Lignende artikler; 1
Dronningen af Telefontorvet har sagt farvel Det er nat, og døren lukker blidt til bag Lissi Andersens liv på Telefontorvet. På værtshuset Hos Anders er der stille, men det varer ikke længe. Sorg er ikke tavs, den fylder hurtigt rummet ud – og i Aarhus er det nu Lissis navn, der runger, fra barstol til barstol. ”Vi har mistet vores alle sammens Lissi,” skriver værtshuset på Facebook, og inden bartenderen har nået at fylde det første glas op til trøst, har over 120 mennesker allerede sendt deres kondolencer. Det er svært at forestille sig Telefontorvet uden Lissi. Hun kom til værtshuset i 1983, dengang det hed Torvebodegaen. Det blev hurtigt omdøbt til Café Anders, men det var for smart og for glat, syntes hun. Så det blev bare Hos Anders. For på Telefontorvet skal der ikke være for meget pjat – der skal være venner, jazz og til tider lidt røg under loftet. ”Der hvor vennerne er,” blev værtshusets slogan, og det blev sandt på den måde, at vennerne kom – og blev. Lissi var limen, der holdt det hele sammen. Hun var ikke en af dem, der drømte om at gå på arbejde for at tjene millioner. Hun gik på arbejde, fordi hun ikke kunne lade være. Fordi der var brug for hende bag disken, i samtalen, i hverdagens ritualer, og i jazzens lille storhedstid på et bytorv, hvor festugen år efter år blev indledt af et telt, hvor Lissi var hovedpersonen. Som hun selv sagde, da hun fejrede 40-års jubilæum i 2023: ”Hver dag er en festuge Hos Anders.” Der var ingen tvivl om, at hun mente det. De sidste år var også fyldt med nye kapitler. Tom Hvas Rasmussen kom til som medejer, og Lissi fortsatte – så længe hun havde lyst. Da hun trak sig som medejer tidligere i år, var det ikke med drama, men med den samme ro, som hun altid havde båret ind på værtshuset. Nu er det slut. Lissi fik fred efter kort tid på hospitalet, står der. Og det er sådan det må være. Men ingen kan bilde en aarhusianer ind, at hendes ånd ikke stadig vil spøge rundt om bardisken, i snakken, i latteren og i tonerne af jazz, når de første øl bliver skænket, og solen står skævt ned over Telefontorvet. Hos Anders har lovet, at de nok skal fortælle nærmere om bisættelsen. Indtil da kan man kun sige: Tak, Lissi. For festen, for vennerne, for hverdagen og for jazzens lille storhedstid midt i byen.
Når en epoke slutter: Til minde om Lissi Andersen og et byrum med sjæl Det er med en tyngde i ordene, som ikke kun kommer fra sorgens vægt, men fra byens erkendelse af, hvad det vil sige at miste et menneske, der har været både vært, anker og stemme for et fællesskab. I nat slukkede lyset for Lissi Andersen – Dronningen af Telefontorvet – og på værtshuset Hos Anders mærkes fraværet øjeblikkeligt, som et tomrum i hjørnet af det rum, hvor så mange historier er blevet fortalt. Meldingen kom, som den slags meldinger gør, uundgåeligt og alligevel overraskende: ”Vi har mistet vores alle sammens Lissi.” Ordene blev delt på sociale medier, og allerede efter få timer bølgede kondolencerne ind som en stille regn over baren, hvor hun så ofte selv stod. Savnet er mærkbart, ikke kun blandt stamgæster, men i det kollektive byliv, hvor værtshuset Hos Anders i over 40 år har været både tilflugtssted og samlingspunkt. Da Lissi Andersen i 1983 overtog stedet, hed det Torvebodegaen. Det blev kortvarigt til Café Anders, men navnet faldt ikke i tråd med stedets ånd. For hvor caféen signalerer distance og ophøjethed, var Lissi til det nære, det jordbundne, det hverdagslige fællesskab. Derfor kom navnet Hos Anders til at sidde fast – for her var ikke nogen afstand mellem vært og gæst, men en tillid, som bar stedet gennem årtier. Værtshusets identitet blev under Lissi Andersens ledelse ikke kun formet af de mennesker, der trådte ind ad døren, men af jazzen, latteren og de små hverdagens ritualer, som fandt deres faste rytme under hendes blik. Sloganet ”der hvor vennerne er” blev mere end markedsføring; det blev en praksis, et løfte, en måde at være til på. Den dag, Lissi fejrede sit 40-års jubilæum som værtshusejer, sagde hun: ”Hver dag er en festuge Hos Anders.” Der er noget sandt og også noget sørgmodigt over ordene nu, hvor hendes tilstedeværelse er blevet til et minde, og byens festuge for første gang må undvære hende som ankerpunkt på Telefontorvet. For Lissi var værtshuset aldrig kun et arbejde, men et engagement i det fælles menneskelige, hvor samtaler og nærvær trumfede både tid og omskiftelighed. Da Tom Hvas Rasmussen i 2022 blev medejer, var det med den aftale, at Lissi kunne blive lige så længe, hun ønskede. Det blev til årets begyndelse, hvor hun officielt trak sig som ejer – og nu, et par måneder senere, er hendes kapitel slut, men sporene står tilbage i både rum og sind. Hos Anders har meldt ud, at nærmere information om bisættelsen vil blive offentliggjort. Indtil da står Telefontorvet med en tom plads, og værtshusets vinduer kaster et andet lys ud på brostenene. I Lissi Andersens fravær må fællesskabet, som hun var med til at skabe, finde nye måder at være til – men taknemmeligheden for hendes indsats forsvinder ikke med natten. Sådan er det med mennesker, der giver mere, end de tager: De fortsætter med at præge verden, selv efter døren er lukket bag dem.
Farvel til Dronningen af Telefontorvet: En epoke slutter Hos Anders Natten falder over Telefontorvet, og Aarhus mister sit samlingspunkt. Ikke et monument, ikke en statue – men Lissi Andersen, kvinden, der i over 40 år stod bag baren på værtshuset Hos Anders, hvor jazztoner, latter og ærlige samtaler flød gennem lokalet, som var det årstidernes vekslen, byen levede for. Det er ikke første gang, nogen dør i Aarhus. Men det er sjældent, at hele byen mærker, at noget forsvinder, som alle havde en aktie i – om det så bare var en sludder over disken, et fast bord under festugen eller et nik på vej hjem fra nattevagten. På værtshusets facebookside rammer beskeden nøgternt og uden omsvøb: "Vi har mistet vores alle sammens Lissi." Over 120 mennesker melder sig på få timer. Byens maskinrum sukker, kommentarsporene løber over med minder, og der hviskes: "Hold da op, hun vil blive savnet." Lissi overtog i 1983 det, der hed Torvebodegaen. Café Anders hed det kort, men det var for moderne, for pænt. Værtshus skulle det være, og værtshus blev det – "Hos Anders", hvor vennerne er, hvor musikken aldrig helt stopper, og hvor jazzens underfundige rytmer gennem årene blev en del af væggene. Her var det ikke nødvendigt at spille smart, her blev man bare sig selv. Lissi var ikke bare en ejer; hun var omdrejningspunkt, samfundets røde tråd, skarptunge og blid favn på én gang. Hver dag en festuge, sagde hun til jubilæet sidste år. Ja, måske var det sandt, måske var det bare noget, man sagde, men det blev sandt, fordi hun troede på det. Hendes engagement bar ikke præg af sentimentalitet, men af arbejdsomhed og en naturlig forståelse for, at et værtshus er et samfund i samfundet. Festugeteltet, som hun var hovedkraften bag, blev år efter år trukket op midt på Telefontorvet. Ingen fest uden Lissi. I 2022 kom Tom Hvas Rasmussen til som medejer. Lissi kunne blive så længe, hun ville, blev der sagt. Hun trak sig først ved årets begyndelse, stille og uden de store armbevægelser. Nu er der tavshed. Ingen drama, ingen store ord – bare det konstaterede tab. Hos Anders lover at melde ud om bisættelsen. Sådan er reglerne. Men Aarhus har mistet én af de få, der formåede at samle folk uden dikkedarer. Værtshusets vinduer fanger byens lys lidt anderledes nu. Resten er op til os andre – og til minderne, som ikke forsvinder i nattens mørke.