En fremmed banker på – og pludselig mangler pungen Det er torsdag i Skanderborg. Der er ro i opgangene, duften af kaffe og måske lidt let rysten på hånden, for sådan er livet, når man har set flere årtier passere forbi. Men på én og samme dag bliver hverdagen forstyrret af noget så sjældent som en ukendt kvinde på dørtrinnet. Hun banker på. Hun har et smil og et ærinde, og før nogen når at tænke videre over det, er hun inde. For hvem ville nu også nægte adgang til én, der påstår hun kommer fra kommunen – eller skal tjekke medicinlisten? Ikke en 84-årig mand fra Ryparken, ikke en 62-årig kvinde fra Mølleparken, og heller ikke en 90-årig kvinde på Møllebakken. Den 62-årige åbner døren. Kvinden siger, hun skal se på medicinen. Hverdagens logik viger for autoriteten i stemmen – og så forsvinder der en pung, som dug for solen. I Ryparken dukker hun også op, denne gang i selskab med en kvinde mere. De svirrer rundt i køkkenet, siger noget med kommunen og tysk accent, og så – puff! – pungen væk. Ingen så det, men alle mærkede det bagefter. Hos den 90-årige bliver et smykke mindre, efter et besøg, der kun varer minutter, men føles som et langt ekko bagefter. Signalementet? Tja, hun er i 30’erne, måske 160 cm høj, og hun taler tysk-dansk – lidt ligesom dem, der altid har en ny undskyldning, hvis de bliver spurgt, hvorfor de er der. Politiet er enige: Det er nok den samme kvinde, der har rendt gennem Skanderborgs stille kvarterer med sin selvtillid og lette fingre. Man kunne fristes til at spørge: Hvem åbner egentlig døren for fremmede nu om dage? Men det er nemt at sige, når man læser om det i avisen. For i øjeblikket står hun der bare, den ukendte kvinde med et blik, der siger, at alt er i orden. Og så – før man ved af det – er det ikke længere det. Budskabet er simpelt: Luk ikke fremmede ind, selv hvis de smiler og taler om medicin. For somme tider er virkeligheden mere udspekuleret end hverdagen selv.
Fremmed kvinde på dørtrinnet: Tre ældre bestjålet i Skanderborg I menneskets omgang med fremmede ligger et urspørgsmål: Hvem kan jeg lukke ind i mit hjem? Hvem vover jeg at betro min private sfære? Netop disse spørgsmål blev torsdag eftermiddag presset frem i tre ældre borgeres liv i Skanderborg – hvor tilliden blev mødt af bedrag. En kvinde, ukendt og med skiftende påskud, bankede på døren hos en 84-årig mand i Ryparken, en 62-årig kvinde i Mølleparken og en 90-årig kvinde på Møllebakken. Fælles for dem alle var, at kvinden med overbevisning påstod, hun havde ærinde i deres hjem. En gang var det medicinlisten, en anden gang kommunen. Hjemmets grænse blev overskredet – ikke med vold, men med ord og tillid. Hos den 62-årige var påskuddet medicinen. Hun blev lukket ind, og da hun gik, var en pung væk. I Ryparken udgav kvinden sig for at komme fra kommunen. Her var hun i selskab med en anden kvinde, og mens blikket var rettet et andet sted, forsvandt pungen – uset, men mærkbart. Først bagefter blev tabet opdaget, som et hul i hjemmets tryghed, der langsomt gør sig gældende. Den 90-årige kvinde blev ikke sparet: Da kvinden havde forladt hjemmet, manglede et smykke. Mindet om mødet forblev, men noget væsentligt var væk. Signalementet er sparsomt. En kvinde, anslået i 30’erne, cirka 160 centimeter høj, med en tysk accent. Detaljerne er vage, men konsekvenserne er tydelige: Hjemmets grænse er blevet overtrådt. Politiet formoder, at det er den samme kvinde, der har bevæget sig fra dør til dør, for fortællingen, signalementet og metoden er ens. Tidsrummet er snævert – fra Møllebakken mellem klokken 17 og 17.30, til Mølleparken klokken 17.33, og videre til Ryparken klokken 17.54. Hvad vil det sige at åbne døren for en fremmed? Er det naivitet, venlighed eller simpelthen tillidens nødvendighed i et samfund? Måske er svaret, at tilliden altid bærer sin egen risiko – at hjemmet, som bør være et sted for tryghed, af og til bliver gennemkrydset af andres dagsorden. Efter torsdagens hændelser står det i hvert fald klart: Selv i det velkendte Skanderborg kan det ukendte banke på – og gå igen med mere, end det kom med.
Skanderborg: En kvinde, tre ældre, og et tricktyveri på turné Torsdag eftermiddag i Skanderborg. En dag, der skulle have lignet alle andre, men i stedet blev til et teatralsk mareridt i tre akter – alle med samme kvinde i hovedrollen og ældre mennesker som ufrivillige statister. Bank, bank. En fremmed kvinde står på trappen, smilende, overbevisende. Hun taler om kommunen, om medicinlister, om nødvendighed. Før nogen får set sig om, er hun indenfor – med lette skridt og lette fingre. Første akt: En 62-årig kvinde i Mølleparken. Kvinden påstår, hun skal tjekke medicinen. Det lyder officielt, næsten omsorgsfuldt. Men da hun går, er en pung forsvundet. Anden akt: En 90-årig kvinde på Møllebakken. Scenen gentager sig. Fremmed kvinde – ind, ud, smykket væk. Tredje akt: Ryparken. Her møder en 84-årig mand ikke bare én, men to kvinder, den ene med svag tysk accent. De cirkler rundt i køkkenet som dansere, mens hverdagen går i opløsning. Først bagefter opdager han, at pungen også er væk. Politikommissær Nicolaj Rasmussen forklarer, nærmest undskyldende: “Han bemærker ikke, at der mangler noget, før de er gået.” Signalementet? Så tyndt, at det næsten kunne være dig eller mig: Kvinde i 30’erne, cirka 160 cm, tysk accent. Ikke en skurk fra eventyrene, men én, der ligner det, man kender, lige nok til at slippe igennem filtret af mistro. Politiet mener, det er den samme kvinde, der har sat sin egen forestilling op på byens stille villaveje. Tidslinjen er snæver: Fra klokken 17 til knap 18. Tre hjem, tre tab. Pung, smykke, pung. Og så er hun væk igen – med byens tillid i baglommen. Budskabet? Lad være med at lukke fremmede ind, uanset hvor meget de taler om kommunen eller medicin. For bag hvert smil kan der gemme sig et manuskript, du ikke kender handlingen på.