Peter A.G. og Gnags på livets rutchebane: »Folk dør jo mellem hænderne på os«Ved Østre Gasværk i København myldrer scenens fysiske nærvær med Gnags-sange, der har fået nyt liv i teaterkoncerten Vilde kaniner. Premiere 19. september markerede begyndelsen på en rejse, der fortsætter på Aarhus Teater fra 7. januar. For den 72-årige frontmand Peter A.G. er forestillingen et kærkomment bevis på, at numrene stadig banker i brystet selv om bandets fremtid står i et stort spørgsmålstegn.»Jeg ved ikke, om Gnags stadig eksisterer om et år,« siger Peter A.G. med jordnær alvor. »Når du mister makkerne undervejs min medguitarist døde for to år siden begynder du at tænke: Findes vi stadig? Men pludselig står der en hel forestilling, og så lever sangene videre. Det glæder mig utroligt meget.«Selvtvivl og vestjysk tilbageholdenhedAllerede som skoledreng i Skjern begyndte han at tvivle på, at det, han havde at sige, var værd at høre på. Opdragelsen i den jyske muld forbød at tage mikrofonen, hvis man ikke havde noget på hjerte. »Vi tror ikke på det, hvis nogle siger ’Det var sgu fedt’. Så svarer vi: ’Ej, det kan altid blive bedre’.«Trods boligen i København bor han stadig i Jylland, og dialekten fornægter sig ikke i de selvkritiske bemærkninger. Men netop den usikkerhed gør ham også opmærksom på, hvor skønt det er, når publikum tror på idéen og køber billet. »Det bekræfter én i, at det ikke er meningsløst. At det er noget, folk vil bruge tid på.«Fuldt orkester og hjertet i kroppenPeter A.G. har givet arrangørerne adgang til hele sit bagkatalog med én betingelse: »Der skal være smæk på. Jeg vil have fuldt orkester, så publikum mærker musikken i brystet.« For det var netop den fysiske oplevelse af musikken, der gjorde ham til et følende menneske. »Følelserne sidder i kroppen, husk det. Så håber jeg også, at forestillingen er frigørende og har humor for vi i Gnags plejer at sige: Gnags er noget, vi har sammen med publikum.«Vilde kaniner og fællesskabTitlens vildkanin-metafor afspejler forestillingens inderste budskab om at høre til, selv når man slås med indre rastløshed. »Alle vil gerne føle sig inkluderet, men inden i os bor en vild kanin,« forklarer han. Selv kalder han sig sådan en et naturbarn, der både søger ro i sin egen fantasi og glæden ved at hoppe rundt i en flok. »Glæde er nøglen til verden. Vi har levet godt af at køre på den glæde i orkesteret vi er endda blevet rige på det. Vi er frie. Vi skal ikke spørge landets kunstfond om en skid.«Ny generation overtagerPå scenen i Vilde kaniner møder publikum blandt andre Shaka Loveless, Nanna Rossen og Søren Torpegaard Lund en ny generation, der fortolker Gnags-universet. »Når unge kræfter tager over, viser det, at sangene ikke bare er en døgnflue. Måske er de blevet kultur,« konstaterer Peter A.G., der som sangskriver har nærmest en drøm om at røre andre, som klassikerne fra 1800-tallet stadig gør det.Livets efterår og næste kapitelSangen »Når jeg bliver gammel« fra Mr. Swing King (1989) skrev han som 30-årig og i dag ved han, at alvorsstemningen ændrer sig med alderen. Snart fylder han 73, og han mærker, at livet nærmer sig sit efterår: »Spørgsmålet er: Hvordan vil du forholde dig til den sidste del? Jeg har besluttet mig for at møde den forventningsfuldt.« Hans eneste ønske er, at publikum stadig har tålmodighed med ham og at Gnags måske stadig kan give ham det publikum.For nu kan han i hvert fald glæde sig over, at Gnags-sangene hopper videre på de skrå brædder trods uvisheden om, hvor lang rutchebaneturen bliver.
Peter A.G. på livets rutsjebane: Fra Vilde kaniner til efterårets forventning. KØBENHAVN/AARHUS Peter A.G. står midt i en tilværelse, hvor fortidens toner pludselig lyder i nye klangfarver. Gnags’ velkendte sange vækkes til live under kuplen på Østre Gasværk Teater i forestillingen Vilde kaniner, der havde premiere 19. september og flytter til Aarhus 7. januar. For bandets frontmand er det både en lettelse og en kilde til tvivlsspirer: Sangene lever videre, men hvad med ham selv og resten af Gnags?For Peter A.G. har musikken altid været livets vejrtrækning. Som dreng i Skjern formulerede han tanker om de tidligste morgener, Danmark og de vilde kaniner, der har inspireret ham gennem mere end et halvt århundrede. I dag deler han sin tid mellem en lejet lejlighed i København og barndommens Jylland, hvor de vestjyske rødder stadig gennemsyrer sproget og den måde, han møder både begejstring og kritik på: “Vi tror ikke på det, hvis nogen siger: ’Det var sgu da fedt.’ Så svarer vi: ’Ej, det kan altid blive bedre.’”Når de klassiske Gnags-numre pludselig optræder som teaterkoncert med stort orkester, har Peter A.G. lagt hele sit bagkatalog til med ét krav: Publikum skal mærke musikken fysisk i brystet. For ham er det netop musikken, der har gjort ham til et følende menneske og lært ham at være til stede i sin egen krop. At lade følelserne bebo kroppen er for ham både frigørende og livgivende og han håber, forestillingen rammer den samme frihed og samtidig byder på humor, fordi latter og samhørighed hører uløseligt sammen: “Gnags er noget, vi har sammen med publikum.”Midt i festligheden står også erkendelsen af, at livet byder på brutale afskedsscener. Bandets mange turnéer har budt på både jubel og sorg. For to år siden mistede han sin makker og medguitarist. “Folk dør jo mellem hænderne på os,” siger han. Det får ham til at stille spørgsmålet: Er Gnags overhovedet mere? Svaret kommer måske med teaterforestillingen og de unge kræfter, som giver sangene nyt liv.På scenen ses Shaka Loveless, Nanna Rossen og Søren Torpegaard Lund et friskt pust, der bekræfter, at sangene kan binde generationer sammen. For Peter A.G. er det det ultimative bevis på, at de ikke blot var en døgnflue, men måske nærmere en del af den fælles kulturarv: “Det er jo det, man som sangskriver inderst inde håber på. At man rører ved det levende.”Den 72-årige komponist er i dag nået til sin egen efterårstid. Han mindes, hvordan han som 30-årig skrev “Når jeg bliver gammel” med drømmen om flere smilerynker end bekymringer, når livshorisonten trækker sig tættere på. Nu arbejder han på endnu en sang om aldringens særlige landskab: “Hvordan vil du forholde dig til den sidste del? Jeg har besluttet mig for at gå den i møde forventningsfuldt.”Og mens han forbereder sig på livets vinterkapitel, slår han fast, at der er én egenskab, vi alle skriger på: tålmodighed. Måske bliver det endda til en ny sang. Indtil da glæder Peter A.G. sig over, at Gnags’ vilde kaniner stadig hopper videre denne gang på teatrets scener.
Peter A.G. og Gnags i livets rutsjebane KØBENHAVN/AARHUS. En ny teaterkoncert på Østre Gasværk og Aarhus Teater giver Gnags’ sange nyt liv. Med fuldt orkester og unge kræfter på scenen mærker publikum musikken i brystet præcis som forsangeren Peter A.G. drømte det, selv om han ikke ved, hvad fremtiden bringer for bandet.Teaterforestillingen Vilde kaniner havde premiere 19. september på Østre Gasværk i København og flytter til Aarhus 7. januar. Her væves Gnags-klassikere som “Den dejligste morgen”, “Danmark” og titelnummeret “Vilde kaniner” ind i et dramatisk univers om fællesskab og ensomhed. På scenen står blandt andre Shaka Loveless, Nanna Rossen og Søren Torpegaard Lund.“Jeg er glad for, at sangene også kan leve i denne sammenhæng,” siger Peter A.G., der for nylig mistede sin faste guitarist og makker. “Folk dør jo mellem hænderne på os. Så tænker man: Eksisterer Gnags mere? Men pludselig står der en teaterforestilling. Så lever det videre og det glæder mig.”Trods en lejlighed i København bor Peter A.G. stadig i Jylland, og hans vestjyske afmålthed ligger ikke langt under overfladen. “Vi tror ikke på det, hvis nogle siger: ‘Det var sgu fedt.’ Så svarer vi: ‘Ej, det kan altid blive bedre.’” Alligevel kan han godt nyde bekræftelsen. “At folk køber mange billetter det er fedt.”Grundstenen i forestillingen er tanken om, at vi alle gemmer på en “vild kanin”, en del af os, der ikke altid passer ind i samfundets kasser. Selv kalder han sig en vild kanin, men også en, der søger en flok at hoppe med. “Jeg er rigeligt introvert,” indrømmer han, “men glæden ved at dele musikken er en fantastisk nøgle til verden.”Peter A.G. har givet teaterkoncerten adgang til hele sit bagkatalog på én betingelse: Der skal være fuldt orkester og masser af fysik, så publikum mærker musikken helt ind i kroppen. “Det er musikken, der har gjort mig til et følende menneske,” siger han. “Følelserne sidder i kroppen, og det håber jeg, forestillingen viser.”Gnags blev dannet i begyndelsen af 1970’erne og fik sit store gennembrud med Den blå hund i 1984. Siden har bandet turneret flittigt, men usikkerheden om gruppens fremtid har altid luret. “Jeg kender ikke ret meget til fremtiden,” lyder det. “Men nu lever sangene videre på scenen og det er unge kræfter, der bærer dem.”Personerne på scenen repræsenterer en ny generation, der indfanger det digtende og melodiske, som Gnags engang var banebrydende for. For Peter A.G. er det en bekræftelse på, at numrene rækker ud over deres egen tid. “Måske er det mere end en døgnflue. Måske er det kultur.”Ved siden af forestillingen arbejder Peter A.G. på nye sange blandt andet om at blive gammel. Han fylder 73 til december og kalder sig selv for en, der allerede er på vej ind i livets efterår. “Jeg vil gå den sidste del forventningsfuldt,” siger han. “Og når den tid rammer, håber jeg, folk vil have tålmodighed med mig.”Indtil da ser han frem til, at Gnags’ rutsjebane fortsætter. For én ting er sikkert: Så længe musikken spilles, lever bandet videre.