan betale for lidt mere grus og skilt. Livet, og trafikken, fortsætter, med eller uden henslængte hjul.