Trods kritik: DR nægter at slippe sit login-krav Man skulle tro, at et godt, gammeldags fjernsynskiggeri var en uskyldig fornøjelse. Læn dig tilbage, tænd for boksen, og nyd, hvad du allerede har betalt for med dine surt sammensparede skattekroner. Men nej. Skal du se andet end direkte fjernsyn på DRTV, ja, så skal du nu, som enhver trofast seer, først forbi login-slusen med e-mail og selvvalgt brugernavn. Hvem der egentlig har lyst til at oplyse, at de stadig ser “Den Store Bagedyst” for fjerde gang, melder historien intet om. Trods en haglbyge af kritik og surmulende læserbreve fastholder DR sin digitale dørtærskel. Det står sort på hvidt i et svar til Datatilsynet, som Ritzau har fået gravet frem med aktindsigt. Tilsynet har været nysgerrig på, hvorfor det nu skal være nødvendigt at registrere sig, før man må snuse rundt i det skattefinansierede DR-univers. Noget med databeskyttelse og borgersikkerhed, selvfølgelig. Det handler, ifølge DR selv, om at give brugerne “et samlet overblik” over deres tv-liv, uanset om de sidder på mobilen, tablet eller den gamle fladskærm i stuen. Fremtiden er åbenbart, at man kan stoppe “Bonderøven” i køkkenet og fortsætte den i soveværelset, uden at miste tråden – hvis man altså kan huske sit kodeord. For DR er det også et spørgsmål om at tilpasse tilbuddet til den enkelte. Med andre ord: Jo mere DR ved om dig, jo mere “personligt” kan de skræddersy dine anbefalinger. Hvilket, alt efter temperament, kan lyde som en praktisk service eller som at få sit tv-liv overvåget af en velmenende bibliotekar med for mange diagrammer. Kritikken fra forbrugerne er dog til at tage og føle på. Forbrugerpolitisk rådgiver Peter Grønlund Holm ryster på hovedet og påpeger, at vi jo allerede har betalt én gang for DR. Hvorfor skal vi så aflevere flere data oveni? Tiden er ikke til at dele ud af sit privatliv til højre og venstre, siger han. Også blandt de it-kyndige er der hovedrysten. Hos de professionelle tastetrykkere i Prosa finder man ikke megen trøst i DRs forklaring. GDPR, EU’s stramme reglement for persondata, skal i udgangspunktet beskytte borgerne mod unødvendig indsamling. “Der er ikke noget, der undskylder de nye krav,” lyder det fra politisk rådgiver Ole Tange, som ikke mener, man bare kan pakke det ind som en bedre brugeroplevelse. Så nu står vi her: Ét klik fra barndommens uendelige flow-tv og ét login fra den digitale identitet, du aldrig helt slipper for igen. Måske bliver det lettere at følge med i favoritserierne på kryds og tværs af devices. Men prisen er, at DR ikke bare kender din smag i serier, men også din e-mail og alt, hvad du ellers har trykket dig rundt til. Skattebetalt, men ikke anonymt. Velkommen til fremtidens tv-stue.
DR og login-kravet: Når individet møder institutionen Der er øjeblikke, hvor et krav ikke blot er et krav, men bliver til et spejl for tiden, vi lever i. DR har – på trods af en bølge af modstand, der ikke lader sig forstille – besluttet at fastholde sit krav om, at brugere skal logge ind for at opnå fuld adgang til indhold på DRTV. Denne beslutning fremstår ikke blot som et teknisk tiltag, men som et billede på det moderne menneskes placering mellem fællesskab og kontrol. Det centrale spørgsmål: Hvem ejer egentlig adgangen til det, vi sammen har betalt for? Når DR, støttet af 3,7 milliarder skattekroner, insisterer på, at brugerne må lade deres digitale identitet registrere, opstår paradokset. For det, der ydes for fællesskabets midler, gives ikke frit, men betinget – med e-mail og brugernavn som adgangstegn. Datatilsynet, denne neutralitetens vogter, har spurgt DR, hvorfor og hvordan. Svaret – indhentet af Ritzau – er entydigt: Det handler om at kunne tilbyde overblik, om at kunne gøre indholdet tilgængeligt på tværs af enheder. At brugeren kan fortsætte programmet fra sofa til køkken, fra mobil til tv, fra fortid til nutid. En form for digital sammenhængskraft, hvor det tekniske løfte om “personligt tilpasset indhold” rummer både frihed og overvågning. Men når det personlige tilpassede tilbud sælges som en gave, kan det for den opmærksomme borger opleves som en byttehandel, hvor adgang gives mod data, og hvor anonymiteten må vige for ønsket om relevans. Her støder individets krav på autonomi sammen med institutionens behov for indsigt. Kritikken lader da heller ikke vente på sig. Forbrugerpolitiske stemmer minder om, at betalingen for DR allerede er sket – at det nye krav opleves som et ufrivilligt tab af privathed. Når data kræves i en tid, hvor bevidstheden om digitalt fodaftryk aldrig har været større, bliver kravet om login ikke blot praktisk, men etisk. Også blandt de teknologiske fagfolk er der bekymring. Henvisningen til GDPR, den europæiske værn om dataminimalisme, mødes med skepsis. Hvad betyder det at indsamle det nødvendige, og hvem afgør nødvendigheden? Institutionens begrundelse om bedre brugeroplevelse afvises: For her er det ikke kun oplevelsen, men også retten til at forblive ukendt, der er på spil. I dette spændingsfelt – mellem krav og frihed, mellem fællesskabets midler og individets ret – fortsætter DR sin kurs. Spørgsmålet, der står tilbage, er ikke kun, hvordan vi bedst tilgår fjernsyn på tværs af devices, men hvilken pris vi er villige til at betale for adgang til det fælles. Og om vi reelt kan tale om fællesskab, når adgang nu forudsætter, at den enkelte træder frem i lyset af institutionens søgelys.
Loginkrav splitter DR og brugerne: Mellem offentlighed og overvågning Det begynder, som det så ofte gør i Danmark, med noget så banalt som fjernsyn. Eller rettere: med retten til at se det, man allerede har betalt for. For i år får DR 3,7 milliarder kroner ind over skatten, men hvis du vil have fuld adgang til DRTV, skal du ikke bare tænde. Du skal logge ind. Du skal give din e-mail. Du skal fortælle, hvem du er. Modstanden har ikke ladet vente på sig. Klagerne ruller ind, og Datatilsynet har stillet de spørgsmål, vi andre tænker. Hvorfor? Hvad skal DR bruge oplysningerne til? Er det ikke nok, at vi betaler – skal vi også identificere os, hver gang vi vil se “Bonderøven” eller “Dramaserier på søndag”? Ritzau har fået aktindsigt og kan afsløre, at svaret fra DR er tydeligt: Login bliver. DRs forklaring er, at det handler om overblik. At man som bruger får en fordel: Du kan begynde et program på tv’et og fortsætte på mobilen, og DR kan samle data om din adfærd og skræddersy indhold til dig. Det bliver nemmere, siger DR, det bliver mere personligt, siger DR – men hvor blev det fælles af? Kritikken er benhård, og ikke uden grund. Når hele ideen med licens eller skattebetaling er, at DR er for alle, bliver et tvunget login et paradoks. Forbrugerrådet nikker til den oplevelse: “Folk har jo allerede betalt én gang for DR med kolde kontanter, så vi mener, at den nye afgivelse af data virker påtvunget i en tid, hvor folk er meget opmærksomme på, hvad deres data bliver brugt til,” siger Peter Grønlund Holm. DR slår tilbage og peger på GDPR, EU’s datalov. Det hele er lovligt, forsikrer DR, og alt sker efter reglerne. Men så enkelt er det ikke, hvis man spørger de professionelle systembrydere og fagforeningerne. For GDPR handler i virkeligheden om at indsamle færrest mulige oplysninger for at løse en opgave, ikke om at gøre alle brugere til en samling dataprofiler. “Der er ikke noget, der undskylder de nye oplysningskrav til forbrugerne ved at henvise til, at brugerne får en bedre oplevelse,” siger Ole Tange, der rådgiver it-professionelle. Han køber ikke fortællingen om, at data er en gave til brugeren. For nogen er det nærmere en gave til systemet – og måske en regning, vi først opdager for sent. Sådan står sagen: Du har betalt, men du skal betale igen – denne gang med din identitet. Offentligheden er blevet privat, og fjernsynet er ikke længere bare en kasse i stuen, men en maskine, der vil vide, hvem du er, før du får adgang. Måske er det den nye folkeoplysning: Vi ser alle med, men nu ser nogen også på os.