Brudekjole, benzin og brandsår: En lørdag i Bazar Vest Man tænker, det bliver en ganske almindelig lørdag. Man går måske ud for at købe lidt stof. Måske noget med blomster på, måske noget med stretch. Og man forestiller sig, at dagens største beslutning bliver, om man skal vælge viscose eller bomuld. Men sådan blev det ikke for en 31-årig kvinde i Bazar Vest denne lørdag eftermiddag. Hun endte med at pøse vand på en forbrændt kunde og indånde røgen fra en ildspåsættelse, der tog sin begyndelse over en brudekjole. En kjole, der i al sin hvide uskyldighed viste sig at være mere sprængfarlig end dynamit. Konflikten starter, som de fleste gør: med uenighed. En skrædder og en kunde er oppe at skændes. Stemmerne stiger. Det er som en scene fra et ægteskab, bare uden bryllup og med flere tilskuere. Vagter tilkaldes, og i cirka 15 minutter tænker folk: Nå, det går nok over. Men det gør det ikke. Pludselig – og uden hensyn til brandreglement, stofruller eller almen pli – bliver der kastet en væske. Først tror nogen, det er vand. Men næsen tager fejl. Det er benzin. Og hvor der er benzin, er der som regel også ild. Der går ild i butikken. Der opstår panik. Den mand, der står bag disken og indtil da har solgt stof med ro og overblik, forvandler sig til brandslukkerhelt, griber en pulverslukker og redder, hvad der reddes kan. Den 31-årige kvinde, der indtil for kort tid siden bare gerne ville betale og hjem, løber i kiosk efter vand og hjælper en kvinde med brandskader. Det hele er, som hun beskriver det, som at fryse fast midt i virvaret. Tiden bliver mærkelig. Rummet flimrer. Man tror, man er i en stofbutik, men det føles mere som et drama på kanten af galskab. Begge kvinder – skrædderen og kunden – bliver kørt på skadestuen. Den ene anholdes. Det er hende, der ifølge politiet kastede væsken og startede det hele. Hun er selv kommet til skade i processen. En slags poetisk, men ubrugelig retfærdighed. Politiet er massivt til stede. Vagter fra Bazar Vest har været direkte involveret i tumulten. Det har ikke været muligt at få kommentar fra hverken butikken eller vagtfirmaet – de fleste er nok stadig i chok, eller måske bare trætte af spørgsmål. Motivet? Det vides endnu ikke. Måske var det brudekjolen. Måske var det noget helt andet. Måske er der bare nogle dage, hvor alt går op i røg – også i en stofbutik i Aarhus.
Når ild bryder ud i menneskets relationer – et opgør i Bazar Vest Lørdag eftermiddag bliver Bazar Vest i Aarhus et midlertidigt centrum for det, man kunne kalde menneskelig desintegration. En butik, en konflikt, og til sidst ild – ikke blot i det materielle, men i det mellem-menneskelige. Det begynder, som det ofte gør i vores samtid, i det trivielle. En kvinde vil købe stof. Hun går rundt mellem ruller af tekstil og mønstre, der tilbyder muligheder for transformation – det ydre, det formede. Men midt i dette forsøg på at skabe orden i stoffets kaos, opstår et skænderi. Mellem en skrædder og en kunde. Stemmer hæves. En brudekjole – symbolet på forening og pagt – bliver centrum for en konflikt, der snart skal opløses i vold. En 31-årig kvinde, anonym af frygt for repressalier, bliver både vidne og aktør i det, der derefter sker. Hun hører råb, hun ser vagter stige op på en repos, og hun registrerer med voksende uvirkelighed, at der kastes væske ud over butikken. Først tolket som vand. Snart erkendt som benzin. Det er dette punkt, hvor begivenheden træder ud af det kontrollerbare og ind i det kaotiske. For i det øjeblik, hvor væsken antændes – hvor ild og røg blander sig med synet af stof og skrig – mister situationen enhver reference til det normale. Flammerne bliver et billede på noget dybere: en etik, der brister. For ildspåsættelse er ikke blot en kriminel handling. Det er et radikalt brud med tillid, med sårbarhed, med troen på, at man ikke skal frygte sin næste – heller ikke over en brudekjole. Den 31-årige forsøger at hjælpe. Hun løber efter vand, hun lægger vådt papir på en kvindes brændte skinneben. Det er en gestus, der i al sin enkelhed minder os om, at midt i ødelæggelsen findes stadig handlinger, der vil lindre. Politi og ambulancer ankommer. To kvinder køres på hospitalet. Den ene anholdes. Motiv ukendt. Afhøringerne er kun lige begyndt. Der var også vagter til stede. Der var system og overvågning. Alligevel skete det. For ingen struktur – hverken retslig eller social – kan endegyldigt afværge det øjeblik, hvor mennesket, drevet af noget vi endnu ikke har sprog for, overskrider grænsen. Det, der brændte i Bazar Vest, var ikke kun stof. Det var relation, orden og forventning. Og tilbage står spørgsmålet, som altid må stilles: Hvordan er vi blevet dem, der tænder ild – og dem, der skal slukke den?
Brudekjole i brand – når almindelige lørdage eksploderer i Bazar Vest Det var lørdag. Det burde have været en dag som alle andre. En dag til små ærinder, lidt impulsivt stofkøb, måske et kik på farver og mønstre til noget, der kunne blive til en kjole, en dug, eller noget endnu uformuleret. Men i Bazar Vest brød virkeligheden ud af sin kedelige form og blev til noget, der lignede et sammenbrud. En kvinde – 31 år, anonym af nødvendighed – stod og ville betale for noget stof, da stemmerne begyndte at skære gennem luften. Det var ikke almindelig forbrugerutilfredshed. Det var noget dybere, skarpere. En skrædder og en kunde i konflikt. Over en brudekjole. Symbolsk og dramatisk, som det nu bliver, når drømme om perfektion smuldrer i syningerne. Vagter blev tilkaldt. Man håbede, som vi altid håber, at autoritet kunne dæmpe kaos. Men kaos lystrer sjældent. Så blev der kastet væske. Oppe fra en repos, ned over butikken. Først troede man, det var vand. Det var det ikke. Det var benzin. Benzin i en stofbutik. Hvis ikke det er en metafor, så ved jeg ikke, hvad der er. Der blev sat ild til. Og så gik det løs. Pulverslukkeren kom frem. Vagterne råbte. En ekspedient blev midlertidig helt. Og 31-årige kvinder med sans for stof blev omskolet til brandsårshjælpere på under et minut. Hun løb i kiosk efter vand. Hun pøsede på skinneben. Hun holdt hovedet koldt, mens rummet omkring hende sved og smuldrede. En mandlig læge dukkede op fra intetsteds – måske en kunde, måske en engel med lægeautorisation – og hjalp til. To kvinder endte i ambulance. Den ene anholdt. Begge forbrændt. Politi, blå blink, optrukne liner. Ingen kender motivet. Ikke endnu. Måske var det brudekjolen. Måske var det noget, der brændte længe før ild blev tændt. Vagter var involveret, siger politiet. G4S har intet sagt. Ejeren af butikken har valgt tavsheden. Måske med god grund. Måske fordi ord ikke rækker. Dette var ikke bare en hændelse. Det var en revne i hverdagen. En eksplosion i det, vi bilder os ind er normalt. Og ud af den revne steg røg og brand og råb – og en kvinde med vådt papir i hånden og benzin i næsen. Sådan ser det ud, når virkeligheden mister sin maske og bliver til noget, vi helst vil glemme – men bør huske.