Intet er tilbage: Lægeklinikken på Ryesgade styrtede sammen – nu starter de helt forfra Det hele begyndte med en lyd, der ikke burde være der. En snerren gennem væggene, ikke den sædvanlige, let irriterende, men på sin vis trygge larm fra renoveringsarbejdet nede i stueetagen. Fredag d. 3. april – en formiddag i Aarhus, hvor otte ansatte og fem patienter sad i lægeklinikken på Ryesgade 1, uden nogen anelse om, at det var sidste dag i deres vante rammer. Man forestiller sig måske, at et sammenstyrtende hus varsler sin ankomst som en dommedagsbasun, men i virkeligheden kommer det snigende. Først en uro, så begynder gulvet at synke, væggene slår revner, loftsplader løsner sig og falder ned som trætte snefnug. Pludselig er det ikke længere en arbejdsdag, men en undtagelsestilstand. I huset, som hedder Søndre Palæ – et navn, der nu klinger lidt ironisk – forsøger de tilstedeværende at flygte gennem bagtrappen. Seks personer når det ikke. De bliver fanget i sekretariatet og et konsultationsrum. Vindueskarme bliver til redningspladser, og råb om hjælp til tilfældige forbipasserende på gaden bliver pludselig livreddende kommunikation. Det er her, dagens uofficielle helt træder ind – vinduespudseren, som kaster sig over sin stige og stormer mod bygningen for at redde folk ud. Da den sidste person stiger ned fra tredje sals højde, begynder røg at sive ud af vinduerne, som om huset selv prøver at fortælle, at nu er det altså slut. Ude på gaden tæller man hinanden. Alle er i live. Ingen alvorligt sårede. Men klinikken? Halvdelen er væk. Det, der ikke styrtede sammen, er stadig utilgængeligt, låst inde bag politiafspærringer og bygningsstatikernes alvorlige blikke. Ikke en eneste kuglepen er reddet ud, ikke så meget som en post-it. Alt er tabt – inventar, journaler, kaffekopper og daglige rutiner. Det var ikke kun klinikken, der fik et knæk. Medarbejderstaben er nu halveret, mange er sygemeldte eller på nedsat tid, og der har været psykologhjælp i kølvandet. Opgavelisten for de tilbageværende har været uoverskuelig lang. Fra det ene øjeblik til det næste gik man fra at have et funktionelt lægehus til at låne et mødelokale, hvor man forsøgte at genskabe noget, der bare mindede om lægepraksis – denne gang med kuglepenne og skraldeposer. Patienterne fik besked på hjemmesiden: Klinikken er midlertidigt lukket for alle henvendelser. Find en anden læge. Det er svært at være nærværende og omsorgsfuld, når man ikke engang har en skrivebordsskuffe. Det står hurtigt klart, at det ikke giver mening at vende tilbage til ruinerne på Ryesgade. Beslutningen tages: Videre. Klinikken har midlertidigt slået sig ned på Banegårdspladsen 6, et stenkast fra det gamle sted. Her håber de at kunne holde ud, indtil de får foden under eget bord i nogle nye, varige lokaler til efteråret. Der er stadig taknemmelighed. Til vinduespudseren med stigen. Til kollegerne, der har hjulpet. Til patienterne, der har udvist forståelse og tålmodighed. Men der er også en træthed. En følelse af, at alting er blevet kastet tilbage til nul, som at have mistet sit hus i et stormvejr og nu bygge det op igen, mursten for mursten. Men der er også håb. For ude i horisonten venter et nyt sted – nye vægge, nye lofter, nye muligheder. Det eneste, der ikke har slået revner, er sammenholdet. Det er måske den bedste medicin, når alt andet er væk.
Alt forsvandt på et øjeblik: Lægeklinikken på Ryesgade står tilbage ved begyndelsen Der findes begivenheder, hvor tiden deler sig. En linje bliver trukket: før og efter. Fredag den 3. april klokken 08.45 blev sådan et øjeblik for lægeklinikken på Ryesgade 1 i Aarhus. Det, som var hverdag, blev til undtagelse. En lyd – ubekendt, men alligevel alt for nær – river de tilstedeværende ud af vanens tryghed. Renoveringsstøjen fra stueetagen bliver til en anden lyd, en mere insisterende, en advarsel uden fortolkning. Inden længe begynder gulvet at synke. Væggene slår revner, loftsplader falder. Det, der var trygt, stabilt, næsten selvfølgeligt, forvandles til usikkerhed og fare. Otte ansatte og fem patienter oplever, at rummet, de befinder sig i, bliver et fjendtligt sted. Flugtveje opsøges, rationelle handlinger iværksættes: Bagtrappen bliver livline for dem, der når at reagere hurtigt. Men seks personer bliver tilbage, fanget i sekretariatet og et konsultationsrum. Her bliver vindueskarmen et overgangssted mellem frygt og håb. Råb om hjælp bliver sendt ud i byen, og det er gennem den tilfældige forbipasserende – vinduespudseren, der med sin stige bliver midlertidig brobygger mellem fare og frelse – at redningen kommer. Da den sidste stiger ned, styrter gulvet. Tiden i lægeklinikken på Ryesgade 1 er forbi. Der opstår en taknemmelighed, som ikke kan formuleres i de sædvanlige høflighedsfraser. En tyngde følger alle, men også en lettelse over, at intet liv gik tabt. Alligevel er intet, som det var. Halvdelen af klinikken eksisterer ikke længere, den anden halvdel er lukket bag mure, ingen tør nærme sig. Journaler, udstyr, alt det hverdagslige er blevet utilgængeligt – måske for altid. Medarbejdere bliver sygemeldt. Arbejdslivet, som det blev forstået før, er brudt op. I tiden efter sammenstyrtningen må lægerne og personalet finde sig til rette i lånte lokaler. Man er reduceret til det mest basale: kuglepenne og skraldeposer. At drive klinik bliver en øvelse i ydmyghed og tålmodighed. Patienterne mødes med beskeden om, at klinikken er lukket – ikke bare fysisk, men også digitalt. Behovet for hjælp sendes videre til andre lægehuse. Selv hjælpen bliver et spejl af, hvor skrøbelig praksis er, når omstændighederne ændres brat. Psykologhjælp tilbydes, men fraværet af stabilitet og rutine lader sig ikke sådan lappe. En uvurderlig tak rettes mod kolleger og alle, der stod til rådighed i krisens første tid. Efter måneder i eksil åbnes døren til midlertidige lokaler på Banegårdspladsen, ikke langt fra det sted, hvor hverdagen styrtede sammen. Her, i et nyt rum, begynder langsomt en genopbygning. Ikke bare af vægge og inventar, men af arbejdslivets mening og form. Man venter på efteråret, på varige lokaler, på at vende tilbage til “normalen” – hvad det så end betyder nu. For sådan er det: Man kan miste alt på få sekunder. Men man må begynde forfra, med de mennesker, der stadig er der, og den taknemmelighed, der trods alt overlever sammenstyrtet.
Da lægeklinikken faldt sammen – og alt blev nulstillet Der er ingen dramatisk forvarsel. Det er ikke sådan, at folk løber rundt med armene over hovedet, eller at nogen har forudset, at hele fundamentet under deres dagligdag ville smuldre. Det er bare en fredag morgen i april. Klokken nærmer sig ni. I venteværelset sidder fem patienter, otte ansatte er i gang med deres rutiner, nogen åbner computeren, andre leder efter en kuglepen, mens murbrokkerne endnu ikke har meldt deres ankomst. Så opstår lyden. Ikke den sædvanlige larm fra håndværkerne, ikke de trygge bank og hamren fra etageadskillelsen, men en anden. En lyd, der prikker hul i den fælles bevidsthed, og i løbet af få øjeblikke står det klart, at noget er galt. Huset – Søndre Palæ – arbejder ikke længere for dem, men imod. Gulvet begynder at synke. Væggene slår revner, loftsplader regner ned. Folk reagerer instinktivt, flygter ud ad bagtrappen, men seks bliver fanget. De klamrer sig til vindueskarme og råber på hjælp. Gaden nedenfor får uventet betydning – det er dér, man pludselig skal reddes af en vinduespudser med en stige. Hverdagens baggrundsfigurer træder ind på scenen, og heltegerningen er ikke planlagt. Røg vælter ud, da den sidste person kravler ned. Minutter føles som timer. Men alle kommer ud, alle lever. Indenfor står ruinerne af en klinik. Halvdelen væk, resten utilgængelig, låst bag forbudte døre og politibånd. Alt inventar, alt udstyr, hele hverdagen – borte på et øjeblik. Det, man troede var sikkert, viser sig at være det modsatte. Det er ikke bare sten og mørtel, der styrter sammen, det er rutiner, tryghed, arbejdspladser. Halvdelen af medarbejderne sygemeldes eller sættes ned i tid. Rystelsen sidder i kroppen, og psykologer forsøger at samle brikkerne, men spørgsmålet om, hvordan man driver klinik uden klinik, er ikke så nemt at svare på. Man starter igen, med det allermest nødvendige: Kuglepenne og skraldeposer. Lånte lokaler, lånte computere. Patienterne får besked på hjemmesiden: Lukket. Søg et andet sted hen. Hverdagens maskineri sander til, og intet er som før. Ingen kan sige, hvornår – eller om – man kan vende tilbage. Derfor træffes beslutningen. Ikke mere Ryesgade 1. Ikke flere spøgelser i revnede vægge. En ny begyndelse, en anden adresse, en venten på permanente lokaler, hvor man kan genopbygge alt det, der forsvandt den dag. Taknemmeligheden er ægte. Tak til vinduespudseren. Tak til kollegerne. Tak til dem, der løb ind, hvor andre ville løbe væk. Men også en vrede, en frustration, en oplevelse af at blive kastet tilbage til startfeltet i et spil, hvor reglerne blev ændret uden varsel. Nu sidder de i midlertidige lokaler på Banegårdspladsen. Venter. Prøver at fungere. Prøver at genvinde en hverdag, hvor det ikke handler om at overleve, men om at kunne arbejde. Måske er der en ny klinik til efteråret. Måske kommer der ro på igen. Men de ved nu, at selv den mest banale morgen kan blive forvandlet. At gulvet under én kan forsvinde. At intet varer ved. Og at det eneste, man kan gøre, er at begynde forfra.