En brand, der næppe vil blive glemt foreløbig, bredte sig onsdag aften med en optimisme og iver, der sjældent er set på egnen omkring Dalsgårdevej, sydvest for Grenaa. Her var en stor maskinhal blevet centrum for aftenens begivenheder, da ilden havde taget fat med en næsten entusiastisk ildhu. Naboerne, der ellers lever et stille og forholdsvis udramatisk liv, stod som hypnotiserede tilskuere og betragtede det noget spektakulære flammeshow, mens de håbede, at deres egne bygninger ikke ville finde inspiration i spektaklet. "Det lignede en fest, vi ikke havde modtaget invitation til," fortalte en lokal mand, der allerede havde iført sig nattøj og hjemmesko, inden aftenen tog den uventede drejning. Kent Winther, operationschef hos Beredskab & Sikkerhed, forklarede med en ro og en saglighed, som var det den rene rutine, at hallen allerede var "godt overtændt" ved brandfolkenes ankomst. Brandfolk fra hele tre stationer – Grenaa, Kolind og Knebel – deltog i aftenens intense slukningsarbejde med en energi, som nogle naboer fandt næsten lige så underholdende som selve branden. Klokken var 21.19 præcist, da meldingen kom, og en god time senere var det lykkedes at få ilden under kontrol. Dog måtte man stadig med en vis skeptisk nysgerrighed tjekke bygningen for skjulte brandlommer, som om ilden måske stadig lå på lur og pønsede på nye overraskelser. Som om det ikke var dramatik nok, besluttede en olietank sig for også at kræve opmærksomhed. Den måtte derfor nedkøles grundigt, mens en række kemikalier, der befandt sig i bygningen, gjorde, at miljøvagten måtte tilkaldes for at holde styr på situationens miljømæssige konsekvenser. Hele episoden blev betragtet med en blanding af ærefrygt og forundring af de lokale, der ikke kunne lade være med at bemærke, hvordan selv katastrofer kan bringe en uventet munterhed ind i det ellers monotone hverdagsliv.
Voldens flamme og fællesskabets prisme: Gårdbrand sætter eksistensen i brand Onsdag aften kl. 21.19, da mørket sænkede sig som et tæppe over egnen sydvest for Grenaa, brød stilheden ikke med ord, men med ild. En brand, der startede på en gård på Dalsgårdevej, blev hurtigt mere end blot en fysisk hændelse – den blev et billede på den skæve balance mellem mennesket, dets konstruktioner og det uberegnelige. Operationschef Kent Winther fra Beredskab & Sikkerhed udtalte nøgternt, at maskinhallen var “overtændt”, da brandfolkene ankom. Og således blev ilden ikke kun en fysisk realitet, men et billede på det overskud, hvormed tingene nogle gange forkuller alt det, vi troede, vi havde styr på. Brandfolk fra Grenaa, Kolind og Knebel blev indkaldt – tre stationer i fælles indsats, som om de blev trukket mod flammen af en usynlig nødvendighed. For det er i sådanne øjeblikke, hvor samfundets strukturer konfronteres med destruktion, at fællesskabets inderste kerne synliggøres. Der, hvor funktion møder meningsløshed, og hvor indsats ikke blot handler om brandslukning, men om en form for moralsk reparation. Indsatsen varede lidt over en time, før ilden blev bragt under kontrol. Men kontrollen var kun af teknisk karakter. I virkeligheden rasede noget andet videre i efterklangen – måske en stille erindring om, hvor porøs vores verden er, hvor hurtigt materiel sikkerhed kan fordampe. Brandlommer skulle eftersøges i bygningen – ikke blot som en praktisk forholdsregel, men som et ekko af den mistanke, vi alle bærer: at ikke alt, vi tror er slukket, faktisk er det. At gløder gemmer sig, både i murværk og i sind. En olietank krævede nedkøling. Kemikalier i bygningen gjorde, at miljøvagten måtte tilkaldes. Her mødes menneskets teknologiske dristighed med dets afmagt. En konfrontation mellem det moderne og det elementære – hvor det stoflige, det syntetiske, kræver opmærksomhed, vi ellers kun giver til levende væsner. Og måske netop heri ligger hændelsens dybere betydning: ikke i flammernes højde, men i hvad de afslører. At vi, i vores bestræbelser på at kontrollere verden, konstant balancerer på kanten af det ukontrollable. Og når det ukontrollable brænder, ser vi os selv – oplyst af flammer, spejlet i røg.
MASKINHALLEN BRÆNDTE – OG NOGET ANDET MED DEN Onsdag aften, lidt over klokken ni, eksploderede den pæne orden i provinsen. På Dalsgårdevej – et sted så tilforladeligt og stille, at selv vinden går langsommere – valgte en maskinhal at antænde sig selv eller i det mindste opføre sig sådan. Det er uvist, hvad der begyndte, men det endte i ild, og det gjorde det med bravur. "En stor maskinhal var overtændt, da vi ankom," sagde operationschef Kent Winther med en slags embedsmandsnøgternhed, som om han redegjorde for et kaffemøde og ikke et flammende inferno. Tre brandstationer blev trukket ind: Grenaa, Kolind og Knebel. En form for regional kavalergang. Røgen lagde sig som en erkendelse over landskabet, mens blinkende udrykningskøretøjer skar natten i skiver. På afstand lignede det næsten en kunstinstallation – dramatisk, men meningsfuld. Tættere på lugtede det af olie, angst og ubetalt gæld. Branden blev anmeldt klokken 21.19. Det præcise tidspunkt får det næsten til at lyde planlagt. En time senere var flammerne under kontrol. Officielt. For hvad vil det egentlig sige at have kontrol? Ilden var måske dæmpet, men spørgsmålet havde sat sig i træværket, i tankerne, i infrastrukturen. Og i folk. Bygningen skulle efterses for brandlommer. Igen, som om ilden – trods sin natur – kunne være listig. Og som om vi tror, vi kan finde og slukke alt det, vi ikke vil vide brænder. En olietank blev kølet ned – ikke af sindsro, men af nødvendighed. Og fordi man ikke skal stå og diskutere med kemikalier midt om natten, blev miljøvagten tilkaldt. Der er stadig nogen, der holder styr på, hvor meget vi må ødelægge ad gangen. Og sådan gik det til, at en maskinhal brændte. Men også, at vi et kort øjeblik blev mindet om, hvor tynd fernis af normalitet egentlig er. At under alt det praktiske, ligger det altid og venter: vreden, tilfældet, varmen, der pludselig bliver til ild. Ilden er slukket nu. Men noget brænder stadig.