Danmarks nye stjerne på to hjul: Bastian sætter løbehjul på landkortet Af og til dukker der de her unge mennesker op, som ikke lader sig nøje med at lade fodbolden trille eller basketballen hoppe. De hopper selv op ad ramper, rundt i luften og hele vejen ind i rekorder og medaljer. En af de bemærkelsesværdige og næsten ubegribeligt frygtløse hedder Bastian Ravn Fjorback. Han er 13 år og regerer som dansk mester i løbehjul. Det kan virke som en mærkelig bedrift, indtil man ser ham flyve hen over stålramperne i Aarhus.På Læssøesgades Skole, hvor varmen får hjelmkanten til at klemme lidt ekstra, ruller Bastian op ad rampen med et smil, der matcher solens styrke, mens publikum gør klar til at holde vejret. Med tænderne trygt beskyttet bag gummi og håret presset fladt af hjelmen tager han et par dybe indåndinger. Og så: nedad, opad, rundt 360 graders backflip i luften, et øjeblik hvor tiden fryser og han selv nægter at røre asfalten med andet end hjulene. Da han lander, lyder der et jubelbrøl af den slags, der får selv de trætte forældre til at le.\ Den adrenalin, man får inden nye tricks eller konkurrencer, er bare det bedste,\ fortæller Bastian, tydeligvis stadig elektrisk i blikket, da han triller videre. I løbet af få år har han ikke alene lært løbehjulets nærmest magiske sprog, men også landet titler i Danmark, de nordiske mesterskaber og både EM og VM på CV’et. To gange dansk mester. Tobaksrøg og bly i blodet har han ikke, men drømmen om at snuppe endnu en medalje i Japan til november, varmer fra brystet og ned i håndleddene.Pludselig triller der hele et dansk landshold ud på asfalten, alle iført hvid trøje med et påtrykt \ National Scooter Team Denmark\ og beskyttelsesudstyr, fornuftigt nok. Det her hold ikke fodbold, ikke håndbold, men løbehjul blev oprettet så sent som i 2020, og i dag turnerer de stolt rundt og får flere børn til at hoppe op på de små, hvinende hjul. Flere medaljer rasler i holdets bagagerum, men Bastians står alligevel og lyser lidt tydeligere. Det er ikke uden grund, mener træneren:\ Det er slet ikke normalt at komme på landsholdet efter bare tre år. Hans udvikling går så vildt hurtigt, jeg har ærlig talt aldrig set noget lignende,\ lyder det fra Simon Jensen som, med sin egen unge alder, tydeligt også får lidt stjerner i øjnene over sin elev.Hverdagen er tæt pakket for Bastian: løbehjul i weekenden, fodbold i løbet af ugen, lektier og venner der skal passes. Alligevel finder han tid til det hele, som om timerne i døgnet har lagt sig fladt ned under hans hjul. Måske er det netop dét, der gør talentet så opsigtsvækkende: fart, vilje og evnen til lige at tage en ekstra omgang.Træneren tøver ikke med de store ord. \ Hvis udviklingen fortsætter, så er det kun fantasien, der sætter grænser… og måske OL, hvis heldet virkelig er med os.\ Så hvis man en dag møder en flok unge i hvidt og hjelme, der triller gennem byen, så er det måske landsholdet i løbehjul. Og midt i mængden en 13-årig fra Aarhus, der drømmer om at vende hjem fra Japan med endnu en medalje på samarbejde mellem balance, mod og et smil større end rampen selv.
Teenageryndstjerne på to hjul: En ny slags kunst i luften En spirende uro hviler over betonen, som var det et stille forvarsel om kraft i fuldt flor. 13-årige Bastian Ravn Fjorback står ved rampens top. Med en underlig intensitet træder han ind i det åbne rum, spænder hjelmen og bider tandbeskytteren på plads. Hans hænder griber endnu engang omkring styret. Et løbehjul måske barnligt i sin oprindelse, men for Bastian kilde til noget, der kunne ligne frihed. Et tilflugtssted for mod.Alt imens Bastian lader sit blik glide hen over dækkene og rampens ru kant, samler publikum sig nedenfor. Ramperne markerer ikke kun et fysisk landskab, men rummer åbning mod det ukendte: et sted, hvor muligheden for fald og triumf er lige reel. Om et øjeblik kaster han sig ud.“Adrenalinen er det bedste,” siger Bastian før afsættet. Luften vibrerer af forventning. For bag de beskyttende hjelme og skumplast gemmer han en trang til overskridelse, som kun dem, der søger ekstasen i det flygtige nu, forstår.Med et kyndigt afsæt suser Bastian ned over betonen, vælter op mod himlen, vender 360 grader et baglæns saltomortale, et backflip og lander atter nænsomt på løbehjulets to små hjul. Smilet breder sig. Et menneske, der har sprængt sin egen horisont, blot for et sekund. Publikum klapper, måske uforstående, måske beundrende, men helt sikkert rørt.Et landshold af fire hjul og viljerHvad er et landshold? For de fleste er det boldspil og nationale drømme. Men her, på Læssøesgades Skole i Aarhus, har Danmark fået et andet landshold: Et hold, hvor medlemmerne ikke sparker til en bold, men glider, springer og snurrer et nationalt løbehjulslandshold. En flok unge, hvide trøjer med rød tekst: National Scooter Team Denmark. Sammen hugger de dagligt ind i tyngdeloven og viser sporten frem landet over.Nogle har medaljer, andre bærer ar på knæ og albuer. For Bastian er det blevet til danmarksmesterskaber og internationale sejre, nordiske triumfer. Endnu kun 13, men allerede verdensvant. Til november gælder det VM i Japan. Fordringen er stor, målet klart: “Jeg satser på en medalje. Det kræver hård træning,” lyder det stille fra ham.At nå så langt, så hurtigt, er et overraskende åbent spørgsmål. For hvad betyder det, at et menneskes udvikling bryder statistikkens jernramme? At talent opstår, blusser op, som glimt man slet ikke har ventet?Træningens nødvendighed og håbets kraftBag enhver præstation gemmer sig langstrakte timer, nogen gange også ensomhedens og tvivlens skygge. Lørdag og søndag træner Bastian med vennerne, mandag med sin træner. Ugentlige rutiner; fodbold tirsdag og torsdag og plads til både lektier og venskaber. Men det er under hjelmene, hvor tankerne samler sig, at de små afgørende valg træffes: at turde prøve igen, at lade frygten blive brændstof.Fra sidelinjen betragter den unge landstræner ham med både undren og glæde: Det er ikke set før, at nogen på blot tre år bryder ind i eliten. Udviklingen en eksponentiel linje, måske uden ende. Kan man nogensinde bestemme, hvor langt et talent kan tage sig selv? Hvis sporten en dag får OL-status, måske vil navnet blive nævnt dér.Drømmens præcisionDer udspiller sig i denne niche en urokkelig eksistentiel samtale. Hver salto, hver landing er en dom over det muliges grænse; kroppen kan svigte eller løfte. I den forbigående susen gennem luften bor både frygt og glæde, og måske netop her smelter mod og tanke sammen. Det, der fra afstand kan ligne barnlig leg, fremstår ved nærmere øjekast som en dyb alvor, hvor individets håb og vilje stille finder sin retning.Løbehjulets rungende klap mod betonen er en hilsen til noget, der går hinsides det konkrete: Ganske få øjeblikke i livet er fuldt ud deres egne og børn som Bastian lærer os, at modet til at slippe hjulene fri, også er et mod til at blive sig selv.
Stålspring og stjernestøv på hjul: Bastian lægger landet bag sig Afspærret mellem skolegårdens slidte asfalt og en skarp julisol står rækker af forhåbningsfulde børn og forældre, skjult bag solbriller og mobiltelefoners rammeløg. Kampen er ikke om lærredets eller banens dominans, men om at trodse tyngdekraften, kræverne og fremtiden i samme ryk. Og her i Aarhus har en 13-årig sat sig selv på kortet — og på landsholdet.Bastian Ravn Fjorback står på rampens kant. Hans hænder holder linjerne hårdt omkring styret, hjelmens remme danner hvide mærker under hagen, mens tandbeskytteren venter i mundvigen. Man forstår udmærket, hvorfor adrenalinen sitrer op gennem armene, inden han sænker blikket og lader vægten tippe. Et splitsekund. Et rygtræk. Han suser ned og sekundet efter er han i luften. Med et plastisk snit vender han 360 grader rundt, borer løbehjulets hjul i underlaget, og lader smilet fylde mere end støjen af klappende hænder.Cirkus eller idræt? Et spørgsmål, der kun giver mening for dem, der stadig måles efter gymnastiksalens åndemål. For Bastian er den mellemting, der opstår, når skatebanens rå stål møder ungdommens uregerlighed og gamle drømme om at overraske både sig selv og tilskueren.Siden 2020 har Danmark et løbehjulslandshold. Ikke et akademisk skrivebordspapir, men en gruppe unge selv kaldt 'riders' med knæbeskyttere og nationaltrøjer, og en vanvittig lyst til at flytte grænser. Med røde kinder, sved, skrammer og medaljer i baglommen turnerer de landet rundt. De vil vise sporten frem, få de næste med. Også Bastian, der både har vundet danmarksmesterskaber og nordiske triumfer.Han var kun 10, da han første gang mærkede det lille sus, der opstår, når hjulene forlader rampen. Tre år senere blev han landsholdsklar. En udvikling så brutal, at hans træner gang på gang må knibe øjnene sammen for at se, om det nu også kan passe. “Det har jeg ikke set før,” siger han, næsten hviskende midt i musik og råb, mens Bastian på ny folder kroppen ud over kanten.Træningsugen tælles ikke i minutter, men i transporterede drømme mellem skolebænk, fodboldstøvler og skateparkens bumlende hjørner. Mandagstræningen foregår under Simon Jensens skarpe blik; weekenderne brager ud sammen med vennerne. Der er arbejde foran — og det bliver hårdt, det ved Bastian. Men når man stadig er 13, og hænderne kun er begyndt at måle afstanden til verdensmesteren, begynder mulighederne at flimre i lyset fra rampens stål.En dag, måske, blinker OL i det fjerne. Måske står Bastian under endnu højere buers spotlys og lægger et trick, ingen har set før. Indtil da fortsætter han gennem Aarhus' varme skolegårde, lader hjulene tale, tyngdekraften udfordres på ny og publikums klapsalver bære drengeansigtets smil hen over asfalten.En magisk balance mellem barn og atlet, mellem fantasi og fysisk virkelighed. På ramper af stål, i et Danmark der snart ikke kan undgå at løfte blikket.