Kloakkens mørke hemmeligheder Politiet er gået i tavshedens tjeneste omkring det opsigtsvækkende kloak-drab i Harlev, hvor den 26-årige Patryk Dawid Jarzecki blev fundet under kummerlige forhold, nede blandt kloakkernes uendelige strøm af menneskelig elendighed og kasseret pasta fra torsdagsmiddagen. I den slags sager taler efterforskningsleder Flemming Nørgaard i korte sætninger og med nedslået blik, som var ordene modvillige gæster ved hans middagsbord. En erfaren professor emeritus med over 10.000 obduktioner bag sig og flere års erfaring i kroppes hemmeligheder, der helst skal forblive skjulte, udtaler, at politiet utvivlsomt ved mere, end de vil indrømme. For når en mand dukker op et sted, hvor kun rotter og uopmærksomme lommelygter færdes, bliver det straks mere kompliceret. "Et lig, der har badet længe nok i en blanding af afføring, madolie og resten af borgernes personlige efterladenskaber, holder ikke formen," siger professoren roligt. "Vand gør huden porøs, organerne svampede, og så er kroppen nærmest blevet et vanskeligt puslespil, hvor enkelte brikker kan falde af ved mindste berøring." Professoren ved, at politiet har modtaget en foreløbig rapport. Men efterforskningsleder Nørgaard foretrækker at tie, som var kloakken ikke det eneste sted, der er tilstoppet. For politiet leder stadig efter et gerningsvåben, måske et af dem, der har for vane at forsvinde lige så ubemærket, som de dukker op. Da Jarzecki blev fundet, var det af lokale borgere, hvis toiletter pludselig sagde stop. Mandens krop havde på sin egen makabre måde sat en prop i kloaksystemet, og så måtte Beredskabsstyrelsen træde til med slamsuger og en god portion tålmodighed. Politiet gjorde, hvad de kunne, for at stoppe strømmen af indkommende affald, så Jarzeckis rester kunne samles med værdighed. "At obducere sådan et legeme er ikke en opgave for sarte sjæle," forklarer professoren. "Hvert stykke tøj bliver fotograferet, hver skade kortlagt, og selv det mindste tegn på vold bliver minutiøst gennemgået. Når kroppen åbnes, vejes organerne, og så bliver der taget prøver af blod og muskler, der afslører alt fra alkohol og medikamenter til gifte, der helst ikke skulle være der. Men når kroppen er mere opløst end klar suppe på tredje dagen, bliver opgaven straks mere besværlig." Endnu venter Østjyllands Politi på den endelige rapport, og Flemming Nørgaard holder tæt. Som om tavsheden kunne værne mod den slags historier, der kryber op fra kloakkens dybeste afgrunde og minder alle om, at det, der bliver skyllet væk, undertiden vender tilbage i en form, vi helst ville glemme.
Når tavshedens mørke omfavner kloakkens rædsel I tavsheden ligger en sær form for erkendelse gemt, og politiets tavshed om mordet på den polske statsborger Patryk Dawid Jarzecki, fundet i kloakkens skumringsagtige kamre under Edelhoffvej i Harlev, er måske mere afslørende end nogen tale. Her står mennesket, som det så ofte gør, på kanten af eksistensens afgrund og stirrer ned i en sandhed, der vanskeligt kan udtrykkes med ord. Efterforskningsleder Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi viger tilbage for at beskrive de grumme detaljer, mens verden udenfor presser på med spørgsmål, der kun vokser i den stilhed, politiet opretholder. Det er en kompliceret sag, og netop fordi Jarzecki havde opholdt sig blandt kloakernes affald og menneskehedens udstødte rester, er obduktionen endnu vanskeligere, siger en erfaren professor emeritus i retsmedicin, der gennem flere tusind undersøgelser har set menneskets opløsning fra nærmeste hold. Professoren beskriver, hvordan det legeme, der en gang var menneske, gennem en måneds ophold i kloakkens våde, skyggefulde univers bliver en form for grotesk billede på selve livets forgængelighed. Væv løsner sig, organer opløses, og kroppen antager en form, hvor en simpel berøring kan betyde, at dele falder fra hinanden. Her træder erkendelsen ind: At kroppen selv i forrådnelse bevarer en vis sandhed, selvom det er en sandhed, vi helst ville undgå. Politiet har efter professorens vurdering utvivlsomt allerede fået en foreløbig rapport, men tavsheden, denne særegne stilhed, der hviler over sagen, er måske i sig selv en slags svar, en filosofisk refleksion over, at visse ting er så frygtelige, at ord simpelthen ikke slår til. Politiet leder efter et gerningsvåben, men våbenets art bliver ligeledes en del af tavshedens eksistentielle gåde. Lokale borgere blev først klar over Jarzeckis skæbne, da deres eget spildevand nægtede at flyde bort. Mennesket var blevet proppen i den evige strøm af affald, et ironisk billede på det moderne livs skjulte sider. Beredskabsstyrelsen måtte træde til med slamsugere for at skabe klarhed midt i kloakkens kaos. Obduktionen følger en streng procedure, hvor hvert tegn på vold bliver gransket minutiøst, hvor organer vejes, blod og muskelprøver tages, og alt dette bærer den retsmedicinske erkendelse videre til en endelig sandhed. Men som professoren pointerer, bliver denne sandhed gradvist mere usikker, jo mere opløst legemet er blevet. På denne måde er Jarzeckis sag blevet et billede på selve menneskelivets paradoksale karakter: Hvordan vi både søger sandheden og samtidig frygter dens konsekvenser. Østjyllands Politi har allerede udgivet Jarzeckis navn og foto, og alligevel forbliver det væsentligste uudtalt, som et stille spørgsmål, der hænger i luften og aldrig helt kan besvares.
Den store kloaksymfoni: Politiets tavshed danser med dødens absurde virkelighed I Harlev, et sted hvor drømme normalt ender i parcelhuse og hyggebelyste haver, er der nu kommet et dybere og mere ildelugtende lag på fortællingen om livet i provinsen. Polske Patryk Dawid Jarzecki, kendt af politiet af årsager, man helst ikke taler om over søndagskaffen, blev fredag den 28. februar fundet død i en kloak ved Edelhoffvej. Han var, med al respekt, ikke i ét stykke. Politiet har valgt en strategi, der minder om taktikken hos en tavs mand ved pokerbordet. Efterforskningsleder Flemming Nørgaard holder fast i sit pokerfjæs, afviser kategorisk at røbe detaljer og sidder således med sine kort tæt presset mod politiets velstrøgne uniformsskjorte. Imens breder der sig en sær ubehagelig, filmisk atmosfære over hele sagen, ikke mindst på grund af de detaljer, en erfaren retsmedicinsk professor emeritus kan levere, næsten med en kunstners fornemmelse for drama og timing. "Når man finder et lig i en kloak, hvor det har ligget længe, kan selv virkeligheden blive til absurd teater. Kroppen pustes op, huden slipper sit tag, og organerne går langsomt i opløsning," forklarer retsmedicineren med en uhyggeligt jovial klarhed. "Arme, hænder og fødder kan løsne sig, hvis man lirker lidt for hårdt, og pludselig står man med flere brikker, end man startede med." Denne rå realisme understreges af professorens konstatering af, at politiet må have modtaget en foreløbig rapport fra obduktionen. At rapporten endnu ikke officielt eksisterer, er ifølge ham ganske enkelt utænkeligt: "Ved mistanke om drab er politiet til stede under obduktionen. De famler ikke i mørket, selvom det kan synes sådan." På gerningsstedet blev det absurde billede fuldendt, da Beredskabsstyrelsen forsøgte at stoppe strømmen af menneskelig afføring og køkkenaffald, der var i gang med at omdanne Jarzeckis jordiske rester til en slags surrealistisk skulptur. Lokale borgere opdagede først liget, da deres toiletter nægtede at lade sig skylle ud – et ironisk opråb fra underverdenens dunkle kloakrør. Obduktionens detaljer – tøjet, der omhyggeligt fotograferes, organerne, der måles og vejes, blodet, der sendes til laboratoriet – har en brutal effektivitet, der spejler samfundets bureaukratiske struktur, selv i mødet med dødens ubærlige absurditet. Politiet leder endnu efter et gerningsvåben, men selv ikke dette er Flemming Nørgaard parat til at røbe. Han lader sandheden danse i skyggerne, mens vi andre tålmodigt venter på en opklaring, som måske aldrig kommer. På afstand ligner det hele stadig mest en dårlig vittighed om livet, døden og menneskets absurde evne til at ende steder, det aldrig havde drømt om.