Røg over klitterne Skagen sat på feriepause Det er højsommer i Skagen. Solen skinner ublu ned på grillpølser og skrællede rejer, rosévin løber koldt i glassene, og Mark Dieter Schedler stemmer sin guitar for femte gang, inden turen går ind på Buddy Holly for ottende år i træk. Alt burde flyde, som det plejer. Men bag den idyl, der er mere pastelfarvet end en softice med to kugler, kradser virkeligheden pludselig: Natten før har en brand i klitplantagen syd for byen sat scenen i røg og rørstrømsk usikkerhed. Det ser voldsomt ud, at det pludselig vælter op med røg, siger Mark, som nu grangiveligt savner den slags tryghed, man kun kan finde i en støvet bar i Aarhus.Han har oplevet sin del af mærkelige Skagen-øjeblikke. Men en røgsky, der tager hele horisonten til gidsel, er ny i kataloget. Den lette fornemmelse af, at alt er muligt, får kant med billeder fra Californiske brandkatastrofer frisk på nethinden. Selv sagt, ti kilometer føles ikke langt, når det er brand, der galopperer. Og med vinden i ryggen og tørre græsstrå som evige forbundsfæller, kan selv idylliske feriedrømme pludselig bides over midtvejs i en sildemad.Alligevel, Skagen er Skagen. Beboerne kigger op, lader blikket passere den voksende røg, sukker måske dybt, men vender så tilbage til rejerne og roséen. Sammen med Mark holder de ferie, også i kaos, for mens katastrofen ulmer et stykke syd for byen, piller man uanfægtet videre. Mark observerer: Alle kigger op og ser røgskyen, men folk sidder stadigvæk og piller deres rejer. Det eneste, jeg bed mærke i, var et tysk ægtepar, der egentlig bare gerne ville sikre sig, deres autocamper ikke var transformeret til brændt aluminium, mens de cyklede ind i byen.Mod vest driver røgen, heldigvis. Billeder på nettet er dramatiske, men Mark kan ikke lugte andet end stegte rødspætter og saltvandsluft. Solen bages fortsat ned, og i den lille sangerkrog på Buddy Holly har ingen endnu bedt om at høre ”Ring of Fire”.Tirsdag blusser flammerne op igen, men stemningen i byen beholder sin ro, og nyhederne fra beredskabet luner: Slukningsfolkene har igen fået greb om ilden. Brandgærdet holder. Mark Dieter Schedler stemmer guitaren endnu en gang og trækker på skuldrene: Det er ikke sådan, at røgen er gået for solen.Ferien får lov at glide videre, omend med et og andet blik op mod himlen, hvor den sommerblå farve endnu én gang vinder over brandens grå.
Røg over Skagen: Når Californiske Syner trænger ind i Sommerens Fred Det er som om, historiens vingesus blander sig med tjæren fra kuttere og duften af friskpillede rejer, når man træder ind i Skagen i juli måned. På Buddy Holly finder vi en århusiansk musiker, Mark Dieter Schedler, der med en guitar over skulderen for længst har indoptaget byens sommerynde som et andet åndehav. Her er traditionen for musikken lige så solid som bakkerne af rosé på byens fortovscaféer.Men mandag, netop som det hele burde slå over i sansernes blide sommerferie, snyder virkeligheden sig ind på scenen gennem røg og urolige tanker. I horisonten, hvor lyset ellers altid lover noget evigt, samler sig en sky; ikke kun af røg, men måske også af noget, der i et flygtigt øjeblik knytter forbindelsen til fjerne katastrofer.”Det ser voldsomt ud, at det pludselig vælter op med røg,” fortæller Mark Dieter Schedler, for hvem byens glæder i år forstyrres af den uforsonlige ildsyge små ti kilometer væk, dybt i den tørstige klitplantage. I tankerne træder billeder frem af brande i Californien — dét sted som, tavst og ubarmhjertigt, altid forgår i drønende hast og tvinger folk til at forlade alt, de ejer. Trygheden er altid midlertidig. Den knastørre natur omkring Skagen er, som Mark bemærker, kun én stærk vind fra at bære flammen af sted i sin egen, lunefulde galop. Hvad er det for en styrke, vi tildeler os selv, når vi tror, vi står betrygget i verdens nordligste idyl?Dog slår den sociale puls ufortrødent. Ved bordene samles familier i lyset, folk piller rejer, hæver glassene og retter kun for en stund blikket mod den fremmede røg. Sommerlivets egen realisme: Selv midt i usikkerhederne samles bevidstheden om nuets nødvendige fornøjelser. Mark er vidne til det absurde: Foruden to turister, der søger svar på, hvordan de kommer tilbage til deres autocamper udenom branden, synes ingen synderligt berørende.Tirsdag kommer med sit modsatte ansigt: Røgen er nu mindre synlig, dagligdagens fred har atter indtaget sin scene. Billederne på nettet fortæller gamle historier om ild, men i Skagens gader er alt som før. Ingen røg har dækket solen for Mark og de andre; ingen kvalm har fordrevet violinerne. Bag facaden, bag musikken, bag det letdrikkelige rosévin trækker det endnu. For erfaringen lærer os, at ro og katastrofe ikke altid skelnes ved synets endelige. Hvad der i dag skånes, kan i morgen antænde. At leve i Skagen, denne furstesal for dansk sommer, er også at leve med erkendelsen af alt det, der pludselig kan vende, når elementerne beslutter sig for at blande sig i vores middagsbord.Således tiltager sindets tanke: At røg og rosmarin, panik og pilsner, kan eksistere samtidig, og at mennesket, uanset omtanke, må leve i en verden, hvor ingen hverken musikeren, turisten eller beboeren endegyldigt rår over retningen på vinden.
Skovbrandens skygge over Skagen: Musik, røg og rejer på kanten af klitternes sol Det kunne næsten have været et postkort: Solen hang lavt over Skagen, hvor stemningsfulde rytmer fra Buddy Holly barmede ud mod den uendelige blå horisont. Mark Dieter Schedler var, som så mange somre før, trukket mod spidsen af landet, med keyboard og lune akkorder pakket i bagagen. Men mandag blev alt for en stund dækket af et røgslør, der trak sit tvivlende penselstrøg over ferieidyllen.\ Det føltes... uvant,\ bemærker Schedler, da han beskriver det, som burde have været endnu en vanlig dag fyldt med glade turister, kolde drikke og fisk på brødet. I stedet var luften sitrende ikke af eufori, men af sorte skyer, der voksede og slog sig op over trætoppene syd for byen. Folk stoppede op og stirrede, men som man bør i Skagen, trak de på skuldrene og vendte tilbage til rejerne og rosévinen.Alligevel var der en uro, som ikke lod sig skubbe væk under dugene. Skagen er afhængig af sine vinde, sine tørre græsstepper og klitrækker, og denne sommer føltes alt lige det mere knastørt, det mere sprødt. Tanken flakkede tilbage til fremmede kontinenter, hvor flammerne har danset gennem landskaber og tvunget tusinder på flugt. Så langt var vi ikke men ideen, at det katastrofale kan galopere ind i virkeligheden, sneg sig ind mellem linjerne i musikerens dagbog.\ Man kommer til at tænke på, hvor hurtigt det kan gå,\ siger Schedler, \ om vi pludselig skulle se branden nærme sig Skagen, mens vi sad med vores glas og nød solen.\ Flammerne var dog som en uforsonlig gæst holdt på afstand af heldig vindretning. Røgen steg i kaskader, men duftede ikke, skyggen dækkede ikke byen, og solen blev monumentalt ved med at skinne på byens tage. Dog var det ikke alle, der tog det med ophøjet sind. To tyske turister, med fronten vendt mod friheden i campinglivets åbne landevej, spurgte forsigtigt Schedler, om han kendte de små livsnerver gennem området, da deres autocamper befandt sig på den \ forkerte\ side af branden. Resten ja, de knækkede skaller på rejer og skålede videre, mens røgens vej gennem landskabet blev en del af dagens samtaleemne.Tirsdagen skænkede siden lettelse; branden blussede op, men uden synlig røg over Skagen. \ Vi har slet ikke kunnet lugte det,\ bemærker Mark Dieter Schedler, med et lettere smil. Det var stadig kun billederne på nettet, der virkede voldsomme, ikke virkelighedens lette brise over byens lave tage.Nu er der atter ro. Centerchefen meldte tirsdag eftermiddag, at skovbrandens løb er standset risikoen for yderligere spredning ubetydeliggjort med hjælperes vilje og naturens nåde.Men et blidt ekko hænger tilbage: En sommer i Skagen, hvor man for en stund mærkede, hvordan verdens store brande kan kaste en lavmælt, men mærkbar skygge selv over livets lette øjeblikke mellem klitter, sang og solen, der nægter at lade sig skjule.