Gammel Aarhus-professor hædres i Kiel: Bedre sent end aldrig Hvis nogen tror, at anerkendelser kun er for de unge og rapkæftede med blanke CV’er, så har de ikke mødt Jens Holger Schjørring. For forestil dig en 82-årig herre, der stadig overraskes, selv om han har vandret de akademiske gange, så længe han næsten er groet fast i dem. Nu får han Bedre sent end aldrig, som så mange oldefar-jokes starter sin største anerkendelse indtil nu i Tyskland hos folk, der ellers skulle mene, de havde nok af deres egne helte.Schjørring, som folk i Risskov oftest render på, når han er ude med hunden, bliver nemlig æresdoktor på universitetet i Kiel. Ikke for sin pæne håndskrift, men for sit grundige blik på kirkens storhed og fald. Man kunne ellers godt tro, at Aarhus drengene og pigerne havde vinket helt farvel til deres gamle professor i kirkehistorie, da han pakkede skrivebordet ned i 2009 men nej.Fra Risskov til Kiel og en tysk modstandsmand i centrum Det startede ellers som det så ofte gør: Knægt fra landet bliver teolog i næsten-rekordfart tilbage i 1968, skovler en doktorgrad hjem i 1979 og slutter af som professor på de bonede gulve to årtier senere. Men hvorfor så hæder nu? Jo, takket være tyskernes næsten poetiske tro på seniorarbejde og lange udsigter, har Kiel fundet ud af, at Schjørring faktisk ved noget. For eksempel om den tyske præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, der talte nazisterne midt imod og hellere tog kuglen end holdt kæft.Bonhoeffer blev både kurer, dobbeltagent og levede (og døde) farligt tæt på fjenden. Den slags kræver mere end mod: det kræver nogen, der gider skrive historien bagefter. Og her kom Schjørring ind og stak snuden ned i den tyske kirkekamp med blæk, blod og sved på skjorten.At forstå kampen i kirken Der har været rigeligt at undersøge, for det kriblede under præstekjolerne i tiden før og efter nazismen. Hvem stod fast, hvem bøjede nakken, og var der overhovedet nogen, der turde sige fra, når Hitler kiggede ind i kirken? Schjørring har ikke bare fundet svarene, han har også skrevet dem så grundigt, at selv de mest søvnløse tyske professorer lytter benovet med nikkende piber.Og mens han fandt tiden til det meste, passede han også rollen som hjælpepræst i Ellevang Kirke. For hvorfor ikke blande lidt hverdag ind i verdenshistorien, mens man er i gang?Et livsværk hyldes Nu klapper de i Kiel. De ser nemlig, at Schjørrings arbejde har givet den tyske kirkekamp ikke bare dansk, men international kant. Ikke noget med at tænke, at historien kun handler om de store statuer og soldater. For i historieskrivningens næsten poetiske ordbog har Schjørring sat sine egne sirlige krøller og sat gang i tankerne, så klassiske fortællinger får nye snurrige hjørner.Derfor bliver han nu hyldet som æresdoktor og ærligt talt, kan enhver, der stadig husker at tage regnfrakken på i juli, når man skal til Tyskland, ikke kun have fortjent et diplom på livsværket, men også en tosproget fanfare.Så næste gang du møder en professor emeritus i Brugsen, der fumler med panteflaskerne, så husk: Gammel er kun noget, man bliver i dåbsattesten. Anerkendelsen kan drysse ned hvornår som helst også som et pludseligt prust i sommervarmen fra Kiel.
Bedre sent end aldrig: En professorlig hædersstund i skyggen af fortiden Der er noget særegent ved øjeblikket, hvor hæderen overgår én, ikke mens blodet endnu bruser hastigt i ungdommens årer, men når tiden stille har sat sine spor og karrieren står som et landskab, man kan skue tilbage over. Sådan et øjeblik indtræder nu for en mand fra Risskov, hvis liv i forskningens tjeneste har udfoldet sig med den afdæmpede styrke, som først senere får sin rette klangbund. For ved universitetet i Kiel, hvor fortiden ikke kun er kulisse men også aktør, møder Jens Holger Schjørring det, man måske kan kalde rettidig senhed: Han udnævnes torsdag 17. juli til æresdoktor ved Det Teologiske Fakultet. Han er 82 år.Der findes en særlig alvor i denne slags anerkendelse, der kommer dryssende som sne en martsdag, lægger sig på skuldrene og minder om, at også de, der valgte fordybelsens vej frem for tønden med laurbær, en dag lettere kan ranke ryggen. Jens Holger Schjørring har ladet sin tid gå med at følge de bevægelser, samvittigheden forårsager i historien, og i hans forskning har særligt ét navn dog ikke kun det kaldt på hans vedholdende opmærksomhed: En tysk præst og modstandsmand, hvis liv skinnede desto klarere i et mørklagt Europa.Skæbner som Dietrich Bonhoeffer tilhører ikke kun deres samtid, for det er i eftertidens fortolkning, deres stemme får sin rækkevidde. Den danske professor har skrevet sig ind i netop denne kamp for betydning og forankring. Bonhoeffer, aldeles kompromisløs, gik ind i modstandens tjeneste, hvor han i teologien så en nødvendig protest mod diktaturet og det åndelige forfald. Hans lod blev martyrdøden, hans eftermæle stærkere end den stilling, han blev rykket fra. Skjørring, på sin side, har ikke ladet blikket fortrække for de urolige og mørke lag i Tysklands historie, og hans undersøgelser i kirkekampen under nazismen har åbnet værelser i fortiden, hvor både heltemod og tvivl har fået lov at leve.Men også i det beskedne, nærværende har han fundet sin plads: Hjælpepræst i Ellevang Kirke sådan som det sømmer sig for den, der ikke kun vil forstå, men virkeliggøre, hvad det vil sige at være menneske i mødet med de store spørgsmål. Og det er måske netop denne dobbelthed: det indadvendte studium og det udadvendte virke, der nu anerkendes af de teologiske kolleger ved fjordbyen i nord.Med Kiel-udnævnelsen føjes nu endnu et lag til historien: Et vidnesbyrd om, at erkendelsens og ansvarlighedens veje kan begynde på mange tidspunkter, men aldrig riktigt slutter. Fakultetets ord om Schjørrings livsværk er ikke tilfældige, for det, de højtideligt slår fast, er, at hans forskning har bragt nyt liv til forestillingen om Europas kirkelige historie og brudt gamle mønstre op till fordel for et videre udsyn at fortællingen om fortiden også kan rummer et håb for nutiden.Man fornemmer i denne udnævnelse en sagte glæde: Over forbindelsen mellem Kiel og Aarhus, men også over, at historieskrivningen lever videre, så længe nogen tør se den i øjnene, uden frygt og uden overmod. For det er så vist: Bedre sent end aldrig er ikke kun et ordsprog, men en sandhed, der forpligter.
Bedre sent end aldrig: 82-årig dansk professor får fornem hæder i Tyskland Af: [Journalistens navn]Der er navne, der hænger i røgen over byens tage, også når de ældes. Ingen klokke har ringet mere vedholdende i de europæiske kirkemure end Jens Holger Schjørrings ikke den metaliske lyd, man får af anerkendelse pr. strakslevering, men den tunge, vedholdende resonans i granit og katedral. Torsdag d. 17. juli løftes hans navn endnu en gang, ind i den akademiske himmel over Kiel, hvor et teologisk fakultet bøjer sig i støvet og overdrager æresdoktorværdighed til et 82-årigt, dansk professorliv.Man må sige, det er sandt, hvad de gamle lærer: Livet, og hæderen, kommer dryssende sjældent i ét fældende regnskyl, men som fin sne gennem sprækkerne i de lukkede sale. For Jens Holger Schjørring fra Risskov engang AU’er, stadig kirkens og historiens mand, nu nabo til Riis Skov, lidt vest for centrum har karrieren været ét langt spor af fodnoter og hovedværker, og alligevel er det Tyskland, som nu sætter det store, alvorlige punktum.Det kunne næsten ligne en ironi, hvis det ikke var så konsekvent: Mandens livsværk drejer sig netop om den tyske kirkes splittede historie, om troen og tvivlen, nadver og nazi de strømme af modstand og medløberi, der skyllede gennem Europas blodbaner i det 20. århundrede. Schjørring kaster sig over Dietrich Bonhoeffer, modstandsmand, teolog, dobbeltagent og martyr i ståltråd og mørke. Med Bonhoeffer i fokus granskes de uforsonlige modsætninger, der fik mennesker til enten at vende ryggen til eller gå ind i katedralens stormvejr med hånden løftet. Det hele med den næsten desperate ro, der følger af viden om, at alt kunne have været anderledes.Selv i lokale korridorer Ellevang Kirke for eksempel har Jens Holger Schjørring ikke nøjedes med at nørkle bag bøger og disputatsskærme. Han har ladet prædikestolens ekko føje sig til seminarernes summen, som om han både ville tale ind i sin tid og i fortiden på én gang.Universitetet i Kiel siger det formfuldendt: Hans forskning, siger de, har åbnet både den tyske kirkekamps fortællinger og de klassiske, eurocentriske historiefortolkninger. Schjørring har været en slags bro ikke den, der vægter sine sten på forhånd, men den vakkelvorne, genstridige slags, som rejser sig over gamle skel.At æren kommer nu så sent, kan man mene er i virkeligheden passende. For det, der kræver et livs længde at forstå, fortjener også, at anerkendelsen modnes. Der hænges et navn op i det nordtyske, en nordisk professor føjes ind bag de ældgamle kurver og spir, og dermed bliver forbindelsen mellem Aarhus og Kiel tættere. Transformationen af kirkekampens ekko til nutidens horisonter forsvinder aldrig ind i glemslens støj. Profeten er sjældent hædret i sit hjemland men heldigvis findes der fyrtårne syd for grænsen.