Dom i Aarhus: Udvisning og fængsel til unge mænd efter overgreb på prostituerede Det er mandag, og i Retten i Aarhus ruller de store døre op for endnu et kapitel i den slags historier, man helst ville slippe for at skrive. Tre unge mænd, to fra Afghanistan og én fra Filippinerne, har fået pakket deres danske drømme sammen i en kuffert og sendt ud over grænsen – udvist, som det hedder, efter at være dømt for voldtægt og røveri mod prostituerede. Der var også en fjerde. En dansker, 19 år, dømt sammen med de andre – men han kan blive her og tænke over tingene bag tremmerne i seks år. For selvom forbrydelsen var den samme, følger der ikke automatisk en billet ud af landet med dansk statsborgerskab. Sagen – den slags, der får byen til at trække skuldrene op og holde vejret – handler om unge mænd, der i januar, februar og marts sidste år fandt på at overfalde kvinder, der lige var kommet til Danmark for at tjene penge på den måde, man helst ikke snakker om til familiefrokoster. Det gik ikke stille for sig. Der blev stjålet, truet og voldtaget. En af voldtægterne var ifølge retten så farlig, at det måtte stå med fed skrift i dommen. Straffene er fordelt som karameller på en tallerken: Otte år til den ene afghaner, fire år til den anden. Ét sølle år til den unge filippiner, som nu skal finde ud af, hvad der venter på den anden side af dansk asfalts overflade. Seks år til danskeren. At anklagemyndigheden havde ønsket en endnu hårdere dom for hjemmerøveri, prellede dog af på nævningetingets flertal – de ville ikke være med på den. Retssalens kolde fakta pakkes væk, men tre af de dømte har allerede taget springet og anket til Vestre Landsret, mens den fjerde står og roder med beslutningen – ja eller nej til endnu en runde. For sådan er retssystemet: Det giver både domme og chancer, men der er ingen, der får lov at gå upåvirket ud af døren. Og tilbage står ofrene, de prostituerede kvinder, som kom til Danmark i håb om at tjene penge og i stedet mødte alt det, man helst vil undgå. Det kan ingen dom lave om på.
Når dommen falder: Et fragment om ansvar og udvisning Aarhus, en mandag, hvor Retten og Østjyllands Politi fremfører beskeden uden pynt: Tre unge mænd, to med afghansk og én med filippinsk statsborgerskab, udvises fra Danmark. Skyldige i røverier og voldtægter mod prostituerede, kvinder, der for kort tid siden havde taget springet til et fremmed land, kun for at møde voldens nøgne vilkårlighed. Det er, som om byen standser op et øjeblik – her, hvor dom og skyld bliver til dagligdags begreber, og hvor retssystemet forsøger at genskabe en balance, der allerede er brudt. Også en fjerde tiltalt, en 19-årig dansker, idømmes fængsel, men slipper for at blive udvist. Statsborgerskab som skillelinje, et forhold, der siger noget om både tilhørsforhold og fremmedgørelse. Dommerens stemme er uden dramatik, uden retorisk overdrivelse. Der var tale om røverier og voldtægter begået i årets tre første måneder – handlinger, hvor ofrene reduceres til midler i et spil, de aldrig har ønsket at deltage i. Straffen fordeles: Otte år, fire år, seks år, ét år. Det lyder næsten aritmetisk, men tallene er kun tal – de dækker over liv, over erfaringer, der ikke kan gøres om. Anklagemyndigheden ønskede, at forbrydelserne skulle rubriceres som egentlige hjemmerøverier, med det strengere straffemål, men nævningetinget tog ikke den fortolkning til sig. Retten fastslår, at én af voldtægterne var af særlig farlig karakter – et udtryk, der lægger et ekstra mørke hen over sagen. Tre har straks anket, søger mulighed for omvurdering, retfærdighed set fra deres position. Den fjerde overvejer, står et sted imellem dom og mulighed. Det danske retssystem reagerer, men kan ikke ophæve sket skade. Udvisning og fængsel er samfundets forsøg på at trække en streg, at skille det acceptable fra det uacceptable. Alligevel hænger spørgsmålet tilbage: Hvad betyder skyld, straf, udvisning – for den enkelte, for fællesskabet, for vores forståelse af ret og uret? Her, hvor ret og etik kolliderer, er det ikke kun dommen, der ekkoer, men også spørgsmålet om, hvad det vil sige at være medmenneske, og hvornår vi mister hinanden.
Dom i Aarhus: Udvisning, voldtægt og røveri – et brutalt regnskab Mandag morgen, retssalens neonrør flimrer, og her har virkeligheden ingen brug for pynt. Tre unge mænd – to fra Afghanistan, én fra Filippinerne – har pakket deres ting. Eller, det har de ikke, for det er dommen, der pakker for dem: Udvist fra Danmark, fængslet for røverier og voldtægter mod prostituerede. Det lyder som noget, man læser i en krimi, men det er Aarhus. Det er nu. En fjerde mand, dansker, også kun 19, bliver ikke smidt ud – han får seks år bag tremmer og kan sidde og tænke over tingene. Hans statsborgerskab bliver den livline, de andre ikke har. Retten i Aarhus og Østjyllands Politi holder sig til fakta: De her mænd overfaldt kvinder, der knap nok havde sat sig ind i, hvordan DSB’s billetmaskiner virker, før de stod ansigt til ansigt med deres værste mareridt. Det var i årets første, mørke måneder – januar, februar, marts. Dommerne tæller år op, deler ud. Otte år til én, fire år til en anden, et enkelt år til ham fra Filippinerne. Det er matematik, men regnestykket går aldrig op. Anklagemyndigheden ville have hjemmerøveri – hårdere straf – men nævningene sagde nej. Det blev ikke til det dobbelte lag af lovens hammer. Retten lagde vægt på, at en af voldtægterne var “af særlig farlig karakter.” En domsformulering, som siver ned gennem ordlyden og lægger sig i sagens grundvand. Der er ingen happy ending her, kun udvisning og fængsel. Måske en anke, måske endnu en retssal, måske et håb om en slags forløsning, men ofrene, de prostituerede kvinder, må bære det, der ikke kan annulleres med paragraffer og domsafsigelser. Tre af mændene anker straks. Den fjerde står og vakler på kanten mellem straf og næste skridt. Og ude i byen, hvor livet fortsætter, trækker vi måske lidt på skuldrene, mens vi læser overskriften, for det er jo bare endnu en historie fra virkeligheden. Den slags, der gør ondt at kigge på, men som alligevel ikke kan ignoreres.