Det mærkelige mirakel på marken ved Hadsten Af alle de ting, der gror på den lille plet af Danmark, som hedder Ravngårdsvej 27, er det måske forundringen, der blomstrer mest. Her går Vigge Sommer rundt med sorte negle og jord under fingrene og opfinder grøntsager, som var de trylleformularer. Meterlange squash, blomstrende stjerneformede radiser og mynte, der dufter af ferie. Hvis han ser noget fancy noget, så dyrker han det. Om restauranterne tager det ind? Det må de da selv om, men han tør vædde på, at de ikke kan lade være.Gartneriet hedder Sommergrønt, og indtil 2007 havde det faktisk slet ikke tænkt sig at være fancy. Engang leverede de, som alle andre, økologisk til supermarkeder. Ikke til de almindelige butikker, men til supermarkeder de store, mekaniske munde, der slugte varer og spyttede regneark ud. Det var ærlig jord, men det var regnskabsmaskinen, der bestemte festen.“Hvis man skulle gøre det ordentligt,” siger Vigge Sommer og kigger ud over sine fire hektar kaos, “så skulle man jo have 100 hektar. Mindst. Dyrke ét grønt og så mekanisere skidtet. Men så sjovt gider jeg ikke have det.”For sjovt er vigtigt. Det siger han flere gange, mens han fægter med skovlen gennem en salathave, der mest minder om et farvestrålende maleri. Her vokser alt: chilier, der kan rykke øjenbrynene af en kok, spiselige blomster, jordbær, tomater, asparges, artiskokker. Og det hele er øko, det hele kan sælges, men ikke nødvendigvis. Han gør det, fordi han vil. Økonomi har aldrig været målet.Vigge og Astrid købte stedet i 1990. Han havde været ansat på økologisk gartneri og havde så meget arbejdsgen, at det nærmest kløede i knoglerne. “Mit mål har altid været at være økologisk gartner. Ikke at have penge nok til at bade i dem.” Siger manden, der har dyrket alt fra ærter til egensindig mynte.Men nej. Supermarkedslivet var alligevel som at spise samlebåndsmad. 17 år gik der, hvor det hele skulle være ens, rent og pænt. Så Vigge skar til: mindre maskineri, flere mærkværdigheder. Han lavede et mylder af grøntsager, orkestrerede et virvar af smagsoplevelser. Men hvordan får man solgt 100 slags grønt? Man sender familien ud med en kasse fuld af mystiske blade og ser, hvad restauranterne siger.Og Aarhus sagde: “Mere!” For det Vigge og co. kom med, var lige det, som de gode restauranter, dem der ikke følger bøgerne, havde ledt efter. Siden da kører der en grøn tråd fra Ravngårdsvej til Aarhus’ bedste gryder. Og sådan går det til, at dagens høst højest får lov at overnatte i kølerummet, inden den havner som prikken over i’et på tallerkenen hos en kok med ambitioner.Men Vigge siger også nej. “Der er ingen, der får mig til at bruge en halv dag bag et rat for at sælge grøntsager til Skanderborg. Vi leverer kun til dem, der tager det alvorligt og bor tæt på.” Om sommeren har han to hjælpere. Om vinteren lader han grøntsagerne klare sig selv i kolde drivhuse og leverer det, der stadig vil overleve.“Det er meget sjovere nu,” griner Vigge, ikke uden stolthed. “I begyndelsen, da vi leverede til supermarkederne, var der pionerånd. Så kom Excel, og så var det slut. Nu leger vi igen. Nu har jeg selv fingrene nede i jorden og næsen oppe i ideerne. Det er sgu det hele værd!”Og sådan gror miraklet videre, nu på sjette årti. Hvis man skulle gøre det rigtigt, skulle man vist gøre det, som Vigge ikke gør. Men det er måske netop derfor, det kan lade sig gøre.
”Det her burde jo ikke kunne lade sig gøre”Det er sent på formiddagen på Ravngårdsvej 27. Jordhænderne slår mod plastflader, duggene har endnu ikke forladt drivhusets ruder, og straks strømmer duften af mynte, tomatblad og et svagt anstrøg af fugtig jord. Her, midt i markernes mangfoldighed, bestemmes alt af det, der ikke følger ordnede, økonomiske planer og robuste Excel-ark. For som Vigge Sommer siger det med et skævt smil, mens han børster det værste muld af fingrene: ”Hvis man skulle gøre det ordentligt, skulle det hele mekaniseres. Jeg skulle have 100 hektar, mindst, og jeg skulle dyrke meget færre ting.” Men i stedet for maskinernes procession og monokulturens effektivitet breder fire hektar og 2.000 kvadratmeter drivhuse sig ud med overraskelser i næsten hvert ræk. Her gror blomster i en palet, forbi hvilke sommerbrisen fører toner af peber og honning. Her snor chilier sig, mælkebløde med varme eller frådende som en oprørt debataften. Engang gik al energien til supermarkederne. I snart to årtier dyrkede Sommergrønt det begrænsede udvalg, som logistikken og transportbåndet krævede af økologiske leverandører til de store kæder. I skoskæret mellem had og nødvendighed bølgede pulsen indtil også økonomisk træghed rørte på sig. ”Interessen for økologien begyndte så småt, folk opdagede at ting kan laves på en anden måde uden en masse gift,” lyder det, men markedets ubønhørlige logik trængte sig på alligevel.Det var ikke der, drømmen boede. ”Mit mål har altid været at være økologisk gartner det har aldrig været et økonomisk projekt. Jeg har ikke den her trang til, at det hele skal vokse og vokse.” Man finder en vis ro i sætningen, som udspændes mellem en jordnær eftertænksomhed og en modstand mod det uanfægtelige vækstparadigme.I et snart glemt sving løsrev Sommergrønt sig og søgte mod gastronomiens byzantinske krinkelkroge. Daværende søn og hustru fyldte kasser; de skred ind i byen til restauranterne. Glæden ved det umage, det man ikke havde set før blåklokkeblomster, meterlange squash, sukkerærter med sollicitationskraft blev broen mellem jord og køkken. Et åndehul, der manglede. Her dannedes praksis for fællesskab: den lokale producent og den nysgerrige kok i ligeværdig inspiration. ”Det er mig, der finder alt det fancy nye, og så hopper de på eller lader være,\ siger Vigge Sommer. Nu indgår Sommergrønt fast i daglig dialog med knap 20 aarhusianske restauranter. Men det væsentlige er stadig nærheden. Hvis nøden er størst, hjælper Sommergrønt. Faste kunder serviceres, behov mødes alt høstes nærmest på bestilling. ”Det er vores force, at vi servicerer.”Afstanden spiller også ind. For meget transport forkaster Sommergrønt. At bruge en halv dag i bil for at levere, giver ikke mening. Nærhed og tilgængelighed vægtes over ekspansion. Der er en næsten gammeltestamentlig ydmyghed i holdningen. Her har jorden en stemme, som hører og bliver hørt. Her spirer et mål, der ikke kan reduceres til profit eller produktivitet: ”Livet som gartner er blevet meget mere sjovt.” Det er ikke genopdaget barnlighed, men snarere glæden ved at mærke, at meningen vokser ud af det daglige slid. Det, som ikke skulle kunne lade sig gøre, har fundet sin plads. Ikke i et marked, der kræver den billigste og mest standardiserede vare, men i et mellemmenneskeligt rum, hvor alternativet lever: En niche, måske, men stærk i sin insisteren på kvalitet, originalitet og bæredygtighed. Her vægtes et andet ansvar end selve regnskabets lige linjer: Ansvar for mulden, for smagen, for fællesskabet og for det, vi måske alle sammen burde kunne lade ske.
På sporet af det usædvanlige: En gartner går sine egne veje En let jordslået duft svæver mellem rækkerne af mynte, chili og meterlange squash på Ravngårdsvej 27. Her, hvor fingre aldrig slipper for mulden og neglene bærer sort kant af dagens dont, trives en slags glæde, man sjældent hører om i erhvervslivets nyhedsspalter. Vigge Sommer, økologisk gartner og ildsjæl, har de sidste ti år spillet under radaren — og det er sådan, han bedst kan lide det.”Det her burde jo ikke kunne lade sig gøre,” griner han, mens håndfladerne lægger sig om en solvarm agurk. Egentlig er det et lille eventyr, han fortæller. At være gartner i Danmark er hårdt nok, men at køre uden om supermarkedernes kværnende maskine, at dyrke det vilde, sjældne og sælge det videre til dem, der faktisk forstår værdien — det er næsten en umulighed. Alligevel har Sommergrønt valgt præcis denne krinkelkroget vej.Der skulle, ifølge enhver manual i landbrugets ABC, stå 100 hektar marker og maskiner overalt, hvis rentabiliteten skulle optimeres. Men Sommergrønt råder kun over fire hektar jord og 2.000 kvadratmeter drivhuse. Og ud af den tætte jordsky bryder bær, grøntsager, frugter og spiselige blomster frem i lange, uforudsigelige rækker. Alt dyrket økologisk; alt vendt, drejet og udvalgt af Sommer selv.”Mit mål har altid været at være økologisk gartner — ikke at lave et økonomisk eventyr ud af det,” siger han. Økologien kom først, økonomien haltede bagefter, og ambitionerne gik aldrig på at vokse med mere end det nødvendige.Engang, forklarer han, var Sommergrønt en del af den store karavane, der leverede til Danmarks supermarkedskæder. Kontakten var kølig, produkterne standardiserede og fortjenesten kun lige nok til at hjulet kunne snurre rundt. 17 år holdt han ved, før han så skriften på væggen: For meget arbejde, for mange kompromiser, for lidt glæde.Retræten blev dog ikke til en pensionisttilværelse. I stedet åbnede der sig et hul i markedet, klar til at blive udfyldt af den med mod på det mærkværdige. Sommer og familien begyndte at gå rundt til Aarhus’ restauranter med kasser fulde af det, ingen andre havde. Ikke ti varianter af samme, men hundrede forskellige smage og dufte, som kun ventede på at overraske og udfordre smagsløg og kokkehjerner. Pludselig stod de forrest i feltet, hvor det usædvanlige og nyskabende blev mødt af anerkendende nik og åbne ordrebøger.Hvilke restauranter, Sommer leverer til, forbliver hans hemmelighed. ”Dem, der vil noget ud over det sædvanlige. Ellers vil de ikke betale mine priser,” siger han tørt. Men det væsentlige er ikke hvem, men hvordan: Hver dag, året rundt, bringes dagens høst — dugfrisk og farverig — ind til byens køkkener og til de faste gæster i egen gårdbutik. På et betingelsesløst kompromis med sig selv og med kundekredsen, der forstår værdien af det flygtige og uperfekte.Jo, det er blevet sjovere, siden supermarkedernes skygger blev rystet af. Nu ligner gartnerlivet mere en leg end en kamp. Et spørgsmål om at inspirere og lade sig inspirere. At finde alt det nye, det fancy, og lade verden hoppe med på vognen — eller lade være. For det er netop her, i det levende mellemrum mellem jord og nysgerrighed, at Sommergrønt år efter år lykkes med det, så mange kun drømmer om: At få det usædvanlige til at gro.