Debatten om vindmøller virkelighed fremfor vildledning.Ude på den jyske landtange, hvor vinden kravler ind over Vosnæs Pynt og fletter sig ind mellem markens monokuture, er sommerens agurketid nu forbi. Tilbage står vi, ikke længere med tomme salatskåle, men midt i et lokalopgør, hvor den grønne omstillings muligheder vejes mod naboskabets bekymringer. For debatten om vindmøller blafrer mere i følelser end i vinden og måske er det tid til at puste mere realisme ind i samtalen.På borgermødet den 19. juni blev argumenterne rullet ud på snor, som vasketøj en blæsende efterårsdag: den tabte udsigt, det slidte naboskab, frygten for både boliger og fasaner. Selv turistforeningen så ud til at ryste på hænderne. Men det er blevet gentaget så mange gange, at det næsten har fået karakter af ti bud for vinden: ”Du skal ikke bygge møller, og hvis du gør, skal du ikke ødelægge min udsigt!”Det visuelle? Ja, det bliver da anderledes. Men vi sender stadig lange blikke mod Studstrupværkets skorstene, der med visuel pondus minder os om fortidens klimasynder. Den grønne omstilling er, kort sagt, ikke usynlig men det har kulkraften aldrig været.Så er der den traditionsrige klagesang om ejendomsværditab. Men hør nu her: Der er lovgivning, der sikrer kompensation. Vosnæsprojektet har ikke selv skrevet loven og hverken lodsejere eller politikere skal opfinde deres egne regler. Skulle man måske indføre en særordning for dem, der har følt sig snydt af gulstubbede marker og sunket grundvandsstand? Ej.Klimaet det store, abstrakte regnestykke. Modstandere har svinget med påstanden om, at vindmøllerne kun vil dække 0,03 procent af klimaplanen. Men hvor kommer tallet fra? Det bygger på en forestilling om, at strømmen i 2030 af sig selv bliver så grøn som spiren på en nyslået plæne. Drøm videre! Når solcellegårdene er på pause, kommer omstillingen ikke gående i gummistøvler af sig selv. Hvis møllerne producerer 43 GWh om året svarende til 10.000 tons CO2, der ikke vælter ud i atmosfæren så er det mere end navlepilleri at kalde det ligegyldigt.Strømmen, ja, dén strøm også! Man skulle tro, det bare var en klat i regnskabet, men ni tusinde fem hundrede husstande får grøn strøm ud af det her det svarer altså til, at 22.000 aarhusianere ikke skal føle sig som lunkent vand i klimapolitikkens badekar. Og vi får mere brug for strøm, ikke mindre. Logikken bør ikke slå knuder på sig selv.Er det mon så naturen, der lider nød? Vosnæsmøllerne skal ikke sættes ned midt i zoologisk have eller i en urørt skov. Det er et landbrugsområde så mon ikke naturen overlever et par vinger mere? Selv Danmarks Naturfredningsforening har meldt ud, at biodiversiteten ikke går fra himmel til helvede af denne sag. Klimaet vejer på vægtskålen. For en gangs skyld er det tydeligt, hvad der betyder mest.Støjargumentet blev behørigt pillet ned på borgermødet. Afstandsregler er overholdt. Og som det blev sagt, kan vi ikke lade selvbestaltede infralydseksperter og youtubeteorier diktere hele udviklingen. Hvis man skulle høre på alt, hvad nettet har at byde på, ville ingen kunne bo hverken ved indkørsler, biblioteket eller skovbrynet.Syddjurs? De er ikke blevet snydt. Hverken loven eller byrådets beslutning ville have udspillet sig anderledes, om de end var blevet taget med på råd fra morgenstunden eller fra middag.Måske kan vi slå hul på den sidste vildfarelse sammen. Uanset hvor vred man bliver over at miste indkig til fjorden, rykkes grænserne ikke af personangreb og skingre stemmer på sociale medier. Grøn strøm til 22.000 aarhusianere er ikke en detalje i et fototapet, men et ansvar for byen. Vi behøver ikke smide hæderen over bord for et par gamle postkortudsigter.Vindmølledebatten bør handle om, hvordan vi sammen bærer dragens hale ikke om, hvem der får vinden i nakken. For med flere fakta og mindre røg, kan det være vi endelig får øje på, at fremtidens vind blæser i grøn retning.
Vindmølledebatten kræver mere realisme og mindre røgslør.Sommeren i det østjyske lakker mod enden, og med den flyder også årets såkaldte agurketid. Alligevel er himlen over Vosnæs Pynt endnu tæt af debatens røg, trods det faktum, at fundamentet for den store forargelse synes mere at bestå af tåge end af ild. Nogle få stemmer, der stadig ønsker, at Aarhus føjer handling bag sine løfter om klimaansvar, kan let føle sig forstummede i det borgerlige kor, hvor modviljen mod vindmøller gjalder højt. Jeg var selv til stede på borgermødet 19. juni et møde domineret af bekymringer og protester, men sparsommelig med anerkendelse af klimaets presserende luner.For at man ikke skal ledes til at tro, at bekymringerne ukritisk kan tages som sandheder, bør udvalgte pointer fra modstandergruppernes 10 bud ses i et nøgternt lys.Det synlige land og det synlige ansvar”Den grønne omstilling kan ses,” lyder kritikken. Ja, synet af vindmølleparker i landskabet er blevet et symbol på den forandring, vi uomgængeligt må navigere i. Modstanden mod det synlige glemmes dog let, når Studstrupværkets skorstene fortsat bryder horisonten og bringer os i tanke om konsekvenserne af ikke at skifte kurs. At vindmøller sætter spor i landskabet, er et faktum. Men så sandelig også vores nuværende energivaner.Ejendomsværdi og ejerskab til udviklingenBekymringerne om ejendomsværditab har deres rod i forståelige følelser. Der er dog truffet beslutning på et mere overordnet plan: Loven foreskriver en kompensation, drevet af et ønske om rimelighed for de direkte berørte. At stille Vosnæs-projektet ansvarligt for rammerne fastlagt i landspolitikken, er i bedste fald en afledningsmanøvre.En CO₂-gevinst, der ikke bør undervurderesDet hævdes, at vindmøllerne kun vil gøre ubetydelig forskel en påstand, der dog hviler på milde gætterier om fremtidens elektricitetsproduktion, hvor grønnere strøm nærmest postuleres at opstå af sig selv. Men klimaforpligtelse kommer sjældent uden vilje og handling. Et mere nærtgående regnestykke, der sammenligner vindmøllestrømmen med den biomasse, vi stadig afbrænder, peger i retning af 10.000 tons CO₂, som årligt kan fortrænges. Lad det ikke forklejne, at ambitionen skal løftes af konkrete investeringer i vedvarende energi, ikke henlægges som et spørgsmål om god vilje.En husholdning, en kommune, et ansvarAt kun ’1 procent’ af kommunens samlede elforbrug dækkes, fremstilles som bagatelliserende. Men bag tallet gemmer sig 9.500 husstande svarende til 22.000 aarhusianere, hvis behov kunne dækkes med grøn strøm fra egen baghave. Med et forventet stigende elforbrug lokalt og på verdensplan, må vi ikke bilde os ind, at vores behov for grøn energi vil falde kun stige.Naturens mangfoldighed og ambitionens pladsDebatten præges ofte af frygt for at miste noget oprindeligt. Men fakta er, at projektet ønskes opført på monokulturmarker, ikke midt i urørt natur. Når selv lokale naturforeninger ikke finder nævneværdig naturværdi her, bør dette vægte tungt i diskussionen. At prioritere klimaet kan ikke længere udskydes til fordel for horisonters beskaffenhed.Støj, lov og fornuftStøjen både den akustiske og den i stemningsbilledet spiller en ikke ubetydelig rolle. Men projektets bagmænd redegjorde tydeligt for overholdelsen af alle miljøregler på borgermødet. Vi skylder hinanden ikke at lade løsrevne bekymringer og selvudnævnte eksperter diktere den fælles kurs, når retningen er udstukket af både lov og faglighed.Grænser uden mureNaboerne i Syddjurs Kommune er heller ikke glemt i processen. Reglerne er holdt i hævd, og ønsket om en højere grad af inddragelse ville ikke have ændret på projektets forudsætninger.Debattens tone og muligheden for fælles retningDet er let at glemme i stormens øje, at der bag hver holdning står mennesker. At give plads til kritik er nødvendigt, men personangreb fører os kun væk fra sagen. Om vi kan stride os til en grønnere fremtid uden at tabe hinanden i munter meningsudveksling, er også et spørgsmål om dannelse og om nysgerrighed.Aarhus står overfor et nødvendigt, ikke nemt valg. Målet må være, at byens borgere, i arbejdet mod en mere bæredygtig hverdag, tør møde både synlige forandringer og egne forbehold med realisme. Det er vores fælles horisont, der er på spil.
Glem røgen, mærk vinden Aarhus' ansvar i den grønne omstilling.Af og til breder der sig en sær dis henover debatten i Aarhus. Særligt når det gælder vindmøller og Vosnæs Pynt, har røgslør og heftig gestik trumfet nøgtern realisme. Byrådsferien er forbi, og agurketidens småspydigheder ligger bag os men nu trænger sagen om byens blæsende fremtid virkelig til lys og luft. Ikke mere klynk om udsigter og værdifald. Lad os skrue væk fra det letkøbte postyr og se på, hvad der egentlig er på spil.På borgermødet 19. juni var stemningen fortættet, men ikke med fornuft. Her talte vindmøllemodstanderne højt, viftende med deres ti bud om, hvorfor det grønne eventyr er både syndigt og spildt. Buddene har nu fundet vej til adskillige læserbreve, og gentagelsen gør dem ikke sandere. Flere bud samler sig om det, man kan kalde den æstetiske skræk: At hjulene på mærkværdige stålstammer vil forringe synsindtrykket. Bevares, den grønne omstilling kan man ikke skjule bag en hæk men mon ikke skorstensparaden ved Studstrupværket også har sat sit præg? Vi kan ikke på én gang ønske handling og tie maskinerne ihjel.Meget støj både konkret og debatorisk har lydt om økonomisk tab. Ejendomsværdi, frygt for dalende priser. Men reglerne for kompensation er præcist rammesat i lovgivningen. Hverken projektet eller kommunen kan trylle dem bort. At den grønne omstilling skal undgås, fordi regningen måske, måske ikke rører folks formuer, er at begå regnefejl med fremtiden.Så tales der om kommunens såkaldt ubetydelige klimagevinst. Men regnestykket, der fortæller om 0,03 procent fremgang i den store plan, hviler på den tvivlsomme ro om, at i 2030 vil strømmen i Aarhus per automatik være 100 procent grøn. Mon ikke vi har lært, at grøn omstilling kræver vi tager ansvar, og ikke venter på at strømmen fikser sig selv? I virkeligheden vil møllernes energi fortrænge dyr biomasse og netop her er den reelle CO2-besparelse både markant og presserende: 10.000 tons mindre CO2 det er, kære læser, dobbelt så grønt, som kritikerne vil have os til at tro.Nogle insisterer på, at el fra vindmøllerne kun vil dække 1 procent af forbruget. Men det er 1 procent af et meget stort forbrug! Strøm nok til 9.500 husstande, 22.000 bysbørn voksne, børn, unge, gamle der slipper for at tænde lyset med samvittighedsgnaven. Med et samfundshjul, der kun kører hurtigere og sluger mere strøm, skal vi prise os lykkelige for alt, der blæser nyt liv i stikkontakterne.Og så det med naturen: Hver gang nogen forsøger at gøre det til en kamp mellem vindmøller og natur, bør vi huske, at Vosnæsmøllerne ikke breder sig i naturbeskyttede områder, men på monokulturmarker. Selv klima- og naturvogtere finder ikke større værdi, hvor vingerne skal snurre. Er vi virkelig så forelskede i det pæne og perfekte, at vi glemmer fremtidens landskab består af flere farver end grøn og blå?Støjen? Reglerne og dermed hensynet er overholdt. Alt andet er netnymfomani og hjemmekogt lydpanik. Og hvad med naboerne ovre på Syddjurs? Også de kan sove roligt reglerne gælder på tværs af kommunegrænser.Endelig: Kan vi for alvor ikke diskutere den slags uden at lange håndmadder ud til hinanden? Der er mere på spil end ensartede udsigter. Grøn strøm til 22.000 aarhusianere! At angribe de ansvarlige politikere personligt er lavkomisk, uanset om man har huset med havkig eller ej. Tænk hvis vi alle diskuterede vind med samme engagement, som vi tipper cykelstativerne.Hvad er prisen for at gøre ingenting? At standse vinden, før den overhovedet får lov at vende propellerne? Lad os vippe røgen væk og se med friske øjne på den virkelighed, der blæser over Vosnæs: Det handler om ansvar ikke angst. Til glæde for os selv, vores børn, og de generationer, som ikke engang har fået folkeregisteradresse endnu.