Advokat i skudlinjen: Trusler og tilsvininger følger i kølvandet på uagtsomt manddrab Nætterne er blevet længere for forsvarsadvokat Samer Younes. Ikke fordi han ligger søvnløs og tæller får, men fordi hans telefon vibrerer sig igennem samtlige timer af døgnet med beskeder, man ellers kun ville forvente fra en dårlig film. Dødstrusler, hadefulde beskeder og det, der er værre, lander nu rutinemæssigt i hans indbakke. Årsagen? Han har gjort sit arbejde og forsvaret Mohammed El-Khatib – dømt for uagtsomt manddrab på Astrid Vigen Pedersen. Efter dommen torsdag, hvor fem års fængsel blev udmålt, er det blevet en mere end almindelig del af Younes’ hverdag at blive kaldt ting, som ingen advokatuddannelse kan forberede én på. “Folk skriver til mig på alle tidspunkter af døgnet, kalder mig ting og beder mig om det ene og det andet. Nogle få gange har jeg også oplevet racistiske kommentarer,” fortæller han uden at forsøge at pynte på noget. Mængden af beskeder vokser. Det er ikke bare en dårlig uge, det er en dårlig tendens. “Nogle går så vidt som at ønske mig det samme, som der skete for den forurettede,” siger han. En slags omvendt Robin Hood-retfærdighed, hvor man – ifølge folkestemningen – ikke længere bør give plads til nogen, der vover at stå på lovens side af en anklaget. For Younes er det ikke nyt, men alligevel voldsomt. Han hæfter sig ved, at mange af de mest voldsomme beskeder kommer fra folk, som – mildt sagt – har misforstået, hvordan retssystemet er skruet sammen. “Det er jo desværre tit og ofte sådan, at når der er mediedækning på sagerne, så mener folk, at jeg retfærdiggør kriminalitet. Det gør jeg ikke. Jeg sikrer, at tingene bliver gjort efter bogen,” siger han og skubber tanken væk med en afmålt mine. Advokater er ikke pakket ind i beskyttelse på samme måde som dommere og anklagere. Det er ifølge Younes et strukturelt problem – noget man ikke rigtig taler om, før det er for sent. “Det eneste, jeg kan gøre, er at ignorere det. Jeg tager det ikke til mig længere, men det er selvfølgelig træls. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid man gider. Hvor lang tid går der, før en forsvarer får nok og stopper på grund af det?” spørger han. Man kan næsten se ham trække på skuldrene – der er ikke meget drama, bare en konstatering. Det handler om retssamfundet. Om at vi har bygget noget, der kan holde til mere end et enkelt stormvejr. “Hvis man ikke ønsker, at folk skal kunne få en forsvarer, så ønsker man sig ikke et demokrati. En dag kan det være dem selv eller deres pårørende, der har brug for én. Vi er nødt til at have et retsvæsen, hvor alle – også dem, der har begået noget forfærdeligt – bliver behandlet retfærdigt.” Det er ikke et vilkår, man skal acceptere, bare fordi man har en fin uddannelse og en pæn lønseddel. “Du sviner jo heller ikke en parkeringsvagt til, fordi du er uenig i en bøde. Man kan sagtens have en holdning og tage diskussionen, men vi skal kunne se hinanden i øjnene og tale ordentligt,” siger han, og det er, som om argumentet står og blinker på fortovet udenfor retsbygningen, mens sms’erne stadig tikker ind. Sådan er hverdagen blevet for en forsvarsadvokat – ikke fordi han har valgt at forsvare det uforståelige, men fordi han har valgt at forsvare selve retssamfundets grundpille.
Trusler mod advokat: Når forsvar bliver til eksistentielt stormvejr Det er nat, og stilheden burde herske. Men for advokat Samer Younes vibrerer mørket, ikke af tanker, men af hadbeskeder, der ankommer uden hensyn til time eller rimelighed. Efter dommen over Mohammed El-Khatib, dømt for uagtsomt manddrab på Astrid Vigen Pedersen, har advokaten oplevet en strøm af trusler, der ikke lader sig begrænse af dørtrin, dag eller nat. Hver besked en ny variation af samme grundtone: vrede, foragt, dødsønsker. Hvorfor? Fordi han forsvarede. I ethvert menneskes liv findes der øjeblikke, hvor ens rolle i samfundet ikke længere er enkel. Younes er ikke kun blevet advokat – han er blevet syndebuk for en offentlighed, der, i det øjeblik retssystemet fremstår uforståeligt, søger ansvar, søger skyld, søger et sted at placere smerten. Han får mails, opkald fra skjulte numre, beskeder på sociale medier. Enkelte vil ham det, de forestiller sig er retfærdighed: “Nogle går så vidt som at ønske mig det samme, som der skete for den forurettede,” siger han. Der er en næsten paradoksal fortvivlelse i hans stemme. Som om han ved, at han insisterer på retfærdighed i et samfund, hvor retfærdighed ikke altid føles retfærdig. Mange misforstår, hvad det vil sige at forsvare et menneske – de tror, det er at retfærdiggøre forbrydelsen, ikke at sikre at loven følges, at systemet holder. “Jeg sikrer, at tingene bliver gjort efter bogen,” siger han nøgternt. Strukturen beskytter ham ikke. Advokater er i denne sammenhæng alene, selvom de bærer samfundets fundamentale principper på deres skuldre. “Det eneste, jeg kan gøre, er at ignorere det. Jeg tager det ikke til mig længere, men det er selvfølgelig træls. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid man gider. Hvor lang tid går der, før en forsvarer får nok og stopper på grund af det?” reflekterer han. Spørgsmålet svæver, ubesvaret, mellem den enkelte og helheden. Retssamfundet, som vi ynder at kalde det, forudsætter en balance – en gensidig anerkendelse af, at enhver har krav på en forsvarer. At hvis vi fjerner dette, ophæver vi selve det samfund, vi siger, vi vil have. “Hvis man ikke ønsker, at folk skal kunne få en forsvarer, så ønsker man sig ikke et demokrati. En dag kan det være dem selv eller deres pårørende, der har brug for én,” siger han. I denne sætning ligger ikke blot en professionel overbevisning, men en eksistentiel indsigt: vi er hinandens mulighed for retfærdighed. Det er ikke et vilkår, man bare skal acceptere, at blive svinet til. Ikke for nogen, uanset uddannelse, uanset løn. “Du sviner jo heller ikke en parkeringsvagt til, fordi du er uenig i en bøde. Man kan sagtens have en holdning og tage diskussionen, men vi skal kunne se hinanden i øjnene og tale ordentligt.” I denne appel til samvittigheden ligger samfundets egentlige prøve: Ikke hvorvidt vi kan dømme – men hvorvidt vi kan forsvare.
Advokat i modvind: Når forsvar bliver en livsfarlig affære Det er ikke alle, der klapper, når nogen tager ansvar. Tværtimod. For forsvarsadvokat Samer Younes er anerkendelsen udeblevet. Siden han trådte frem som forsvarer for Mohammed El-Khatib – manden, der blev idømt fem års fængsel for uagtsomt manddrab på Astrid Vigen Pedersen – er beskederne begyndt at vælte ind. Ikke bare kommentarer, men beskeder med det formål at rive alt i stykker, han står for. Had, trusler, racistiske undertoner. Alt sammen serveret døgnet rundt, råt for usødet. “Folk skriver til mig på alle tidspunkter af døgnet, kalder mig ting og beder mig om det ene og det andet. Nogle få gange har jeg også oplevet racistiske kommentarer,” fortæller han. Og som om det ikke var nok: “Nogle går så vidt som at ønske mig det samme, som der skete for den forurettede.” Der er noget næsten komisk ironisk over situationen. Advokaten, samfundets retfærdige nødudgang, bliver nu selv et mål. Mens medierne hamrer løs, mens folk klikker ‘send’ uden at tænke længere end næsen rækker, står han tilbage og forsøger at gøre det, vi alle bilder os ind er det rigtige – at sikre, at også den, vi helst ikke vil kendes ved, får sin ret. Hver besked, hver opringning fra et skjult nummer, bliver en påmindelse om, at det er lettere at råbe end at forstå. “Det er jo desværre tit og ofte sådan, at når der er mediedækning på sagerne, så mener folk, at jeg retfærdiggør kriminalitet. Det gør jeg ikke. Jeg sikrer, at tingene bliver gjort efter bogen,” forklarer Younes. Men hvor er samfundets beskyttelse af dem, der beskytter selve samfundet? Younes peger selv på det paradoksale: Dommere og anklagere er pakket ind i systemets bomuld. Forsvarsadvokater? Knap nok en regnfrakke på en stormfuld dag. “Det eneste, jeg kan gøre, er at ignorere det. Jeg tager det ikke til mig længere, men det er selvfølgelig træls. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid man gider. Hvor lang tid går der, før en forsvarer får nok og stopper på grund af det?” spørger han tørt. Det er samfundets stress-test, den her sag. Kan vi holde til at lade de ubehagelige stemmer komme til orde – også dem, vi ikke vil høre? Eller vælger vi bare den nemme løsning og skyder budbringeren? “Hvis man ikke ønsker, at folk skal kunne få en forsvarer, så ønsker man sig ikke et demokrati. En dag kan det være dem selv eller deres pårørende, der har brug for én. Vi er nødt til at have et retsvæsen, hvor alle – også dem, der har begået noget forfærdeligt – bliver behandlet retfærdigt.” Han siger det uden patos, næsten som et faktum, der burde være så selvfølgeligt, at det var unødvendigt at nævne. Og så alligevel. Det er ikke et vilkår, man skal acceptere – at blive gjort til syndebuk. “Du sviner jo heller ikke en parkeringsvagt til, fordi du er uenig i en bøde. Man kan sagtens have en holdning og tage diskussionen, men vi skal kunne se hinanden i øjnene og tale ordentligt.” Men måske er det netop der, vi har mistet forbindelsen. Måske er det dér, vi burde starte forfra – med at se hinanden i øjnene, før vi trykker send.