Svømmetag, afgang og udskiftning: En våd omgang i Lystrup I Lystrup lugter der ikke længere kun af klor og ambitioner. Nu hænger der også en duft af ballade og bestyrelseskaos over den lokale svømmeklub, der ellers stolt bærer titlen som landets næststørste. Direktøren er væk, næstformanden er smuttet, og to bestyrelsesmedlemmer har også kastet håndklædet i bassinet. Tilbage står kun kassereren og en konstitueret formand – som to forblæste bøjer i et oprørt hav. Det hele begyndte i det stille – sådan som ting sjældent forbliver i foreningsdanmark. Camilla Jørgensen, svømmeklubbens mangeårige direktør og formand, sagde i slutningen af marts tak for denne gang. Ikke med fanfare, ikke med konfetti – men med en tør konstatering: hun er fratrådt. Årsagen? En verserende personalesag, siger den konstituerede formand, Jesper Bilde, uden at blinke. Det er ikke første gang, nogen siger “personalesag”, og alle straks holder op med at stille spørgsmål. Eller rettere – alle *bør* holde op. Men klubben fik ikke lov at trække vejret længe, før flere fulgte trop. Først næstformanden, så to almindelige bestyrelsesmedlemmer. Fire i alt. Nu er det kun Jesper Bilde og kasserer Poul Lorensen, der holder stand – som to mænd med redningskranse i hænderne og et halvt skib tilbage. I en mail – et af de der moderne råb i mørket – fortæller Bilde, at der er indkaldt til ordinær generalforsamling den 29. april. Her håber man på frisk blod. Fem nye medlemmer og to suppleanter søges, og man har angiveligt allerede fået fat i to “kvalificerede personer”, der har meldt sig klar til at springe i med hovedet først. Om de kan svømme, vides ikke. Men Jesper Bilde vil ikke interviewes. Han henviser til mailen. Det hele står der, siger han. Som om en mail nogensinde har kunnet rumme kompleksiteten i en foreningskrise. Camilla Jørgensen har også valgt tavsheden. Ingen kommentarer, tak. Måske siger stilheden mere end ord. Camilla var ikke hvem som helst. Hun sad i bestyrelsen siden 1998, blev formand i 2002 og tilføjede senere direktørposten til sit arsenal. Fem år med det daglige ansvar og endnu længere som klubbens ansigt udadtil. Nu er hun væk. Men svømmeklubben lukker ikke vandet ud. To aktive instruktører er trådt til som daglige ledere – en form for livline i en tid, hvor der rodes med redningsveste og genopbygning. Og børnene plasker stadig rundt i bassinet. Det er trods alt ikke dem, der har trukket proppen ud. Men en ting er sikkert: Der skal nogle nye folk til, og det snart. For lige nu balancerer Lystrup Svømning på kanten af bassinkanten – og der er glat.
Magtens Tomhed og Vandets Stilhed: En Krise i Lystrup Svømning I en tid, hvor tillid er det sidste fundament i fællesskabets bygning, må vi nu beskue, hvordan selv en svømmeklub — ja, et sted hvor børn lærer at flyde og voksne lærer at holde sig oven vande — bliver ramt af de samme kræfter, der æder sig ind i enhver institution: opløsning, ansvarsforskydning, og tavshed. Lystrup Svømning, en af landets største foreninger på sit felt, står i en skælvende tilstand. Ikke fordi vandet er koldt eller bassinet lækker — men fordi den menneskelige struktur, bestyrelsen, som skulle bære helheden, nu næsten er tømt for indhold. Fire medlemmer er væk. Direktøren er fratrådt. Kun to står tilbage: kassereren og en konstitueret formand, der holder fast som hængsler på en dør, der ikke længere åbner ind til noget bestemt. Camilla Jørgensen, mangeårig formand og senere direktør, har i marts måned forladt sin post. Hun havde været en bestanddel af klubbens ledelse siden 1998, formand siden 2002. Hendes fravær skyldes en »personalesag«, oplyses det nøgternt. Der gives ingen forklaring, blot konstateres en forandring. Og dog, hvad er en personalesag andet end et spejl, vi ikke må kigge for længe i? Det væsentlige her er ikke de præcise omstændigheder, men det vakuum, som nu har sat sig i organisationens midte. Når næstformanden og yderligere to bestyrelsesmedlemmer også vælger at forlade deres poster i dagene derefter, bliver det klart, at vi ikke har med enkeltafgange at gøre, men med en dybere rystelse. En fortrængt spænding har slået revner i overfladen, som når spejlbilledet på vandoverfladen brydes af en uventet bevægelse nedefra. Der er indkaldt til generalforsamling den 29. april. Her håber man at finde fem nye medlemmer og to suppleanter. Et håb, må vi formode, som ikke blot angår stillinger, men et håb om genskabelse. Om en ny begyndelse. Der er allerede to, der har meldt sig. To “kvalificerede personer”, skriver den konstituerede formand Jesper Bilde i en mail. Mere får man ikke at vide. Han ønsker ikke at blive interviewet. Det skrevne ord må stå alene. Men hvad er en forening uden stemmer? Hvad er et fællesskab, hvor ledere træder tilbage uden ord, og de tilbageværende vogter stilheden som en dyrebar hemmelighed? Det er en påmindelse om, at det organisatoriske liv også er et etisk liv. Og når det svigter, når ansvar bliver reduceret til formaliteter og afsked bliver pakket ind i tavshed, bliver det klart, at der under overfladen – også i en svømmeklub – kan eksistere et dybere mørke. To svømmeinstruktører er indsat som daglige ledere. De skal nu bære en praksis videre, som i sig selv er kropslig, rytmisk, levende. Svømning som bevægelse, som overlevelse, som færd. Deres indsats er ikke kun organisatorisk – den er symbolsk. For måske er det netop i den konkrete gerning, i undervisningen, i mødet med medlemmerne, at meningen kan genskabes, når strukturen slår revner. Lystrup Svømning er ikke kollapset. Men den står stille i et øjeblik, hvor tiden venter på, at nogen igen tør tage ansvar – ikke som magt, men som relation.
En bombe i klorvandet: Magtopbrud og tavshed i Lystrup Svømning Der er noget råddent i svømmeland. Ikke i bassinvandet – det testes regelmæssigt og lugter som det skal – men i ledelsen af Lystrup Svømning, Danmarks næststørste klub, hvor direktørens afgang har udviklet sig til en veritabel eksplosion i forenings-Danmark. Camilla Jørgensen, der i årtier har været synonym med klubben, er ude. Exit. Game over. Ikke med pomp og pressemeddelelser, men med en bemærkning om en »personalesag«, og så blev der ellers lukket for kommunikationen som for en utæt hane. Ingen kommentarer fra hende selv, ingen forklaringer fra formanden, der nu blot er “konstitueret” og hedder Jesper Bilde. Det er næsten som om, man ikke må vide noget. Som om det hele er fortroligt, privat, lukket land – og dog, dette er en forening, betalt og båret af medlemmer, forældre og frivillige. Og i foreninger gælder en slags demokratisk kontrakt, hvor man ikke bare forlader skuden uden forklaring, som kaptajner i flammer. Men hun er ikke den eneste. Næstformanden er også væk. To øvrige medlemmer har fulgt efter. Fire ud af seks har sagt farvel i løbet af to uger. Hvad er det, de ved, som vi ikke må vide? Hvad skete der i kulissen, hvor klapsalverne er forstummet og flugtvejene tilsyneladende ligger åbne? Bestyrelsen, som burde være klubbens rygrad, er nu reduceret til to mænd og en tom stol: Poul Lorensen, kasserer, og Jesper Bilde, den midlertidige styrmand på et skib, der pludselig sejler i modvind. Der er indkaldt til generalforsamling 29. april. Fem nye bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter søges. "To kvalificerede personer" har meldt sig, oplyses det i en mail. Mailen! Det eneste sted, sandheden tilsyneladende stadig får lov at stå. Jesper Bilde vil ikke tale. Han peger på mailen. Den er blevet den officielle stemme, som skal erstatte reelle svar og menneskelig stillingtagen. Der står det, du må vide. Ikke mere. Ikke mindre. Og Camilla Jørgensen? Hun begyndte i bestyrelsen i 1998, blev formand i 2002, direktør senere. Nu er hun væk. Fem år som direktør og et kvart århundrede som toneangivende figur – og så er det hele slut med én linje og et "ingen kommentarer". Som plaster på det åbne sår har man indsat to svømmeinstruktører som daglige ledere. Praktiske folk, der skal få tingene til at glide. Men spørgsmålet er, hvor længe man kan holde tempoet i crawl, når ledelsen famler i mørke. Det her er ikke bare en udskiftning. Det er en tillidskrise forklædt som foreningsdrift. Det er ikke kun navneskilte, der bliver taget ned – det er hele kulturen, der vakler. Og stilheden, der har lagt sig over Lystrup Svømning, er ikke fredelig. Den er spændt som overfladen på et bassin, lige før nogen springer i med knyttede næver. Det burde give genlyd. Men alt, vi hører, er et plask og et suk.