Da meldingen om en voldsom bygningsbrand på Tølløsevej i Aarhus Centrum nåede Østjyllands Brandvæsen, spredte der sig straks en vis panik hos byens redningsfolk. Imidlertid viste katastrofen sig hurtigt at være betydeligt mindre dramatisk end først antaget – medmindre man altså spørger VVS'eren. På vej ud mod den påståede katastrofe blev brandfolkene nemlig klar over, at det, der blev opfattet som lugten af akut ildebrand, egentlig blot var duften af ganske almindeligt VVS-arbejde. En VVS'er, iført arbejdssokker og en koncentreret mine, var skyld i, at røg steg op fra en grøft, hvor han ihærdigt tumlede med noget ualmindeligt genstridigt rørværk. "Folk troede simpelthen, at hans arbejdsindsats lugtede lidt for mistænkeligt til at være lovlig," forklarer operationschef Sten Bøje fra Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland, lettere overbærende overfor dagens forveksling. Det viste sig hurtigt, at VVS'eren hverken forsøgte at sætte ild til Aarhus midtby eller fremprovokere alarmberedskabet med vilje. Hans hensigter var såre hæderlige – han forsøgte blot at udføre sit arbejde under de almindelige forhold, som håndværkere nu engang møder i Aarhus’ lunefulde undergrund. Brandfolkene kunne således vende tilbage til stationen uden at slukke andet end deres egen begejstring over en unødvendig tur ud i byen. Tilbage stod VVS'eren, lettere forbløffet, med en smule røg omkring sig og en historie rigere om dengang, hans arbejde blev opgraderet til en katastrofeberedskabsøvelse. Og således endte dramaet på Tølløsevej uden flammer, men med en vis røglugt hængende tungt i luften og en VVS’er, der måske nu overvejer at skifte deodorant.
Der findes øjeblikke i byens rytme, hvor hverdagen standser op i et kort chok, og virkeligheden forskyder sig et øjeblik fra det ordinære til det potentielt katastrofale. En sådan hændelse indtraf på Tølløsevej i Aarhus Centrum, hvor en melding om bygningsbrand satte Østjyllands Brandvæsen i bevægelse – en institution, som i sin grund er indkaldt til at møde det, der bryder med det normale: flammernes kaos, røgens fortabelse, varmens destruktive kraft. Men intet brændte. Det, der syntes at være en eksistentiel trussel – ildens komme, destruktionens pludselighed – viste sig at være udtryk for en ganske anden form for menneskelig virksomhed: en VVS’er ved arbejdet. Fra hans hænder og værktøj opstod røg, ganske vist, men ikke som følge af noget onde, snarere som et biprodukt af teknisk virke, som en slags kropslig nødvendighed midt i det materielle systems kompleksitet. Operationschef Sten Bøje udtaler til TV2 Østjylland, at det blot var VVS-arbejde, der affødte røgen. Nogen opfattede lugten som brændt – og netop dér, i den sanselige fortolkning, udspilles en erkendelsens spænding: hvad vi tror, vi ser, og hvad der er. Her opstår et paradoks. Ilden, som metafysisk trussel, var kun en forestilling, frembragt af sansningen og af byens kollektive hukommelse om, hvad røg plejer at betyde. Mennesket tolker, og det tolker altid i forhold til det mulige, det truende, det brudte. VVS’eren, på sin side, forblev uforstyrret i sin funktion – et individ i arbejdet, i den fysiske gentagelse, der netop udgør fundamentet for byens fortsatte funktion. Han var ikke årsagen til frygt, men spejlet, i hvilket samfundet et kort øjeblik genså sin egen skrøbelighed. Der var ingen ild. Men der var røg. Og i røgen: et glimt af, hvor let vores sikkerhedstilstand kan forvandles til alarm. Hændelsen endte uden brandsår, men efterlod os med en tanke: måske er det ikke flammerne, vi frygter mest – men det, vi tror, de varsler.
Det begyndte med en lugt. En antydning af forbrænding, måske en snert af plastik, metal og det, man i folkemunde kalder "det, der ikke burde være i næsen". På Tølløsevej i Aarhus Centrum blev denne lugt hurtigt til en kollektiv hallucination: byen stod i brand. Østjyllands Brandvæsen reagerede prompte. Sirenerne hylede, gule hjelme blev spændt, og kaffen blev stående halvdrucken på stationen. For sådan gør man, når civilisationen kalder. Og det gør den, hver gang røgen rejser sig. Men røgen havde ingen dramatisk ophav. Ingen flammer, ingen eksplosioner, intet skrig. Kun en VVS’er. Et menneske i arbejdstøj, bøjet over sin opgave som en præst over en uforståelig tekst. Røgen kom fra hans værktøj, ikke fra dommedag. Operationschef Sten Bøje fra Østjyllands Brandvæsen forklarede tørt til TV2 Østjylland: "Det synes nogle så lugtede, som om det brændte." En sætning så afdæmpet, at man næsten ikke hører, hvor tragikomisk den er. En hel alarmsituation affødt af næsens tyranni. Man kan spørge sig selv: hvad er det egentlig, vi tror, vi ser – eller lugter? Er det vores frygt for det uforudsigelige, der sætter os i alarmberedskab? Eller er vi bare blevet så vant til at aflæse katastrofen i enhver afvigelse, at vi straks tolker røg som ragnarok? VVS’eren, der bare ville passe sit arbejde, blev midtpunkt i en kort, intens bypsykose. Og brandvæsnet måtte vende hjem med slukkede sirener og intakt udstyr – men måske med en vis bitter erkendelse: ikke alle slags røg kræver vand, nogle kræver bare lidt omtanke. Og således forløb endnu en dag i den moderne bys koreografi, hvor enhver lugt kan være et signal, enhver håndværker en mistænkt, og enhver banalitet potentielt det næste nyhedsindslag. Tølløsevej: scenen for den brændende illusion, der aldrig blev til andet end damp.