Socialdemokratiets store universitetsfupnummer Når politikerne pynter på historien, er det som at hænge nye gardiner op i en ruin: Det ser fint ud på afstand, men når man kommer tæt på, kan man godt se, at taget mangler, og væggene smuldrer. Trine Bramsen og Kristian Sommer Harrits skrev for nylig i et debatindlæg, at Aarhus Universitet altid har været en motor for viden, vækst og social mobilitet. Og ja, det er da sandt, at Aarhus Universitet har været en slags oplysningsmæssig damptromle, der effektivt har mast Jyllands og hele Danmarks vidensniveau op gennem årtier. Men når de to politikere så forsøger at forklare, at Socialdemokratiet intet ansvar har for de senere års nedskæringer, er det som at se to elefanter forsøge at danse ballet: kluntet, utroværdigt og lidt for komisk. Universitetet måtte nemlig pakke fag og flytte dem ud i periferien. Pludselig skulle studerende og undervisere til Herning og Foulum – områder der nok er skønne, men omtrent lige så akademisk relevante som at holde en filosofisk konference i et supermarked. Politisk science og flere sprogfag blev sendt til skafottet, fordi Socialdemokratiet mente, at den akademiske høflighed var blevet for god, og at nu skulle der skæres, flyttes og eksperimenteres. Men den akademiske verden er ikke et kaninbur. Når Bramsen og Harrits påstår, at det handler om mobilitet og sammenhæng mellem uddannelserne, lyder det næsten poetisk. Realiteten er mere, at universitetet er blevet reduceret til en politisk legoklods, man kan sætte sammen og skille ad efter lyst og behov. Bramsen og Harrits siger, de ikke spiller uddannelser ud mod hinanden. Men hvad er det så, de har gang i, når de lukker universitetsuddannelser og ikke gør erhvervsuddannelserne mere attraktive? De har skabt et nulsumsspil, hvor alle taber, og universitetet mest af alle. Social mobilitet, som Bramsen og Harrits kalder en succes, handler ikke kun om at kunne komme ind, men også om at kunne blive der og faktisk læse det, man drømmer om. Når unge mennesker mister muligheden for at studere tæt på deres hjem, er det ikke mobilitet – det er at sætte viden på tvangsauktion. Så lad os droppe pyntesygen, kære Socialdemokrati. Universitetets rolle som demokratiets og videnssamfundets centrum kræver investering, ikke nedrivning. I stedet for at fralægge jer ansvaret, skulle I måske tage det på jer – og give universitetet den respekt, det fortjener.
Ansvar, sandhed og universitetets sjæl Når Bramsen og Harrits tegner historien om Aarhus Universitet, former de en fortælling med et strøg af idyl og forglemmelse, der tilslører ansvarlighedens alvor. Det er sandt, at Aarhus Universitet gennem næsten hundrede år har været en lysende bærer af oplysning, vækst og social mobilitet – ja, universitetet selv er blevet en kulturel og arkitektonisk manifestation af denne ambition. Men netop i forsøget på at opretholde denne fortælling, glider Bramsen og Harrits hen over den barske virkelighed, der præger universitetets eksistens i dag. De skærmer sig bag forestillingen om, at socialdemokratisk uddannelsespolitik aldrig nedgør visse typer af uddannelser, mens virkeligheden taler et andet sprog. Sandhedens alvor fordrer, at man står ved sine handlinger – også når de fører til tab af akademisk styrke og integritet. Ved udflytningen af Aarhus Universitets uddannelser til Herning og Foulum har man placeret viden og forskning langt fra deres naturlige hjemsted. Det er ikke blot en fysisk flytning, men en svækkelse af den faglige sjæl. Her gøres de studerende til forsøgsobjekter i et eksperiment, der ikke bygger på faglig nødvendighed, men politisk bekvemmelighed. Der er skåret i optaget, og syv uddannelser, heriblandt political science og sprogbaserede kandidatuddannelser, er lukket ned. Dermed berøves unge mennesker ikke alene en uddannelse, men selve valgfriheden – en grundlæggende betingelse for menneskelig udfoldelse. Mobilitet handler ikke alene om adgang, men også om muligheden for at vælge, hvor og hvad man vil studere. Når den valgfrihed indskrænkes, svækkes den menneskelige eksistens og samfundets potentiale for udvikling. Den centralistiske styring, universiteterne udsættes for, er ikke blot bureaukratisk – den er eksistentielt begrænsende. At påstå universiteternes mulighed for at interagere med andre sektorer er forbedret, er ikke blot at forvanske sandheden; det er at overse, hvordan den frie, faglige udvikling kvæles under politiske diktater. Universiteternes kerne er netop frihed og faglighed – begge dele er truet, når politisk topstyring erstatter faglig autonomi. Hvis man virkelig tror på universitetets betydning for viden, frihed og demokrati, må man have modet til at tage ansvar. Socialdemokratiets politik har ikke blot spillet uddannelserne ud mod hinanden, men også frataget universitetet sin rolle som et levende, frit centrum for samfundets vidensproduktion. Bramsen og Harrits må lade pynten falde og erkende den alvorlige sandhed: Man kan ikke forsvare universitetets historiske arv, hvis man samtidig bidrager til dets langsomme nedbrydning. Ansvarligheden kalder på ærlig handling frem for politisk pyntesyge.
Socialdemokratisk skønmaleri: Nedskæringer forklædt som omsorg Når politikere maler fortiden op med brede, glatte penselstrøg, bliver virkeligheden ofte skjult bag farverige illusioner. Trine Bramsen og Kristian Sommer Harrits forsøgte for nylig netop denne øvelse med Aarhus Universitets historie – en skøn fortælling om videnslyst, arkitektur og social opstigning. Men bag det fine maleri krakelerer lakken hurtigt. Det er sandt nok: Aarhus Universitet har været et vidunderligt kraftcenter, en storslået institution, der har løftet ikke blot Jylland, men hele Danmark ind i oplysningens tidsalder. Arkitekturen er endda anerkendt som national kulturarv – så langt har de da ret. Men når de samme politikere, med skyldige smil og flakkende blikke, forsøger at pudse sig selv af for ansvaret for nedskæringer og udflytninger, bliver det lige så troværdigt som en amatørmalers forsøg på at sælge en billig kopi som ægte Rembrandt. Universitetet er blevet tvunget ud i det store, jyske land. De akademiske miljøer i Herning og Foulum skal skabe videnskab i ensom majestæt, langt fra de nødvendige forskningsnetværk og infrastruktur, der giver faglig styrke. De studerende er reduceret til brikker i et stort politisk eksperiment, der mere handler om at dreje ungdommens valg væk fra universiteterne end om at styrke uddannelserne. Bramsen og Harrits hævder, at socialdemokratisk uddannelsespolitik aldrig nedgør bestemte typer uddannelser. Men realiteten er ganske anderledes: Aarhus Universitet måtte lukke syv uddannelser, herunder politologi og sprogfag, fordi politikerne fandt det belejligt at tage fra det akademiske miljø uden at give noget substantielt igen til erhvervsuddannelserne. Det er et nulsumsspil, hvor samfundet taber hver gang universitetet mister terræn. Social mobilitet, siger politikerne, er en sejr. Men mobilitet uden valgfrihed er tomme ord. Når universiteter reduceres til instrumenter for politiske ambitioner, undergraver man selve fundamentet for demokratiet og vidensamfundet. Hvis Socialdemokratiet virkelig mener noget med at støtte universiteternes rolle, må det holde op med at dekorere historien med festlige anekdoter og politisk kosmetik. Det kræver mod og investering at værne om universiteternes styrke – ikke spin og historieforvanskning. Lad malerpenslen hvile lidt, Bramsen og Harrits. Virkeligheden kræver handling, ikke flere pyntede fortællinger.