Flammer bag facaden brandfolk med superværktøj på Stensagervej.Viby, mandag formiddag. Et kvarters roligt dryppende regn, en måge, der skælder ud fra et taghjørne, og så pludselig: sirener. På Stensagervej piber institutionens alarm som en forvokset kanariefugl. En ildebrand er på færde i noget så umiddelbart harmløst som en ydermur. Ikke inde i en gryde, ikke i et gardin, men derinde i murens dunkle indre, hvor kun de færreste tør tænke på at finde brand.Klokken er 09.03, da meldingen rammer Østjyllands Brandvæsen. Der er fart på, men ikke panik. Operationschef Anders Jensen har prøvet ting før, men han kan godt mærke, at det her ikke er standardopskriften.”Murbrande har sine egne luner,” forklarer han med et udtryk, der både rummer erfaring og en snert af skrækblandet beundring for ild. På institutionens fortov er ti brandfolk svøbt i udstyr nogle ligner næsten ridderne i panser, da de rykker ud i manøvre.I rygsækkene har de hemmelige våben, og i dag handler det især om én ting: vandtågen. Trykost, der med næsten poetisk finesse sender mikroskopiske vandperler ind i sprækker og mørke, hvor ingen almindelig haveslange kan nå. Det lyder næsten som magi men det virker. Vandet siver ind, danner små perler der kysser ilden i døden og, vigtigst: Murværket slipper fra det hele, nærmest uden ar.Efter knap en time, lidt efter klokken ti, kan flammerne ikke mere. Operationschefen sukker måske af lettelse, måske fordi hans kaffe stadig venter i bilen og fortæller, at kampen er vundet: ”Branden er begrænset, og indsatsen er kontrolleret.”Institutionen står endnu. Måske dufter der svagt af sod og af våde mursten, måske kigger børnene spørgende ud men stilheden er tilbage. Brandfolkene pakker sammen. Alt er som før, og dog ikke. Hvis man lytter efter, kan man næsten høre vandtågens hvisken i muren.
Ildens væsen og institutionens vægge Morgengryet havde endnu ikke for alvor løsnet sin favn om Stensagervej, før en insisterende summen fra sirener blev den nye klangbund i kvarteret. Det var en mandag, som ville markere sig i institutionens historie, for ilden havde denne dag fundet sit leje ikke i det åbenlyse, men gemt bag ydermurens skin og facade.At ild bryder ud, vidner om en verden, hvor grænserne, vi sætter, ofte trues. Særligt, når inde og ude forvanskes, og flammerne stædigt bider sig fast i konstruktioner, vi antog faste. I netop dette møde mellem mur og brand blev brandvæsnet tvunget til at tænke videre end det vante: For hvordan bekæmper man en fjende, der forankrer sig i det skjulte, og hvis ødelæggelse truer ikke blot enkeltdelen, men helheden?Her måtte menneskets opfindsomhed spille ind. Med vandtåge og specialiserede redskaber trængte ti ildsjæle i mere end én forstand ind til brandens kerne. Ikke med destruktionens store gestus, men med målrettet præcision. Vand blev ikke længere blot slukningsmiddel, men ganske små partikler, båret ind med højt tryk for skånsomt at omgærde og kvæle flammerne. Som om enhver vands bevægelse var et argument mod yderligere skade; et forsøg på at læge snarere end blot slukke.Her blev håndværk til omsorg: Hensynet til mur og mening, til de rammer, der til hverdag bærer børn og ansatte i institutionens regnskab. Det blev således en indsats, hvor ødelæggelsen af det onde var nøje afmålt, så det gode kunne bevares hvor hver handling rummede sin egen etiske overvejelse.Klokken var ikke meget over ti, før roen igen kunne tage bo. Tilbage stod ti mænd i uniform, og en institution, hvor muren bar sporene af både ildens hærgen og menneskets forstandige hånd. Hændelsen, indrammet mellem alarmopkaldet 09.03 og indsatsens afslutning en time senere, efterlod et sæt erfaringer om grænser, ansvar og den omsorg, selv et murværk kan tilfalde.Branden blev begrænset, indsatsen kontrolleret; institutionen kunne atter tage imod den næste dag. Men måske, blandt både murbrokker og samtaler, sporer man stadig ekkoet af det dybe spørgsmål: Hvad er det, vi beskytter og hvor langt rækker vores ansvar, når grænsen mellem tryghed og trussel smelter?
Ilddybet bag muren: Institution ramt af skjult brand i Viby.Viby, mandag formiddag: På Stensagervej, hvor murene tilsvarer rutinen i de institutionsprægede hverdage, lød der pludselig en alarm ikke fra legende børn, men fra brandvæsenets summende maskineri. Klokken 09.03 blev virkeligheden tykkere, fortætninger af røg og uro trak sig sammen om én ydermur: Flammerne havde undsluppet det synlige, valgt deres kammerat det skjulte rum.Brandvæsenets menneskekæde, ti i tal, indtog som en dirrende puls institutionen. Ingen knuste vinduer, ingen dramatiske spring ind i mørket men kampen mod ilden udsprang af håndelag og teknisk finesse lige på kanten af det sanselige: Her træder det moderne værktøj til. Vandtågen; ikke en klassisk stråle eller ustyrlig styrke, men en næsten poetisk intervention. Hundredetusindvis af mikroskopiske dråber blev med rasende højt tryk pustet ind i væggenes indre, hvor branden lå gemt som et dyr i dvale.Det, der udspillede sig, havde karakter af kirurgi. Hver en beslutning balancerede vand nok til at drukne ilden, men ikke mere, end det blev nødvendigt for konstruktionen. Den slags indsats efterlader ikke spinkle rester af aske og sod i vindueskarme. Følgeskaderne, altid en frygtet skygge, blev minimeret.Ved titallet slog uret rytmen an: Overstyring, men ingen panik. Stedet var på vej tilbage til sit udgangspunkt, en times koncentration havde bragt flammerne til ophør og midt i denne teknologiske præcision var det alligevel årvågenheden, rytmen og de hurtige hænders fællesskab, der stod tilbage som helten.Muren er der endnu. Måske med spor i strukturen, sveden af brandmændenes indsats som et hemmeligt mærke. Hverdagen klapper nok snart sammen om institutionen igen, børnene kommer tilbage, men for en stund åbnede ydermuren sig for et drama, skjult i det snævreste mørke, udkæmpet med vandtåger, på én almindelig mandag i Viby.