Bilister på barrikaderne: Den store trafikplan får tastaturerne til at gløde Man kunne næsten høre tastaturerne jamre og sukke, da Aarhus Kommune bad om borgernes mening om byens kommende grønne trafikplan. 172 velartikulerede svar senere står byrådet nu med en bunke digitale protester, velmenende forslag og frustrerede suk, der alle handler om fremtidens aarhusianske transportvaner, som helst skal være grønne som de spirende forårstræer. En af de ivrigste kritikere, en bilist med stærke følelser, satte hurtigt ord på den frygt, der ulmer bag rattene: "Jeg vil ikke tvinges over i en bus. Den ekstra tid, det kræver med bussen, vil jeg ikke bruge. Ligesom jeg ikke ønsker at stå som sild i en tønde." Netop denne frygt for at blive fanget i offentlig transport—som var man en sardindåsepassager på vej mod sit uvillige skæbnemål—går igen blandt flere høringssvar. Planen, som indeholder 52 forslag om alt fra flere cykelstier til udvidelse af letbanen, får særligt det sidstnævnte element til at koge over i vrede gloser: "Letbanen er spild af vores penge, ustabil og ubrugelig! Den kan aldrig køre om vinteren, koster en mindre formue at vedligeholde, og skal hele tiden holde stille på grund af det selvsamme vedligehold," lyder det opgivende fra en frustreret indsender. En anden borger tilføjer med dramatisk flair, at det at fortsætte med letbanens anden etape svarer til "at kaste gode penge efter en fiasko." Ikke ligefrem et skulderklap til den kollektive trafiks store prestigeprojekt. Og det er ikke kun bilisterne, der ryster på hovedet. Cyklistforbundet Aarhus peger på, at byrådets pengepung til cykelforbedringer ligner mere en sparegris med anoreksi end et seriøst budget. Særligt cykelstien i Kasted bliver nævnt som en vejstrækning med akutte behov, så børnene fra Lisbjergskolen ikke længere skal risikere liv og lemmer på deres vej mod lærdommen. På den anden side af asfalten, der hvor ejendomsselskaberne holder til, runger utilfredsheden også. Firmaet Olav De Linde lægger ikke fingrene imellem: "Nulemissionszonen er vi klart modstander af. Det virker heller ikke velovervejet, at der alene prioriteres adgang til de tre nævnte p-huse," mener selskabets talsmand og påpeger, at mange private parkeringspladser nær kontorbygningerne risikerer at ende som fortabte enklaver, afsondrede fra bilisternes kærlige blik. Byrådet står nu over for opgaven at jonglere disse modsatrettede ønsker, frustrationer og bitre bemærkninger, mens de prøver at finde en balance mellem grønne ambitioner og borgernes daglige virkelighed. Hvis alt går efter planen, og hvis tastaturerne holder til presset, vil de første spadestik i den grønne retning tages allerede i år. Indtil da kan aarhusianerne øve sig i at cykle, vente på bussen eller håbe på, at letbanen overrasker alle og begynder at køre punktligt—også når frosten sætter ind.
Trafikkens dilemma: Når friheden møder nødvendigheden Aarhus Kommune har med sin nye grønne mobilitetsplan antændt en etisk og eksistentiel kamp mellem individets frihed og kollektivets nødvendighed. I byrådssalen, hvor politikere søger svar på morgendagens transport, manifesterer borgernes 172 høringssvar sig som ekkoer af dybere, næsten metafysiske konflikter. Foran tastaturerne har bilisterne mærket angstens greb – frygten for at blive tvunget fra bilens trygge isolation ind i bussens klaustrofobiske fællesskab: »Jeg vil ikke tvinges over i en bus. Den ekstra tid, det kræver med bussen, vil jeg ikke bruge. Ligesom jeg ikke ønsker at stå som sild i en tønde.« En stærk eksistentiel protest mod det, mange opfatter som en trussel mod den enkeltes autonomi. I høringssvarene opstår en uro, der synes at afsløre en dybere kamp mellem det at leve autentisk – at vælge sin egen vej – og det at underlægge sig samfundets bæredygtige normer. Man aner en næsten fortvivlet erkendelse af, at mobilitet ikke blot handler om at nå fra A til B, men om selve retten til at bestemme livets retning og hastighed. Således udsættes letbanens anden etape for en nådesløs kritik, der kalder projektet »vanvittigt« og »provokerende«, fordi det tilsyneladende gør individet til genstand for kollektivets idealer. Letbanen, hævdes det med fortvivlelse, er »ustabil og ubrugelig«, en metafor for en verden, hvor individet konstant må vente, afhængig af andre menneskers beslutninger og offentlige planlæggere, der undertiden synes fjerne fra livets realiteter. Men mod bilens frihed står også de borgere og foreninger, der argumenterer for cyklismens stille værdighed. Cyklistforbundet Aarhus påpeger, at friheden til at bevæge sig gennem byen kræver en praktisk og ansvarlig infrastruktur. De savner en dybere erkendelse hos beslutningstagerne af, at en sand mobilitetsplan må tage menneskelivets sårbarhed alvorligt. Eksempelvis efterlyser mange borgere cykelstien i Kasted, så børn trygt kan træde ud i verden uden frygt for bilernes fart og fare. Ejendomsselskabet Olav De Linde fremfører bekymring over nulemissionszonens påvirkning af ejendomsretten – retten til at disponere over egen grund og ejendom. De minder os om, at ansvar ikke kun handler om moralens kald, men også om en retfærdig fordeling af konsekvenserne ved grøn omstilling. Når byrådet inden sommeren endnu en gang skal tage stilling, befinder de sig således i en etisk spænding mellem at bevare individets selvbestemmelse og at anerkende nødvendigheden af et fælles ansvar for fremtidens Aarhus. Kan friheden bevares uden at fornægte nødvendighedens krav? Kan byens grønne drømme opfyldes uden at overskride den enkeltes ret til at forme sit liv? Svaret vil vise sig i praksis, når de første skridt mod fremtidens Aarhus tages senere i år.
Aarhus i trafikalt stormvejr: Bilister ser rødt over grøn plan Det buldrer bag rattene og gnistrer ved tasterne, hvor aarhusianske bilister har taget kampen op mod kommunens grønne drømme. 172 vrede, ironiske, men også konstruktive høringssvar er landet på byrådets bord, og de folkevalgte skal nu navigere mellem visioner og virkelighed i forsøget på at gøre Aarhus CO₂-neutral inden 2030. Det store spørgsmål er, hvordan aarhusianerne overhovedet skal bevæge sig rundt, når bilerne – byen frie fugle – måske ikke længere har ret til at flyve. Mens politikerne sidder med en mobilitetsplan fuld af 52 ideer om cykler, busser og en udskældt letbane, lyder der oprør fra gaden: »Jeg vil ikke tvinges over i en bus. Den ekstra tid, det kræver med bussen, vil jeg ikke bruge. Ligesom jeg ikke ønsker at stå som sild i en tønde.« Busserne er ikke det eneste, der får på hattepulden. Letbanens etape 2 fra Spanien til Brabrand beskrives med dystre vendinger som »helt håbløs« og en skandaløs investering, der svarer til at brænde penge af i byrådets midte. Borgerne spørger, om politikerne mon har overset, at letbanen ikke bare knirker, men også fryser fast, når vinteren bider fra sig. »Letbanen er ustabil, ubrugelig og ren pengetyveri,« lyder kritikken skarpt fra en opbragt aarhusianer. Det vrimler med paradokser og dobbeltheder i denne trafikalt ladede debat, hvor cyklistforbundet kritiserer budgettet som pinligt småligt, mens borgere skriger på cykelstier, der kan sikre skolebørnene i Kasted en tur i skole uden frygt for livet. Alt imens kæmper ejendomsselskaber med næb og klør mod en nulemissionszone, som de mener ignorerer den hellige ejendomsret og gør kontorernes parkeringspladser til døde øer, isoleret fra bilismens levende strømme. »Det kan ikke være rigtigt, at kommunen blokerer adgangen til private ejendomme,« skriver Esben Kjeldsen, på vegne af firmaet Olav De Linde, i et forsvar for retten til fri bevægelighed og ejendomsret. Snart skal byrådet igen mødes i den politiske boksering, hvor kampen om byens fremtid står mellem det visionære og det pragmatiske, mellem drømmen om en grønnere fremtid og den daglige trummerum, som for manges vedkommende stadig har fire hjul og et rat. Hvis planen vedtages, begynder arbejdet straks. Og mens aarhusianerne venter på, at politikernes grønne drømme folder sig ud, må de håbe, at fremtidens trafik hverken ender i trængsel eller fortvivlelse.