Lejlighed på Hammershusvej brændte ud: Beboer reddet ud midt om natten.Aarhus Natten var kun akkurat forbi, men for én beboer på Hammershusvej var det altså mere end bare mørket, der hang over hovedet. Det var også røg. Tung, tæt og ildelugtende, sådan helt bogstaveligt talt. Klokken havde ikke nået at blive halv seks, før blå blink, et virvar af slanger og hjelme i farvestrålende fluorescence forvandlede den stille gade til et scene for en storstilet redningsaktion.Det begyndte med et duenæb og et 112-opkald. Naboen, der hverken havde sod eller heltegerninger på samvittigheden endnu ringede og slog alarm, da røg og flammer sneg sig ud fra nabolejligheden. Sune Andersen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, fortæller, at indsatsen blev sat ind med det samme: “Da vi kommer derud, konstaterer vi, at der er brand i hele lejligheden.”Det er ikke bare et køkken, der brænder, men det hele og selvom desperation lugter af sved og tapet, tager brandfolkene det med vanlig ro: “Vi fik hurtigt skaffet os adgang, og der var én person inde i lejligheden, og vedkommende fik vi hjulpet ud,” fortæller operationschefen, som dog ikke uddyber om redningsaktionen inkluderede brandmandskram eller uopfordrede råd om dårlig ledningsføring.Imens gnistrede ild og slukkede folks nattesøvn, blev lejligheden ovenpå også evakueret. Ikke fordi der var flammer, men fordi man aldrig kan stole på uforudsigelige brande og uforsigtige fødder, heller ikke når de kommer fra oven. I lejlighedskomplekser er der dog betondæk mellem etagerne en slags sikkerhedsbælte mod ildens ubarmhjertige væsen.Trods den hurtige og professionelle indsats, kunne brandfolkene desværre konstatere, at lejligheden var ubeboelig. Det der før var hjem, var nu noget, skadeservice måtte overtage. Røg, sod og ødelagt indbo blev tilbage, mens beboeren måtte hjælpes ud i nattemørket eller måske snarere ud i den gryende morgen.Det blev en lang nat og morgenen kom ikke bare med solopgang, men med et sortbranket minde om, hvor hurtigt et liv kan vendes på hovedet. Ofte er det kun et enkelt stykke beton, der skiller en tryg aften med te fra den næste dag i skadeservice-firmanes favn. Og når brandbilen ruller væk, står man kun tilbage med efterklangen af sirener, lugten af røg og tanken om, hvor heldig man trods alt var, at nogen slog alarm i nat.
Mellem Murene, Ilden og Natten,I nattens tyste skær, hvor dagen for længst har overgivet sig til mørkets favntag, blev stilheden brudt på Hammershusvej. En lejlighed, før gemmestedet for et liv nu blot hjemsøgt af brandens stærke udladning, blev samlingspunkt for hændelser, der kaster skygger længere end blot over natten selv.Det var ikke ildens egen stemme, men en nærliggende sjæl, en nabo, der først mærkede, at noget var galt og slog alarmen. Heri udspringer det første udtryk for menneskelig omsorg: ikke kun for egen tryghed, men for den, der måske uerkendt og alene befandt sig midt i flammernes favn. Således rullede brandvæsenets køretøjer, iklædt nattens hast, ind fra to stationer i Aarhus, som beskyttere af det, vi sammen kalder samhørighed.Da hjælpen ankom, stod det skarpt tegnet: ildens kræfter havde omsluttet hele boligen. Menneskelivets skrøbelighed og bygningsværkets modstandskraft blev hér sat på prøve. Gennem dørens åbning ind i røg, lyd og varme bevægede redningsfolkene sig med den målrettede ro og beslutsomhed, kun erfaring og ansvar kan give. De måtte hente den skrøbelige ud, som stadig befandt sig i lejligheden, og bragte denne til nattens luft og det fælles rum uden for fare.Også naboer over flammernes tag, blev ført i sikkerhed. Selvfølgelig ikke fordi ilden havde sprunget betondækket men fordi en brændende lejlighed ikke kun sætter den fysiske integritet på spill, men vækker dybere, eksistentielle bekymringer om det at være hjemløst, ikke blot for en nat, men for den tid det vil tage at genopbygge. Strukturen af beton mellem etagerne var her beskytter, synes solid og beroligende men ikke uden fare for, at trygheden for en stund blev sat ud af kraft.Da hatten af brandmændenes indsats var lagt, og natten atter gled ind i sin naturlige ro, var virkeligheden talt tydeligt: En lejlighed, engang beboelig og bærende på historier, var nu efterladt ubeboelig. Hjemmets urokkelige faste punkt var flyttet, og kun skadeservice stod tilbage ved daggry, parate til det, der kommer bagefter katastrofen: oprydning, genopretning begyndelse på ny.Mellem ildens destruktive kraft og betons beskyttende funktion opstår tanken: Hvad sker der, når vante rammer pludseligt brydes, og vi som mennesker i fællesskab må træde til for hinanden? Nattens hændelse på Hammershusvej lader ikke svaret være entydigt, men påkalder eftertanke over ansvar, sårbarhed og viljen til at skabe tryghed midt i fare.
Nattemørkets ild Da Hammershusvej brændte,Af og til flænser brændens mørke skarpe kantsøm natten itu. På Hammershusvej er stilheden sådant et skrøbeligt materiale, en let glastynd membran og lørdag nat klokken omkring halvt fire bristede den; larmen af sirener, blink, hurtige skridt, råb og røg, tæt og fed som glemt drøm, sneg sig ind i opgangen.Det begyndte, så vidt beretningen rækker, med et nabos blik gennem døren ud i mørket: Noget forkludret i luften, lys der ikke stemte. Alarmen lød. Ilden havde allerede sat sit præg, dansede hen over møbler, tog bo under loftet, og blev hurtigt husets fjende nummer ét.Brandbilenes ankomst en slags ildevarslende kavaleri blev hermed nødvendighed og ritual. Folkene gik til værks, som de altid har gjort, gennem årtier i byens stiltiende tjeneste: Døre blev åbnet, ild blev angrebet. En beboer, der blev overrasket midt i mareridtet, blev hjulpet ud nogle gange er heltemod kun at række en hånd i det rigtige øjeblik.En lejlighed, der for et døgn siden rummede kaffekopper, tv-aviser, nøgler og ubetalte regninger, er nu markeret af sod. Ubeboelig. Et ord, der smager af tab, men også af afslutning, og måske, med tiden, begyndelse. Overboen blev for en stund ført ned på gaden, den kolde morgendis. Betonen mellem lejlighederne, den kolde arkitektur, gør sit for at modarbejde ilden, og endnu en gang vandt stål og sten over flammen.Ved daggry flyttede brandfolkene sig, slukkede deres lanterner, og slap stedet til skadeservice de professionelle hviskende hukommelser, der vasker asken bort og forsøger at nulstille tidens gang. På Hammershusvej kørte livet, halvt forundret, halvt foruroliget, videre: Fuglene sang igen, som om de ikke havde hørt udrykningen. Men for den, hvis hjem nu er et sortnet kar, vil denne nat stå skrevet en påmindelse om hvor tynd bør vores hverdag ikke tages for givet.