Jægergårdsgade går i sommermode: Farvel til højresving og farvel til stress Der er forår i luften, og med det kommer alt det sædvanlige: pollen, picnickurve og politikere med planer. Fra og med i dag må bilisterne nemlig vinke pænt farvel til det højresving, de ellers så kærligt har dyrket fra Frederiks Allé ind på Jægergårdsgade. Et sving, der hver dag blev udført tusindvis af gange – legalt og elegant – af både pendlere og leveringsbiler, heriblandt Pernille’s Fiskefars' helt egen firhjulede fiskebil, som denne fredag formiddag tog det sidste historiske sving. Men nu er det slut. Lørdag morgen lukkede indkørslen. Først midlertidigt – for at gøre plads til Maj Marked – og derefter som en del af et større eksperiment, der kunne få selv den mest trafikglade bilentusiast til at græde i gearkassen. Fra trafikmaskine til sommeroase Jægergårdsgade skal nemlig være sommergade. Og hvad betyder det? Jo, forestil dig en gade, hvor man ikke bliver overdøvet af bilhorn, men af latter fra cafébordene. Hvor asfalt forvandles til kunstgræs, og hvor man kan sidde i solen med en cappuccino uden at frygte sidespejle i tindingen. Fra maj til september skal bilerne ensrettes – fra Godthåbsgade mod Frederiks Allé og fra Marselisborg Allé mod Spanien. Cyklister? De får lov at køre begge veje. For nogen skal jo holde romantikken i live. Skal man absolut køre ind, må man tage omvejen via M.P. Bruuns Gade. Ikke fordi nogen har noget imod Bruuns Gade – men fordi logistikken kræver det. Gade med potentiale – og siddepladser ”Vi skal have mere kvalitet i byrummene,” siger rådmand Nicolaj Bang, som om han har fået poesi i kaffen. Han fortæller, at erfaringerne fra Graven og Vestergade – to gader, der allerede har gennemgået sommerforvandlingen – bruges som inspiration. Men Jægergårdsgade er sin egen. Det handler ikke bare om trafik. Det handler om stemning. Om grønt, kunstgræs og kaffe. Fem hjørner får kunstgræsbeklædning. Flere steder får stole lov at stå fremme uden at blive betragtet som lovovertrædere. Her skal der kunne grines, spises og deles. Charlotte Holm, forperson for Gadeforeningen, er begejstret. ”Vi ser sommergaden som et spændende forsøgsprojekt,” siger hun. Og man fornemmer, at der både gemmer sig håb og isvafler i hendes ord. Hun tror på, at butikker, caféer og spisesteder kan blomstre, når bilerne ikke længere brøler forbi som sure okser. Mellem fællesskab og fremkommelighed Men sommergader er ikke bare fryd og fløjlsposer. For Jægergårdsgade er ikke en hvilken som helst gade. Den er rygraden i Frederiksbjergs trafik. Sidevejene læner sig op ad den som trætte teenagere på en skoleudflugt. Man kan ikke bare lukke det hele ned og håbe på, at magi og elcykler klarer resten. Jesper Frandsen fra Teknik & Miljø forklarer, at der derfor er lavet justeringer. Man kan ikke, som i Graven, bare smide en plantekasse i vejen og råbe "frihed!" Jægergårdsgade skal stadig kunne lede trafik – bare lidt pænere, lidt langsommere og med en ekstra bænk hist og her. Så fra i dag er højresvinget væk. Men måske dukker noget andet op i stedet. En gade, hvor byens puls slår lidt roligere. Hvor mennesker har fortrinsret over maskiner. Og hvor fiskebilen – måske – en dag vender tilbage. Denne gang uden at svinge, men med tid til at standse.
Når en gade får sjæl: Jægergårdsgades højresving forsvinder, og noget andet kan begynde Der findes tidspunkter, hvor en lille ændring i byens rum bliver til en stor tanke om, hvad det vil sige at være sammen. Dette er et af dem. Fra i dag er det ikke længere muligt at foretage det ellers vante højresving fra Frederiks Allé ind på Jægergårdsgade. Det sving, som tusindvis af biler hver dag har gjort næsten i søvne – inklusive Pernille’s Fiskefars’ leveringsvogn, der fredag morgen foretog sin sidste lovlige manøvre – er nu historie. Ved første blik ligner det bare trafikregulering. Et sving færre. En omvej mere. Men byens rum er ikke neutrale. De er fortolkninger. Og når en gade bliver til sommergade, som det nu sker med Jægergårdsgade, er det en markering: af fællesskab frem for funktion, af ophold frem for hast. Fred, grønt og ensretning Lørdag morgen blev indkørslen lukket. Maj Markedet danner rammen, men hensigten rækker videre end et enkelt arrangement. Fra maj til september gennemføres et forsøg, hvor dele af Jægergårdsgade ensrettes. For bilister betyder det ændrede adgangsveje – konkret skal man køre via M.P. Bruuns Gade, hvis man har ærinde i området. Cyklister kan dog stadig bevæge sig frit i begge retninger, som en slags tillidserklæring til den menneskelige dømmekraft på to hjul. Men bag trafikskiltene og omlægningerne ligger en intention, som ikke lader sig reducere til asfalt og skilte. ”Vi skal have mere kvalitet i byrummene,” lyder det fra rådmand Nicolaj Bang, og ordene rummer mere end byplanlægning. Det er et spørgsmål om, hvordan vi vil møde hinanden. Rummet mellem husene – og mellem mennesker Der lægges kunstgræs på fem hjørner. Der placeres bænke. Der skabes plads. Ikke bare fysisk, men eksistentielt. Det handler om at gøre byen beboelig – ikke bare for dem, der bor der, men for dem, der vil være til stede i den. Charlotte Holm, forperson for Gadeforeningen, kalder det et ”spændende forsøgsprojekt”, og hendes glæde er både praktisk og principiel. Hun ser muligheden for, at stilheden – eller i hvert fald roen – kan vende tilbage til en gade, som har været præget af gennemkørende trafik og uophørligt ræs. Hun ser også potentialet i at styrke det lokale erhvervsliv, ikke gennem støj og stress, men gennem en ramme, der indbyder til at blive hængende. Ikke blot for at handle, men for at være. En gade kan ikke træffe valg – men vi kan Jægergårdsgade er, modsat Graven og Vestergade, en vigtig trafikåre. Man kan ikke bare lukke den af. Det ved man i Teknik & Miljø, og derfor er projektet justeret, tilpasset, finindstillet. Men spørgsmålet er, om ikke netop dette gør eksperimentet mere relevant. For det handler ikke om at udelukke trafik, men om at balancere. Om at spørge, hvordan vi kan være både til stede og på vej. Både stille og i bevægelse. Jesper Frandsen, som har været involveret i projektet, understreger, at trafikken stadig skal kunne passere. Men måske, siger underteksten, kan den gøre det med lidt mere hensyn. Med lidt lavere puls. For når en by tager beslutninger om sine gader, tager den også beslutninger om sin sjæl. Hvad er det for et fællesskab, vi vil bo i? Hvordan vil vi se hinanden? Hvad er det, vi prioriterer, når vi får valget? Fra i dag kan man ikke længere dreje til højre fra Frederiks Allé ind på Jægergårdsgade. Men måske er det netop nu, vi kan begynde at dreje ind mod hinanden.
Farvel til højresvinget: Jægergårdsgade går i grøn position Der er steder i byen, hvor asfalten ikke bare er sort, men skrevet med vaner, rutiner og kørselsmønstre. Én af dem er hjørnet ved Frederiks Allé og Jægergårdsgade. Her har biler i årevis svinget til højre, som var det selve livets gang. Hver dag, tusindvis af gange. Men nu er det slut. Fredag formiddag var Pernille’s Fiskefars’ leveringsvogn én af de sidste, der lovligt rundede hjørnet. Og det burde ikke være dramatisk. Men det ér det, for når et højresving forsvinder, ændrer byen karakter. Sommergade: Et eksperiment med asfaltens psyke Fra lørdag morgen er det forbudt at køre ind på Jægergårdsgade fra Frederiks Allé. Først som nødvendighed, fordi Maj Markedet folder sig ud med balloner, boder og bløde oste. Men bagefter som begyndelsen på noget større: Jægergårdsgade skal transformeres. Fra gennemkørselsåre til sommergade. Fra støjende passage til grønt eksperiment. Der skal være fred. Der skal være kunstgræs. Der skal være stole, hvor man kan drikke kaffe og stirre ud i intetheden. En slags urban kontemplation, hvor motorstøj er udskiftet med smalltalk. Ensretning og eksistens De bilister, der nægter at opgive deres ærinder i Jægergårdsgade, må nu sno sig ind via M.P. Bruuns Gade. Cyklister, byens anarkistiske romantikere, kan stadig køre i begge retninger – et sidste tegn på frihed i en ellers kontrolleret virkelighed. ”Vi skal have mere kvalitet i byrummene,” siger rådmand Nicolaj Bang. Ordene glider let, men virkeligheden, han beskriver, handler om noget dybere: At give byen tilbage til dem, der bruger den med krop og blik, ikke bare med blinklys. Fem hjørner bliver beklædt med kunstgræs. Hvorfor ikke ægte græs? Formentlig fordi selv utopier skal kunne fejes. Her skal man kunne sidde. Være. Lade stå til. Ikke fordi man er doven, men fordi man ikke længere behøver skynde sig. En gade i forvandling – og i spænd Charlotte Holm fra Gadeforeningen ser det som et forsøg. Et forsøg på ro, på fællesskab, på at redde byen fra sig selv. Hun håber, at caféer og butikker vil blomstre i takt med, at bilerne forsvinder. At langsomheden bliver en ny økonomi. At det lokale får et comeback. Men gaden er ikke en ren tavle. Den er også en trafiknerve, en praktisk nødvendighed for Frederiksbjergs beboere. Jesper Frandsen fra Teknik & Miljø forklarer, at man ikke bare kan lukke den, som man har gjort med Graven og Vestergade. Gaden skal stadig fungere. Den skal både være livsrum og gennemgang. En paradoksal dobbeltheden, som kun byplanlæggere og vismænd tør drømme i. En lukket indkørsel, en åbnet mulighed Så her står vi. Højresvinget er væk. En gade er ved at ændre form. Ikke bare fysisk, men mentalt. Det er et forsøg. Måske fejler det. Måske bliver det fantastisk. Måske opdager vi, at stilheden har værdi. Måske vender fiskebilen tilbage en dag – ikke som højresvinger, men som leverandør af noget helt andet: nærvær, kaffe og fortællinger fra en gade, der turde gøre noget nyt.