Få rettigheder og meget arbejde: Flextrafikken kræver et løft.Kender du flextrafik? Nej? Det gør de færreste, og det er både forståeligt og en lille smule sørgeligt. For flextrafikken er for rigtig mange mennesker alt andet end et valg det er en nødvendighed. Dem, der ikke kan hoppe på cyklen ud for at jagte vinden, eller bare springer op i en bil og styrter derudad. Det er for unger med særlige behov, hvis skole ligger et sted, hvor kragerne ville få vabler af at gå hen. Det er for ældre og syge med behov for faste lægebesøg og ingen i familien med taxa-mustache eller stor nok bil.Flextrafik er kollektiv trafik. Men kun for brugerne. For chaufførerne er det som at have sit eget enmands-cirkus, hvor lønnen fastsættes af cirkusdirektøren på en god eller dårlig dag. Midttrafik kalder sig koordinator, men lejrer det hele ud til private virksomheder som så ansætter deres egne chauffører. Og der er frit spil: En deltager får måske en gummistol at sidde på, men ingen sikkerhed for hverken timer, løn eller respekt.Tag Nordian. De har lavet overenskomst med Krifa, der lidt raslende i deres egen takt ikke sætter klare lønrammer. Resultat? Chaufføren aner ikke, hvad næste måned bringer af penge. Andre steder kan du være så heldig at få en nultimerskontrakt. Tillykke: Du er teknisk set ansat, men det er kun på papiret, og papiret er gennemvådt.Og så er der usikkerheden. Der gemmer sig hårde skæbner i de små vogne. Mennesker, der har fået færten af for lite hjælp fra samfundet, og flexchaufførerne står som bufferzone, når vreden skal have sit afløb. Der er historier om vold, frygt og endda tragiske dødsfald. Det er ikke for sarte sjæle, og det burde ikke være så sårbart.Så ja, flexchauffører fortjener bedre. Lad os nu drømme: Hvorfor kan Aarhus Kommune og Region Midtjylland, med deres solide fingre nede i Midttrafiks gryde, ikke tage ansvar? Arbejdet foregår på deres vagt. Den bedste løsning? Jo, den er ikke den, der får private virksomheder til at slås om at gøre det billigst muligt. Vi kunne ja, vi burde! tage flextrafikken hjem i egne hænder. Offentlig ansættelse, faste vilkår, pension, følelsen af stolthed og tryghed. Ligesom i den gode gamle bus.Og hvis nogen nu piber om, at det da bliver dyrt, så træd nærmere: Vi betaler skam allerede. Flextrafikken er ikke lutter frivillige donationer og venlige sjæle med store livsdrømme det er skattefinansieret, så det er også din regning og mit kvitteringseksemplar, der ligger der. Forskellen er, at vi kunne sikre ordentligt arbejde, ordentligt liv. For chauffører og for alle dem, der venter på dem ude i verden.Så skal vi ikke gøre det lidt bedre? Af hensyn til chaufføren, passageren og os selv.
Det er hårdt arbejde med få rettigheder: Lad os gøre flextrafikken bedre.Man kan let glemme den del af virkeligheden, man ikke dagligt får øje på. De busruter, man aldrig betræder; de togafgange, der ligger udenfor ens tidsplan; de biler, man aldrig vil køre i. Men gennem Danmarks byer og bygder glider der hver dag vogne af en særlig slags—de er diskrete, eksistensen næsten usynlig, men for nogen er de livreddende. Det er flextrafikken, vi taler om.For de fleste udenforstående er flexkørslen en fjern størrelse, tættere på begrebet offentlig service end på noget nærværende; men for den, der står uden adgang til bus eller privat bil, får kollektiv trafik en anden, mere skjult betydning. Flextrafikken favner alt fra børn med særlige behov, der bringes trygt til skole, til ældre eller syge, der har ingen slægtning ved hånden, men til gengæld et længe ventet besøg på AUH i Skejby. For dem er flextrafikken ikke et supplement—men en livsnerve.Selve konstruktionen er dog præget af et mærkbart paradoks. For selvom flextrafikken indgår i det offentlige trafiknet, og vi, skatteborgerne, allerede finansierer ordningen, ansættes chaufførerne ikke af det offentlige. Myndigheden koordinerer, men kørslerne udføres af private underleverandører. Bag ruden sidder ikke medarbejdere med klassiske rettigheder og tryghed, men ansatte, der lader sig hyre under vilkår, der ikke sjældent vakler i deres rimelighed.Det ville være en lignelse næsten tragikomisk, hvis ikke virkeligheden bag var så alvorlig. Mange underleverandører opererer uden overenskomster, eller også indgås disse med organisationer, for hvem arbejdstagernes interesser ikke er en prioritet. Flere chauffører havner på nultimerskontrakter—altså uden nogen garanti for vagter eller indtægt. Man bliver påbudt at stå til rådighed uden løfte om arbejde, og uden arbejde følger fattigdom.Men materielle vilkår er kun én akse for uretfærdighed. Det, at flexchaufførers hverdag ofte inkluderer uforudsigelige situationer, hvor bl.a. borgere, forsømt af systemet, reagerer med desperation og vold, peger på en yderligere social blindhed. Der er beretninger om chauffører, som har mistet livet. Det kan ikke være meningen.Når man står ved dette mødepunkt af omsorg og negligering, burde det afføde en samvittighedens eftertanke. Vi må kalde den på banen: Ansvaret. For netop hvor vilkårene er svagest, burde ansvaret være stærkest. Når region og kommune uddelegerer opgaver af denne vigtighed, bør de stille krav til arbejdsgiverens praksisser. Ellers risikerer vi at gøre afhængighed til ydmygelse.Løsningen kræver mere end kosmetiske justeringer. Det naturligste ville være, at flextrafikken nationaliseres og dermed integreres på linje med busser og tog. Når det gælder netop denne del af velfærdens maskineri, må drift og ansvar følges ad. Ikke for profit, men for menneskeværdighedens skyld.For ja, finansieringen hviler allerede på vores fælles skuldre. Men uden at ansvaret følger med pengene, får vi kun tomme løfter—i transporten, såvel som i livet. Flextrafikken bør løftes ind i offentlighedens klare rum og organiseres på værdige vilkår. Det skylder vi ikke bare dem, der kører i bilerne, men også dem, der hver dag bliver kørt—og dermed os selv, som samfund.
Vi skylder flexchaufførerne bedre vilkår.Der er et hjul, der snurrer under radaren. Det ruller diskret ud ad villavejene i morgengryet, cirkler kliniske periferier og krydser usynlige grænser mellem livsfaser og livsvilkår. Bag rattet sidder flexchaufføren, som trofast samler samfundets usynlige passagerer op: barnet med behov, den ældre uden familie, den syge uden alternativer. Flextrafikken er vores kollektive bro til dem, der ellers falder igennem.Men hvad gemmer der sig bag dørens summen på fortovet? For mange, der aldrig har mærket flextrafikkens rygradsarbejde, er det en fjern service for andre er det intet mindre end livsnødvendigt. Alligevel er chaufførens egne vilkår næsten forsvundet bag rutens pligttro kort.For flextrafik er ganske vist kollektiv trafik, men chaufførerne er ikke ansatte i det offentlige, så trygheden slipper bunden. De er ansat på private markedsvilkår, styret af kontrakter og regneark, uden sikkerhed for hverken løn, timer eller ordentlig behandling. Vi hyrer folk til at tage os af byens mest sårbare men ser man nærmere efter, er det systemet selv, der står bag truslen mod trygheden.Eksemplerne vælder frem: Virksomheder indgår aftaler uden overenskomster, private vognmænd ansætter på nultimerskontrakter og overlader chaufførerne til markedets nykker. Hvor nogle ‘overenskomster’ er hule navne uden reel forhandlingsret, lader andre vognmænd chaufførernes indkomst flyde som tilfældige floder et frikast på fremtidens bekostning.Listen over udfordringer stopper ikke her. Flexchauffører bliver udsat for utrygge situationer, nogle gange ligefrem vold, fordi de henter mennesker, vi ikke har kunnet rumme eller rumstere omkring i andre sektorer af velfærdssamfundet. For dem blev arbejdet ikke bare til et transportmiddel, men til en farezone.Så simpelt er det dem, vi overlader de sværeste opgaver, overlader vi også den ringeste tryghed. Hvem står så tilbage med ansvaret?Midttrafik har påtaget sig at koordinere men samfundets ansvar er større end at tegne logistik på et kort. Når kommunen og regionen køber ydelser, bør de samtidig insistere på, at arbejdet udføres på ordentlige vilkår. Vi kan ikke gemme os bag udbudsmodeller eller markedslogik, når kvaliteten af chaufførernes arbejde er direkte koblet til trygheden for de mennesker, der har allermest brug for den.En dristig tanke, siger nogen, men den mest retfærdige: Hvad hvis flextrafikken ikke var udliciteret? Hvad hvis Midttrafik og dermed fællesskabet påtog sig opgaven fuldt og helt, ansatte chaufførerne direkte, stillede vogne til rådighed, sikrede reel tryghed og anstændighed for udført arbejde? Vi betaler jo allerede for servicen med fælles midler. Hvorfor ikke sørge for, at pengene følges af respekt for dem, der bærer velfærdssamfundet på fire hjul?Om flextrafikken kører på diesel eller el, bør den køre på anerkendelse. For når vi entrerer vognen, er vi alle afhængige af, at chaufføren kan holde til det og vilket samfund ønsker vi at blive transporteret af?