Røg over Lisbjerg: Forbrændingsanlæg indhyllet i affaldsbrand Af Reporterens Skrivehjørne Torsdag ved daggry vågnede Lisbjerg eller rettere, blev holdt vågen i duften af røg og muligheden for at få affaldet serveret på ny, nu let ristet over lokal ild. For allerede inden de første kaffekopper var nået halvvejs gennem morgenrutinen, fik Østjyllands Brandvæsen røde ører og blå blink. Kursen var sat direkte mod forbrændingsanlægget på Energivej, hvor noget ganske uventet, men måske egentlig også ventet, glødede i kulissen.“Det er ikke voldsomt, men det er stort,” lyder det nøgternt fra operationschefen, der sammenfatter situationen som næppe noget for Hollywood men bestemt ikke en gnist, man ønsker i egen baghave. Iført refleksveste og med nøgterne pandelamper konstaterede redningsmandskabet, at affaldet lod sig nøje med at ose ingen engagerede flammer, intet pyroklastisk show. Til gengæld var der rigeligt med røg, som opslugte det morgentrætte landskab i slør af gråbrun tåge.Midt i virvaret af sod og plasticskyer stod næringsrig, men ilde lugtende bunke med ildsjæl: Fem meter i højden, fem meter i bredden og femten meter lang et slags uofficielt monument over menneskelig forbrugsfest, nu lystigt forkullet fra inderst til yderst. Brandårsagen forbliver, indtil videre, et mysterium. Måske en gnist af dagligdags tilfældighed, måske en kækt glemt varmekilde hvem ved?Kampen mod affaldsilden blev udkæmpet med seks stædige brandfolk, én sprøjte og én tankvogn, samt en gravemaskine, der fik sin debut som ildens dirigent. Udske mellem poser, plastic og pap blev foretaget på bedste vis, så de hårdeste gløder blev splittet fra hinanden og slukket med veloplagt præcision.Indsatslederen vurderer tidligt på morgenen, at kampen mod gløderne endnu vil vride tid ud af kalenderen et par timer endnu. Lugten af noget brændt hænger fortsat over Lisbjerg og indbyggerne kan igen mindes, at affaldet sjældent forsvinder uden at efterlade sig spor.
Røgen over Lisbjerg: Brandens eksistens midt i hverdagens maskineri Ved daggryens stille time, hvor natten endnu sagte viger for lyset, brød en anden slags tåge frem over forstaden Lisbjerg. Her, på Energivej, hvor menneskehedens uundværlige rester samler sig i glimtende bunker, satte virkeligheden sig på det mest håndgribelige: ild i affaldet. Advarslen kom ikke i form af flammernes slubrende mund, men gennem røgens snoende, grå ordstrøm op mod himlen. En pil af eksistensens materialitet, opstået af det, vi ville glemme. Affaldsbunken—fem meter høj, fem meter bred, femten meter lang—blev brandens leje. En affaldsbunke så massiv, at dens dimensioner trumfer ethvert hverdagsligt begreb om affald og orden. Da brandvæsenet trådte ind på scenen, blev det hurtigt klart, at dette ikke var drama i det postkortsmukke, ingen eksplosive gnister, men den seje, insisterende ild, der labber i det uoverskuelige, præcis dér, hvor tingenes betydning for længst er dømt ude. Operationschefens udtalelse lød med en næsten pastoral ro: \ Det er ikke voldsomt, men det er stort. Vi er stadig til stede derude.\ Hans ord afslører en forståelse for altings iboende risiko: Et opmærksomhedens punkt, midt i maskinens daglige drift, hvor selv det bortskaffede kan kræve menneskets uforudsete nærvær. For årsagen til branden er endnu ikke åbenbaret; således må vi stå overfor det uvisse og arbejde i loyalitet overfor det konkrete. Med gravemaskinens jernnæve og redskabets dirren forsøges flammernes sidste gemmesteder forlagt og udspredt, så vands søgende hænder kan lægge låg på glødernes hvisken. Seks brandfolk styrer den elementære dialog mellem ild og vand, affald og indsats, menneske og maskine. En sprøjte og en tankvogn føjes til dansen, der nok skal ende, men netop nu er opholdt af nødvendighedens ro: \ Vi forventer at være her et par timer endnu\ , siger operationschefen. Erfaringerne, som bunken brænder, er ikke kun praktiske—de er også en påmindelse om vores bestandige sammenvævning med det, vi ellers stræber efter at overse. Oprydningen, den evige gøren rent, bliver konkret, når røgen hæver sig og minder os om: Her er du. Her er affaldet. Her er ansvaret. Da dagen for alvor bryder frem over Lisbjerg, og røgens tyl er begyndt at lette, står kun et øjebliks stilhed tilbage. Det brændte rum mellem tingene og os, hvor betydningen sniger sig ind som en røg, der kun modvilligt vil forsvinde.
Kraftig røg ligger tungt over Lisbjerg: 15 meter affald i flammer Af en tidlig torsdag kommer morgengry ikke stille til Lisbjerg. I stedet river sorte skyer gennem luften, som tegn på at noget er galt i byens maskinrum. På Energivej, blandt rotterne af civilisationens rester, står mandskabet fra Østjyllands Brandvæsen i støv, damp og intens kulde og skuer mod den rygende masse affaldets bjerg, hvis indre endnu ikke har opgivet hedetoktet.Røgen, der vælter ud fra bunken, er tæt, men ikke spektakulær. Flammerne gemmer sig et sted længere nede, et sted hvor menneskets rod ikke umiddelbart kan komme. For bjerget af brugt liv, fem meter højt, fem meter bredt, femten meter langt, fortærer sig selv i sin egen hemmelighed. Omkring klokken fem stiger trykket, og lugten af opbrud og begyndelser blander sig med kampklædte brandfolk, der uden megen postyr gør, hvad de skal. Gravemaskinen skraber og vrider plastik, pap og resterne af engangsdrømme og spreder bunken, så vand og håb får plads.Operationschefen, der tager imod telefonens spørgsmål med nøgtern ro, forsikrer at indsatsen varer flere timer endnu. Alt er stadig dækket af røg, men intet levende er truet. Seks mænd er her. En sprøjte, en tankvogn arsenalet mod kaos. Årsagen til branden skjuler sig endnu under lagene, måske opstår den blot af affaldets indre kaos, af den vestenvinds hede, af den selvoptagne forvandlingsproces, som hører støjbyens overdrev til.Lisbjergs forbrændingsanlæg pulserer i sin egen rytme, blandet af moderne nødvendighed og byens samvittighed. Endnu er røgfanerne dagens vartegn for dem, der færdes forbi, og indsatsstyrken kæmper sig igennem lagene for at bringe ro ind i maskinens bug. For en dag vil røgsøjlen drive bort, overdøvet af bilernes monotone slinger men i dag, i morgengryets første timer, er det affaldets ild, der fylder byens lunger.