Første hverdag med ensretning: Flaskehalse og forvirrede bilister på Hjortensgade Tirsdag morgen. Hjortensgade. Det lugter af stress, kaffe og nysgerrige blikke ud af bilruder. Weekenden har budt på forvandling, ikke af vand til vin, men af dobbelte vognbaner til en smal ensrettet åre, der nu slynger sig gennem byen. Hjortensgade er blevet ensrettet, og med ét forvandles det velkendte trafiklandskab til et teaterstykke med bilister i hovedrollen og skilte som bipersoner. Allerede lørdag, da kommunen slog portene op for den nye trafikplan, var det, som om bilisterne slet ikke havde fået invitationen. U-vendingerne stod i kø, og flere opdagede først for sent, at vejen var spærret. Nogle vendte, andre rystede opgivende på hovedet, mens resten forsøgte at finde ud af, om det var dem eller verden, der havde taget fejl af retningen. Tirsdag blev så første hverdag med det nye system. Trafikken fra Langelandsgade mod Hjortensgade ramte muren – eller rettere et skilt og en bom – og endnu engang opstod små spontane trafikballetter, hvor biler snurrede rundt for at finde en vej ud af forvirringen. Klokken nærmer sig otte. Kaosset lurer som et dyr i morgendisen, og folk med aftaler i kalenderen mærker sveden pible frem under skjortekraven. Kommunen forsikrer, at det hele er en del af en større plan. Vesterbro Torv skal forvandles til et mere attraktivt byrum, siger de. Man kan næsten høre optimismen i mødelokalerne: En plan for mobilitet, bedre byrum, flere cykler, færre biler – og måske en enkelt duft af croissant fra et kommende torvkøkken. Men for bilisterne på Hjortensgade handler det ikke om store linjer og langsigtede visioner denne tirsdag morgen. For dem handler det om at komme frem. Og det kan ikke undgås, at der bliver dannet flaskehalse, som afdelingslederen fra kommunen konstaterer. Kommunen har ganske vist forsøgt at lære af sidste års trafikkaos – dengang hvor svingbanen ved Ringgaden var for kort, og bilerne stod som brikker i et dårligt puslespil. Nu er svingbanen længere, men bilerne står stadig. For sådan er det med trafik: Den finder altid en vej – også når vejen er lukket. Oven i hatten er Sønder Allé stadig spærret, og det gør det hele lidt sjovere. Eller lidt værre, afhængig af om man sidder bag rattet eller skriver pressemeddelelser. Kommunen lover, at der er skiltet bedre denne gang. Men skiltning og virkelighed er ikke altid på talefod. Bilisterne skal nu navigere i skilteskov, men nogle vælger alligevel at følge deres indre kompas – og det peger ikke altid mod ensretningen. Som et sidste krydderi i den trafikale gryderet kan vi se frem til næste store ændring: Fra 21. juni bliver vejen fra Klosterport til Munkegade også lukket. Aarhus får endnu et sving i sin mobilitetsplan, og byens bilister endnu en anledning til at øve sig i kunsten at lave en elegant u-vending.
Første hverdag med ensretning: Når byen strammer til, og trafikken standser op Man kan forestille sig, at byen – Aarhus, i dette tilfælde – ikke alene er en samling veje, huse og torve, men en organisme, hvor blodbanerne udgøres af trafikstrømme, og hvor enhver ændring i pulsens retning mærkes gennem hele kroppen. Lørdagens ensretning af Hjortensgade blev ikke blot et spørgsmål om vejskilte og asfalthindringer, men et spørgsmål om, hvordan vi sammen færdes og orienterer os i en virkelighed, der pludselig er blevet en anelse mere indviklet. På trods af kommunens forsøg på at informere og advare opstod u-vendingerne som spontane kropslige reaktioner – det, der sker, når vanen støder sammen med forandring. Man kan sige, at bilisten i det øjeblik stilles over for en eksistentiel valgsituation: At fortsætte mod det velkendte eller vende om, når virkeligheden – i form af en spærring – melder sig. Tirsdagens morgen i trafikken omkring Vesterbro Torv blev et billede på netop dette. Byens mobilitetsplan er sat på dagsordenen. Vesterbro Torv skal forvandles til et mere attraktivt byrum, siger de. Men hvad vil det sige, at et byrum er “attraktivt”? Er det, når vi lettere kan færdes, eller når vi tvinges til at standse op? Forandringen er ikke uden konsekvenser. Flere bilister blev tirsdag morgen konfronteret med den nye virkelighed. De kørte mod Hjortensgade fra Langelandsgade, kun for at erfare, at vejen var spærret, og valgte, nærmest refleksivt, at vende om. Kommunens erfaringer fra sidste år spiller med. Dengang oplevede man kaos, fordi svingbanen ved Ringgaden var for kort, og bilerne hobede sig op. Dette har nu ført til opgraderinger, men ifølge afdelingslederen for mobilitet, hjælper det kun i begrænset omfang. Flaskehalse kan ikke undgås. Mennesket har sine grænser, og trafikken ligeså. Samtidig, som om byen tester sine indbyggere, er Sønder Allé også spærret, hvilket presser endnu flere gennem de snævre passager. Kommunen har forud for denne ændring forsøgt at gøre opmærksom på skilte og varsler, men menneskets evne til at handle på tegn er ikke altid givet. Nu venter næste fase. Fra 21. juni bliver vejen mellem Klosterport og Munkegade lukket, og igen vil Aarhus opleve, hvordan de små og store ændringer sætter sig i byens bevægelse og menneskets daglige praksis. Det er ikke bare asfalt og pile, men spørgsmålet om, hvordan vi omgås hinanden, og hvor vi egentlig skal hen – når retningen ikke længere er givet.
Trafikken presses: En ensretning midt i Aarhus’ maskinrum Der er noget næsten ironisk ved, hvordan byudvikling altid starter med kaos. Lørdag blev Hjortensgade gjort ensrettet. Søndag kom de første frustrerede blikke, men tirsdag – den første rigtige hverdag – rullede forvirringen ud over asfalten som en tyk dyne. Bilisterne, som Aarhus Kommune ellers havde forsøgt at advare, reagerede, som bilister nu engang gør: De lavede u-vendinger. Nogle tøvende, andre nærmest demonstrativt. Fælles for dem alle var overraskelsen – og irritationen over, at vejen, som i går var åben, i dag er en blindgyde. Kommunen siger, det er nødvendigt. Vesterbro Torv skal være mere attraktivt. Mere byrum, mindre bil. Det er byrådets nye mantra, og det står til behandling, som punkter på et papir, der for længst har mistet sin uskyld. Man har set det før: En idé om forandring, der starter med skiltning og ender i myrekrybende trafik. Tirsdag morgen løb eksperimentet sin prøve. Bil efter bil trillede ned ad Langelandsgade, drejede mod Hjortensgade – og måtte sande, at den retning ikke længere eksisterede. Nogle holdt længe, kiggede på hinanden, måske på et skilt, måske på en kalender, før de drejede rundt. Køen voksede. Pulsåren stoppede. Nogen bandede sikkert, andre lo måske. Men de fleste vidste, at sådan er det, når kommunen laver forsøg i fuld skala. Afdelingslederen fra kommunen trækker lidt på skuldrene – ikke fysisk, men sprogligt. “Det kan ikke undgås, at der kommer flaskehalse i trafikken,” siger han. Ordene hænger i luften, som om alle ved, det er sandt, men ingen gider høre det. Kommunen mener ellers, de har lært noget fra sidste år, hvor Vesterbro Torv var en trafikmæssig slagmark. Man har forlænget svingbanen ved Ringgaden, gjort plads til flere biler – alligevel opstod køerne, som om de var en naturlov. For hver gang, man udvider, finder bilerne en ny måde at blokere hinanden på. Problemet forværres af lukningen af Sønder Allé, påpeger afdelingslederen. Alle bliver skubbet ind i de samme små veje, de samme nye regler, og byen stritter imod. Kommunen har forsøgt at skilte bedre denne gang. Men skiltning er kun effektiv, hvis folk ser den – og tror på den. Det stopper ikke her. Fra 21. juni bliver vejen mellem Klosterport og Munkegade lukket. Så bliver det for alvor interessant. Endnu et træk på skuldrene, endnu en forandring pakket ind i pæne ord om “byrum” og “mobilitetsplan”. Spørgsmålet er, om Aarhus egentlig bliver bedre af det – eller bare mere forvirret. Måske handler det hele om, hvem der egentlig bestemmer farten i byen: Kommunen, bilerne eller vanen. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed – og måske en ekstra omgang u-vendinger.