20 brandfolk kæmper stadig med brand i affald: Vi er her i hvert fald i 12 timer endnu I lattermildt morgengry, hvor kun natteravne normalt vælter sig rundt, stod en anden slags skikkelser på vagt i det nordlige Aarhus: 20 brandfolk iført sodfarvet held mod en mur af ild, røg og alt det skrammel, vi andre glemmer, vi har smidt væk.Klokken 22:07 onsdag aften blev ilden først meldt. En brand så stor, at selv månen måtte kigge den vej og studse over lysstyrken. Lysstrålen fra Lisbjerg Forbrænding kunne snart få enhver kirkegænger til at overveje, om underverdenen havde fået adgang til El-nettet.Lokale borgere, der troede, at natkværnens summen var det mest eksotiske aftenunderholdning, stod pludselig og filmede flammerne med mobilen. En frygtelig sky af røg buksede sig dovent ud over markerne og pakkede landskabet ind i en slags halvvejs-morgenmadsstemning, hvor risengrød og plastic dufter af det samme.Omslaget fra nat til dag bragte ikke ro, men afløste brandfolkene i nattens skælv med friske kræfter. Frokostmadpakker blev erstattet af aske i håret, da operationschefen med et blik så fast som armeret beton forklarede, at processen er ‘meget langsommelig’. Forbrændingens gravemaskiner lirker og skubber affaldet, og vand strømmer over bunkerne. Men som operationschefen siger: “Vi er her i hvert fald i 12 timer endnu.” Pause, blik ud over markerne. Og så retter han op: “Forventningen hedder nu nærmere… yderligere 12 timer.”Ilden i bunken af blandet affald ville slet ikke give slip. Ja, faktisk var det kun syv dage siden, det samme bjerg brændte dobbelt op, og nu - som om affaldet nægter at stille træskoene - blusser det hele igen.Heldigvis bølger røgen som en bedaget tryllekunstner over markerne, ikke ind i folks stuer. Men skulle der sidde en enkelt, årvågen familie i røgtågen, gælder den klassiske opskrift: Døre og vinduer lukkes, og ventilationsanlægget har godt af at snuppe en fridag.Det spørgsmål, man ikke kan lade være at stille sig selv denne torsdag tæt på forbrændingen: Hvor mange gange kan man brænde den samme bunke skrald af, før den selv giver op? Buddet må ligge på 'mindst tre', men så har man heller ikke prøvet kæmpet med ilden på Lisbjerg.Indtil videre skrubber 20 brandfolk videre, gravemaskinerne gnaver sig frem, og ilden - ja, den slipper ikke Affalds-Danmark lige foreløbig.
Brand i affald på Lisbjerg Forbrænding: Tålmodighedens dyst ved ilden Der er begivenheder, som vækker et særligt ekko i menneskets tilværelse. En tung, søvnløs nat, hvor flammeskæret river sig fri af dagligdagen og lægger himlen over Lisbjerg i gløderskejr. For de vågne øjne og de vågne sjæle varsledes alvorsstund: Klokken 22:07, en almindelig onsdag aften, blev en ualmindelig brand anmeldt, og snart stod 20 brandfolk i felten, beredte på ildens vilje.Her, hvor menneskets spor samles i bunke blandet affald; byens overskud og efterladenskab opstår paradokset: det vi forlader, forlader os ikke. Røgen løfter sig og finder sin egen vej, og lyset fra flammerne runder natten af med nærmest hypnotisk kraft. Derude ved kanten af byen danser ilden, og et lille samfund af maskiner og mennesker breder sig i kampens tegn.Operationschefen, en stemme gennem morgentågerne, fortæller om nattens skiften om, hvordan mandskab og maskiner sendes mod flammerne i skiftehold. Det er ikke en hastig kamp, men et sejt træk med gravemaskiner, der øser, skovler, åbner og bagved venter vandets tålmodige styrke for at kvæle gløderne én for én. En proces, hvor tiden opgives for nødvendigheden, og hvor forventning om afslutning konstant skubbes ud af horisonten: “Vi er her i hvert fald i 12 timer endnu,” lyder det, men løftet justeres, da brandens gådefulde væsen modsætter sig ethvert forsøg på endelig afdækning.Selv erfarne øjne kaster tilbage, at det ikke er første gang, faren ulmer i denne bunke: Blot i sidste uge vågnede ilden to gange i selvsamme samling. Intet bliver jo til intet af sig selv. Det, vi anbringer i forbrændingen, løser sig ikke uden modstand det kræver opmærksomhed, kræver gentagne brandvagter og mængder af vand; kræver menneskets opfindsomhed og udholdenhed.Røgen driver bort over marker og ud i det åbne heldigvis for nærliggende huse og de liv, der skjuler sig bag lukkede døre. Alligevel må årvågenheden råde: Den, der mærker røgens nærhed, formanes til at trække sig ind, lukke åbninger, slukke cirkulationen af luft; skærme det indre mod det ydre, det nære mod det truende.Denne nat og den gryende dag handler ikke blot om at slukke flammer. Den handler om hele det vilkår at kæmpe med det, vi ikke længere ønsker at eje, men som bliver ved at gøre sig gældende i virkeligheden. Affaldet er cyklens sidste led, men også begyndelsen på nye spørgsmål: Hvor længe kan vi stole på, at det er væk? Hvilket ansvar har vi, når ilden vågner i det, vi efterlader?Tankefuldt sker kampen videre ved Lisbjerg, hvor natten sænker sig, men ilden stadig skal slukkes ikke blot fysisk, men i os selv.
En ild, der nægter at dø: Brandfolk står vagt ved affaldsbjerg nord for Aarhus Klokken er knap seks denne torsdags morgen. Over marker og forstadsveje nord for Aarhus lapper rødligt skær mod himlen som en stædig besked om natlige begivenheder. Brandfolk træder i støvet, i asken, i rutiner og i nyhedens evige flamme: Endnu engang har ilden fundet føde i det menneskeskabte, i det bjerge af affald, vi kalder Forbrændingen.En brand, som tændtes onsdag klokken 22:07 på Lisbjerg Forbrænding, brænder stadig og den smuldrer ikke lige foreløbig. Vel 20 brandfolk og ni maskiner er igang, hvor handling og afmagt smelter sammen i varme, træthed og strategi.Natten er ikke kun mørk, men også fyldt med blinkende blå køretøjer og tunge gravemaskiners roterende arbejdssang. Her, mellem ild og jern, flyttes bjergene af sorteret og usorteret affald bid for bid, hvorefter hvert læs overdænges med tungt, køligt vand.»Det er en meget, meget langsommelig proces,« lyder det tørre svar fra operationschefen, der på dette tidspunkt virker både rolig og uforanderlig som om hans stemme er blevet til kulstof af mange nætters erfaring.Denne brand er hverken den første eller den sidste; i sidste uge dansede flammerne to gange i den samme blandede bunke. Hver gang slukkes branden og genopstår, som om affaldet insisterer på at blive bemærket, måske forstået. Måske er det en påmindelse, vi helst undgår.Men selvom ilden her breder sig frygtindgydende, får dens røg heldigvis lov at svæve ud over marker og åbne vidder. For borgerne, dem der vågner til rødt skær i forstadens vinduer, lyder beskeden: Luk vinduer, sluk ventilation og vent. Ilden er her endnu.Prognosen lød først på 12 timer. Nu ser alt ud til, at yderligere 12 skal lægges til. Forbrændingen sover aldrig. Og det gør brandfolkene heller ikke.Måske er det netop her, i glimtende flammer mod natteblå, at byens åndedrag og dens affald, dens hænder og dens udbrændthed mødes. Mens affaldets bjerg langsomt nedbrydes af menneskelig, mekanisk og elementær indsats, ventes daggryet på sin tur til at mildne sceneriet.Indtil da må natteholdet vige for de friske, for dem der endnu tror, at ilden kan tvinges til ro.