Varmt Vand Pist Væk: Badedyr i Eksil fra Lyseng Svømmebad Der er noget galt i vandlandet i Højbjerg. Ikke bare sådan lidt forkert, men så meget galt, at selv de mest garvede pensionistsvømmere nu må tørre svømmebrillerne af med tårer og skue længselsfuldt efter noget, der minder om lunken komfort. Lyseng Svømmebad er lukket igen. Og det er ikke første gang. Svømmebadet, der normalt slubrer 120.000 århusianere igennem på et år – fra små plaskende babyer til badedyr med badehætte og det hele – er nu på anden uge lukket. Ingen svømmetræning. Ingen pensionistvandgymnastik. Ikke engang en hurtig, skoldende bruser til de fortravlede. For der er ingen varme. Overhovedet. Hverken i bassiner eller brusehoveder. Det hele er koldere end et dansk forår i modvind. – Vi har simpelthen ikke noget varmt vand. Hverken i brusehanerne eller i bassinerne, siger Magnus Larsen, områdeleder i Aarhus Kommune med ansvar for svømmebadet. En mand, der ellers plejer at stå rank som en redningskrans på det tørre – men nu kun kan melde om teknisk nedtur fra Facebookfronten. Hele molevitten skyldes et fjernvarmerør, som har valgt at give op. Et gammelt rør, gemt så solidt i beton i nabobygningen, at det kræver mere end almindelig håndkraft at lappe det sammen igen. Bygningen har ovenikøbet en skydekælder, men hjælpen må tilkaldes med andet end riffelkundskaber. Vandskaden breder sig, og fremdriften går langsommere end en pensionist på vej gennem koldtvandsbassinet. Som om det ikke var nok, er det anden gang denne forårssæson, at Lyseng må sende sine gæster på ufrivillig tørsvømning. Sidst var det ventilationsanlægget, der blev for køligt, og nu er det altså fjernvarmen. Magnus Larsen sukker og håber, at dørene kan åbnes igen onsdag den 11. juni. Men selv håbet har fået lidt træk, for arbejdet med røret har ikke bare teknikken imod sig, men også helligdage, der ligger som en våd klud hen over kalenderen. Og hvad skal de mange svømmere så? Kommunen foreslår, at de trækker i badetøjet og prøver lykken hos vennerne: Badeanstalten Spanien, Gellerupbadet eller Aarhus Svømmestadion. En besked, der falder tungt for de mange faste hold, for deres adgangskort duer kun til Lyseng – og ingen steder ellers. Så hvis man vil i vandet, må man betale dobbelt. Det er ikke let at være badedyr i eksil. Så mens vandslangen venter på blød beton og varme rør, må byens svømmehungrende gæster finde sig i kolde kendsgerninger: Ingen bobler, ingen bassin, kun håbet om, at det hele snart bliver en smule varmere.
Det varme vands fravær: En svømmehals kolde eksistens Det, der for det blotte øje synes at være en midlertidig teknisk forstyrrelse, udgør i virkeligheden et hverdagsdrama om tab, afsavn og det moderne fællesskabs skrøbelighed. Lyseng Svømmebad – et sted hvor byens puls slår i takt med klorvandet og pensionistens rolige brystsvømmetag – er nu for anden gang i foråret blevet reduceret til en tom, kølig skal. Fraværet af varmt vand har på næsten symbolsk vis lagt et låg på den kollektive begejstring. »Det er noget rigtig møg,« lyder det kontant fra Magnus Larsen, områdeleder for svømmebadet. Og sådan står det til. Ikke blot teknisk, men eksistentielt. For hvad er et svømmebad uden vandets varme omsorg? Hvor går badedyret hen, når det ikke længere kan synke ned i trygheden? Det varme vands ophør er ikke blot et spørgsmål om rør og beton, men om brud på kontinuitet og rutine. Med 120.000 gæster årligt står et mikrosamfund nu på bredden af det kolde gys. Her afspejles en erkendelse af, hvor afhængige vi er af de infrastrukturer, vi ellers tager for givet. Kommunen skriver nøgternt på Facebook: tekniske problemer. I praksis betyder det, at ikke kun bassinerne, men også omklædningsrummene, ligger øde. Fjernvarmerøret, som har gjort sig uundværligt, er sprunget. Det er indlejret i beton i en bygning, der selv bærer spor af tidens tæring – et fjernvarmerør, der nægter at lade sig ordne uden indgribende, omstændelig indsats. Bygningen har, ud over skydekælder og historie, nu også vandskade og stilstand. Vi står i en situation, hvor vores forventninger til tilværelsen bliver konfronteret med materielle begrænsninger og tilfældigheder. For anden gang på kort tid må byens badende borgere erfare, at verden ikke altid er i vater – for nylig var det ventilationsanlægget, nu er det fjernvarmen, der sætter grænser for den kropslige frihed. Magnus Larsen håber, at dørene kan åbnes igen onsdag den 11. juni. Men også her står tiden i vejen – helligdage og tekniske vanskeligheder skubber på usikkerheden. For de mange, der savner et varmt bassin, må trøsten findes hos de omkringliggende svømmehaller. Men for dem, hvis holdkort kun gælder til Lyseng, er det en tom trøst. De må fortsat betale, hvis de vil følge trangen til at søge tilbage til vandet. Således står vi tilbage med et svømmebad, der midlertidigt er tømt for sin mening. Fraværet af varmt vand bliver til et billede på afbrudt samhørighed – et koldt vidnesbyrd om, at det, vi tager for givet, altid kan glide os af hænde.
Vandet er væk: Koldt chok og tomme bassiner i Højbjerg Det, der skulle have været en helt almindelig dukkert for byens badedyr, er blevet til en farce af kulde, teknik og kommunal panik. Lyseng Svømmebad, Højbjergs stolte vandtempel og samlingspunkt for 120.000 årlige gæster, står endnu en gang øde. Klorlugt og vandpjask er forstummet. Årsagen: Varmt vand er pist væk, og kulden har overtaget. – Det er noget rigtig møg, lyder det tørt fra Magnus Larsen, områdeleder i Sport & Fritid, Aarhus Kommune. Man forstår ham. For bare få måneder siden måtte svømmebadet lukke på grund af defekt ventilation. Nu, på anden uge, er det endnu engang slut med udspringere, babysvømmere, foreningshold, pensionister og alle de andre, der søger trøst og ro i det varme bassin. Der er ikke så meget at diskutere. Vandet er koldt. Rør er sprunget. Alt, hvad der kunne gå galt, er gået galt, og det varme element, der ellers er den stille heltes livsnerve, har lagt sig fladt. Hverken brusere eller bassiner leverer andet end et stift, iskoldt gys. Højbjergs badedyr må pakke sig sammen, søge varme andetsteds – hvis de altså har råd. På Facebook forsøger kommunen sig med de sædvanlige opdateringer om "tekniske problemer". Men det bliver hurtigt lavkomik. For forklaringen er både enkel og absurd: Et fjernvarmerør er sprunget i nabobygningen, en ældre konstruktion med skydekælder og nu også vandskade. Røret er begravet i beton, og reparation er hverken hurtig eller billig. Der skal saves, bores, og mens teknikere, papirarbejde og helligdage forsinker processen, forvandler bassinet sig til et monument over utilstrækkelighed. Og som et ekko fra en kold underverden konstaterer Magnus Larsen, at det hele måske – måske! – kan åbne igen onsdag den 11. juni. Der er dog ikke meget håb at hente. For selv om kommunen opfordrer tørstende sjæle til at springe i hos vennerne i Badeanstalten Spanien, Gellerupbadet og Aarhus Svømmestadion, er det for mange en dårlig trøst: Holdkort til Lyseng gælder ikke hos naboerne. Vil man i vandet, må man betale igen. Regningen ender som altid hos de svageste – dem, der ellers finder livsglæde i det varme bassin. Så står vi her. Et svømmebad uden varmt vand. En bydel uden samlingspunkt. En hverdag, hvor selv den mest banale luksus – at sænke sig ned i et bassin og lade skuldrene synke – bliver et privilegium for de få. Koldt og kynisk, akkurat som virkeligheden.