Biopejsen på altanen: Nattealarmen på Aarhus Ø endte i glød og grin Klokken 00.32. Natten står sort, men på Aarhus Ø er der pludselig noget, der lyser op. Ikke bare sådan hyggeligt — nej, det er et orange skær, som får én til at tro, at hele lejlighedskomplekset står i flammer. Det gør det ikke. Men det ved ingen endnu. Alarmcentralen får besked: Brand i højhus! Og så sker det, som man kun ser i film og mareridt — hele 27 brandfolk rykker ud med blink, horn og ild i øjnene. Hele byen bliver vækket, hvis man ikke allerede lå søvnløs og tænkte på rent vand og energipriser. Fra alle tre fuldtidsstationer kommer de susende, plus forstærkning fra midtbyens deltidsstation. Nu skal der slukkes ild, reddes liv og tælles katte. Ingen tænker på morgenkaffen, for det er alvor, når en højhusbrand truer. Der er ikke tid til at holde sig tilbage, og nogen har måske allerede meldt sig frivilligt til at holde stigen. Men! Alt er ikke, som det ser ud fra gadeniveau, og det, der ligner en katastrofe, viser sig at være... en biopejs. Ja, du læste rigtigt. På altanen står den og gløder, som om den venter på, at nogen vil riste skumfiduser — og ja, den kaster et skær, som selv en jægersoldat ville tro var tegn på ildstorm. Det var dét, anmelderen så. Det orange genskær, der dansede hen over murene, væggene og ud i natten — og som satte hele redningsvæsenet i alarmberedskab. ”Ingen reel brand,” siger operationschef Brian Arendtsen nøgternt til TV2 Østjylland. Han trækker måske lidt på smilebåndet, måske ikke. For nu er brandfolkene samlet på stedet, udstyret er rullet ud, og natten er blevet brudt op i almindelighedens navn. Sådan gik det til, at Aarhus Ø fik sig en nats forestilling, og 27 brandfolk måtte vende hjem igen — nogle med biopejsens orange skær på nethinden og et lille grin i maven. For i nat var det ikke katastrofen, der bankede på, men biopejsen, der fik lov at brænde videre i ensom majestæt på altanen.
Når virkeligheden kaster sit skær: En nat på Aarhus Ø I menneskets forestillingsverden findes øjeblikke, hvor forskellen mellem det virkelige og det mulige ikke kan adskilles med almindelig dømmekraft. Sådan en nat indtræffer på Aarhus Ø. Klokken 00.32. Byens puls har søgt ro, men en enkelt melding bringer eksistensen i oprør: Brand i højhus. På et splitsekund løfter alarmen alle handlingens aktører til beredskabets yderste grænse. Ikke bare som funktion, men som nødvendighed. For i mødet med ilden bliver menneskets ansvar og beslutningskraft sat på prøve — man tøver ikke. 27 brandfolk kaldes frem, fra fuldtidsstationer og deltidsstation, fra søvn og hverdag. Dette er ikke blot arbejde, men pligt, ja, måske endda etisk fordring. Men da de ankommer, rummer virkeligheden sin egen ironi: På en altan brænder ikke det, man frygter, men det, man længes efter. En biopejs, skabt til hygge, skaber skær og spejlbilleder, som får natten til at ligne fare, og trygheden til at smage af uro. Illusionens orange flamme maler vægge og vinduer, og anmelderens blik tolker det sete gennem nattens præmis: Katastrofen truer, så den må afværges. Men det er ikke en katastrofe, men en påmindelse om, at vi ofte ser mere end det, der er. Operationschef Brian Arendtsen udtaler nøgternt, at ”ingen reel brand” var at finde; kun et genskær, et optisk bedrag. Alligevel blev 27 brandfolk samlet, beredte på det værste, i kraft af menneskets evne til at tro på det, som kunne være, snarere end det, som er. Så natten forløber videre, dog nu med en lethed, der kun opstår, når det, vi frygtede, viser sig at være en misforståelse. Det er måske i disse hændelser, vi aner, at virkeligheden ikke altid følger årsag og virkning, men indimellem bare giver os et blik ind i de skær, vi kaster på hinanden.
27 brandfolk på Aarhus Ø: Ild, illusion og det moderne mareridt Der er noget råt og næsten filmisk over et blinkende udrykningskøretøj i nattemørket. En alarm går klokken 00.32, og så vælter virkeligheden ind over beboerne på Aarhus Ø. Byens nattesøvn bliver brudt — måske endda forstyrret på den måde, som kun storbyens rastløse puls kan levere det. Meldingen er alvorlig: Brand i højhus. Der er ikke plads til at kludre med regler eller betænkeligheder, for i et samfund, hvor alt kan gå op i flammer på et øjeblik, skal der handles. Det ved beredskabet. Det er netop dér, man går fra dvale til vågen i ét hug. Hele 27 brandfolk, hentet fra tre fuldtidsstationer og midtbyens deltidskorps, bliver sendt ud i natten. Der er brug for alle hænder, selv på et tidspunkt hvor byen burde hvile. Men det, de møder, er ikke den katastrofe, nogen har set for sig. Ingen løbske flammer, ingen fortvivlede beboere i nattøj. I stedet: en altan med en biopejs. Flammerne er ægte nok, men de hører ikke katastrofen til. Orange lys reflekteres på bygningen, som om nogen har sat kulisser op til et dystert nattekapitel. Det er netop det syn, der har narret anmelderen. Set nedefra, bag et vindue, ligner det helvede på jord. Men ved ankomsten slår virkeligheden en anden tone an. Ikke kaos, men misforståelse. Operationschef Brian Arendtsen siger det rent ud: “Ingen reel brand.” Måske et antiklimaks, måske en lettelse. Men episoden sætter finger på noget væsentligt. Vi er på vagt — altid. Klar til at tolke lyset som brand, klar til at tro, at katastrofen lurer lige bag altandøren. Og så alligevel: Byen sover videre, mens 27 brandfolk pakker sammen og lader natten falde til ro igen. Endnu en gang viste virkeligheden sig at være mindre dramatisk end fortællingen. Eller måske bare mere moderne.